DEN KOMMENDE AGENDA THE COMING AGENDA
Annemarie Lund
“Den kommende have vil sikkert blive udformet som en modvægt til den moderne storbys ‘sten, træ, jern’. Det fremtidige bymenneske vil ud fra en særlig sjælekval kræve, at den moderne have bliver helt grøn ... Da den næste generation vil leve et dobbeltliv: et gråt byliv og et grønt haveliv, må den kommende have være ‘100 procent grøn’.” G.N. Brandt; Den kommende Have, Wasmuths Monatsheft, 1930 Uanset den sympatiske tanke i ovenstående citat er det lige så klart, at landskabsarkitekturen hos Brandt har sit særlige reservat, klart afgrænset fra og til dels i modsætning til ‘de grå’ bygningsarkitekter og byplanlæggere, men trods alt en disciplin, der også i landskabsarkitekternes selvopfattelse gør dem mindre ‘fine’ end de ‘rigtige’ arkitekter. Landskabsarkitekturens rolle er for Brandt at skabe et kontrapunkt for ro og kontemplation midt i byens malstrøm – steder, hvor havens arrangerede naturlighed kommer det stressede og forpinte bymenneske i møde. Denne i sin grund ydmyge agenda og landskabsarkitektens placering i det kreative hierarki er i disse år for alvor under forvandling. Landskabsarkitekten er ikke længere en forlængelse af bygningsarkitekten, heller ikke den arkitektens trøst, som skulle mildne luften i de arkitektskabte betonørkener. Landskabsarkitekturen har – som det vil fremgå af eksemplerne i denne
8
“The future garden will probably be conceived as a counterbalance to the ‘stone, wood, iron’ of the modern city. The future city person, with his moral qualms, will demand that the modern garden should be all green ... As the next generation will lead a double life – a grey city life and a green garden life – the future garden will have to be ‘one hundred per cent green’.” G.N. Brandt, Den kommende Have, Wasmuths Monatsheft, 1930 Regardless of the sympathetic nature of this quotation, it is just as obvious that Brandt sees the landscape architect as having his own private reserve, well-defined and partly in contrast to the ‘grey’ building architects and planners, but nevertheless a domain which in his self-perception renders him inferior to the ‘real’ architects. To Brandt the job of the landscape architect is to provide a counterpoint for peace and contemplation in the middle of the whirling city – places where the staged naturalness of the garden welcomes the stressed and harassed city person. This, in its essence humble, agenda and the place of the landscape architect in the creative hierarchy are now undergoing a transformation. The landscape architect is no longer just an extension of the architect or the comforter who soften the edges of the architectural concrete deserts. Landscape architecture has – as it will appear from the chapters of this book –
Danske landskabsarkitekter lod sig i mange år inspirere af det danske kulturlandskabs plantninger; hegn, lunde, frugthaver og småskove. Man havde stor dyrkningserfaring og viden om, hvordan man kunne komponere længelevende plantninger. Dertil føjede sig omhu i detaljen og en social indstilling mht. at skabe menneskelige omgivelser af høj karat. Alt i alt med en lavmælt dansk eller, om man vil, regional karakter. Fra venstre: Sven Hansen, Københavns Amts Sygehus i Glostrup, 1950-58; Erik Mygind og Agnete Muusfeldt, Skelhøjen-Tvedvangen i Herlev, 1955; J. Palle Schmidt, Bredalsparken, Hvidovre. 1950’erne; Jørgen Vesterholt, Galgebakken i Albertslund, 1973-74; Jørgen Vesterholt, Syddansk Universitet, Odense, 1969-84; Bruun, Samuelsen og Ulfstedt, Greve kirkegårdsudvidelse, 1979-84. Foto: Jørgen Vesterholt, Agnete Muusfeldt, AL • For many years Danish landscape architects took inspiration from the plantings of the Danish cultural landscape; hedgerows, groves, orchards and woods. They had wide experience in cultivating and a thorough knowledge of how to design long-life plantings. Add to these a great solicitude for details and a social awareness that produced human environments of a high standard. Altogether with a quiet Danish – or regional – quality about them. From left to right; Sven Hansen, Copenhagen County Hospital in Glostrup, 1950-58; Erik Mygind and Agnete Muusfeldt, Skelhøjen-Tvedvangen in Herlev, 1955; J. Palle Schmidt, Bredalsparken, Hvidovre. the 1950’s; Jørgen Vesterholt, Galgebakken in Albertslund, 1973-74; Jørgen Vesterholt, University of Southern Denmark, Odense, 1969-84; Bruun, Samuelsen, and Ulfstedt, Greve cemetery extension, 1979-84. Photo: Jørgen Vesterholt, Agnete Muusfeldt, AL
