Af Taars Sogns Historie - Energiv�rkstedet (Lars Ew�) by ZCxBp2

VIEWS: 0 PAGES: 22

									                                 Af Taars Sogns Historie
                                          1935

                                      Niels Kjeldsen



Dybt i Muld din Rod er fæstet,                   Kallø, du er Fædres gamle Bolig,
Stammen rokker, naar med Hast,                   Syvti Slægter slumrer alt i Jord,
Stormens Vinge har dig gæstet,                   siden Kall, mens Baalets flammer rolig
Gamle Pil, hvor staar du fast.                   lutret steg til Valhals Guders bord.

Kraften i din Krop er svundet,                   Kall, du gik paa Jagt i den mørke Skov,
Marven trøsket, Stammen hul.                     fældte Bjørn og Ulv samt Hjort og Hised,
I dit Hoveds Fold er fundet,                     og fra Snekkerhøj paa salte Vove
Jordbund god for Blomsten gul.                   drog du Dybets Rigdom til dig ind.

Barkens graa og runkne Flade                     Midt i Solens Brand, din Høj man rejste,
mer ej dækker Ulivssaar,                         kroned den til Pryd med Dysse skøn,
dog du skyder friske Blade                       og nær Stenen, som i Sekler knejste,
Drømmen om din Ungdoms Vaar                      stedte man til hvile Mor og Søn.

November 1925 N. Kjeldsen                        Skovens Hug vog Skovens bryn og Sletten
                                                 bølged snart af kraftigt Græs og Korn.
                                                 Folket bygged tæt og plejed Retten,
                                                 naar fra Kalls Høj gjalded Byens Horn.

                                                 Skolehus paa Høj blev rejst af Fædre,
                                                 Forstandens Lys maa straale i hvert Bo,
                                                 men med Byens Navn end Kall vi hædre,
                                                 og hans Støv i Urnen vogtes tro.

                                                 Kallø, du er Perlen iblandt Byer,
                                                 thi du er vort eget kære Hjem.
                                                 Livets Arbejdsdag med Sol og Skyer,
                                                 gaar som Bølger gennem Slægter frem.


                                                 August 26                    N. Kjeldsen




                                                                                            1
Af Taars Sogns Historie.

Jordbunden i Taars sogn fortæller, at her har været smulte Vande, da Bræens Iskolosser aflejrede
sine fragter. Det fine kalkblandede Ler dækker overfladen. Kun nogle faa og smaa Omslag hist og
her vidner om, at Havets Bølger har været med til at bygge Landet op. Boringer viser at Jordlag paa
ca. 25 m. dækker den underliggende Kalk.
Landskabet er næsten fladt. Det hæver sig, i Reglen fra 2 til 6 m. over Havet. Af højder findes kun
faa. Den største, Grædebanken bag Berritsgaard er kun 13 m., Præstegaardsbanken ca. 11 m., Per
Knages Nakke ca. 8m., Barnehøj ca. 9 m. og Kalls Høj ca.8 m.
Det er mærkeligt at flere smaa Højdepunkter paa Egnen har faaet Bjergnavne (Biergitt 1382,
Byæret 1502, Bierre 1549), Langbjerg, Rendebjerg, samt i Rørbæk Syvbjerggaarden. De maa være
stedfæstede i en Tid, da skovene: Kogangen, Bentofte (Bønnetofte) m. fl. ikke fandtes. Højderne
maa have vist sig klart i det af Sumpe og Taage opfyldte Land, og selvom Regnen har øvet sin
nedbrydende Virksomhed, og Menneskene har hjulpet til, saa vilde dog ingen i vore Dage finde paa
at betegne disse Smaahøje med Bjergnavne.
Et andet Navn har ogsaa sproglig Interesse, nemlig Ordet Hule, i Ellas Hule og Stridshule,
henholdsvis i Kallø og paa Berritsgaard Mark. Begge et par almindelige Vandhuller. Til det første
knytter Sagnet et Drama, det sidste skal vise hen til Svenskekrigens Dage. Svenske Ryttere vandede
Heste her og kom i Strid indbyrdes med det Resultat, at et par af dem blev liggende paa Valen.
I Personalhistorisk Tidsskrift l.Rk. II B. side 143 nævnes Brødelands Bæk, d.v.s. Bækken, hvis
omgivne Land bliver brudt af fremspringende Skovhoveder. Navnet må føres helt tilbage til
Sognets første Bebyggelse. Bækken danner Sognets Skel i Vest mod Oreby og Rørbæk og kaldes
nu ofte Brøndsbæk (Amtsvandløb no. 47). Sognets Areal er 2264 ha.


