På kursus med NLP-guru Tony Robbins by cometjunkie55

VIEWS: 19 PAGES: 13

									13
På kursus med NLP-guru Tony Robbins
– ledelse handler om mennesker

Steen Hildebrandt

Ledelse
Ledelse handler om at skabe resultater – gennem eller sammen med andre. Det er den korte – men også lidt farlige – definition. For ledelse handler ikke om at skabe resultater for enhver pris. Den opfattelse har sneget sig ind i megen ledelsestænkning, at ledelse alene handler om resultater. Intet kan være mere forkert. Ledelse handler om resultater og om vejene til resultater. Den ensidige fokusering på resultater, som vi undertiden, ja ofte, oplever, fjerner den moralske dimension fra ledelse. Og selvfølgelig har ledere – og dermed virksomheder – et moralsk og et socialt ansvar. Ledere og virksomheder har tre slags ansvar: 1. et ansvar for virksomheden som helhed, 2. et ansvar for virksomhedens dele, dvs. for dens mennesker, 3. og et ansvar for den helhed, som virksomheden er en del af, dvs. naturen, samfundet, kloden. Disse overvejelser er i særlig grad vigtige, når det handler om mennesker og alt levende i og omkring virksomheder. Hvordan behandler virksomheden og de øverste ledere de ansatte? Hvilket ansvar har virksomheden

og dens øverste ledelse for, hvilke metoder, synspunkter, referencerammer, teorier, verdenssyn, menneskesyn m.m., som de ansatte møder hos eller bliver påtvunget fx fra de konsulenter, rådgivere, undervisere, terapeuter og coaches, som virksomheden kontraherer med? I denne artikel drøftes disse spørgsmål i lyset af bl.a. nogle personlige erfaringer og beretninger.

New and Old Age i 1970’erne
1970’ erne og 1980’erne var år, hvor mine studier i, hvad der for mig var alternative og helt fremmede områder, for alvor tog fart. Fritjof Capras Fysikkens Tao (1975) og Vendepunktet (1982) læste jeg med stor interesse. Jeg læste også nogle af Rudolf Steiners, synes jeg, vanskelige bøger og skrifter. Også vor egen Martinus studerede jeg. Studiet af Rudolf Steiner førte naturligt, og for mig glædeligt, videre til den hollandske læge, psykiater og organisations- og ledelsesteoretiker Bernard J. Lievegoed, hvis bøger jeg studerede, og jeg bidrog til, at nogle blev oversat til dansk (bl.a. bogen Udviklingsledelse, som jeg skrev en indledning til i 1997). Senere besøgte jeg Lievegoed i Holland. I 1970’erne studerede jeg C.G. Jungs psykologi, dybdepsykologi og drømmelære; jeg læste også Jungs Erindringer, drømme, tanker, men derudover kun få originalværker og adskillige fortolkninger, antologier, kommentarer, bl.a. Den analytiske psykologis grundlag og praksis. Jeg læste bøger om chakraer, drømme, bevidsthed m.m. af dr. phil. Jes Bertelsen, bl.a. Dybdepsykologi 1-4, Drømme, chakrasymboler og meditation, Højere bevidsthed, Energi og bevidsthed, Kvantespring, En bog om kærlighed og Selvets virkelighed. Dalai Lamas bøger, bøger af Ken Wilber, Robert K. Greenleaf, Margaret J. Wheatley, Danah Zohar, Deepak Chopra og mange andre har siden lært mig meget. Bob Moore skrev ikke, men ham har jeg til gengæld lyttet til i mange uger; lyttet til hans livsvisdom, energilære, øvelser, meditationsforståelse, verdens- og menneskesyn og meget andet. Også Jes Bertelsen lyttede jeg til på mange kurser og seminarer. Min taknemmelighed til denne række af store tænkere, filosoffer, healere og formidlere er stor og dyb. Jeg kalder ikke dette for New Age, for det er meget Old Age. Jeg kalder det heller ikke for religion eller ny-religion, men det gør andre. Det nye er bl.a., at vi her møder en række mennesker, der skriver om og er inspireret af meget gamle indsigter og gammel visdom og skriver om det ind i en ny verden og ind i nye kontekster. Omkring 1980 skrev jeg en lille kronik med titlen: ‘Ledelse handler om mennesker’. Jeg redigerede bogen Helhedssyn og ledelse, hvis første udgave udkom i 1989. Bogen og mit senere virke er præget af det menneske- og verdenssyn, som jeg tilegnede mig og udviklede i disse to årtier.