bog – indtaget rollen som skaber af urbane landskaber, en selvstændig position, der breder sig overlappende eller som bindeled mellem den traditionelle byplanlægning og arkitekturens fortsat uforligelige byggerier. Lidt polemisk kunne man hævde, at jo vanskeligere, det tilsyneladende er for arkitekter, bygherrer og andre beslutningstagere at skabe sammenhæng og harmoni, desto større bliver efterspørgslen efter landskabsarkitekternes ydelser. Selv i de politiske beslutningstageres bevidsthed er den aktive bearbejdning af byens rum som uomgængelige elementer i det gode byliv ved at bundfælde sig. Herved bliver landskabsarkitekturen en stærk parameter i byernes indbyrdes konkurrence for at tiltrække aktivitet og arbejdskraft, efterhånden som det har vist sig, at landmarks à la Frank Gehrys Guggenheim-museum i Bilbao kun sjældent får den branding-effekt, som byens vise mænd og kvinder håber. Der er behov for en langt dybere erkendelse af byernes multifunktionelle beskaffenhed i en tidsalder, der har fået mange forskellige etiketter klistret på sig fra informations- til oplevelsessamfund, men under alle omstændigheder: det postindustrielle samfund, der ganske vist stadig slæber videre på gammel vane. Den nye model kaldes ofte for en flerstrenget planlægning eller ‘kulturplanlægning’, hvis mål på den ene side er at skabe en øget mangfoldighed og vifte af tilbud til byens borgere, og på den anden side at skabe smukke og forskelligartede by-
taken up the role as creater of urban landscapes, a separate position which overlaps or liaises between conventional planning and architecture’s still incompatible buildings. To put it polemically, the harder it seems to be for architects, clients and other decision-makers to create coherence and harmony, the greater demand there will be for landscape architects and the services they provide. Even in the eye of the political decision-makers, the active processing of urban space is now considered a constituent part of the good urban life. And so landscape architecture becomes a powerful parameter in the intercity competition to attract activity and labour, seeing that landmarks à la Frank Gehry’s Guggenheim Museum in Bilbao rarely turns out to have the branding effect the politicians were hoping for. A much deeper recognition of the cities’ multifunctionality is called for in an age which has been labelled anything from information to experience society, but in any case: post-industrial society, although it still suffers from a force of habit. The new model is often called ‘multi-string planning’ or ‘cultural planning’. Its aim is on one hand to promote diversity and more options for the inhabitants of the city, and on the other to create beautiful and diverse urban spaces. Urban life is now perceived as a flow, as something varied and fluid, a dynamic and intervening function which forms part of the new landscaping agenda. The object is the very remodelling of
9
Omkring år 2000. Med renoveringen af de tætte boligkarreers gårdrum, nedslidte parker eller friarealer omkring store monotone bebyggelser er der skabt nødvendige oaser i hverdagslivet. Fra venstre. Charlotte Skibsted, Havnegadekarreen, København, 1989-90; SLA, Rådhusparken, Glostrup, 1996-2000; SLA, Ladegårdsparken, Holbæk, 1998; Schul Landskabsarkitekter, Billedhuggerhaven ved Charlottenborg, København, 2003. Foto: AL, SLA • At the turn of the Millenium. The renovation of courtyards in dense residential neighbourhoods, run-down parks or open spaces of large monotonous developments have provided our everyday life with much-needed oases. A block in Havnegade, Charlotte Skibsted, 1989-90; Rådhusparken, Glostrup, SLA, 1996-2000; Ladegårdsparken, Holbæk, SLA, 1998; The Sculpture Garden of Charlottenborg, Copenhagen, Schul Landskabsarkitekter, 2003. Photo: AL, SLA
rum. Byens liv betragtes nu som en strøm, som noget varieret og flydende, og det er i høj grad denne dynamiske og indgribende funktion, der udgør en del af landskabsarkitekternes nye agenda. Det er selve forvandlingen af den mekaniserede tidsalders stivbenede, zoneplanlagte, industrialiserede byer, der er under omkalfatring til aktive, oplevelsesrige byrum med en mangfoldighed af fysisk udfoldelse hånd i hånd med områder til fredfyldt kontemplation, men nu ikke længere begrænset til de romantiske enklaver, som Brandt forudså. Herved bliver landskabsarkitekturen ikke blot det kit, der binder byerne sammen, men en central og dynamisk aktør, der ud over passiv skønhedsog naturkonsumption, tilbyder aktivt at gribe ind i byens liv og funktion med en nyformulering af et byliv, som vi først nu er ved at skimte konturerne af. Det udvikles ofte i tværfaglige samarbejder med arkitekter, antropologer, filosoffer, læger og andre faggrupper. De er budbringere for en ny rolle for landskabsarkitekten, der med en øget ressourcebevidsthed er på vej til at blive den centrale aktør, der forholder sig konkret og dynamisk til byens liv og form. Man kan så diskutere, om der er tale om et brud med den gode danske tradition, som den blev grundlagt af skikkelser som G.N. Brandt, C.Th. Sørensen, Sven Hansen, J. Palle Schmidt m.fl. – eller om der i virkeligheden er tale
10