Oldtidsminder.

I Følge Traps Danmark findes kun faa Oldtidsminder i Taars Sogn, det er rigtigt. De 8 fredlyste
Høje findes i Skovene. 1879/80 lod Nationalmuseet optage en Fortegnelse over alle kendte Høje.
Der var da 35, men de fleste var enten helt eller delvis ødelagte, Ødelæggelsen fortsættes. Man
mærker intet til at de stedlige naturfredningsudvalg gør det allermindste for at værne om Minderne.
I Vindemosen findes nogle Rester af den ødelagte Langdysse paa Hønehøj eller Kyllingehøj. Højen
laa paa jævn Grund og var 130 Fod lang og 20 Fod bred. Den blev undersøgt 1899 af Maribo
Museum. En stor Sten herfra blev 1864 slæbt til Taars Kirkegaard, hvor den blev brugt som
Mindesten over 8 Soldater der døde paa det Lazaret, som under Krigen var oprettet på Berritsgaard
Slot.
Splittorps Høj i Storskoven (Kallø Skov) omslutter en i 1895 udgravet og fredlyst Jættestue, hvis
Kammer er 8,5 m. langt. Højen er udgravet af V. Boye. Fundet blev opbevaret på Orebygaard.

I den Høj hvorpaa Killerup Mølle stod, fremgravedes 1898 af Kaptain A.P. Madsen en anseelig
Jættestue med 10 m. langt Kammer hvortil førte en 8,5 m. lang Gang. I denne Høj gjordes et
betydeligt Fund af Oldsager, der blev ført til København.
Barnehøj (matr. no.19 i Kallø), blev undersøgt 1893 af V. Boye. Her fandtes en stor Jættestue med
en mængde Stenredskaber der opbevares paa Stiftsmuseet i Maribo. Højen er tildels ødelagt, men
nogle store Sten knejser endnu derpaa, nærmest som en afdækket Dysse.
Stenalderens Dysser gjaldt længe for at være hellige Pladser, hvor der bragtes Ofre, forrettedes Bøn
o. l. Den mer eller mindre flade Overligger var Offerstenen. Barnløse Kvinder der ønskede Børn,




                                                                                                   2
lagde nybagte Brød paa Stenen. Derfra stammer Mundheldet: ”Stenen vender sig, naar den lugter
nybagt Brød.” Navnet Barnehøj kan tyde paa at Skikken har været brugt her.
Snekkerhøj (matr.no.15 i Kallø) var Sognets største Langdysse. Den er nu helt ødelagt,
nationalmuseet beretter, at der er kørt Tusinder af Læs Sten fra den. Snekkerhøj der ligger nær
Stranden, har sikkert i Oldtiden været en Landingsplads, hvor en hel Flaade af Snekker kunde finde
Læ og Skjul. Af Højen blev i 1880-90 taget en Del Fyld, og da stødte man paa flere Skeletter af
kraftige Mænd. Man fandt ligeledes et Soldaterspænde. Det blev bedømt til at være svensk. Nu ved
man andet Steds fra (Danske Herregaarde II, side 165) at da den anden Svenskekrig raser over
Landet, har Grev Chr. Christoffer Holch paa Orebygaard samlet sine 500 Sogneryttere, for hvilke
han var Ritmester. De paa Orebygaard skjulte Kanoner er bragt til Strandskanserne (Guldborg?
Nysted?), og han har sikker arbejdet med sine Folk. Smaa svenske Korps gennemstrejfer Øerne for
at skaffe Proviant til Hovedhæren ved København. Nu ligger det nær at antage, at enten har han
med sine Ryttere gjordt Indhug paa Svenskerne i Kallø, eller ogsaa har Byens egen Befolkning, der
efter Byens Birkeprotokol at dømme, var iltre og kraftige Folk i dette Tidsrum, taget sig selv til
Rette, nedhugget og begravet Fjenderne i Højen.
Andre Høje, som ikke omtales i Nationalmuseets skrifter, skal her fremdrages: Paa Matr.no.9 i
Kallø findes en mark, som hedder ”Høje-Sten Mark.” Ejeren forklarer, at her har ligget flere
Gravhøje, og at baade han og hans Formand ofte har fundet Skaar af Urner, naar de med
Avlsredskaberne har arbejdet paa denne Mark.
I Killerup blev paa mark no. 4 udgravet en Høj, der indeholdt en ganske Prægtig Samling
Stenredskaber. Fundet er ført til Stiftsmuseet.