Unleash the power of within
Den 6.-9. maj 2005 deltog jeg i et seminar i et kæmpe konferencecenter i udkanten af London. Jeg var inspireret til at deltage i seminaret af bl.a. min søn, Martin, som jeg var sammen med på seminaret. Der deltog adskillige andre danskere, formentlig nogle hundrede. Da vi omsider var samlet i den kæmpemæssige hal, var der i alt omkring 14.000 mennesker – blev der sagt. Fra alle dele af verden; unge og gamle; tykke og tynde; sorte og hvide; kvinder og mænd – i én stor blanding. “Who you spend time with, is who you become,” blev der sagt i rummet nogle timer senere. Mennesker omfavnede hinanden i én stor rus af velkomst og forventning. Nogle af disse tusinder af mennesker sad på almindelige pladser, herunder mig. Andre var sølv-, guld- eller platin-deltagere, og de havde hver deres særlige afsnit – med farver, opsynsmennesker, stolerækker med særlige skilte, navne og særlige priser m.m. Ét stort prisdifferentieringscirkus, som handler om penge og om at komme tæt på scenen. Dvs. tæt på hovedpersonen. Jeg havde betalt omkring 4.000 kr. for at deltage, og det var de billige pladser. Hertil kommer flybillet, hotelophold plus diverse andre udgifter. Jeg kunne ikke få det over mig at betale for at være platin-deltager i et Tony Robbins-seminar i en hal i London! Forud var gået tilmelding, billetter, introduktioner, tilbud om køb af alt muligt lige fra bøger, T-shirts, DVD’er og andre ting, som man nu kan forestille sig, at mennesker er parate til at betale for, når de er på vej til at møde himself, ingen andre end NLP-guruen Tony Robbins – live, i London – måske for sidste gang. Forstået på den måde, at Tony mere og mere koncentrerer sine live-performances til USA og andre mere eksotiske områder. Nogle af de mere jordnære deltagere brugte måske én af de første pauser til på deres notepapir at foretage nogle simple multiplikationer og kalkulationer, som fx denne: 14.000 x 4.000 = 56.000.000. Hov, passer nullerne? Ja, det gør de! Menneskers liv, siger Tony, er en direkte refleksion af deres peergruppes forventninger til dem. Ankomsten, indslusningen, sceneriet er ubeskriveligt. Mennesker er forventningsfulde, opstemte. Der er hundreder af – siges det – frivillige medarbejdere, som bærer særlige kendetegn. Stemningen piskes op, allerede inden man kommer ind og finder en plads i den kæmpemæssige hal. Langsomt fyldes rummet; der er musik, forskellige former for optræden, opvarmning, ligesom hvis det havde været en rockkoncert. Ordet YES er nok det ord, der siges oftest disse dage. Under opvarmningen siges der Yes! hundredevis af gange. Folk råber Yes. Hvad de siger Yes til, er mindre klart, men det handler formentlig om spørgsmålet: Er du parat til at ‘Unleash the power of within?’ For det er faktisk hovedtitlen på seminaret. Er du parat til at tage fat på at

ændre dig selv? Yes! råber alle. Vi er parate. Kom an! Kom, Tony! Og pludselig kommer denne meget store mand med den meget specielle dybe, lidt rustne stemme, og så går det ellers løs. Are you ready? Yes! Regner man alt med, betaler mennesker imellem 10.000 og 25.000 kr. for at rejse, deltage, bo på hotel m.m. Hertil kommer, at man må tage en lille uge ud af kalenderen. Hvorfor gør 14.000 mennesker det? Hvorfor gør millioner af mennesker verden over det? Der er masser af historier og fortællinger om guruer – også om Tony. Hvor bor han; hvor gammel er han; hvad er hans uddannelse; hvor mange penge tjener han; er han gift; er det sandt, at han er rådgiver for Bill Clinton; stiller han op som kandidat til det næste præsidentvalg i USA? Alt fra hans økonomi, sexliv, fortid, organisation, fremtid, alder (Anthony Robbins er 47 år i 2007) m.m. drøftes i rummet. Alle taler engelsk og alle er vældig imødekommende og talende. Der er tv-skærme, lys og lyd overalt i rummet; der er teknikere på en scene i den bageste del af det store rum. Man er i en sal, hvor alt syder og bobler. Udenfor er der lange gange med stande, diske, områder m.m., hvor man kan købe, abonnere på, bestille produkter, deltage i auktioner over bøger, tøj og udstyr, som fx Tony Robbins har ejet, brugt, signeret osv. I en annonce for én af sine bøger bliver Anthony Robbins præsenteret således: ‘Anthony Robbins er en af NLP’ens væsentligste formidlere, og han har gennem sit eget liv, sine bøger og seminarer bevist over for flere millioner mennesker, heriblandt professionelle sportsfolk, politikere og filmstjerner, at det er muligt at blive herre over sit eget liv – at udnytte sine fremragende evner og at opnå eminente præstationer’. Slår man herefter op i Danmarks Nationalleksikon, kan man her om NLP bl.a. læse, at ‘Metoden har fundet udbredelse ved ledelseskurser o.l., men effekten er ikke dokumenteret, og NLP har aldrig fået betydning i behandling af psykiske lidelser’... ‘Effekten er ikke dokumenteret’. Ordene akupunktur, evidens og årsag/virkning rinder mig i hu. Hvornår holder vi op med at tænke, som om mennesker og natur er maskiner, som vi bare kan skrue på og herefter måle simple årsags-/virkningssammenhænge. Det er beskæmmende, hvor simpelt vi tænker. ‘Frigiv din indre energi’, er budskabet fra mesteren i motivation, som han, Anthony Robbins, undertiden også kaldes. Der er ikke meget nyt i hans budskaber, men de virker, hvis man fører dem ud i livet. Det er nok den korte overskrift på det, der foregår de tre dage. Jeg var interesseret; jeg var spændt, men ikke anspændt; jeg var skeptisk. I min erindring havde jeg med mig en lang række af dybe minder om seminarer og kurser med bl.a. Jes Bertelsen og Bob Moore hjemme i Danmark, hvor der deltog nogle få snese

