Docstoc

Det sydvestlige USA

Document Sample
Det sydvestlige USA Powered By Docstoc
					Det sydvestlige USA
   2.-18. april 2008




     Sammendrag af blog
          skrevet af
         Helle Rettig
    www.curiousexplorer.dk
Vi drager mod vest

Om få dage og timer er årets første eventyr en realitet. Efter tre måneders planlægning er det tid til at
lukke kufferten, finde passet frem og vende bilen mod Billund Lufthavn. Vi er tre personer, to generation
med ét mål: Det sydvestlige USA.

Det hele startede faktisk, da juleferien var ganske ny. Ferier er altid gode til at planlægge ferier i. Jeg havde
et par ugers restferie, der helst skulle bruges inden den 1. maj, og helst så fornuftigt som muligt - læs: uden
for landet. Den ældre generation stod klar i kulissen, både med hensyn til hjælp ved valg af rejsemål og
med hensyn til deltagelse. Mange destinationer blev foreslået, overvejet og nedstemt. Det var først, da jeg
foreslog en billig flybillet til Los Angeles, at vi samstemmende sagde YES. Det var ikke sol og strand, der
kaldte, det var oplevelser. Og som rejseland er USA simpelthen genialt. Kombineret med den historisk lave
dollarkurs og tidspunktet uden for højsæsonen var det et let valg.

Juleferien blev brugt til at surfe efter flypriser og afgange, billeje, overnatningsmuligheder, nationalparker,
oplevelser. Mulighederne er uendelige i USA, og det er hele tiden et spørgsmål om at vælge til og fra.
Øverst på min ønskeseddel stod helt klart Grand Canyon. Derudover en del andre nationalparker i det
område, Bryce, Zion, Arches, samt westernlandskabet Monument Valley. Efterhånden som vi fik læst os
gennem rejseguides blev også Santa Fe ført på listen over mulige rejsemål, sammen med San Diego, Las
Vegas, Death Vally, grænselandskabet mod Mexico, Yosemite National Park, Redwoods og San Francisco. Vi
ville det hele. Kunne det mon lade sig gøre?

For mig er en stor del af rejsen hele forberedelsen af den. Alle overvejelserne, forventningerne,
beslutningerne. Vi traf første beslutning og bestilte via nettet flybilletterne fra Billund til Los Angeles den 2.
april, og retur den 17. april.

Næste skridt var bilen. Der er mange muligheder, og mange forskellige priser. Bilerne er store i USA, men
afstandene er også lange, og der skal være plads til bagagen - også til alt det, vi køber undervejs, så valget
faldt på en 'full-size'. Erfaring siger, at den er stor nok til os tre voksne og en hel del bagage, og chaufføren
glædede sig allerede til automatgear, cruise control og alt det andet lækre isenkram. Firmaet blev valgt ud
fra pris og navn. Der er mange små firmaer, som vi ikke havde nogen chance for at kende, og som måske
kunne levere varen, måske ikke. Det vigtigste for os var, at vi kunne blive samlet op i lufthavnen ved
ankomst, at prisen var rimelig og at vi havde tillid til firmaet.

Med disse mest basale behov på plads startede alt det sjove. Frem med kortet, hvor ligger hvad, hvad kan
vi nå? Et fantastisk godt redskab til den del af planlægningen er Google Maps : http://maps.google.com




                                                         2
der på en hurtig og let måde giver den mest direkte rute fra A til B, med god mulighed for at indikere alle de
steder undervejs, man ønsker at besøge. Når ruten er lagt, giver den både kilometertal og forventet
tidsforbrug.

I løbet af de sidste par måneder er ruten blevet fastlagt, revideret, ændret, ændret tilbage og endnu
engang overvejet. Nu er den lagt fast. Lige indtil vi undervejs ændrer mening, kører en anden vej, eller
bliver tvunget til at revidere vores planer på grund af vej- eller vejrforhold.

Vi har nu valgt det fra, der stod nederst på prioriteringslisten eller lå længst fra ruten. Med andre ord: Vi er
så klar, som vi kan være.




Vores planlagte rute lige nu hedder: Los Angeles, Flagstaff, AZ, Santa Fe, NM, Mesa Verde, CO, Moab,
Arches National Park, Monument Valley, UT, Grand Canyon AZ, Bryce og Zion National Parks, UT, Las Vegas,
NE, Death Valley, Fresno, Yosemite National Park, San Francisco, CA, og retur til Los Angeles via kystvejen
Highway 1. I følge Google Map bliver det ca. 5260 km. Reelt nok nærmere 6000. Vi har 15 dage til det. Det
bliver en del kilometer om dagen, men vi er vant til bilferier på denne måde, og vi er gode til det. Vi tager
nogle lange dage og får høvlet nogle kilometer af, så vi andre dage har god tid til at se det, vi er kommet
efter.

Men først skal vi lige havde de sidste par døgn til at gå. Have det sidste lagt i kufferten, vandet blomsterne,
låst huset af og give plads til rejsefeber og forventningens glæde. Der er kun en ting tilbage:

USA - HERE WE COME!




                                                        3
Når alting ikke går efter planen

Når man rejser ud i den store verden, skal man være forberedt på lidt af hvert og være parat til at prøve
nye ting. Jeg havde aldrig prøvet at bo på Sheraton Hotel før. Jeg havde heller ikke overnattet i Frankfurt
før. Så fik jeg prøvet dét!

Det gik ellers så fint. En lille køretur til Billund. Som sædvanligt ikke så mange mennesker, og vores tre
kufferter blev vejet ind til lige under 53 kg. Heldigvis ville vi ikke se vores kufferter før Los Angeles, selvom
vi skulle skifte fly i Frankfurt. Lufthansas datterselskab Eurowings fløj os til Frankfurt og serverede endda en
sandwich på vejen. Man er ellers ved at være vant til ikke at få noget gratis på de korte ture inden for
Europa.

Frankfurt er en enorm lufthavn, og der gik mere end 15 minutter fra vi landede til flyet nåede sin
parkeringsplads. Derfra blev vi kørt i bus ind til terminalen. Så langt så godt.

Lige inden for døren var store skærme med dagens afgange. Vores afgang til Los Angeles kl. 15.20 var lige
knapt kommet på, men der gik ikke mange minutter før den dukkede op på skærmen: UA 905 Los Angeles -
annuliert. Annulleret?? Nej, det kan ikke passe. Det må være en fejl. Vi fandt en transitskranke få meter
derfra, der desværre bare kunne sende os videre til United Airlines' egen skranke 100 meter længere nede
ad gangen. Vi var ikke de første. Vi blev heller ikke de sidste. Der stod mere end 100 mennesker i kø. Der
kom ligeså mange efter os.

Man må sige om Frankfurt Lufthavn at de har styr på tingene. Køen var bugtet rundt om et hjørne, og flere
officials sørgede for, at ingen snød, og der blev gjort plads til at andre passagerer kunne komme forbi.

Efter en time havde køen flyttet sig 20 meter. Langsomt var jeg ved at indse, at vi ikke kom til Los Angeles
dén dag. Det ville blive aften inden vi kom igennem køen, og da var det for sent at sende os med andre fly.

Efter et par timer kom en United medarbejder ned langs køen og delte ark ud. Vi kunne her læse, at alle
United flyene ud af Frankfurt den dag var aflyst grundet en sikkerhedsbrist i et United fly et eller andet sted
i verden. Vi blev bedt om at gå til hotellet og selv ringe til United for at høre, hvad vi så skulle gøre. Mindre
sprogkyndige passagerer end os forstod ikke brevet, og blev stående i køkken et par timer mere.

Vi satsede på denne løsning og styrtede ud af terminalen - øh - hvorfor et hotel? Det viste sig at være
lufthavnshotellet, Sheraton, hvor vi blev indlogeret på Uniteds regning. Vi fik også udleveret telefonkort,
tandbørster og besked om middag kl. 19. Efter mange forsøg kom vi endelig igennem til United Airlines'
kontor og fik at vide, at vi var booket om til Lufthansas fly torsdag kl. 11.40.

Så langt så godt!