the mechanical era’s rigid, zone-planned, industrialised cities, which are being transformed into active, eventful urban spaces, with a variety of options for physical activity, which go hand in hand with spaces for peaceful contemplation, but now no longer confined to the romantic enclaves envisioned by Brandt. In this way, landscape architecture becomes not just the putty that cements the city but a dynamic protagonist who, in addition to passive beauty and nature consumption, offers to actively intervene with the lifestyle and function of the city, supplying a reinterpretation of urban life of which we are only just discerning the outlines. This is often developed in cross-disciplinary collaborations with architects, anthropologists, philosophers, doctors and other professions. The innovative liaisons are emissaries of a new role for the landscape architect, who – with the growing ecological awareness – is about to become the central player who deals with urban life and space in a positive and dynamic way. It is debatable whether this signifies a break with the fine Danish tradition of people like G.N. Brandt, C.Th. Sørensen, Sven Hansen and J. Palle Schmidt, or if this is in fact an unspoken revolt against the Modernism which became the emblem of industrial society and its propensity for shaping man in its own image, much like a sociological calculation of averages.
om et uudtalt opgør med den modernisme, der blev industrisamfundets kunstform, og som gerne formede mennesket i eget billede, netop som en sociologisk gennemsnitsberegning. Et opgør, der spejler det underliggende paradigmeskift fra én samfundsform til en anden, hvor subjektet, dvs. det individuelle, atter får en rolle at spille frem for den rationelle objektivering af livet, som var det 20. århundredes agenda. Nogle vil måske mene, at der i flere projekter er tendens til en tivolisering af byen, og det er på sin plads at hævde, at der visse steder sker for meget, måske af nervøsitet for den kedsomhed, som det moderne menneske frygter mest af alt. Og så på den anden side: Hvad mon beboerne i Vestleds sandflugt vil sige til det tyste kunstværk, som brolægger klitten i en sælsom lyrik; et værk, som er dømt til tilsanding, så kun erindringen om noget, begravet i sandet, står tilbage. Dette værk repræsenterer en pol i dansk landskabsplanlægning, der stadig har en pælerod tilbage i essensen af G.N. Brandts lære, men her nær det magtfulde Vesterhavs frådende brænding. Mon ikke den gamle mester ville have klappet af denne i alle henseender unyttige installation, der konkret undslipper hans organisk romantiske tankeverden, men alligevel synes at fange essensen.
A revolt which mirrors the underlying paradigm shift from one type of society to another, where the subject, i.e. the individual, reclaims its part on the scene, as opposed to the rational objectification of life which was the agenda of the 20th century. Some will see a tendency towards a ‘Tivolisation’ of the city in some of the projects, and it is true that there is too much going on at times, perhaps in an attempt to avoid the boredom which we seem to fear most of all. And then again, what will the citizens of Vestled’s sand drift think of the silent work of art which paves the dune with a strange poetry; a work doomed to sand up, so that eventually only the memory of something buried in the sand will linger. This project represents an extreme within Danish landscaping, which retains a taproot back to G.N. Brandt, but here facing the heavy surf of the powerful North Sea. The old master would probably have applauded this thoroughly irrational installation, which escapes his organic, romantic ideology but nevertheless seems to capture its essense. In other works landscape architecture takes on the role of social mediator; this is true, for instance, of the Mjølnerparken project, which was developed with the co-operation of the residents – an estate with a rather one-sided composition of residents of immigrants and second-generation Danes.
11
I andre værker får landskabsarkitekturen rollen som social formidler; det gælder eksempelvis anlægget i Mjølnerparken, der er kreeret med beboernes medskaben, en bebyggelse, der har en ret ensidig beboersammensætning af indvandrere og andengenerationsdanskere. Og i atter andre, som det forunderlige værk på Stige Ø, bliver landskabsarkitekturen som en gigantisk rebus, der åbner sig for den, som vil fortolke den. Selvfølgelig bør der fra dette sted fremføres den obligate bekymring om, hvorvidt den danske havekunsts særpræg er på vej ud til fordel for en for friktionsløs import af internationale tendenser og et tab af den langsomhed, der er havens livscyklus. Hvem kan f.eks. forestille sig at så agern, som C.Th. Sørensen gjorde det i Århus Universitetspark, og så oven i købet leve så længe, at man oplever dem som træer. Nu planter man bragende stort, så havens barndom og pubertet allerede er overstået i fødselsøjeblikket. Det er et paradoks, at tiden er præget af en omfattende interesse for det processuelle, for naturen som den udfolder sig og blomstrer, forfalder og regenererer, samtidig med en utålmodighed, som gør, at vi planter ‘voksent’ fra starten. Det forekommer, at procestanken ikke føres til ende, eller at man netop vælger færdighedens billede frem for udviklingens langsommelighed.