mennesker. Man sammenligner, selv om netop Bob Moore bestandigt har lært mig sætningen: “You cannot compare yourself with others.” Jeg havde også erindringer om deltagelse i flere seminarer med Dalai Lama, Deepak Chopra m.fl. Nu var jeg deltager i noget, der mest af alt mindede om en rockkoncert og en vild mand, der råbte korte budskaber ud over tusinder af uskyldige og forventningsfulde og formentlig meget modtagelige mennesker, og som bliver introduceret og skamrost af mennesker, der mere ligner bilsælgere end, ja – end hvad? Er det bilsalg? Er det salg? Er det køb? Er det personlig udvikling? Er det spiritualitet? Er det religion? Er det ny-religiøsitet? Jeg véd det ikke. Vi er som sagt 14.000 mennesker i klasseværelset. “Jeg har arbejdet med mennesker i 28 år. Og mødt tre millioner mennesker,” råber Tony Robbins ud over forsamlingen – ikke én, men flere gange. Ingen skal nogensinde kunne komme i tvivl om, at han, Tony, er en kapacitet. Stedet hedder Excel Conference Center. Der er simultantolkning.“Mine bånd er set af 50 millioner mennesker,” siger han videre,Tony. Han er en amerikansk pralhals, sådan som mange amerikanske foredragsholdere og entertainere er det – siger vi europæere. Eller vi siger blot, at det er amerikansk. Det er uudholdeligt at høre på, og han bliver ved med at prale og fremhæve det ene og det andet. Nogle få gange fælder han en lille tåre. Onde tunger siger, at det er et fast indslag i hans præsentationer: at han fælder en lille tåre på bestemte steder i præsentationerne. Man skal ikke lytte til onde tunger. Temaet er ‘Unleash the power of within’, slip din indre energi løs. Brug din energi. Få noget ud af dit liv. Få det maksimale – eller det rigtige – ud af dit liv. Jeg deltog for egen regning og har ikke fortrudt. Robbins taler fra en stor scene. Rummet er mørkt, uden dagslys, men med mængder af elektrisk lys i mange farver, der styres professionelt. De 14.000 sidder tæt. Stemningen er intens. Der er store tv-skærme rundt omkring. Der er musik, lyde, billeder, film. Iscenesættelsen er perfekt. Fra fredag kl. 13 til søndag kl. 01.30 taler Tony næsten uafbrudt. Afbrudt af lidt nattesøvn og meget få pauser. Og afbrudt af lange seancer med musik, lyd, fælles råb, udbrud, Say Yes! “Alle mennesker i hele verden,” – og så minder han om, at han har 28 års erfaring og har mødt tre millioner mennesker, og nærmest råber, at de tre millioner mennesker har to ting til fælles: 1. De bliver ikke elsket nok, og 2. De slår ikke til. Det sagde han nok 25 gange i løbet af de tre dage. “Jeg er ikke interesseret i ændringer, men i varige ændringer,” brøler han ud over forsamlingen. “Jeg er ikke interesseret i ord, men i handling,” tordner han videre, alt imens vi bliver ved ordene.