                                                         4
Puha, det var noget af en kamel at sluge, men vi havde jo set det komme. Øv altså, vi var skuffede! Oven i
det stod vi uden noget som helst andet end det tøj vi var rejst i, men det kunne vi da forsøge at gøre noget
ved. Tilbage i lufthavnen fandt vi manden fra United, der i løbet af 20 minutter tryllede vores kufferter frem
fra kælderen! Det hjalp lidt på humøret at vi i det mindste havde vores kufferter. Så var der måske også en
større chance for at de kom med os til Los Angeles!

Tilbage var der blot at ringe til vores biludlejningssted i USA og meddele, at vi kom 20 timer senere.
Derefter måtte vi bare nyde opholdet på Sheraton, spise en gratis middag og sove endnu en nat før vi
forlod Europa. Så havde vi også prøvet at overnatte i Frankfurt.




                                                      5
Endelig

Efter en god nats søvn på Sheraton Hotel i Frankfurt, og en solid, tysk morgenmad, sørgede vi for at tjekke
ind til Lufthansas afgang til LA i rigtig god tid. Efter gårsdagens skuffelse ville vi ikke risikere noget som
helst! På trods af tidspunktet var flyet allerede godt booket op, og vi kunne ikke få sæder ved siden af
hinanden. Det er klart, at et aflyst fly giver mange passagerer i overskud, og på det her tidspunkt var jeg
faktisk bare taknemmelig over, at vi var på vej igen. Da gaten åbnede, lykkedes det os at få byttet et par af
sæderne, så to af os i det mindste sad sammen.




Flyveturen var en af de smukkeste jeg længe har oplevet. Solen skinnede over Grønland og det nordlige
Canada, og da flyet drejede ned over USA kunne jeg genkende både Salt Lake City, Grand Canyon og Hoover
Dam.




Normalt kan en ankomst med fly til USA betyde lange køer i immigrationen, og vi forventede det værste. Vi
havde i flyet fået udleveret de grønne immigrationsformularer, og udfyldt dem med navn, fødselsdag,
flynummer og pasnummer. Erfaring har også lært os, at når først vi er ude af flyet, gælder det om at sætte
det lange ben forrest. Det virkede også denne gang.

En flink immigrationsofficer tog elektroniske fingeraftryk af vores pegefingre, fotograferede vores øjne
samtidig med at han fik spurgt om vores planer, sat 18 stempler og ønskede os en god tur. Det gik let og
smertefrit, og var ikke på nogen måde en ubehagelig spørgen ind til personlige forhold.

                                                         6
Det positive ved at vente i immigrationskøen var, at kufferterne var dukket op, da vi kom så langt. Derefter
var der kun tilbage at aflevere den tolddeklarering, som vi også havde fået i flyet, og så var vi ude af
lufthavnen. Blot 60 minutter efter touch down.

I samme øjeblik vi bare så en anelse spørgende ud, stod en af lufthavnens hjælpere og tilbød assistance.
Han gik med os udenfor og viste os, hvor vores biludlejningsfirma ville samle os op. Sikken service. Dejligt at
være tilbage i USA!

En række biludlejningsfirmaer har tilladelse til at afhente passagerer direkte ved terminalerne, og vi havde
sørget for at benytte en af dem. Det betød, at der efter ganske få minutter kom en bus og samlede os op.
Efter 5 minutters kørsel blev vi sat af lige foran deres kontor, og vi kunne aflevere vores aftale. Som
sædvanligt er det lidt af en jungle at finde ud af forsikringer, og selvom vi hjemmefra havde forsøgt at regne
den endelige pris ud, var det ikke lykkedes os. Til gengæld havde vi i en reklamemail fra firmaet fået en
kupon til en gratis opgradering, så vi endte med en større bil end forventet. Vi fik simpelthen besked på at
vælge en bil fra sektion 3. Wau - der var 10-12 biler at vælge mellem! Den ene lækrere end den anden.
Smarte biler, praktiske biler, seje biler... Efter en hurtig gennemgang valgte vi en Chrysler 300. Den havde et
stort bagagerum, der var god plads også på bagsædet, og den var ikke al for fancy.

På trods af det store bagagerum, var det kun lige, at vi kunne have vores tre mellemstore kufferter og
håndbagage. Tænk, hvis vi hver var kommet med en stor samsonite! Bløde tasker havde helt klart været at
foretrække.

Blot 1 time og 40 minutter efter ankomsten til USA kørte vi på motorvejen på vej ud af Los Angeles.
Tidspunktet var bestemt ikke perfekt. Kl. 15.40 er lig med myldretidstrafik, men vi var 20 timer forsinkede
grundet vores aflyste fly fra Frankfurt, og vi havde meget at indhente. Det gik egentlig også overraskende
let, selvom der var meget trafik. Det meste af tiden bevægede trafikken sig, og selv om der var fem spor,
var det også muligt at bevæge sig fra inderbane til yderbane uden problemer.

En fantastisk opfindelse i USA er de såkaldte diamond lanes i yderbanen. Her må der kun køre biler med
flere passagerer, så alle pendlerne, der kører selv i bilerne må holde sig væk. Reglerne for diamond lanes
varierer lidt, men det stod tydeligt på skilte langs vejen. I de områder vi kørte, var det i perioderne 5-9 og
16-19 nødvendigt at være tre i bilen, for at benytte denne bane. Det fantastiske var selvfølgelig at ligge i
den yderste bane og overhale alle dem, der holdt stille!




                                                       7
Vores forsinkelse på 20 timer havde betyder, at vi havde lagt planerne om. I stedet for at overnatte i LA den
første nat, og så køre til Joshua Tree National Park og Flagstaff den følgende dag, ville vi køre direkte mod
Flagstaff, og nå så langt som muligt. Det blev til tre timers kørsel og 225 km. inden trætheden og mørket
overvandt os.

Rute: Los Angeles Airport - Highway 405 og 10 ud af byen, derefter HW 15 til Barstow.
Overnatning: Route 66 Motel, Main Street, Barstow
Distance: 225 km.




                                                       8
Så er vi på vej østover
Efter vores første nat i USA var vi enige om, at vi måtte ændre planerne mere radikalt. Vi kunne ikke
overskue at vi samme dag skulle indhente mere end 600 kilometer, og i alt køre omkring 1200 km på en
dag. Det var for stressende. Vores plan hang ikke sammen.

Det var lidt ærgerligt, men den eneste realistiske løsning på vores problem med forsinkelsen. Vi blev nødt
til at droppe Santa Fe. Oprindeligt var det nationalparkerne, der trak. Santa Fe kom med som en ekstra
bonus 'når nu vi var i området'. Men det var mange ekstra kilometer at køre, og vi ville ikke stresse. Santa
Fe krævede tid og fordybelse, vi kunne højst klare en hurtig overnatning.

Resultatet blev, at vi kunne se frem til en kort dag, hvor vi blot skulle køre knap 600 km til Flagstaff, AZ. Det
var til at overskue. Når vi så endda kom tidligt op og var på vej kl. 6, var det en fornøjelse.

Landskabet østover fra Barstow var utroligt skiftende, og meget fascinerende. Sandørken, stenørken, øde
områder med enkelte træer. Tørt og ufremkommeligt. Ved grænsen til Arizona skiftede det, og efterhånden
som vi bevægede os op i højden, skiftede også vegetationen karakter. Enebærtræer og fyr erstattede
kaktus og andre stikkende vækster.




Vi nåede Flagstaff omkring middagstid og blev indlogeret på Howard Johnson Motel. Som sædvanlig lå der
en hel række moteller ved siden af hinanden, alle med fornuftige priser, trådløst internet og morgenmad.
Det var blot et spørgsmål om at vælge.



                                                        9
Vi fik endelig mulighed for at 'lande' oven på vores lidt turbulente start, og brugte eftermiddagen på at
opdatere planerne og shoppe. Jeg må jo indrømme, at med den historisk lave dollarkurs er det meget
svært, ikke at blive fristet over evne, og jeg forudser overfyldte kufferter på hjemvejen.

Rute: Interstate Highway 40 fra Barstow til Flagstaff.
Overnatning: Howard Johnson Motel, Lucky Lane, Flagstaff.
Distance: 586 km.




                                                         10
Amazing

Solen skinnede fra en skyfri himmel, det var helt perfekt til dagens oplevelser: Jeg skulle endelig se Grand
Canyon. I årevis har den stået højt på listen over ønskemål, i dag var det dagen!