Urnekirkegaarden.

Medens alle de anførte Fund stammer fra Sten og Broncealderen, saa hidrører det Fund, der 1906
blev gjordt paa Kallø Høj (Matr.no.1) aabenbart fra Jernalderen. Angaaende Fundet bemærkes: Der
er lærerskifte i Kallø , og en ældre Mand Lars Olsen, sagde kort efter til den nye Lærer: Ved De at
Skolen ligger på en Høj som hedder Kalls Høj, og at Højen er en gammel Kirkegaard. Der er Potter
(Urner) i den. 1906 blev Skolen revet ned for at give plads for en ny. Under Planeringsarbejdet
stødte man paa ialt 9 Urner samt Baalplads. En Stribe af groft Sand gennemskar Højen fra Vest til
øst, i den stod Urnerne, 1- l½ fod nede. Kustoden ved Stiftsmuseet Hr.Olsen kom til Stede. Han
mente at Gravpladsen strakte sig over et langt større Omraade end byggepladsen, altsaa var en
Urnekirkegaard lig de Bornholmske. Han bestemte Alderen for de fundne Kar til Tiden omkring
Christi Fødsel. En Urne, indeholdende 1 større Kniv samt en Syl tog han med til Museet (no. 9031),
2 urner opbevaredes indtil 1932 ved Skolen, men blev da afleveret til Museets Formand Hr.
Amtsforvalter A. Holck, Maribo.
Den største af sidstnævnte Urner indeholdt Brændte benrester af en Kvinde samt et Smykke, en
Fibula [dragtnål], der var dannet af Jern. Den mindre Urne, der var stillet ind i den større indeholdt
foruden Benrester, en mindre Kniv af Jern. Den Slutning blev draget, at det var Mor og Søn, som
her var stedt til Hvile. Man mener, Urnekirkegaarden er lagt omkring en Gravhøj ved at mindre
berømte af Slægten eller Bopladsen ønskede at hvile i Stammehøvdingens Nærhed, og denne
Begravelsesmaade kan godt være opretholdt i mange Slægtled, derfra urnekirkegaard.
Det er iøvrigt ejendommeligt at lægge Mærke til, at nogle af Oldtidsgravene har Indgang lige i øst,
andre i samme Egn, har Indgang i lidt nordlig eller sydlig Retning. Kan man efter Gravaabningens
Retning bedømme det Tidspunkt i Aaret, da Højen blev dannet? Man forstaar saa godt, at Højens
Ind og Udgang altid skulde vende mod den opgaaende Sol. Er det Skikken fra Soltilbedernes Tid,




                                                                                                    3
der er bibeholdt naar vi den Dag i Dag vaager over, at en død begraves med Ansigtet vendt imod
øst?

Bydannelser.

Stenalderens Folk, der hovedsagelig levede som Jægere og Fiskere ved Kysten, større Søer eller i
aarige Dale, boede ofte sammen i Familier, senere i Slægter, og saa tog Slægtshøvdingen Styret.
Var Bopladsen god og sikker blev den benyttet i Slægtled efter Slægtled, men den kunde ogsaa
flyttes uden lang Betænkning, hvis Forholdene fandtes ublide.
Efter at Kvægavl og lidt Agerbrug begyndte at vinde frem, blev Folkene knyttet fastere til den
valgte Plads, og Bydannelser begynder. Før Hjulploven kom i Brug omkring 400 eft. Chr.F. kan der
neppe tales om Byer inde i Landet. Grenploven har ikke haft Værdi paa den stive Lerjord, og Fisk
vedblev langt frem i Tiden at være et absolut nødvendigt Næringsmiddel.