“Der er alt for meget bullshit mellem mennesker. Alt for meget overfladiskhed, uærlighed, løgn og forstillelse.” Emotions kommer af motion, siger han. Tony taler om følelser og om antagelser. Feelings and beliefs. Bag antagelser er der følelser, men følelser og antagelser kan ændres – af mig. Jeg kan en masse. Hvis jeg lige vil. “Du må hele tiden minde dig selv om, hvor stor du er,” siger en sort deltager fra London. Undervisningsformen er interaktiv i den forstand, at nogle af de 14.000 udtaler sig, beretter og bliver spurgt, men ingen spørger Tony. Ingen spørgsmål overhovedet til mesteren selv. Fair nok. Det er ikke et lederseminar, men det er også et lederseminar – eller en lederbegivenhed. For ledelse handler om varige forandringer, og varige forandringer kommer bl.a. af mennesker, der varigt ændrer sig selv. Mennesker er gode til at lyve for sig selv, snyde sig selv. Tony spurgte en deltager om noget alvorligt. “Jeg forstår ikke spørgsmålet,” svarede kvinden. Hun veg udenom. “Hvad ville du have svaret, hvis du havde forstået spørgsmålet,” var Tonys nye spørgsmål! Det er godt spurgt. Vi forstår mange ting, men vi bilder os ind, at vi ikke forstår, for så kan jeg ikke svare, og så kan jeg gøre, som jeg plejer, og så er alt lettere – og måske også dødhamrende kedeligt og sygt?

Bryde mønstre
Beslutninger er vigtige – for alle – men specielt for ledere, for de er professionelle beslutningstagere, sagde Tony. Beslutningstagning og ledelse er to sider af samme sag. Hvad kommer beslutninger af? Hvorfra? Hvordan? Beslutningstagning, siger han, er et anliggende for kroppen. Ikke bare for hovedet. Er det kun hovedet, sker der måske slet ikke noget. Kroppen skal med. Intellektuelt kan vi ikke ændre noget. Du skal føle. Din krop skal med. Se, føle, erfare, mærke. Beslutninger skal træffes ud fra sikkerhed, ikke ud fra usikkerhed. Sikkerhed i betydningen: Jeg føler mig sikker; jeg føler, det er rigtigt at træffe denne beslutning. Jeg er ikke bange. Jeg er ikke ukomfortabel. Det er det rigtige at gøre. Hele seminarforløbet er indrettet på, at jeg som deltager i løbet af de tre dage bringes frem til et punkt, hvor jeg træffer én eller nogle få vigtige beslutninger for mit liv, mit job, min familiesituation, min karriere. Det hele bygger op til dette beslutningsklimaks. Fint nok. Tony har gurustatus hos mange. Derfor kommer der mange forventningsfulde og positive menne-

sker. Det fremgår af en lynhurtig afstemning, som Tony foretager, at over halvdelen af de 14.000 er selvstændige erhvervsdrivende. Det er en kombination af en rockkoncert, Hjallerup marked og et kursus i anvendt psykologi, der er tale om. Form og indhold skal altid ses adskilt, men i udførelsen integreres de to, så det slet ikke mærkes. Dette er iscenesættelse af format. Mange mennesker er involveret i udførelsen. Der er enormt meget salgsarbejde indlagt i hele forløbet. Både i Tonys indlæg og på alle mulige andre tænkelige måder. For en europæer og for en dansker er det uudholdeligt med denne amerikaniserede form for uhæmmet promotion. “Fremskridt kommer af, at man bryder mønstre,” siger Tony Robbins. Meget af dette handler om, at jeg som deltager, som leder, skal se kritisk på vigtige dele af mit eget liv og mit liv som leder. Der er mange mønstre i vort daglige liv, og hvis ikke disse mønstre brydes, ja, så sker der jo pr. definition ingenting. Jamen, skal der da ske noget? Det er op til den enkelte, men forhåndsantagelsen er, at mange mennesker kunne have meget ud af at se kritisk på sig selv, sine antagelser, vaner og få et meget bedre liv. Det er næppe en helt forkert antagelse. Slip din energi løs! Tony taler et meget direkte sprog. Bullshit, shit o.lign. brøler han om meget af det, vi klamrer os til, holder fast i, siger og argumenterer med. Livet handler ikke om at få, men om at give og gro, siger han. Kan man få noget ud af dette? Det afhænger af dig. Der er intet nyt i det, Tony siger, så vidt jeg kan se. Det er meget enkle budskaber og antagelser, som Tony arbejder med og bringer videre. Og selv om han taler meget, er det sammenlagt ikke så voldsomt mange sætninger og informationer, der kommer ud over scenekanten, for det er gentagelse på gentagelse, det er stemningsopbygning, det er samtaler og sessions med deltagerne, der tager meget af tiden. Det er en enkel, pædagogisk trimmet og velgennemtænkt og i alle detaljer planlagt fremgangsmåde; den er effektiv og simpel. Det er indlæring, salg, markedsføring – manipulation på samme tid. Mange mennesker kan præstere meget mere og samtidig få et meget bedre liv med sig selv og andre, hvis de ændrer noget, som de selv har indflydelse på. Jeg er overbevist om, at mange mennesker drager fra Excel fast besluttet på at ændre noget i deres liv – og nogle holder fast og får mere end en god oplevelse ud af det, nemlig en varig ændring. Andre får en god oplevelse og ingen varige ændringer i deres liv.