Grand Canyon ligger stort set lige rundt om hjørnet fra Flagstaff, blot 120 km mod nord. Selvom der var
mange oplagte fotostop på vejen derop, var jeg utålmodig efter at komme frem. Den eneste gang vi var ude
af bilen, blev vi overrasket over, hvor koldt det var. Vi havde bevæget os op i 2400 m. højde, uden egentlig
at have opdaget det. Solen skinnede ganske vist, men en kraftig, kold vind gik gennem marv og ben.

I Tusayan, ca. 10 km syd for selve Grand Canyon, indlogerede vi os på et lille motel. De få kilometer fra
nationalparken betød en væsentlig lavere pris på overnatning, og havde kun lille betydning for os. Vi skulle
bare være sikre på et sted at sove.

Inden vi kørte ind i Grand Canyon National Park skulle vi betale for vores adgang. Idet vi har flere
nationalparker foran os, valgte vi at købe et årspas til US$ 80, der giver os (bilen og op til fire personer)
adgang til alle USA's nationalparker inden for det næste år.

                                                                       Grand Canyon er gennem mange
                                                                       millioner år blevet skabt af Columbia
                                                                       River, der har skåret sig igennem
                                                                       klipperne på dens vej fra Rocky
                                                                       Mountains til den Californiske Golf i
                                                                       Mexico. Selve Grand Canyon er 446 km.
                                                                       lang, op til 30 km. bred og 1,6 km. dyb.
                                                                       Det var hvad jeg havde at forholde mig
                                                                       til. Noget helt andet var oplevelsen.




Det bliver en dag jeg ikke glemmer lige foreløbig. Bilen kørte ind på parkeringspladsen få meter fra
afgrunden. Jeg kiggede over det lave stendige, og jeg tabte mit hjerte. Her var den: Stor. Imponerende.
Ufattelig. Som en amerikaner vil sige: AMAZING! Det er svært at beskrive med ord, men alle forventninger
og tanker blev gjort til skamme. Grand Canyon kan ikke beskrives. Det skal opleves. Selvom min
kamerafinger var på overarbejde hele dagen, er jeg ikke overbevist om, at et eneste billede er ærlig overfor
denne mastodont.




                                                       11
Det blev en fantastisk dag, hvor den ene utrolige udsigt afløste den næste. Vi benyttede os af de mange
vandrestier, der går langs med kanten af Grand Canyon. Endnu engang blev vi imponerede over
amerikanernes evne til at etablere stier, informationsplancher, udsigtsplatforme og parkeringspladser uden
at fjerne glæden ved naturen. Her var plads til alle.




Dagens sidste oplevelse på kanten af verdens mest fantastiske slugt var klippernes varme røde farve, fra
den nedadgående sol.

Rute: Highway 180 fra Flagstaff nordpå til Grand Canyon.
Overnatning: 7 Mile Lodge, Tusyan
Distance: 180 km.




                                                        12
Fire stater på en gang

Vi startede dagen med maner og sagde farvel til Grand Canyon med solopgangsbilleder. Det bløde lys gav
helt nye nuancer på de røde klipper. Det var en smuk afsked. På gensyn!

Fra Grand Canyon kørte vi østpå ud af nationalparken. Fra Cameron gik det nordpå ad highway 89. Det var
et meget specielt landskab. Fladt, med jordhøje der lignede klipper, men viste sig at være blød jord i
forskellige farver. Sandørken, forblæste sletter, klipper i røde farver.




Vi fulgte 160 gennem Tuba City, forbi Elephant Feet og drejede nordpå i Kayenta. Dagens første mål var
Monument Valley. Røde klippeformationer, der stikker op af ørkenen, og har været med i et utal af film.
Her var fornemmelse af western, John Wayne og det Vilde Vesten. Road movies og The American Dream.
Smukt, enkelt, fascinerende. Og så midt i det hele krydsede vi grænsen til Utah. Vi krydsede nu hurtigt
tilbage til Arizona på vej til Four Corners.

Vi skulle måske være blevet i Utah. Så havde vi ikke mødt Officer Beck, men han var nu meget hyggelig,
sikkert en rigtig flinker mand. Vores Chrysler 300 er jo født med al isenkram, også cruise control, så man
holder den sammen hastighed, men det er trods alt stadig chaufføren, der sætter farten. Skiltet sagde 65
mph, det gjorde cruise controllen ikke helt, kun næsten. Chaufføren var også naiv nok til at tro, at
hastigheden ikke kunne måles af den modkørende politibil. Han var galt på den. Officer Beck foretog et
hurtig u-turn og vi havde en blinkende politibil i bakspejlet. Langsomt ind til siden, ruden ned... Good
morning, sir! En flink betjent gjorde os opmærksom på, at vi altså var målt til mere end 70 mph, om vi var
klar over hvor farligt det var? Hvis vi kom ud for en ulykke ville det tage tre timer, inden en helikopter
kunne komme os til undsætning. Danmark? "Oh, I've just seen a program on Danmark" Han small talkede

                                                       13
lidt, inden han bad om at se kørekort og udlejningskontrakt. Han tog papirerne og gik tilbage til bilen,
tjekkede det hele og kom tilbage med en formanende stemme: "I får en advarsel, men sæt farten ned. Det
                                                                     er farligt." Derefter fortsatte han med at
                                                                     snakke om bilen, om de lokale
                                                                     seværdigheder, om vigtigheden af at
                                                                     drikke nok væske i løbet af dage, og
                                                                     hvad vi ikke måtte gå glip af. "Og når I
                                                                     nu lige har sparet 150 dollars, så kunne I
                                                                     også lige prøve..! Vi fik en fin formular
                                                                     fra Arizona State police med alle
                                                                     detaljer, og kunne se, at den officielle
                                                                     måling var 69 mph. Vi slap med
                                                                     skrækken. Og en hyggelig snak med
                                                                     Officer Beck.




Four Corners er det eneste sted i USA, hvor fire stater støder sammen i et punkt: Arizona, Utah, New
Mexico og Colorado. Der er lavet et fint monument, hvor man kan stå i alle stater på en gang. Lidt sejt. Og
lidt fjollet. Men så prøvede jeg da det!




                                                      14
Vi kørte ind i Colorado til Cortez, fandt et motel og fortsatte til dagens sidste mål: Mesa Verde National
Park. Her bosatte lokale indianere sig fra år 500, først i primitive hytter, siden i huse, bygget op i sandsten
og mudder i klippehuler. Det er en lang køretur ind i nationalparken, men det var turen værd. Det var
utroligt imponerede at se, hvor avanceret de var i stand til at bygge, og ufatteligt hvordan de kom op i
klippehulerne. Hvad er næsten lige så imponerende er, hvordan man har fundet og udgravet disse
klippehuler. Da solens stråler mistede gløden, var vi klar til at pakke ud, finde aftensmad og tænke over
dagen oplevelser.




Rute: HW 564 øst ud af Grand Canyon, 89 nordpå til Moenkopi, østpå ad 160 til Kayenta, nordpå ad 163
gennem Monument Valley. Derpå sydpå ad 191 til Mexican Water, østpå ad 160 via Four Corners til Cortez.
Overnatning: Rodeway Inn, Cortez
Distance: 643 km.




                                                       15
Nationalparkernes dag

Dagens program lød på to nationalparker og flere naturoplevelser, så det var med store forventninger vi
forlod Colorado og kørte tilbage til Utah. Vi skulle besøge den kendte Arches National Park og den næsten
ukendte lillesøster, Canyonland National Park.

Vi startede med at finde overnatning i Moab, så den del var på plads. Derefter kørte vi de ca 50 km. ud til
Canyonland. Forventningerne var ikke specielt store. Jeg havde ingen ide om, hvad der ventede, og efter
Grand Canyon skal der alligevel noget til for at imponere mig. Jeg blev imponeret!