12
And in others again, such as the enigmatic work on Stige Island, landscape architecture becomes like a gigantic rebus, which opens up to anyone who wishes to solve it. There is of course the inevitable concern that the particular Danish quality might be disappearing from our landscape architecture in favour of a too frictionless influx of international trends, together with the slowness that is the garden’s life cycle. Who might, for instance, sow acorns like C.Th. Sørensen did it in Århus University Park, and then live to see them grow up to be trees. Nowadays we plant big, with the result that the childhood and puberty of the garden is over and done with even from the moment of birth. It is paradoxical that the present on one hand is characterised by a great interest in the process itself, in nature as it unfolds and blooms, withers and regenerates, yet on the other by an impatience that makes us prefer plants to be ‘grown-up’ from day one. It seems like this notion of the process is not fully realised, seeing that the finished version is preferred to the slowness of evolution. In another cultural sphere, this duality is reflected in the contrast between the perfect, untouchable Japanese garden and the Chinese, where the alternation of the seasons and the annual withering, death and subsequent
Omkring år 2000. En del byrum, gadestrøg og pladser, strøg eller anlæg er stringent konciperet, og med enkle virkemidler og få materialer er der opnået en original stedbunden karakter. Fra venstre: Jeppe Aagaard Andersen, Sundsparken, Malmø, 2001; Brandt Hell Hansted Holscher, Jarmers Plads, København, 1997; Frode Birk Nielsen, Ahlgade i Holbæk, 1996-99; Schønherr Landskab, Bertel Thorvaldsens Plads, København, 2002. Foto: JAAA, Jens Lindhe, Nielsen, Christina Capetillo • At the turn of the Millenium. Quite a few squares, streets or parks are cogently conceived, achieving, by simple means and the use of few materials, an original quality of place. From left to right; Jeppe Aagaard Andersen, Sundsparken, Malmö, 2001; Brandt Hell Hansted Holscher, Jarmers Plads, Copenhagen, 1997; Frode Birk Nielsen, Ahlgade in Holbæk, 1996-99; Schønherr Landskab, Bertel Thorvaldsens Plads, Copenhagen, 2002. Photo: JAAA, Jens Lindhe, Nielsen, Christina Capetillo
På en vis måde og fra en anden kulturkreds ligner det modsætningen imellem den fuldendte og urørlige japanske have og den kinesiske, hvor årstidernes skiften og havens årlige forfald og død og kommende genfødsel betragtes som en lige så stor skønhed som haven i sit klimaks – et billede på selve livets evindelige cyklus fra fødsel over blomstring til forfald og død. Måske repræsenterer begge tilgange dele af menneskers basale psyke, der netop i tidens resultatorientering prioriterer det hurtige og spektakulære resultat. Alligevel er det nødvendigt, om end ikke populært, at fremføre den påstand, at visse dele af landskabsarkitekturen er på vej til at fornægte dens udgangspunkt: naturen og dens skiftende spil, viden om planternes vidunderlige mangfoldighed og forskelligartede livscykler til fordel for raffinerede belægninger og kunstfærdige, fikserede opstillinger eller opulente opbud af indfald, hvor selve pausen mangler; netop af lutter nervøsitet for ikke at underholde tilstrækkeligt i friværditiden, der nu er afløst af et brat tæppefald. Krisen kan formentlig kalde på den mere ydmyge del af landskabspaletten, der har haft trange kår i højkonjunkturens pengerigelighed, som i sin overflod åbnede for sluseporte af computergenerede lyksaligheder ikke blot blandt landskabsarkitekterne, men også i andre kreative fag, der her har et redskab til ultimativ overtalelse til uundersøgte utopier.