Kollektiv gråd
Den sidste dag laver Tony over en ca. tre timers seance noget, jeg ikke havde troet muligt. Han gejler stemningen i rummet så meget op, at formentlig 8.000 af de 14.000 deltagere græder, hulker, hyler, skriger, tuder i et kæmpemæssigt kollektivt grådkvalt hyl. Og det varede ikke ét minut, men mindst en halv time. Folk tudbrølede – af hvad? Af deres eget ufuldkomne, ufuldstændige, fjollede, forkerte, dødkedelige, forvirrede liv – og nu skulle det høre op! Nu var det nok! Nu var bægeret fyldt! Nu skulle der ske ændringer? Forud var gået sessioner og spørgsmål, hvor deltagerne havde indset og havde arbejdet med nogle af de mønstre og uhensigtsmæssigheder, som menneskers liv nu engang er præget af. Vil du blive ved med at leve sådan? tordnede Tony Robbins. Skal det liv blive ved sådan? brølede han. Vil du byde dig selv det? råbte han. Skal det se sådan ud om 5, om 10, om 15 år? skreg han ud mod de stakkels 14.000 hoveder. De 8.000 hulkede Nej Nej! Jeg har aldrig i mit liv oplevet noget lignende.Vi stod op. Jeg stod op i lokalet. Jeg så mennesker hulke og græde. Lommetørklæder og andet blev taget i brug for at opfange de mange væsker. Onde tunger sagde bagefter, at Tonys egne frivillige medarbejdere – spredt rundt omkring i lokalet – var de, der græd først og højst, men det kan næppe være rigtigt? Lidt mere præcist gik Tony Robbins i denne session frem efter følgende spørgsmålsmodel: Hvad har styret dit liv indtil nu? Hvilke begrænsninger har du sat for dig selv? Hvilke antagelser om dit liv, din ægtefælle og partner, din chef og dine forældre har været bestemmende for den måde, som du har levet på indtil nu? Hvad er konsekvenserne af det? For dig, dine børn, dine medarbejdere osv.? Vil du blive ved med at leve på denne måde de næste 5, 10 og 20 år? Vil du udholde de ydmygelser, den smerte, som dette vil indebære for dig? Og for dine nærmeste? Hvis man stiller sådanne spørgsmål tilstrækkelig intenst og vedholdende til 14.000 mennesker, hvoraf mere end halvdelen er selvstændig erhvervsdrivende, så begynder over halvdelen af dem at græde, skrige, hulke. Sådan ser det ud, hvis man alene lægger denne ene erfaring til grund. Intellektet ændrer intet, siger Tony. Du skal føle! Kroppen skal med. Se, føle, erfare, mærke, handle! Ja, sådan er det. Det er sandt. Ikke det præcise tal, men oplevelsen. Mennesker bærer på ufattelige lidelser, ydmygelser, angst, misundelse, ringeagt. Og sandt er det også, at der er uendelig meget smerte i mennesker. Smerter fra frygtelige ægteskaber. Fra ægtefæller, mænd og kvinder, der har tyranniseret og kuet én. Smerter fra timer i skolen, hvor man er blevet mobbet. Smerter fra chefer, der har udnyttet én, skældt ud, overfuset én år efter år,