Vi kørte ud i den del af parken, der hedder Island in the Sky. På begge sider af vejen dukkede jævnligt
udsigter op, der sagtens kunne mål sig med Grand Canyon. Langt under os snoede en flod sig, omgivet af
bratte klippesider i røde farver. Ude i horisonten stod Rocky Mountains sneklædte bjergtinder som en
silhuet. Selvom der ikke var den ønskede mørkeblå himmel, var der sol og små hvide lammeskyer, der så
pittoreske ud på de mange billeder. Her var et glemt hjørne af USA, som vi var heldige at se. Ikke mange
andre benyttede sig af muligheden.

                                                                                   Hovedmålet var og blev
                                                                                   dog Arches National Park
                                                                                   lige nord for Moab. Her
                                                                                   har Moder Natur leget
                                                                                   med formerne, og de røde
                                                                                   klipper er ikke blot
                                                                                   placeret totalt vilkårligt i
                                                                                   landskabet, de er også
                                                                                   formet i alverdens
                                                                                   formater. Vi så både
                                                                                   kvinder og mænd,
elefanter og hvaler formet i klipperne. Her er det kun fantasien, der sætter grænsen. Arches er klippebuer,
der står tilbage, efter at det underliggende materiale er forvitret bort. Trodsende tyngdeloven har de
enorme spænd, flere op til 100 meter. Det lyder utroligt. Det er utroligt.

I alt har man fundet over 2000 af disse buer, vi nøjedes med at se nærmere på seks af dem. Nationalparken
er stor, men et godt net af veje og stier gør det muligt for alle at komme i nærheden af buerne. Det er i
øvrigt en fornøjelse at se, at amerikanere i alle aldre, former og størrelser bruger nationalparkerne.
Klapvogne, krykker, kørestol. Der er muligheder for alle.



                                                      16
Rute: HW 491 fra Cortez, CO til Monticello, UT. Derefter HW 191 til Moab, HW 313 til Island in the Sky.
Overnatning: Adventure Inn, Main Street, Moab,
Distance: 405 km.




                                                    17
Bryce Canyon National Park
Det er fantastisk at vågne et nyt sted, kigge ud af vinduet, og opdage, at der bag genboen ligger bjergtoppe
badet i lys. Det var en dejlig morgen, vi var tidligt oppe, og vi skulle lige forbi Arches én gang til. Dalen lå
stadig i skygge, men da først vi var kommet op på plateauet, havde den spæde morgensol travlt med at
farve de mange klipper i gyldne farver. Det var en smuk afsked.

Vi havde endnu en lang dag foran os. Fra Arches kørte vi nordpå til Green River og videre af den mindre
befærtede highway 24 mod sydvest. Det var en utrolig smuk tur med skiftende landskaber og klipper i
mange farver. Vi kørte ind i endnu en fantastisk nationalpark, Capital Reef National Park. Bratte klipper
langs siden af vejen gjorde plads til frugtplantager. En boardwalk langs med vejen fik os ud af bilen. Hvad
var det, vi skulle se? Det viste sig, at være hulemalerier på klippesiderne, lavet af de lokale indianere, længe
inden mormonerne kom til området. Meget fascinerende og en totalt uventet oplevelse

Vi drejede sydpå af vej nr 12. Vi var lidt spændte på den. Vi havde et par dage tidligere snakket med en
ranger om strækningen, og han havde fortalt, at vejstrækningen er på listen over USA's 10 smukkeste veje.
Vejen var smuk, ingen tvivl om det, men vi havde kørt på så mange smukke vejstrækninger, at vi ikke faldt i
svime som forventet.

                                                                             Dagens mål var Bryce Canyon
                                                                             National Park. Endnu en
                                                                             nationalpark kendt for sine
                                                                             fantastiske klippeformationer, men
                                                                             alligevel var der noget særligt ved
                                                                             denne. På trods af en kold vind og
                                                                             kulden fra bjergene, parkerede vi
                                                                             bilen og forberedte os på en
                                                                             længere ekspedition. Lange
                                                                             underbukser, to fleecetrøjer og
                                                                             regnjakke. Hætten op. Vi stred os
igennem vinden til kanten af kløften. Det var koldt, men udsigten var fantastisk ned over kirkespir-lignende
klipper i røde og gule farver. Øjnene løb i vand, men jeg havde glædet mig meget til denne oplevelse, så vi
fortsatte tappert. Vi fulgte stien ned mod kløften. På vej op kom store og små pustende og sukkende, men
alle så tilfredse ud, og ingen så ud til at fryse. Der gik kun få minutter, så kom vi i læ, og inden længe blev
regnjakken bundet om livet og trøjerne lynet ned. Solen bagte over os. Efterhånden som vi bevægede os
ned i dalen blev klippeformationerne til kæmper ved siden af os. Kun fantasien satte grænser for figurernes



                                                        18
ligheder. Enkelte klipper havde navne som Thors Hammer og Wall Street. Vi gik ned til Queens Garden,
navngivet sådan pga. en klippes lighed med Queen Victoria.

                                                                                    Da skyerne begyndte at
                                                                                    drive ind over parken,
                                                                                    bevægede vi os op ad
                                                                                    stien igen, stønnende og
                                                                                    pustende som alle de
                                                                                    andre, men vi var jo også
                                                                                    oppe i højden og den
                                                                                    tynde luft! Smil på
                                                                                    læben. Det var endnu en
                                                                                    dejlig dag.




Rute: Highway 19 fra Moab nordpå til Cerscent Junction. Vestpå ad 70'eren og sydpå ad vej 24 gennem
Capitol Reef National Park til Torrey. Videre ad vej 12 til Bryce Canyon National Park. Vej 89 til Mt Carmel
og derpå østover til Kanab.
Overnatning: Aikens Lodge, Kanab
Distance: 582 km




                                                      19
Las Vegas, byen der aldrig sover
Dagens mål overskyggede lidt resten af dagens aktiviteter. Vi skulle til Las Vegas, men havde egentlig
planlagte et stop i Zion National Park på vejen. Endnu en af de mange smukke parker med klipper i
forskellige farver og former. Og jeg elsker klipper, bjerge, dale og floder. Men vi var mætte. Vejen gennem
parken var mindst lige så fantastisk som så mange andre. Her var også flot. Det, der gjorde det lidt mere
omstændeligt her var, at man ikke må køre i selve kløften i sin egen bil. Det er logisk nok. Der kommer 5000
biler om dagen. Der er 450 parkeringspladser. Det de så har valgt at gøre, er at placere en stor
parkeringsplads i nærheden, og så derfra køre folk ind i kløften i gratis busser, de såkaldte shuttle buses. En
rundtur tager minimum 90 minutter, hvis man ikke står af bussen undervejs. Vi valgte at droppe det.
Køreturen gennem dalen var flot i sig selv, og vi var mætte af indtryk.

Inden vi ankom til Vegas, var vi inde omkring American Automobil Association, AAA, i daglig tal 'Triple A', Vi
manglede et par kort, og det viste sig, at Heinz's FDM- kort gav adgang til deres services på lige fod med de
amerikanske medlemmer. Det betød bl.a. at vi gratis kunne få de kort vi stod og manglede.

Tilbage på motorvejen var det fuld fart fremad til Las Vegas. Det var en utrolig oplevelse. Vi kom ud af
ingenting, golde bakker og ørken så langt øjet rakte, og så lå der pludselig højhuse og hoteller i
hundredevis. Som fleste andre storbyer er indfaldsvejen ikke køn. Byggeplads på byggeplads, motorveje,
der fletter ind og ud. Her er mange mennesker, næsten 2 millioner, og flere tusinde flytter dertil hver
måned.




                                                      20
Vi havde i forvejen valgt et hotel, så vi vidste, hvor vi skulle hen. Vi mente, det lå lidt uden for byen, men
endte med at bo lige over for MGM hotellet, tæt på den berømte gade The Strip. Vi gjorde som alle de
andre, rullede vinduerne ned, fandt kameraet frem og trillede op af The Strip. Wau. Det var faktisk virkeligt.
Her var alle de utallige hoteller og kasinoer vi havde hørt om. New York New York, med Frihedsgudinden og
en kæmpe rollercoaster, MGM med en løve i guld, Luxor i pyramidefacon, Eiffeltårnet, Venedig i
miniformat, guld, sølv, glimmer og blinkende lys. Her var alt. Og alle. Familier med børn, nyforelskede par
på vej til et lynbryllup, vennegrupper på druk. Dem der gerne ville ses. Her var liv og glade dage.