regeneratíon of the garden are perceived to be just as beautiful as the garden at its climax – a symbol of life’s eternal cycle from birth via bloom to decay and death. Maybe both of these approaches represent parts of the basic human psyche, which with the present result-orientation favours the fast and flashy result. However, it is imperative, if not exactly welcome, to stress that parts of the landscape architecture profession seem to be rejecting its very foundations: nature and its alternations and knowledge of the fascinating floral diversity and multitude of life cycles, in favour of intricate paving patterns and elaborate fixed arrangements or opulent arrays of effects, from which only the break itself is absent – for fear that the ‘age of equities’ should not be sufficiently action-packed. The present economic depression will probably bring out the more unassuming shades of the landscaping palette, which were outdone by the abundance of the boom economy and the flood of computer-generated marvels embraced not only by landscape architects but by all the creative professions, which recognized in these the ultimate tool for the selling of untested utopian ideas. However, in this slow-moving, ever-changing art form that kind of situation-specific freezes are risky, exactly because they deny or ignore the won13
Omkring år 2000. Nogle anlæg kan med et elegant twist overraske og vise fornyelse ved fragmenteret genbrug af havnens elementer eller import af landlige kontraster, her sølvbladede pilelunde og elletrunter. Annelise Bramsnæs og Poul Jensen, park på Islands Brygge, København, 1994-2000; Steen Høyer og Erik Brandt Dam Arkitekter, Utterslev Torv, 1999-2002; Sven-Ingvar Andersson, Christiansbro, København, 1997-2000; Sven-Ingvar Andersson, plads foran Rødovre Rådhus, 2001. Foto: Andersson, Jens Lindhe, AL • At the turn of the Millenium. Some designs manage with an elegant twist to surprise us with their innovative reuse of elements from the harbour or imported rural contrasts – here silvery willow groves and alderstumps. Annelise Bramsnæs and Poul Jensen, park at Islands Brygge, Copenhagen, 1994-2000; Steen Høyer and Erik Brandt Dam Arkitekter, Utterslev Torv, 1999-2002; Sven-Ingvar Andersson, Christiansbro, Copenhagen, 1997-2000; Sven-Ingvar Andersson, square in front of Rødovre City Hall, 2001. Photo: Andersson, Jens Lindhe, AL
Men netop i dette, den langsomme og altid skiftende kunsts fag, er sådanne situationsbestemte fastfrysninger risikable; simpelthen fordi de fornægter eller overser naturens forunderlige liv, forfald, død og genfødsel. Det er og må være muligt at kombinere det frembrydende paradigmeskift med det bedste fra den danske landskabstradition. Hverken G.N. Brandts klassicerende romantik, C.Th. Sørensens rumskabende anlæg, Sven Hansens dybe oprindelighed, J. Palle Schmidt og Agnete Muusfeldts magtfulde og vitale plantninger eller Sven-Ingvar Anderssons raffinerede spil med alle havekunstens virkemidler står i modsætning til den nye agenda, som landskabsarkitekterne har annammet. Tværtimod bør de nye muligheder give anledning til en seriøs nyfortolkning af de programmer, som flere generationer har overleveret. “Antag da dette som en almengyldig lov, at hverken en bygning eller noget som helst andet stort menneskeværk kan være godt, med mindre det er ufuldkomment. Og lad os være forberedte på den ellers besynderlige kendsgerning, at den nærmeste årsag til den europæiske kunsts forfald var et ubarmhjertigt krav om fuldkommenhed, der ikke kunde standses af ærefrygt for det store eller mildnes til overbærenhed med det primitive.” ”The Nature of Gothic”, i: John Ruskin: The Stones of Venice, 1853
14
der of nature, its life, decay, death and rebirth. It is, or has to be, possible to combine the incipient paradigm shift with the best of what Danish landscaping tradition has to offer. Neither G.N. Brandt’s classicistic romanticism, C.Th. Sørensen’s space-defining designs, Sven Hansen’s profound authenticity, J. Palle Schmidt and Agnete Muusfeldt’s powerful and vigorous plantings nor Sven-Ingvar Andersson’s sophisticated use of all the tools of the trade are incompatible with the new agenda which has been adopted by the landscape architects. The new possibilities should, on the contrary, give rise to a serious reinterpretation of the programmes handed down from previous generations. “Accept this then for a universal law, that neither architecture nor any other noble work of man can be good unless it is imperfect; and let us be prepared for the otherwise strange fact, which we shall discern clearly as we approach the period of the Renaissance, that the first cause of the fall of the arts of Europe was a relentless requirement of perfection, incapable alike either of being silenced by veneration for greatness, or softened into forgiveness of simplicity.” ”The Nature of Gothic”, in: John Ruskin: The Stones of Venice, 1853
Og kan man føje til: “Enhver idé er mere interessant i sin frembryden end i sin perfektion.” Netop dette citat ledte jeg også efter hos Ruskin, men her er det så i egen aftapning. PS: Publikationens udpluk af arbejder fra perioden 2003-08 giver et godt, men alligevel ikke helt fyldestgørende overblik. Selv om der er valgt ud fra omkring hundrede indleverede projekter, er billedet nok blevet noget mere spektakulært end virkeligheden. Det et alt andet lige lettere at fange det umiddelbart fotogene end de mere ydmyge anlæg, der behøver en del år for at udvikle sig og se ud af noget. Måske har nogle afholdt sig fra at indsende ganske beskedne bidrag, der kunne have givet et mere nuanceret billede. En næste runde, 2009-15, vil forhåbentlig også kunne illustrere kommunernes fremsynede parkpolitik, mægtige lineære såvel som gruppevise gadeplantninger, fornyelse og berigelse af 1800- og 1900-tallets parker, udvikling af kirkegårde og begravelsessteder samt ibrugtagning af tomter og restarealer.