uden at man har turdet tage til genmæle. Forældre så grusomme, at det ikke kan beskrives – og du kan selv fortsætte, kære læser. Det er helt ubeskriveligt, hvad vi mennesker udsætter hinanden for. I ægteskabet, familien, virksomheden, på arbejdspladsen: konkurrence, fyringer, manipulation, forbigåelse, snyd, bagtalelse, løgn, vold, mobning, skuffelser, overgreb. På skyggesiden florerer alt dette i private og offentlige virksomheder. Er du et normalt menneske, har du formentlig oplevet det hele, og du har formentlig også oplevet det modsatte – ikke nødvendigvis på din egen krop, men i din egen verden. Sådan tænkte jeg i lokalet i London, alt imens jeg ikke græd, ikke snøftede, ikke skreg, men iagttog – og følte. Og det var nok ikke Tonys ambition med mig, at jeg blot skulle iagttage det hele og føle for mig selv uden at engagere mig intellektuelt og følelsesmæssigt i samtaler med andre, men sandt at sige: Jeg kunne ikke. Adskillige gange i løbet af hver dag blev vi bedt om at diskutere dybt alvorlige eksistentielle spørgsmål med en anden deltager i lokalet. Og det var ikke det, der var problemet. Det kunne jeg godt. Problemet var, at der var så meget larm og så høj støj og musik, og der var så kort tid, at jeg opgav at drøfte noget som helst med nogen som helst. Jeg kan ikke råbende diskutere vigtige livsanliggender på kommando på 60 sekunder. Andre stod ganske vist og råbte ord ind i hinandens uskyldige ører. Og hvad kommer der ud af det? – tænkte jeg. Bortforklaringer og dårlige undskyldninger vil Tony nok sige og spørge: Hvorfor kan man ikke det? Hvad er det, du ikke vil tale om? Jeg har oplevet og deltaget i meget i mit liv. Dette overgår det meste. Ikke i kvalitet, men i kvantitet. Ikke i dybde, men i overfladiskhed. Ikke spirituelt, men pekuniært. Og dog! Hvad véd jeg egentlig om, hvad der foregik og foregår? Hvad véd jeg egentlig om Tony Robbins? Ikke meget. Jeg kender ham ikke. Jeg har aldrig talt med ham. Jeg har derimod hørt en del mennesker, som jeg respekterer, fortælle, at de nærer dyb respekt og beundring for ham. Mennesker strømmer til alt, hvad han foretager sig. Hans bøger og DVD’er sælges efter eget udsagn i millioner af eksemplarer, hvad jeg antager står til troende. Så hvad er det, der foregår? Skal jeg dømme, som jeg her har gjort det? Nej, det skal jeg ikke. Jeg skal forsøge at forstå, at mange af de tusinder af mennesker, inkl. mig selv, rent faktisk får gode og varige oplevelser; at mange af dem, inkl. mig selv, formentlig tager hjem og bryder mønstre og vaner og derigennem kommer nærmere deres essens og udfoldelse. Og det er, hvad det handler om. Tony Robbins sagde flere gange: Alle antagelser har betydning for mig – og for andre. Han sagde også: Mit liv påvirkes af mine lederes (og af andres) forventninger til mig. Ja, selvfølgelig.

Virksomhedspræsten
Adskillige gange under og efter seminaret har jeg tænkt på begrebet en koncern- eller virksomhedspræst. Historien er: Jeg talte engang med den administrerende direktør for én af vore største virksomheder.Vi talte om ledelse; om globalisering. Direktøren var bl.a. optaget af, hvor svært det er at få mennesker til at arbejde sammen, hvor svært det er at integrere mennesker på en arbejdsplads, blot fordi de har en anden kultur, religion, køn eller blot en anden uddannelse. Denne leder er kendt for at have en spirituel tilgang til ledelse – som det vist hedder på moderne dansk. Han mediterer. Han har sine egne guruer. Han er religiøs, vil nogen sige. Danske virksomheder agerer i en global landsby. Danmark er en del af et globalt fællesskab. Vi har kæmpet for fri bevægelighed af kapital, varer, tjenester og mennesker. Og det har vi i ret høj grad fået. Med internettet, sms, moderne transportmidler, åbenhed og nysgerrighed, grådighed og fornemmelse for profit, købmandskab og præsteskab, teknisk, juridisk og økonomisk snilde – er verden blevet lille, og den globale landsby har fået stadig mere reelt indhold. Vi kan ikke agere som tidligere.Vi skal – på tværs af landegrænser – vide om teknik, IT, lovgivning, økonomi, transport- og logistikmuligheder og meget andet – og vi skal vide om mennesker og tro, kultur og religion, holdninger og værdier, historie og drømme, helte og skurke, guder og symboler. I vort eget land skal vi vide om dette, og vi skal vide om det i andre lande, som vi har relationer til – fx fordi vi køber og sælger, deler viden og oplevelser, udveksler forskere og designere – eller hvad årsagerne nu er til, at vi har disse mange relationer. Der har altid været et lille globalt arbejdsmarked for forskere og visse andre specialiserede typer af medarbejdere, men det perspektiv, som mange danske virksomheder nu har foran sig, er et globalt arbejds- og kompetencemarked af helt andre dimensioner. Mens vi på denne måde talte om danske virksomheders udfordringer, opfandt vi udtrykket koncern- eller virksomhedspræst. Jeg ved ikke, hvordan det skete, men pludselig var vi enige om, at en virksomhedspræst var en interessant betegnelse for en ny kompetence, en ny rolle, et nyt sæt opgaver, nye udfordringer, som virksomheder skulle til at arbejde mere seriøst med. Mange gange siden har jeg tænkt på denne samtale og på virksomhedspræsten. Måske er der sket så meget i danske virksomheder, at det er værd igen at tale om dette begreb? Det gjorde jeg bl.a. i en kronik i dagbladet Børsen i 2006, og det har ført adskillige møder med bl.a. flere præster og teologer med sig. Adskillige initiativer er taget. Roskilde-biskop Jan Lindhardt har fx ifølge medierne ansat en virksomhedspræst. En kommune har ansat en virksomhedspræst.