Det der slog mig var, at det var som om, denne by ikke var en del af hverdagens verden. Her var ingen
regninger, der skulle betales. Ingen børn, der skulle i skole. Ingen, der skulle forholde sig til, at det ikke er
meningen at man skal bygge en by midt i ørkenen. At der ikke er vand. Her er ferie og fest. Godt vejr. Billige
hoteller. Fantastisk shopping. Og naturligvis gambling.

Las Vegas er en oplevelse. Den er et besøg værd, og jeg kommer igen. Der er mere at opleve.

Rute: Vej 9 mod vest til motorvej 15, videre til Las Vegas.
Overnatning: Amerca's Best Value Inn, East Tropican Avenue
Distance: 394 km.




                                                        21
Dødens Dal på en god dag

Det var næsten ærgerligt at forlade Las Vegas, men der var så mange andre ting, vi også skulle nå på denne
tur. Solen bagte fra morgenstunden fra en mørkeblå himmel. Vi var i ørkenen. Og vi skulle ud i den
berygtede Dødens Dal. Havde det været en sommerdag vi krydsede Death Valley, havde vi risikeret
temperaturer over 40 grader. Nu var der omkring 20 og en lun vind. Det var en smuk oplevelse. Øde og
isoleret. Enkelte røde kaktusblomster, ellers var alt brunt og gråt, på nær klipperne, der var gule som sand.
Vi kørte ind forbi Visitor Center for at vise vores nationalpark-pas, og rangeren fortalte om en vandretur, vi
skulle prøve. Mosaic Canyon lå ud af en 3 km. lang, støvet, grusvej, hvor vi parkerede bilen. Derfra gik vi
gennem et tørlagt flodleje inden vi pludselig stod omgivet af meterhøje marmorklipper på begge sider, få
meter fra hinanden. I skyggen var der køligt, i solen var der hedt. Jeg kunne levende forestille mig en varm
sommerdag her. Ikke nogen god ide! Det var en uventet, smuk oplevelse.




Vi måtte tilbage til bilen. Vi havde en lang køredag foran os. Vi skulle tilbage til den civiliserede verden. Fra
Dødens Dals lavland, der ligger under havets overflade bevægede vi os tilbage op i 1000 meters højde og
kørte vestpå af vej 190. Vi kunne nyde den uendelige sigtbarhed og se Sierre Nevadas sneklædte
bjergtoppe, bl.a. Mt. Whitney (4418 m.), det højeste amerikanske bjerg uden for Alaska. Vi drejede sydpå
og kørte parallelt med bjergene. Vi ville gerne have været nordpå og kørt ind i Yosemite National Park fra
østsiden, men vejen er spærret til sidst i maj pga. sne.

                                                       22
Vi fulgte vejen rundt om bjergene og fortsatte fra Bakersfield nordpå til Fresno. Det blev en lang dag, men
det betød, at vi var klar til turen til Yosemite i morgen.

Rute: Fra Las Vegas vej nr 160 til Pahrump, derfra vej 190 gennem Death Valley, Sydpå af 395 til Mojave.
Derfra 58 til Bakersfield og 99 til Fresno.
Overnatning: America's Best Value Inn, Blackstone Avenue, Fresno.
Distance: 789 km.




                                                        23
Yosemite National Park – med sne

For én gangs skyld var den morgenmad, der var inkluderet i overnatningen, værd at vente på. Her var
varme vafler med smør og sirup! Plus cornflakes, brød, muffins, bagels, hårdkogte æg og havregrød. Og
kaffe, te og varm kakao. Dejlig start på dagen. Ofte er morgenmaden blot en kop kaffe og måske en enkelt
muffin.

Det er utroligt, at vi igen havde blå himmel fra morgenstunden, men vi blev lidt forskrækkede, da vi på
nettet så, at temperaturen i Yosemite National Park var minus 2. Og der skulle vi hen! Da vi ankom efter et
par timer blev det nu hurtigt klart for os, at det ikke længere var tilfældet. Selvom vi var oppe i højden, og
der lå sne i vejkanten, havde solen magt. Det var dog tydeligt, at vinteren kun lige har sluppet sit tag i
Yosemite. Den første sidevej i parken, vi ville ind ad, var lukket pga. sne.

                                                                          Vejen bragte os op i højden igen.
                                                                          Omkring os var der nåleskov så langt
                                                                          øjet rakte. En hel rar forandring efter
                                                                          dage med golde landskaber. Efter et
                                                                          sving kom vi ind gennem dagens
                                                                          første tunnel, og på den anden side
                                                                          åbenbarede Yosemite Valley sig. Det
                                                                          var et fantastisk syn. Høje klipper,
                                                                          sne, vandfald og blå himmel. Vi var
                                                                          klar til mere.

Langs med vejen ind i dalen går der stier til vandre- og cykelture. Derudover er der en mængde stier ind i
terrænet. Der er utallige muligheder for alle. Vi gik en tur ind til bunden af Bridal Veil Falls, et af de smukke
vandfald. Det var koldt i skyggen, men med en trøje på var det fint. Det var bestemt ikke så koldt, som
forventet.

Desværre var der mange steder i parken vejarbejde og lukkede veje. Vinteren er hård for området, og der
er meget, der skal være i orden, inden sommerens horder af turister dukker op. Derfor måtte vi opgive en
vandretur til den smukke Mirror Lake. Det var alligevel en hel fantastisk smuk tur gennem Yosemite
National Park. Her er de mere rå og barske landskaber, bratte klipper, dybe skove, floder, vandfald og is og
sne. Det var så smukt.




                                                       24
Fra Yosemite gik turen vestpå mod San Francisco. Vejene blev efterhånden større og støre, trafikmængden
værre og værre, og inden længe var vi i fredags-myldretidstrafik omkring en af Vestkystens største byer.
                                                                           Måske ikke den mest geniale
                                                                           planlægning. Vores mål var
                                                                           nordsiden af San Francicso, så vi
                                                                           lørdag kan køre de få kilometer
                                                                           sydpå, over Golden Gate Bridge
                                                                           og ind i Downtown.

                                                                           Vi fandt et motel uden for Novato
                                                                           til en fornuftig pris. Det var skønt
                                                                           med et motelværelse, der vender
                                                                           ud mod en parklignende have,
                                                                           med græsplæne og blomster. Det
                                                                           er som om at de sidste dages
kørsel i øde og tørre områder har givet mig et underskud af grønt! Vi var også parate til at hoppe i poolen,
men den var desværre ikke åbnet efter vinteren endnu. De havde nok ikke forventet at få besøg af tre
vikinger.

Rute: 41 fra Fresno til Yosemite National Park, rundt i parken, vej 120 vestpå til Manteca. Derefter 580 til
Pleasonton, nordpå ad 680 til Benicia og tværs over til Novato via 780 og 37.
Overnatning: Days Inn, Redwood Boulevard, Novato.
Distance: 510 km.




                                                      25
San Francisco i solskin
For første gang på turen brugte vi ikke vækkeur for at komme op. Vi havde nemlig god tid, og sov helt til kl.
7. Vi havde en plan for dagen, og den viste sig at være rigtig god. Vi trillede stille sydpå mod San Francisco i
solskin. Lørdag formiddag var trafikken begrænset, og det tog ikke mange minutter før vi kunne ane
skylinen i horisonten. Vi kørte af motorvejen ved den sidste afkørsel inden broen og mod vest til et
udsigtspunkt. Det var utroligt. I bøgerne står hvordan broen ofte er indhyllet i skyer eller tåge, og hvordan
mange besøgende, der ikke får set broen. Vi havde sol, blå himmel, lang sigtbarhed og den mest fantastiske
udsigt til broen og ind over byen. Selvom klokken ikke var mere end 10 var vinden lun og vi gik i sandaler,
shorts og bare arme. Det var som en af de sjældne, varme danske sommerdage. Vi var igen heldige.




Køreturen over Golden Gate var en oplevelse, selvom den jo i grunden ikke er meget anderledes end den
nye Lillebæltsbro. Der var mange fodgængere og cyklister, der benyttede sig af denne lørdag formiddags
gode vejr.