Kallø eller Kalø.

Kallø By laa før Udskiftningen ved Randen af Smaalandshavet. Her ved Kysten, de dybe Skove og
de store Enge, dels ved Stranden og dels inde i Landet, har været gode Betingelser for en fast
Boplads. Det er tænkeligt, at Kalls Høj har faaet Navn efter en Stammehøvding ved, at der som
omtalt er dannet Høj over ham. Byens Navn kan tydes derfra. Ø Navnet er naturligt, idet et større
Jordsmon, nemlig Strækningen mellem Kallø Høj og Snekkerhøj, har dannet en ø.
Det kan bevises gennem gamle Skrifter, at Byens Navn fra 1438 - 1875 har været stavet Kallø,
Kalløe og Calløe, men saa kom Stednavneforskningen og forvanskede Stavemaaden, Forskerne vil
udlede ogsaa vort Kallø af Dyrenavnet en Kalv. Den større ø har kælvet, siges der, og Stavemaaden
blev ændret, men kan man tænke sig, at Folk dengang stedfæstede en Boplads med et Dyrenavn.
Mandens Navn og Hæder tillagdes større Betydning. Vi mener derfor, at Kallø Høj har givet Øen
og Byen Navn, og Snekkerhøj har dannet et fortrinligt Udgangspunkt for Vikingesnekker, der i
Jernaldertiden drog ud paa evntyrlige togter.


Taars.

Da Hjulploven omtrent samtidig med Asatroen kom til os, kunde Folk bygge Bol paa aabne
Skovsletter inde i Landet og leve af Jagt, Kvægavl og Agerbrug. Den store Hjulplov med sin Kniv,
Langjernet der skar Græstørven fra, før Skæret løsnede den, og Muldfjælen vendte den, blev ikke
hver Mands Eje straks. Man fik Plovfællesskaber i bolaget. En Ager blev paa 24 Plovfurer, der
skulde 8 Okser til at trække Ploven, og 8 Agre udgjorde et Bol. Taars (Østre Thornæs) er en saadan
Samling af Bol. Navnet viser, at den gamle Soldyrkelses Tid er omme, og Asator har muligvis haft
sin Offerlund hvor Taars Kirke nu ligger.


Torper.

Hjulploven gaar sin Sejrsgang. Man saar Rug og lidt Hvede til Brødkorn, Byg til Ølbrygning, samt
Havre og Hør. Vilde Bier har man lært at indfange i Kuber, og der brygges Mjød til festlige
Lejligheder. Folketallet stiger i den gamle Andelsby i Tiden før og efter Middelalderens Indtræden.
Er det nye Folkestrømme der som Flygtninge under de store Folkevandringer har søgt Tilflugt hos



                                                                                                  4
de nordiske Folkefærd? Er det hærtagne Mænd og Kvinder, der som Trælle fordeles eller sælges til
fribaarne Bønder? Eller er det Selvstændighedstrangen, der sprænger de gamle Bymenigheder og
bevirker, at mænd rydder Skov og danner nye Bol og Smaabyer i Udmarkerne? Slægtshøvdingen er
nemlig nu trængt til Side af den, der forstaar at tiltvinge sig Magten, af herredshøvdingen, Kongen.
Her i Sognet opstaar Byerne Thoderyd og Killerup. Den første, uden Tvivl med Kallø, den sidste
med Taars som Moderby. Landsbyen Berrit (Bjerget) hvoraf Berritsgaard fremstod, hørte indtil
1623 sammen med Rørbæk, men herom senere.


Taars Kirke.