Den præst, jeg taler om, er for alle. Hun eller han repræsenterer i egentlig forstand et mangfoldigheds- og inklusionssyn, ikke blot i virksomheden, men i det netværk af relationer, som en virksomhed er i. Denne præst respekterer alles tro, kender mange forskellige trosretninger, holdninger, og kan rumme dem alle. Kender andre landes religioner. Præsten forstår sig på det hinsides og det nære, det daglige liv, og stiller nogle af de spørgsmål, som ingen andre stiller. Hvem i virksomheden stiller ellers de umulige spørgsmål? Hvem spørger til, hvorfor nogen har det godt og andre har det skidt? Hvem tager ordentlig vare på virksomhedens egen historie og de enkelte medarbejdere og deres livssituation? Hvem tager sig af den medarbejder, der er i en alvorlig krise, men som ikke rigtig har nogen at tale med? Hvem fortæller de aktuelle og levende historier i virksomheden? Hvem kerer sig hele tiden om virksomhedens image og omdømme? Hvem stiller de vanskelige spørgsmål til toplederne, til den magtfulde administrerende direktør, til økonomi- eller marketingdirektøren? De spørgsmål, der måske baner vejen for ny erkendelse, for nye måder at gøre ting på, men som måske i første omgang virker som en provokation – og som det derfor kan være farligt at stille? Hvem binder ting sammen i organisationen, som det ikke virker umiddelbart logisk at binde sammen? Hvem går på broer og stier, der ikke har været betrådt i mange år, fordi den, der sidst gik der, kom galt af sted? Og først og sidst: Hvem kerer sig om det enkelte menneske, dets situation, familie m.m.? Det er en realitet, at der i det videns- og innovationssamfund, som vi er ved at udvikle, finder en enorm nedslidning af mennesker sted. Just som vi for et par årtier siden troede, at det moderne informationssamfund ville give mennesker i det moderne samfund en mængde ekstra fri tid, så oplever vi nu det modsatte, nemlig at den moderne informations- og kommunikationsteknologi har medvirket til udvikling af og er blevet en del af et højstresset og hyperkomplekst samfund. Virksomhedernes, medarbejdernes og kundernes situation gennemgår voldsomme forandringer i disse år. Virksomhederne står over for at skulle byde velkommen til, rumme og gradvist blive ledet af on-linegenerationen (mennesker født i årene omkring 1980-2000), der vil bidrage yderligere til helt nye medarbejder-, virksomheds- og samfundsbilleder. Kommer alt dette virksomheden ved? – kunne man spørge. Er meget af dette ikke spørgsmål, som det enkelte menneske selv må tage sig af? Er det ikke noget, som man skal holde uden for virksomheden? Måske! Måske ikke! Jeg tror, at der er ved at ske væsentlige ændringer i vore opfattelser af, hvad der hører virksomheden til, og hvad der hører samfundet og det

såkaldte private liv og fritidslivet til. Og vi skal være meget vågne med hensyn til at forstå disse ændringer. Vi skal ikke være bange for at se på arbejds- og familieliv på nye måder.Virksomheder og arbejdsmarked ændres hastigt i disse årtier. Noget er overfladiske ændringer; andet vil vise sig at være fundamentale og varige ændringer. Derfor er det naturligt, at vi nytænker en række andre begreber og temaer, der er relateret til familie- og arbejdslivet.Virksomhedspræsten vil interessere sig for alt dette. Det er ikke afgørende, hvad vi kalder det. Det afgørende er, hvad indholdet er. En præst betyder i nogle sammenhænge: Den ældste. En præst er i denne sammenhæng et erfarent og klogt menneske, der har forstand på mennesker. Forstand på verden. Har indblik og udsyn. Har integritet.