Motorvejen 101 førte os direkte til Lombard Street. Vi havde i forvejen på nettet fundet et motel på
Lombard Street, der lød fornuftigt, så det tog ikke mange minutter før vi havde fundet det, og parkeret
bilen. Her i byen er der mangel på parkeringspladser, så det gælder om at finde moteller med parkering-og
holde fast i sin plads! Der er nemlig ikke nok til alle gæsterne, så det er først til mølle-princippet. Vi pakkede
ud, skiftede tøj, pakkede rygsækken med kameraer, vandflasker, bykort og solstift, og drog på eventyr.

Vi valgte at gå seks blokke nordpå til vandet, og så følge stierne rundt langs vandet. Det var helt tydeligt, at
alle, både de lokale og turisterne, forsøgte at få mest ud af solskinsdagen. Her var miniputter, der spillede
fodbold. Her var cykler i massevis, rulleskøjter, joggere, hundeluftere. I en skøn forvirring fyldte de stier og
parker med liv og sommerfornemmelser. Det var en fantastisk følelse af ferie og frihed.

                                                       26
Vi kom gennem Fisherman's Wharf, som i dag ikke har meget med fiskere at gøre. Det er et sammensurium
af dyre souvenirbutikker, firmaer, der sælger ture til Alcatraz, fastfoodkæder. Dertil kommer
gademusikanter, akrobater og levende reklamer for piratshows. Det var en oplevelse, men ikke det, vi vil
huske San Francisco for. På Pier 39 oplevede vi hvordan en larmende gruppe af søløver har indtaget et par
bådebroer. Mindst lige så larmende var alle de børn og voksne, der aldrig havde et en søløve før. Det var
ren zoologisk have.




Vi fortsatte og gik gennem Chinatown og down town. Vi kom forbi Gucci, Armani og alle de andre dyre
mærker. Vi gik op ad bakke og ned ad bakke. Kom igennem de fattige kvarterer, og siden de fine. Vi sled
sandalsålerne, men oplevede San Franciscos mange ansigter. Det er en fantastisk by. Min første indskydelse
var, at her kan jeg godt bo. Jeg glemmer bekvemt trafikken og alle menneskene og regnen og tågen, men



                                                     27
jeg er taknemmelig for at opleve denne spændende by på en så fantastisk dag. Og det bedste af det hele er,
at vi har en dag mere her.

Rute: Sydpå fra Novato ad 101 til Lombard Street.
Overnatning: America' Best Value Inn, Lombard
Street, San Francisco.
Distance: 56 km i bil. 13 km. til fods.




                                                    28
Kan vi klare det?

Vi begynder at være lidt forvænte med vejret. Endnu en dag vågnede vi til blå himmel og brændende sol.
Men det var en hel anderledes morgen. Vi skulle ikke pakke kufferterne og bilen, vi skulle blive her en dag
mere. Fra lobbyen hentede vi kaffe og varmt vand til te, resten af morgenmaden måtte vi selv klare. Det
blev til et par madder med peanutbutter og marmelade.

Vi valgte at lade bilen stå, for ikke at miste den gratis parkeringsplads på motellet. I stedet brugte vi igen
hele dagen på at opleve San Francisco til fods. Vi gik langs med vandet hele vejen hen til Golden Gate. Den
stod igen klar i solen. Det er faktisk svært at forstå, hvordan nogen ikke oplever den pga. tåge og skyer.




Det var helt tydeligt, at man her i byen ikke er forvænte med solskinsvejr og over 20 grader i april. Stierne
langs vandet var igen stopfyldte med familier, unge og gamle, der gik, løb, cyklede. Strandene blev i løbet af
formiddagen fyldt op med parasoller, solstole og legende børn og hunde. Det var San Francisco, der nød
sommeren.




                                                       29
Vi gjorde hvad vi kunne for at falde i med de lokale. Vi nød livet i fulde drag. Det var lækkert med en dag
uden et program og uden timer i bilen. Der var tid til at sidde med næsen i sky og slikke sol. Til at holde
picnic i parken. Til at se på mennesker. Vi kunne lige klare det. Men vi er også klar til at køre videre i
morgen

Rute: Til fods fra Lombard St til Marina Boulevard og langs vejen til Fort Point og retur.
Overnatning: America's Best Value inn, Lombard St. San Francisco.
Distance: 11,5 km. (til fods)




                                                        30
Mod syd langs Stillehavet

Mens San Francisco måtte tilbage til arbejdet mandag morgen efter en fantastisk weekend, drog vi videre
mod syd. Det var vemodigt, jeg var virkelig faldet for byen.




Vi havde på forhånd valgt, at vi ville have god tid til at tage kystvejen Highway 1 hele vejen fra San Francisco
til Los Angeles. Det var en smuk vej, der snoede sig langs Stillehavets kyst. Udsigterne skifter fra brede,
gyldne sandstrande til forrevne klipper og sort sand. Det var en blæsende dag, så der var en fantastisk
brænding.

Føste stop på vejen var i Santa Cruz, en tidligere mexikansk regionshovedstad. På stranden ligger en stor
forlystelsespark, og der går en lang mole ud fra byen. Vi gik en tur derud og oplevede, hvordan grupper af
søløver hyggede sig i vandet under os. De unge legede og dykkede, de ældre lå og tog en middagslur i
overfladen.

Længere sydpå i Moss Landing kørte vi fra hovedvejen for at finde et supermarked. STOP. STOP, STOP!!!
Lige dér, ganske få meter fra vejen, i marinaens bassin, lå tre havoddere og hyggede sig i solen. Havodderen
er mit yndlingsdyr, der mest nuttede havdyr, der findes. Det ligger som regel på ryggen med hovedet og
fødderne stikkende op af vandet. Jeg havde håbet på, at se en enkelt eller to, måske langt ude på havet.
Her lå der tre og ventede på, at jeg fik kameraet frem og zoomet helt ind på dem. Dagen var reddet.

                                                                               Fra Big Sur skiftede landskabet
                                                                               karakter til et mere råt look.
                                                                               Færre byer. Flere fantastiske
                                                                               udsigter med klipper og
                                                                               enorme bølger. Skove med de

                                                      31
høje redwood træer. Lækre hoteller gemt bag træerne, med udsigt over havet. Dette var ikke et sted man
boede, det var et sted man drog hen på romantisk weekend for to.

Vores mål var San Simeon. Her havde jeg læst, at der skulle være kolonier af søelefanter, der var forholdsvis
let tilgængelige for offentligheden. De sidste par kilometer inden byen var strandene fyldte med dyr. Det
var sent, vi var sultne og vi havde allerede bestemt, at vi ville blive her en ekstra dag, så vi kørte forbi! Nu
håber vi så bare, at de også er der i morgen!

San Simeon er en lille by, blot enkelte hoteller og et par restauranter, så vi havde ikke det store udvalg til
aftensmad. Som de fleste andre aftener fik vi take away, eller take out, som det hedder her. Nu var vi jo ved
vandet, så vi fik selvfølgelig Fish'n'Chips. Den bedste jeg har fået i mange år! Mens vi sad på værelset og
spiste, kunne vi se solen gå ned over Stillehavet. Endnu en smuk dag var gået.

Rute: Fra Lombard Street via Highway 1 til San Simeon.
Overnatning: Sands by the Sea, San Simeon.
Distance: 394 km.




                                                        32
’Søllefanter’ i hundredevis

Det bliver svært den dag, vi ikke vågner til sol og blå himmel! Men jeg var nok også blevet lidt skuffet, hvis
regn havde forstyrret vores besøg hos søelefanterne - eller søllefanterne, som de hurtigt blev kaldt. Vi kørte
10 km. nordpå fra San Simeon og tog så hele række af udsigtspunkter i rækkefølge. Første stop var nok til at
gøre os hel kulrede. Der lå en ti-tyve søelefanter på stranden og solede sig. De var ikke ret store, og havde
vi ikke læst på lektien, havde vi nok troet, det var søløver. Der var et par stykker, der boltrede sig ude i
vandet. De var utroligt smidige over og under overfladen, men på stranden måtte de møve sig frem ved
hjælp af deres luffer. Utroligt så stærkt det alligevel gik! Det lykkedes os igen at se en havodder. Denne
gang ude i brændingen imellem en masse tang, men den var der.