Medens Kong Niels herskede i Danmark, blev der i Aaret 1119 udstedt Afladsbreve til Fordel for
Kirken i Øster Thornæs. Her nævnes Byens Navn vist for første Gang i Historien.
Er Kirken grundlagt paa dette Tidspunkt? Omkring 1060 skal der kun have været c. 50 Kirker paa
alle Smaaøer tilsammen (Arup D. Hiat 150). Vi ved, at fra 1100 -1200 rejstes mange nye Kirker,
alle af Sten. Da Mursten først kom i Brug i Danmark c. 1160 maa Taars Kirke sandsynligvis have
været opført af Granit c.1119. C. 8 m. syd for nuværende Kirkebygning støder man i ½ ms. Dybde
paa Grundstenene af en Bygning hvor (Grundplanen?) endnu ikke er undersøgt. Har Granitkirken
haft Plads her? Det vides ikke, men at man skulde paakalde fromme Kristnes Hjælp gennem
Afladsbrev til Bygning eller Vedligeholdelse af en Trækirke i en Egn der er saa rig paa Skov, er
lidet tænkeligt. Kirken skal i den katolske Tid været indviet til St. Andreas.
En Relikviæske med Paaskrift: ”de brachio Sancti Johannes” har forhen staaet i en Fordybning i
Alterbordet og være dækket af en Marmorsten. Æsken blev i Aaret 1809 af Pastor Glahn indsendt
til Nationalmuseet. Er Relikvien bragt hertil af en i Erik Ejegods Følge hjemvendt Kongsbonde, af
en Væring fra Myklegaard, eller af en Pilgrim fra Sognet. At Relikvien har været en medvirkende
Grund til det omfattende Salg af Aflad til Fordel for Kirken er givet. Haugner beretter i Gamle
lollandske Kirker: ”1362 lover Biskopperne i Fyn, Jylland og Skaane 40 dages Syndsforladelse til
alle som vil forære Kirken Jord, Huse, Lys, Klæder o.l., eller vil søge Messe her.” Samme Forfatter
skriver ogsaa om Kirkens Alder (Murstenskirkens). Paa den indvendige Side af Murene over
Hvælvingerne ser man endnu de rundbuede Vinduers Pladser saavel som de gamle Bjælkehuller og
Resten af Ornamenter malede paa tynd, glat Kalkpuds med røde og gule Farver.
Det er dog kun paa den nordre Mur, man endnu finder den 3 Fod brede Bort af smukt slyngede
Ornamenter, hvis Stil viser, at Malingen maa være udført i Tiden omkring 1250. En Beskrivelse af
selve Kirken kan udelades her, da det er udført grundigt af flere.
Ligstenen over Abbeden Nicolaus Finkiusch har givet Anledning til den Formodning, at Sognet har
ejet et Kloster inden for sine Grænser. Ved Kirken kan det neppe have ligget, thi i saa Fald var det
sikkert blevet omtalt i det Brev som Kong Erik af Pommern udstedte 1438 til Fordel for Taars
Præstegaard. Brevet blev fremlagt paa Lollands Landsting af Fru Barbara, Enke efter Otto Clausen
Hvitfelt, Berritsgaard, det var stadfæstet af Kong Chr. I. og Kong Hans, hvorefter hun ”haver frit
Skovhugst til evig Eje i Rørbæk Skov, og i de andre Skove, som ere Vixnæs Skov, Kallø Skov og
Thoers Skov, til den Præstegaard og Degnegaard og de andre Bøndergårde, som hører til
Præstegaarden i Thoers til Ildebrand, og til Husbygning med Eg, Bøg og Hasle.” (Hist. Tidssk. I R
II B. 130).
Hvis et Kloster har ligget i Sognet, hvad ældre Folk paastaar at have hørt om, saa maa vi vist søge i
Killerup (Kiglerup 1534, Kylerup 1502, Kylørpe 1568). Vi ved at i Aaret 1534 købte Christoffer
Hvitfeldt af Fyns Bispestol ”et øde Byggested i Kiglerup. Det aarlige Landgilde var 8 Pund (32 Td.
Byg) og 2 Skilling Grott.” Landgildets Størrelse er her lig Berritsgaards. Altsaa ved dette Køb
fordobles denne gaards Areal. Fra reformationstiden berettes: Den sidste katolske Præst, Hr. Johan,