Selvudvikling – antagelser og værdier
Må mennesker udvikle sig? Er selvudvikling og personlig udvikling overvurderet, acceptabelt, forførelse? Går det for vidt? Der er mange spørgsmål. De stilles i dagspressen, i bøger, også i denne bog. Og det er godt, men vi skal tage os i agt, ikke mindst os, der er så kloge og selvfede, at vi føler os på den grønne gren – og måske i værste fald – så udviklede, at vi er færdige. Vi, der dømmer og føler os kaldede til at dømme – vi skal passe på, at det ikke er os, der står stille og tager stilling til alt det, som de andre foretager sig – under mange forskellige betegnelser og former – og alt imens de faktisk også bevæger (udvikler) sig, samtidig med at vi andre står stille og holder os udenfor, fordi vi er så kloge, og fordi vi skal bedømme. Man kunne måske – med et gammelt citat – sige: Er man færdig med at udvikle sig (som leder, som forsker, som iagttager), er man færdig (som leder, forsker m.m.), og også som menneske. At udvikle sig indebærer, at man åbner sig, at man stiller sig selv og/eller får nogen til at stille sig spørgsmål, at man konfronterer sig eller konfronteres med andre livsformer, opfattelser, billeder m.m., at man lærer nyt, reflekterer, ser nyt, handler, gør, agerer – græder. At jeg konfronterer mig med mine egne beliefs og values, som er to meget vigtige ord og fænomener for alle mennesker. Og ord, som Tony Robbins bestandigt bruger. Én ting kan man sige med sikkerhed: Man udvikler sig ikke som leder og som menneske blot ved at gå på arbejde og have travlt, som man plejer. Jo, man lærer måske noget om driften, om det daglige arbejde, men man udvikler sig næppe som menneske. Skal man udvikle sig, skal man ned i fart, ud af den daglige trummerum, møde andre, høre andet, reflektere over,

hvad man hører og ser. Møde sig selv. Om det er i en hal i London eller i en stue i Lemvig, er næppe så afgørende, som din egen holdning og dette: om du er til stede. Om det er Tony Robbins eller Thomas Larsen, der sætter scenen, stiller spørgsmålene, er nok heller ikke så afgørende som min egen tilstedeværelse og ærlighed over for mig selv. Eller er det? Et sprog kan blive en vane. Sproget kan stivne, men vi begriber med vore begreber.Vi begriber med vort sprog, og vi udtrykker os med sproget. Derfor skal vi være forsigtige og vågne, både med hensyn til, hvad vi forkaster, og hvad vi accepterer og bruger – fx af nye ord – og nye tilgange. Selvudvikling og personlig udvikling er ord, der er ved at være så trætte og nedslidte, at vi bliver nødt til at parkere dem og blive mere præcise.

Ledernes ansvar
Der påhviler ledere et stort ansvar for, hvad de i virksomhedens navn og for virksomhedens penge så at sige udsætter deres medarbejdere for. Lederne har ansvaret for de mennesker, der er ansat i virksomheden. De ansatte har også et ansvar for sig selv. Og disse to former for ansvar må mødes, må forenes, må tilgodeses, men hvordan sker det i praksis? Jeg var engang med til at udvikle et særligt lederudviklingsforløb for én af Danmarks største virksomheder. Konceptet, metoderne og de synspunkter og ideer, som vi tre eksperter, der udviklede kurset, stod for, blev grundigt drøftet med koncerndirektionen, men ikke nok med det: Hele kurset, på fem dage, blev første gang afviklet med de fem koncerndirektører som deltagere – og kun de fem. Det er at tage ansvar. De fem kunne ikke drømme om at slippe os tre såkaldte eksperter løs i deres organisation i et så vigtigt anliggende, medmindre de selv, på deres egen krop, havde set og erfaret, hvad vi stod for, og hvad vi ville. Sådan bør mange flere ledere tage ansvar. Ikke nødvendigvis altid koncerndirektionen, men relevante ledere set i forhold til den opgave eller det projekt, der er tale om. Man bør ikke slippe psykologer, præster, coaches, mentorer, konsulenter eller andre mennesker løs i sin organisation uden at kende dem – og uden at vide, hvad de fagligt, personligt og holdningsmæssigt står for.


								
To top