Vi kørte hen til det næste sted, og jeg var totalt solgt. Her lå søelefanterne i hundredvis på stranden. Og
bogstaveligt talt som sild i en tønde. Der var et par frivillige naturvejledere, der fortalte os om bestanden.
Det er de små og de unge, der er tilbage på stranden. De voksne hanner er draget til Alaska, og hunnerne
forlod deres unger en måned efter fødslen for at søge til havs. Ungerne må lære sig selv at svømme og
finde føde, inden deres fedtdepoter forsvinder helt. De unge var desuden kommet tilbage på stranden for
at skifte pels, og lå hulter til bulter med pels i flager. Det var en fredelig flok. De råbte og skreg godt nok lidt
af hinanden, når der lige var en, der forsøgte at møvre sig hen over en anden, men det var mest for at
markere sig. I denne periode er det mest leg.




                                                        33
Det var dybt fascinerende. Ind i mellem kom der lige en luffe op og kløede lidt på næsen, en anden skulle
lige klø sig på luffen. De kiggede lidt op på os med store, sorte øjne, men var ligeglade med os. Vi stod på en
sti et par meter højere oppe, og de ignorerede os det meste af tiden. Det var en af turens store oplevelser -
igen.




                                                      34
Da vi havde fået nok af at se søllefanterne, og var blevet blæst godt kolde, tog vi en tur ind i landet til Paso
Robles for at handle. Landskabet skiftede hurtigt karakter. Vi var pludselig i vinland med masser af
vinmarker og vingårde på begge sider af vejen. Store, bløde, grønne bakker. Det mindede meget om
Toscana, og er en stor kontrast til det Californien, vi oplevede vores første dag i landet. Her er ikke ret
mange mennesker, og det er grønt og frodigt. Her er utroligt rart at være.

Det var dejligt med en stille dag, hvor vi kunne tage os tid til alt det, vi ikke har nået i løbet af de sidste
uger. Vi fik lidt styr på vores bagage og de mange nyindkøb, vi efterhånden har fået skrabet til os.
Kufferterne kunne godt lukkes! Der var også tid til en gåtur på stranden, der lå lige neden for motellet. Det
stormede, men solen skinnede, og det var skønt. Endelig fik vi det sidste dyreønske opfyldt - to pelikaner
kom flyvende og dykkede ned i havet efter fisk! De var ikke så flotte, som dem i Australien, eller så tæt på,
men de var der!

Rute: Fra San Simeon nordpå 10 km ad Highway 1 og retur. Derefter sydpå til Cambria og østpå ad vej 46 til
Paso Robles og retur.
Overnatning: Sands by the Sea, San Simeon
Distance: 130 km




                                                         35
På besøg i ’Lille Danmark’

Turens næstsidste dag startede som de andre med sol. Vinden havde lagt sig, og det var smukt at køre
videre mod syd. Første stop var i et af de mange centre med outlet stores, dvs. fabriksudsalg. I de fleste
butikker vil det blot sige, at man kan få varerne væsentligt billigere end i normale varehuse, men at
udvalget nok er mindre. Når man så på samme tid kun skal gange med 4,70 for at få prisen i danske kroner,
er det utroligt billigt og i nogle butikker ret interessant. Der blev shoppet lidt mere, og jeg måtte også på
jagt efter en billig taske, for at få det hele med hjem.




Vi kørte videre til Solvang. Ideen til denne danske by stammer fra en præst i Michigan, der i 1910 foreslog,
at man grundlagde en dansk by i Californien for at bevare forbindelsen til Danmark. Jeg var lidt spændt på
at se dette fænomen. Oprindeligt havde jeg lagt ruten langs kysten, så vi spang Solvang over, men i sidste
øjeblik blev vi enige om, at det skulle vi da se.




                                                           36
Jeg blev positivt overrasket. Mine fordomme blev gjort til skamme. Jeg havde forventet dårlige
souvenirbutikker, plastikstorke, kunstige kulisser. I stedet var det næsten som at gå tur i Tønder eller
Ebeltoft. Jeg ved da godt, at bindingsværkshusene ikke er ægte, men en lang allé med forårsgrønne
løvtræer, dannebrogsflag og bindingsværkshuse er altså hyggeligt. Vi gik en tur ned gennem byen, kiggede
ind hos bageren, og måtte konstatere, at wienerbrød så ægte nok ud!




Det var en fin oplevelse, og endnu en fordom, der blev aflivet.

Næste stop var Santa Barbara, Amerikas riviera. Her bor de unge og smukke og rige-eller i hvert fald en del
af dem. Det ville jeg heller ikke have så meget imod. Bløde bakker i baglandet, skøn udsigt over havet, lang
strand med fint sand og palmetræer. Mine fødder var glade. Endelig var der mulighed for at få varmt sand
mellem tæerne. Jeg mærkede lige på Stillehavet. Det var som Vesterhavet en kold sommerdag.




                                                      37
Dagens mål var Ventura, blot 100 km. fra Los Angeles. Her er vi tæt på LA til i morgen, hvor vi flyver hjem
igen.

Rute: Highway 1 sydpå fra San Simeon til Lompoc, 246 til Solvang, 154 til Santa Barbara, HW 1 til Ventura.
Overnatning: Travelers Beach Inn, E Thompson Rd, Ventura
Distance: 344 km




                                                     38
Sidste dag i USA

Den sidste morgen i USA var lige så skøn og smuk som de foregående. Det var svært at fatte, at vi skulle
hjem igen, men rygtet sagde da heldigvis, at vejret i Danmark også var godt.

Vi forlod Ventura og fortsatte ad Highway 1. Der var en mere direkte motorvej til Los Angeles, men jeg var
lidt bekymret for myldretidstrafikken. Det viste sig dog at være uden grund.

Det var en køn tur langs vandet. Vi kom igennem Malibu og bemærkede alle de enorme, fantastiske huse,
der lå stort set på stranden. Men alle de rige skal jo bo et sted! I Santa Monica drejede vi over på highway
10 og derfra nordpå af 405. Vores mål var The Getty Center. På en bakketop har man anbragt måske
landets flotteste kunstmuseum, bygget op omkring Paul Gettys kunstsamling. Det der nok er mest specielt
er, at man fra motorvejen kører fra og stort set direkte ind i bakken. Her parkerer man bilen og tager
elevatoren to etager op. Derfra går der en elektrisk sporvogn op af bakken til museet. Indtil fornylig skulle
man bestille parkering i forvejen, men det er de gået fra. Nu betaler man blot $8 for parkeringen, og så er
museet gratis. Vores held var, at de havde computernedbrud, så vi fik endda også parkeringen gratis.




Museet ligger utroligt smukt, med en fantastisk udsigt over LA, Santa Monica og Stillehavet. Selvom det var
en varm dag, var der en kølende brise fra havet. De hvide bygninger er spændende opbygget med
søjlegange, bassiner, springvand og træer. Omkringliggende er en smuk have med labyrinter og vandfald.
Det var en flot oplevelse.



                                                      39
Selve kunstsamlingen var lidt en skuffelse. Der var godt nok en stor samling fra før 1800, men vi er vant til
Europas kunstmuseer, og var mest interesserede i udstillingen af malerier efter 1800. Der var desværre kun
få malerier af Monet, Van Gogh og Gaugain og slet ikke noget mere moderne.

Efter et par timer kørte vi tilbage til Santa Monica. Vi fandt en bager, hvor vi kunne købe brød til frokosten
og holdt picnic på en bænk på strandpromenaden. Derfra havde vi en fantastisk udsigt ned over en enorm
bred strand. Vi sad længe i solen og sugede varmen til os, vi skulle have opladet vores batterier inden
hjemrejsen. Det var et godt sted at se på mennesker. Posedamer, au pairpiger med klapvogne, løbere,
japanske forretningsfolk i alt for varme jakkesæt.

Vi sugede det hele til os. Dette var også USA.




Til sidst kunne vi ikke udsætte det mere. Vi kørte mod lufthavnen, fik fyldt bilens tank. Fandt et sted i
skyggen, hvor vi kunne skifte til lange bukser, strømper, sko! Tømte bilen og fik de sidste småting lagt i

                                                      40
kufferterne. Kortet blev foldet sammen. Det var slut. Fandt biludlejningsstedet, afleverede bilen og kørte
med shuttlebussen tilbage til lufthavnen. Vi indtjekkede fem stykker bagage og blev chokerede over
vægten. Der var en hel del mere, end da vi rejste fra Billund for 16 dage siden.