Add to this: “Any idea is more interesting in its budding form than in its perfection.” I searched in vain for this quotation from Ruskin, but here it is in my own words. PS. This publication, with its catalogue of projects from the period 2003-08, provides a useful but still not entirely representative picture of things. Although the selection has been picked from about a hundred submitted projects, the overall picture has probably become rather more spectacular than the reality. It goes without saying that the conspicuously photogenic is easier to capture than the more unassuming projects which need time to develop and mature. Perhaps some have refrained from submitting quite modest contributions which might have helped to differentiate the overall picture. A next round, 2009-15, will hopefully include the visionary park politics of the municipalities, the impressive linear and compositional street plantings, the renewal and supplementing of the 19th and 20th century parks, the development of cemeteries and burial plots as well as the annexation of undeveloped sites and leftover areas.
15
I DET ÅBNE LAND BEYOND BOUNDARIES
De valgte eksempler i det åbne land spænder vidt. Vestled i Hvide Sande er i flere henseender et unikt sted. Det er blevet til i et samarbejde mellem kunst-, arkitektur- og landskabsdiscipliner og lagt ind i, eller hen over, bagstranden i Hvide Sande; det søger at reflektere stedets historie og udforsker landskabets almene dimensioner. Anderledes prosaisk er de kæmpemæssige infrastrukturer til motorveje eller energi som motorvejsstrækningerne Herning-Århus og havmølleparken ved Samsø. Her kan omhyggelig landskabsplanlægning forvandle disse skår i landskabet til positive og identitetsskabende steder, der understreger kvaliteten i det oprindelige landskab. Det samme gælder den landskabelige reparation af skamferede landskaber, der f.eks. har været anvendt til grusgravning eller affaldsdepoter. Disse er ved hjælp af regulerings- og genopretningsplaner omskabt til store naturprægede eller ligefrem rå landskaber med mange rekreative muligheder; eksemplerne her er Over Sø og Land i Tarup-Davinde og Stige Ø. Den grønne kile i Brønderslev indgår som velanbragt strukturerende element og dagligt fritidslandskab i den kommende bydel Nordbyen, mens Amager Strandpark i mere end én henseende er helt nyt land, skabt med og på oppumpet sand. The following examples of open spaces are extremely diverse. Hvide Sande in Vestled is in many ways a unique location. It was developed as a collaboration between the disciplines of the arts, architecture, and landscape architecture, and placed in, or across, the area of land on which Hvide Sande is located. It intends to reflect the history of the place and to investigate the common dimensions of the landscape. Rathermore down-to-earth are the huge infrastructures of motorways or energy such as the stretches between Herning and Århusand the offshore windfarm at Samsø. Careful planning of the architecture can transform the injury done to the landscape into positive places underlining the characteristics of the original landscape. This goes as well for the repair work done on the damaged landscapes which for instance have been used for gravel digging or waste deposits. Aided by restoration plans, these landscapes transform into natural or even rugged recreational landscapes, for instance “Across Sea and Land” in Tarup-Davinde and Stige Island. The green wedge at Brønderslev enters into the coming neighbourhood – Nordbyen – as a structuring element and a well placed recreational landscape. Amager Beach on the other hand, is in many ways new land created by and upon pumped up sand.
16
Christina Capetillo
17
VESTLED VESTLED
Vestled, Dækmolevej, Hvide Sande Realiseret: 2003-06 Bygherre. Statens Kunstfond og Holmsland Kommune Landskabsarkitekt, arkitekt, billedkunstner: Marianne Hesselbjerg, Carsten Juel-Christiansen, Torben Schønherr Sagsarkitekt: Lars Nybye Michel fra Schønherr Landskab Ingeniør: Hasserisgaard Ingeniørkontor og Havnecon Consulting Aps Entreprenør: B. & V. Kristensen A/S Foto: Christina Capetillo, Carsten Juel-Christiansen, Erik W. Ohlsson Nomineret til Rosa Barba Prisen 2008
Ved den danske vestkyst møder kulturlandskabet naturen. En rand af klitter på mange hundrede kilometer danner grænse imellem havet og den dyrkede landskabsflade. Ved Holmsland Klit fremstår klitranden som en landtange, der adskiller Ringkøbing Fjord fra Vesterhavet. For 75 år siden blev der gravet en kanal i landtangen og anlagt en sluse til at regulere vandstanden i fjorden. Omkring kanalen opstod Hvide Sande havn og by, et fiskersamfund beskyttet af klitterne og med adgang til havet fra kanalen. Hvide Sande er stadig en aktiv fiskerihavn med fiskeauktionshal og fiskeindustri, men som i så mange andre byer på vestkysten spiller turismen en stigende rolle, og samfundet bag klitterne ændrer karakter. Hvor adgangen til havet tidligere var det vigtigste, så er adgangen til stranden i dag lige så vital for byens funktion og økonomi.