                                                                                                    5
blev næsten tvunget til at gaa frivilligt, thi 1532 lod Biskop Knud Gyldensterne ”Luthers
Katechismuni” trykke og sende sine præster. Den var oversat paa Dansk af Jørgen Sadolin
(P.Rohde 31) og 1533 fik Claus Hvitfeldt, Otto Hvitfeldt og Barbaras Søn ”Præsentats paa Tornæs
Kirke med sin Annex, den Kapel paa Vixnæs, paa Grund af den forrige Besidders Hr. Johans
Resignation. Dog skulde han beskikke 2 forstandige Kapellaner, som klarligen efter den hellige
Skrifts lydelse kunde læse og prædike” (Friis Musse H.).
Der findes i Taars Kirke en gammel massiv Døbefond af Sandsten. Skaalen der bærer adeligt
Mærke, har Aarstallet 1622. Dette Aar faar baade i verdslig og gejstlig Henseende, Betydning for
Sognet, idet Berritsgaards Besidder, Fru Lisbeth Friis, efter en mærkelig Strid med Borgmester og
Borgere i Saxkjøbing faar Kongelig Tilladelse til at udskille sig fra Rørbæk for helt ud at slutte sig
til Taars Sogn. Striden drejede sig om et Præstevalg i Saxkjøbing. Kongen gav Borgerne Medhold
og Udskillelsen fulgte. På Alteret i Kirken staar et par Lysestager med følgende Indskrift paa
foden: ”Anno 1656. Taarse Kierche. Stagger gifvene af Kallø, Killerup, Tuderød. Peder Heldt”
Det er mærkeligt, at disse Stager samt Døbefad og Alterbægeret fra 1659 har kunnet bevares
gennem Svenskekrigen.
Om Svenskernes Nærværelse i Kirken beretter P. Rohde: ”I den svenske Krig blev Præsten Mads
Hansen tampet af de Svenske, fordi han paa Prædikestolen kaldte dem hovedløse Kroppe. Hertil
svarede en Soldat: ”Min Konge er Hovedet”
Mads Hansen døde i en Alder af 47 Aar d. 18/1. 1660. Om Mishandlingen har bidraget til hans
tidlige Død, ved vi ikke. Vi kan derimod slutte, at han har været fattig, thi 1674 understøttes hans
Børn af de Midler som tilflød Kippinge Kirke i Offergaver til dens hellige Kilde (L.F. Hist. Aarbog
1931 side 79).
Foran Alteret er anbragt et smukt udført Smedejernsgitter. Det bærer Harstalls og Offenbergs
Vaaben samt Aarstallet 1702.
Paa Kirkegaarden, nær det ”Naaleøje” der fører til Vejen fra Kallø, staar et par Egetræer som
menes at stamme fra Dronning Margrethes Tid.
Interessant er det at lægge Mærke til, at det Sagn lever endnu, at Helhesten gaar sin Gang gennem
Røgterstrædet i Kallø for at søge efter en dræbt Kniplingekræmmer, hvis Lig aldrig kom paa
Kirkegaarden. Sagnet tyder paa, at en levende Hest var den første Skabning, som Kirkegaarden fik
at gemme. Den Skik har været ret almindelig i den første kristne Tid.
Den hedenske Dødsgudinde ”Hel” mistede sin Magt, naar hendes Hest kom i krisnet indviet Jord.
Kirkegaarden blev udvidet og indviet til Brug baade i 1851 og 1930.


Taars By.

Taars kom tidlig under Berritsgaard. 1438 hørte nogle Bøndergaarde i Byen under Kirken. Disse
kom ved Reformationen under Fru Barbara Hvitfeldts Værge. 1545 adspurgte Christoffer
Hvitfeldt ”lydeligt jordegne Bønder (Selvejere) og menige Sognemænd (Fæstebønder) i østre Torse,
om det var dem imod, at han lod sætte en Vandmølle i Eskær Vænge Vraa af det vand, som løber af
Stylling Bæk, dem alle til Hjælp og Gavn .” Alle Sognemænd gav dertil deres Samtykke. (Hist.
Tidssk.II side 127). Hvitfeldt var dengang Lensmand i Bergen. Styllingbæk maa være det Vandløb,
som vi nu kalder Rørmosebækken eller Vandløb no. l.
Møllen blev bygget, Navnene Vandmøllekrogen paa Matr. No.18 i Kallø og vandmøllemarken på
Matr.No.9 i Taars har bevaret Mindet.
Paa Vandløbets Bund, helt nede i Mudderet, støder man den Dag i Dag paa nedrammede Egepæle,
der stedfæster Møllens Beliggenhed.