Vi nåede lige at nyde den sidste solnedgang fra gaten inden Lufthansa 453 lettede med os ombord. Det blev
til et stille 'farvel og på gensyn' inden mørket omsluttede os.




Det var en behagelig flyvetur, der passede godt med vores døgnrytme. Vi lettede kl 20,40, spiste aftensmad
og nød et par glas vin, og faldt i søvn inden midnat. 4-5 timers søvn blev det til, ikke så ringe endda. Inden vi
landede i München fik vi morgenmad - i vores nye, europæiske tidsregning var klokken da godt tre om
eftermiddagen... München er en fin lufthavn, ikke voldsom stor og let at finde rundt i. Selvom vi kun havde
1½ time til at skifte til flyet til Billund var det masser af tid. Efter 15 timers rejsetid landede vi fredag aften i
Billund et kvarter før tid. Solen skinnede. Det var nu også godt at være hjemme igen.

Rute: HW 1 fra Ventura til Santa Monica, HW 10 tre miles østpå, derefter HW 405 til Getty Center. Tilbage
til Santa Monica og via HW 1 til LAX, Los Angeles Lufthavn.
Overnatning: I flyet
Distance: 120 km (plus LAX-BLL)




                                                         41
Hjemme igen

Vel hjemme igen efter en fantastisk ferie, er det som altid en fornøjelse at se tilbage på alle oplevelserne.
På alle de spændende steder vi har besøgt. Steder vi har boet. Veje vi har kørt.

Det blev til 15 intensive dage i USA, med ankomst den 3. april og afgang den 17. april:

Stater

Vi besøgte seks stater

Californien: http://www.visitcalifornia.com

Arizona: http://www.arizonaguide.com

New Mexico: http://www.newmexico.org

Colorado: http://www.colorado.com

Utah: http://www.utah.com

Nevada: http://travelnevada.com

Vi tilbragte længst tid i Californien, kortest tid i New Mexico, som vi kun lige berørte.




Overnatning

De 14 nætter overnattede vi 12 forskellige steder:

Barstow: Route 66 Motel, Main St.

Flagstaff: Howard Johnson, E. Lucky Lane

Grand Canyon: Seven Mile Lodge, Tusayan


                                                       42
Cortez: Rodeway Inn, East Main St

Moab: Adventure Inn, North Main St

Kanab: Aikens Lodge, West Center

Las Vegas: America's Best Value Inn, E. Tropicana Ave

Fresno: America's Best Value Inn, N. Blackstone Ave

Novato: Days Inn, Redwood Boulevard

San Francisco: America's Best Value Inn, Lombard St.

San Simeon: Sands by the Sea, Hearst Drive

Ventura: Travelers Beach Inn, East Thompson Boulevard




Alle motellerne fandt vi undervejs, og vi oplevede ikke på noget tidspunkt, at det var svært at få plads. April
er på den måde en god måned at rejse i. Prisen for overnatning svingede fra $38 i Las Vegas til $132 i San
Francisco. Oftest lå den mellem $60 og $70. Prisen dækkede et værelse med to dobbeltsenge og
badeværelse. Nogle steder var der køleskab, mikroovn eller kaffemaskine. Alle steder var der trådløst
internet, dog af skiftende hastighed. Vores gennemsnitlige udgift til overnatning lå lige under 400 kr. for tre
personer.




                                                       43
Transport

Vi havde hjemmefra booket en udlejningsbil over internettet. På trods af, at vi havde nærlæst alle
klausuler, blev vi overraskede over den endelige pris, da først vi stod i USA og skulle betale. Det er svært
hjemmefra at overskue, hvilke forsikringer, der skal tegnes, og hvad de koster, så prisen blev næsten
dobbelt så dyr, som den, vi havde fået opgivet på nettet. Ved at booke gennem et rejsebureau i Danmark
undgår man det problem.

Vores bil var en Chrysler 300, som udlejeren kaldte 'Premium size'. Indvendig var den stor, og vi havde rigtig
god plads, men vores 3 mellemstore kufferter og håndbagage kunne kun lige være i bagagerummet. Den
havde som standardudstyr, som næsten alle andre biler i USA, automatgear, fartpilot og air condition.

Vi kørte i alt 5400 km og havde kun en enkelt dag, hvor bilen slet ikke blev rørt. Det giver et gennemsnit på
360 km/dag, men en enkelt dag kørte vi næsten 800 km. Vi brugte 2450 kr på benzin, dvs. lige knap 50 øre
per kilometer.




På grund af forsinkelsen fra Frankfurt til Los Angeles måtte vi ændre vores rute allerede inden vi var
kommet i gang. Det betød at vi skar ca. 600 km af den oprindelige plan og gik glip af Santa Fe og New
Mexico. Det blev alligevel en tur med megen kørsel. De dage, vi skulle langt, valgte vi de store interstate
motorveje. Der måtte vi oftest køre 75 mph (120 km/t). De mindre, men gode motorveje havde en
fartbegrænsning på 65 mph (104 km/t). Vi valgte så vidt muligt de smukkeste veje, hvor trafikmængden
også viste sig at være meget begrænset. De eneste dage med store trafikmængder var da vi skulle ud af Los
Angeles i myldretiden og da vi en fredag eftermiddag nærmede os San Francisco. Vi oplevede, at selv på de
bredeste motorveje med fem spor i hver retning, var der hensyntagen.




                                                      44
Mad

Mad er generelt billigt i USA. Desværre havde vi ikke køkken, og kunne derfor ikke selv lave mad.
Morgenmad var nogle steder med i prisen på overnatningen, men kvaliteten svingede meget. Enkelte
steder var det blot kaffe, evt. med en muffin, andre steder corn flakes og toast, og de bedste steder kunne
vi selv bage vafler. Hvis ikke der var morgenmad, kørte vi ind på en tankstation og fyldte vores termokrus
med kaffe eller varm kakao for en dollar eller mindre. Så smurte vi et stykke brød med peanutbutter eller
marmelade og nød udsigten et smukt sted. Til frokost klarede vi os som regel selv. Hjemmefra havde vi
medbragt plastictallerkener og bestik. Vi indkøbte brød, mayonnaise, agurk og pålæg. Når vi fandt et af de
utallige, smukke picnicsteder, smurte vi et par sandwich. Man kan mange steder i USA købe en lille
køletaske for få dollars. Vi havde en med fra et tidligere besøg, og købte et lille køleelement dertil. Det
                                                                                      betød, at vi kunne holde
                                                                                      pålæg og drikkevarer
                                                                                      kolde i løbet af dagen.
                                                                                      Til aftensmad købte vi
                                                                                      noget færdiglavet mad.
                                                                                      De store supermarkeder
                                                                                      havde ofte grillkyllinger
                                                                                      og forskellige salater og
                                                                                      coleslaw. Andre gange
                                                                                      fik vi kinesisk eller pizza.
                                                                                      Udvalget var stort og
                                                                                      priserne fornuftige.




                                                       45
Nationalparker

Vi besøgte ni nationalparker.

Grand Canyon National Park (http://www.nps.gov/grca/) $25
Mesa Verde National Park (http://www.nps.gov/meve/) $10
Arches National Park (http://www.nps.gov/arch/) $10
Canyonlands National Park (http://www.nps.gov/cany/) $10
Capitol Reef National Park (http://www.nps.gov/care/) $5
Bryce Canyon National Park (http://www.nps.gov/brca/) $25
Zion National Park (http://www.nps.gov/zion/) $25
Death Valley National Park (http://www.nps.gov/deva/) $20
Yosemite National Park (http://www.nps.gov/yose/) $20


Vi startede med at købe et årskort til alle USA's nationalparker. Så skulle vi ikke betale entré undervejs.
Kortet kostede $80. Prisen er her anført per park.




                                                      46

				
DOCUMENT INFO
Shared By:
Categories:
Tags:
Stats:
views:7
posted:7/27/2011
language:Danish
pages:46