18
The natural and cultural landscapes meet along the Danish west coast. A border of dunes many hundred kilometres long between the sea and the cultivated land. At Holmsland Dune, the dune border appears as a narrow isthmus separating the Bay of Ringkøbing from the North Sea. Seventy-five years ago, a canal was dug in the isthmus, and a sluice was constructed to regulate the water level of the bay. The harbour and the town of Hvide Sande emerged around the canal. A fishing community sheltered by the dunes and with access to the sea by the canal. Today Hvide Sande is still an active fishing port, including a fish auction hall and a fish processing industry, but as in the case of so many other small towns on the west coast, tourism is becoming more important, and the communities behind the dunes are undergoing a change. Access to the sea
1:400
Med baggrund i byens enestående placering i det sårbare klitlandskab besluttede Statens Kunstfond og Holmsland Kommune i 2003 at lade en kunstnergruppe bestående af en billedkunstner, en arkitekt og en landskabsarkitekt udføre et værk, der skulle gøre stranden tilgængelig hen over klitranden og markere et forbindelsesled imellem Hvide Sande by og Vesterhavet. Værkets hovedelementer er en teglstensbelagt terrænskulptur, der er lagt hen over klitten som en saddel, og en 28 meter lang, vandret bronzeskulptur, der vender mod horisonten. Terrænskulpturen er belagt med milebrændt rød tegl omkranset af en insitu-støbt betonramme, der er fastholdt på den dynamiske klit gennem et avanceret funderings- og sandpumpningssystem. Teglstenen er fremstillet med en nutidig teknik, som imidlertid svarer til den, der blev brugt ved opførelsen af egnens klitgårde.
was once of utmost importance, but today the access to the beach is just as important for the economy. Considering the unique location of the town in the middle of the vulnerable dune landscape, the Danish Arts Foundation and Holmsland Municipality decided in 2003 to let a group of artists create a work of art making it possible to access the beach beyond the border of dunes while also marking a link between the town of Hvide Sande and the North Sea. The artist group consisted of a painter, an architect, and a landscape architect. The main elements are a tile covered land sculpture laid across the dunes like a saddle and a 28 metre long horizontal bronze sculpture pointing towards the horizon. The land sculpture is covered with charred red tiles and confined by an in-situ cast concrete frame fastened to the moveable dune
19
Kunst i det offentlige rum er en udfordring for dem, der skal tilegne sig værket såvel som for dem, der skal udføre det. Det er ikke muligt for kunstnerne at tage udgangspunkt i billedsproglige koder, der er fælles for et samfund til aflæsning af et værk. Det er heller ikke muligt at se bort fra de forandringer i rumopfattelsen, som en samfundsudvikling med høj mobilitet på alle områder bringer med sig. Det er forandringer, der indebærer, at værk og sted opleves med en anden optik og en anden følsomhed end ellers. Den kontemplation og oplevelse af rum, som et rum i sig selv kan give, fortrænges i dag oftest af en hektisk orientering imod kommende oplevelser. Hvordan kan dette synliggøres, og hvilke værdier kan sættes på spil i disse forandrede møder imellem forskellige individuelle verdener og et kunstværk på et karakterfuldt sted i det offentlige rum? Det er disse spørgsmål, som er rejst i Vestled, og som værket ønsker at besvare igennem en kunstnerisk og arkitektonisk strategi, der søger at gøre stedet til værket. Strategien følges så langt, at Vestled ikke nødvendigvis af alle opleves som et kunstværk, men at alle oplever at møde et sted, der er blevet tydeligere, fordi den kunstneriske og arkitektoniske bearbejdning har optaget enkle, klare spor af stedets betydninger i sig, der gør det større. Det første træk i værkets tilblivelse er at forstå stedet som en kant og ikke som en grænse. At fremhæve kantens egenskab og at reflektere denne egenskab i den omgivende situation. Holmsland Klit er en landtange omgivet af vand på begge sider. En kant er ens på begge sider. Horisonten er en grænse mellem hav og himmel, som altid flytter sig, når man bevæger sig. Grænsen er hverken himmel eller hav, den er en kant, som forholder sig til enhver. Værket udtrykker stedet som en kant for at trække en parallel til horisonten og for derved mentalt at gøre horisonten tilgængelig. Vestled betoner kanten som ren forskel og fremhæver kantens neutralitet, selv om byen på den ene side og havet på den anden side er forskellige. Den idé modelleres ind i værket på flere måder. Dels i pladsens sammenhængende stoflighed, dels i det kast, der spænder teglfladen over klitten, men især i symmetrien i parablens geometri, der som en abstrakt figur styrer fladen og kroppens bevægelse i en jævn stigning og fald på hver side af klitranden. Den, der passerer stedet, bringer sin egen verden, sin egen forventning og sin egen horisont med sig. Den personlige horisont er ikke en fast størrelse. Den tegnes ikke med en ren cirkel, men kan tænkes som en flosset kant, der rækker ud og trækker tilbage i friktion med omverdenen, i en fortsat skabende bevægelse. Tilstanden i bevidsthedsrummet kan hverken tegnes eller fremstilles. Men måske kan et mønster genkendes i teglbelægningens forbandt, som er orienteret imod den takkede kant, der med sine retningsskift frembringer indre brudlinjer og sammenfoldninger i den krumme teglflade.
