Documents
Resources
Learning Center
Upload
Plans & pricing Sign in
Sign Out

Det moerke Italien - La notte er

VIEWS: 15 PAGES: 3

									                           Det mørke Italien


                     roman af Giampietro Stocco


                               kapitel 1.


Natten var kold og klam. Spredt ud over den brede, åbne plads, som lå
ovenfor den store trappe, der snoede sig op på hver sin side af den
kæmpestore mindesten i bronze, stod grenadierne vagt, ubevægelige
som statuer. Så megen krigeriskhed skulle der til. Ikke for at hylde
mindet, som trods alt havde mere end tredive år på bagen. Nej,
nærmere til ære for det voldsomme lys, som tre effektive projektører,
der hver især var installeret ved Cæsars og Augustos Fora og på
Palazzo Venezia, projicerede på hele monumentet. Det var umuligt at
slappe af ved den gamle skrivemaskine, som var oplyst dag og nat.
      En officer havde modtaget specifikke ordrer om at kontrollere,
om vagten ved Sacrario della Patria overholdt de fasttømrede regler,
som Krigsministeriet havde udformet. Hver morgen blev der skrevet
en rapport: alene det, at have ført en uformel samtale foran gravmælet,
kunne betyde, at man blev udstationeret til Afrikas Horn.
      Kaskaden af lys på monumentet over Den Ukendte Soldat var
ikke alene af patriotiske årsager nødvendig. I nogen tid blev den rene,
hvide marmor rent faktisk regelmæssigt tilsølet af skriverier, som
lovpriste demokratiet og socialismen. Og selvom flere arbejdersjak
blev tilkaldt hver nat, udstyret med vandsprøjter, børster og hvid
fernis, var det umuligt helt at fjerne disse slogans. Og det lykkedes
ikke engang militæret at gribe gerningsmændene – som sædvanligvis
var studerende, der lynhurtigt flygtede på deres Vespa’er - på fersk
gerning.
      Således havde man besluttet at opsætte denne dagsoplysning fra
tre forskellige vinkler, også selvom prisen for hele showet i 1975,
altså fireogtyve måneder efter at de islamiske lande havde besluttet at
boykotte olieleverancen til Den Vestlige Verden, oversteg hvad det
fascistiske Italien egentlig havde råd til. Dette var årsagen til, at alle
gader i Rom lå hen i mørke, mens det lys, som projiceredes på
Fædrelandets Fader, kunne ses som et spredt skær på en afstand af
mindst ti kilometer. Strålerne fra projektørerne ramte den hvide
marmor, som Helligdommen over Il Duce bestod af, hårdt, og de blev
reflekteret ud over omgivelserne, således at de nåede ind i de
omkringliggende butikker som et diffust lysskær.
     En lysstråle, bleg som en månestråle, formede et tvivlsomt
rektangel på det gamle gulv i én af salene i Palazzo Venezia; den
eneste anden belysning var det fine lys fra en enlig, svag lampe, som
sad i loftet. Således forsvandt ansigterne på de mennesker, der sad
rundt om de fire lange borde, hen i halvmørke: fireogtyve mænd og tre
kvinder, af hvilke kun nogle få bar uniform.

På den midterste væg trådte en bred tribune frem. Denne var hævet
over rummets øvrige genstande og dækket til med rød brokadestof.
Bagved tribunen var der placeret en robust renæssancestol, udstyret
med armlæn, og herpå sad en ældre herre. Denne, om hvem man
sædvanligvis sagde, at han rent faktisk havde været sympatisk engang,
havde øjensynligt bevaret sin oprindelige hårfarve, på trods af sin
alder, og han havde redt sit sorte hår stramt bagud på hovedet med
hårvoks. Han bar en lysegrå jakke, som dog sad temmelig stramt hen
over den fremtrædende mave og de brede flanker. Hans brede hals var
tillukket med en skjortekrave af hvid silke og et sort slips, dekoreret
med en perle. På væggen bag ham, knapt belyst af den lampe, der
egentlig burde oplyse hele rummet, hang et kæmpestort oliemaleri af
Benito Mussolini.
      Mens nationalsekretæren for Fascistpartiet, Galeazzo Ciano, med
sin sædvanlige ligegyldighed ventede på at begynde mødet i Il Grande
Consiglio, skævede han til svigerfaderens bistre panderynke. Denne
syntes at formane ham oppefra. - Gid han kunne se, hvordan det er
lykkes os at ændre regimet i løbet af de sidste tredive år, tænkte han
ved sig selv, mens han utålmodigt trommede med fingrene på den
lædermappe, han havde foran sig. Så tændte han et ganske lille lys på
bordet ved sin side, rømmede sig og begyndte at tale.

“Kære kammerater. Jeg vil anstrenge mig for ikke at kede jer”
indledte han sin tale, mens han forsøgte at kontrollere sin sædvanlige
skingre stemme. “Foran mig har jeg oplysningerne fra Udenrigs- og
Økonomiministeriet over de konsekvenser, energikrisen har for vore
internationale forbindelser. I min mappe har jeg også en rapport fra
Indenrigsministeriet. Men lad os gå systematisk til værks”. Ciano
åbnede mappen, og anbragte den første af de to sagsmapper foran sig.
Hans platinmanchetter blinkede i rummets utilstrækkelige lys.
      ”I to år har vi ikke modtaget en dråbe olie fra de arabiske og
islamiske lande. Således kan Italien alene regne med de ubetydelige
libyske forsyninger. Og med krigen i Somalia og Etiopien er vi ikke i
stand til at finde ressourcer nok til at dække vore behov.
      Jeg har nyheder om, at tilstanden ikke er bedre i udlandet: USA
er ligeledes ved at have udtømt de nationale ressourcer. Årsagen hertil
er, at Shahens Persien, som udgør den eneste olieleverandør efter det
islamiske oprør i Saudi Arabien, har reduceret eksporten af råolie
drastisk, på grund af shiitternes demonstrationer. Storbritannien og
Frankrig er i færd med at søge efter nye forsyningslinjer i Afrika, men
også her dukker der hele tiden nye teokratiske republikker op én efter
én, og disse ønsker ikke at handle med deres gamle kolonisatorer. Det
Tyske Reich mangler ikke energikilder, men, som I ved, er de heller
ikke i besiddelse af olie.
      Præsident Albert Speer har løbende personligt forsikret mig om
forsyning af gas og kul. Og efter de nylige kovendinger af
Grækenland, Spanien og Portugal, må vi betragte Tyskland som den
sidste ven, vi har, i Europa.
      De lande, for hvem det går rigtig godt, er Sovjetunionen. De
kommunistiske overhoveder fedter for mullahmuslimerne i
internationaliseringens og ulandshjælpens navn, og får al den råolie,
de ønsker, til sønderrevne priser. Men, som I ved, har Italien ikke haft
nogen som helst diplomatisk og økonomisk forbindelse til U.S.S.R.”.
      Ciano løsnede slipset en smule, drak en tår vand af et krystalglas
og overgav rapporten til sin sidemand...

oversat som prøve af Anita Bach Danielsen.

								
To top