20
by an advanced foundation and draining system. The tiles were produced using a contemporary technique, however this technique is similar to the one used for the construction of the local farms. Art placed in the public space is a challenge both for the spectators and for the creators. It is not possible for the artists to borrow the community’s artistic point of reference used for interpreting a work of art. Neither is it possible to overlook the changes in the perception of space caused by a highly mobile society. This causes the perception of the work of art and the location to be perceived with different eyes and sensibility. The contemplation and experience of space are today frequently replaced by a frenzied mentality that focuses mainly on the future. Will it still be possible to visualise this? – And which values can be at stake in these changing encounters between different individual worlds and a work of art located in the public space? In Vestled these questions have been put forward, and the work of art attempts to answer them through an artistic and architectural strategy attempting to make the location the work of art. This artistic and architectural strategy strives to clarify the space by making the characteristics of the area more distinctive. However, this does not imply that Vestled is perceived by everybody as a work of art. Rather, that everybody experience an encounter with a place which has been elucidated, because the artistic and architectural processing have absorbed simple, distinct traces of the ‘genius loci’, which have added to it. One of the first features of the creation is to perceive the area as a line, not as a border reflecting the scenery of the line in the surrounding area. The isthmus, Holmsland Dune, is surrounded by water. A line is similar on both sides. The horizon is a line between the sky and the sea, constantly changing as you move. The border is neither sky nor sea, but a border relating to both. The artwork expresses the area as a line drawing a parallel to the horizon and thus making it mentally accessible. Vestled emphasises the line as being both different and neutral despite the difference between the town on one side and the sea on the other. This idea is incorporated in the artwork at different levels. Partly in the coherent texture of the area, partly in the tile surface stretched across the dunes, but most notably in the symmetric geometry of the parabola, an abstract figure controlling the movements of the surface and the body in the even rise and fall of the dune border. The passer-by carries his or her own world, own expectations, and own horizon. The personal horizon is not a fixed entity. It is not drawn as a perfect circle, but can be perceived as frayed around the edges fluctuating in friction with the outer world. The state of consciousness cannot be represented. A pattern might be recognisable in the tile bond orientated towards the jagged edge creating internal cracks and folds in the curved tile surface.
Vestled ligger for enden af Dækmolevej. De lokale kommer gående, cyklende, i bil. Windsurfere, turister af alle slags kommer langvejs fra. Vejen stopper ved klitrækken, som lukker for udsynet til havet på den anden side. Ved opstigningen over klitten dukker horisonten op som en skarp tegnet vandret linje over saddelpladsens krumme snit. Bronzeskulpturen møder man på nedstigningen mod stranden. Den fremtræder som en modelleret linje, 28 meter lang og ca. 46 cm i diameter; placeret parallelt med brændingen og hvilende med en mindre del på teglfladen og med resten liggende i sandet. Bronzeskulpturen overskrider betonkanten og forholder sig til det store umålelige i landskabets skala samtidig med, at den har siddehøjde og er mærket af den krop, der har bearbejdet den.
Vestled is located at the end of Dækmolevej. The locals walk, bike or go there by car. Windsurfers and tourists come from afar. The road ends by the dunes obstructing the view to the sea. Climbing over the dunes one perceives the horizon as a clearly drawn line. Descending toward the beach one encounters the bronze sculpture. It appears as a modelled line, 28 metres long and approximately 46 centimetres in diameter, paralleling the surf and resting partly on the tiles and partly on the beach. The bronze sculpture transcends the concrete kerb and relates to the great and immeasurable landscape, but is also accessible for sitting and marked by the body which created it.
21