                                                                                                     6
Om Navnet Es i Eskær skal tydes som eiss: brusende Vand, eller som Æs: Madding for Fiskene,
skal jeg lade usagt. Den første Antagelse er maaske den sandsynligste, da her sikkert har været en
lille Styrtning af Vandet, den sidste er dog ikke udelukket, da Strandkanten godt kan have naaet
herind til.

3/2 1586 er Tingsvidne udstede af Herredsfogden i Musse Herred.
Det oplyses at Fru Lisbeth Friis lod aflyse og forbyde, at ingen skal hugge Bygningstømmer paa
Torse Skov og ikke heller ildebrand og ej Hegningsskov, og at hvilken, som findes herimod, skal
give sin Husbonde (Godsejeren) et par Stude, saa gode som 10 Daler, Bymændene en Tønde Øl
med Træet og Fogden et godt par Støvler (Hist. Tidssk. II s. 161).
Skovpartsvejen paa Matr.No.9 i Taars stedfæster Skoven. 1654 er Taars Skov anslaaet til at kunne
føde 200 Svin.
24/2 1589 ejer Berritsgaard 15 Gaarde i Taars, 1 øde.
22/4 1654 ejer Berritsgaard 17 Gaarde i Taars, 1 øde.
14/12 1729 ejer Berritsgaard 18 Gaarde i Taars, 1 øde.
”Taars og Killerup udskiftedes fra de tilgrænsende Byer 1771, og hver Mand havde faaet sin Jord
for sig selv ved sin Gaard.” (Danske Herregaarde II).


Killerup.

Killerup omtales 1502, Marquard Pøske, dette Aar Kannik i Roskilde, solgte sin Del af Berritsgaard
til sin Søster. Roskildehaverne i Rørbæk minder sikkert om denne Mand. Hen ejede da 3 Gaarde
i ”Kiflerup.”
1534 omtales Bispegaarden (se side 5). Hvorvidt denne Gaard er afbrændt i den lovløse Tid, der
fulgte Reformationsbevægelsen og Grevens Fejde, vides endnu ikke, kun at den var øde. Den
menes stedfæstet til Matr.No.1 i Killerup.
1589 ejer Lisbeth Friis 7 Gaarde i Killerup samt en Vejrmølle der er skyldsat til 24 Td. Mel.
Vandmøllen ved Styllingebæk omtales ikke paa dette Tidspunkt, hvorfor det maa antages, at den er
nedlagt.
1654 nævnes kun 5 Gaarde og 1729 kun 4 Gaarde. Antagelig har Byens Jorder strakt sig langt ind
på Berritsgaard markerne No. 9 og 10, og er i Tidens Løb lagt ind under denne Gaards
Dyrkningsomraade.
Ved udskiftningen i 1771 kom de saakaldte Bramstoftemarker til Gaardene i Killerup. De blev
tildelt Byen som Erstatning for Killerup Skov, hvilken Godset beholdt i sit Eje. (se
Udskiftningskortet)

På Matr. No. 6 laa Myø Skov til Overdrev for Taars og Killerup. Her berettes 1623, at der var ung
Skov med Hassel, tjenlig til brændsel. 3 af Kronens Bønder i Tuderøed havde Part deri.

8/2 1640 erfares fra Orebygaards Birketing, at en Bonde har tvende Stykker Jord som hyder
(grænser) paa Myø Skov, og som sal. Fru Friis haver indtaget, ligeledes at 2 af Flemming Ulfeldts
Tjenere i Taarse haver jord, som hyder paa Myø Skov, at Killerup Mænd for 6 aar siden havde
indtaget et Stykke af samme Skov (Hist. Tidsskr. II B). Ejendomsret til Jord fremkommer i de Dage,
naar nogen har vundet Hævd ved 20 Vintres Brug.




                                                                                                     7
Kallø By og Birk.

Molbech beretter i Hist. Tidsskr. II side 509: ”Det viser sig af flere historiske kendetegn, at indtil
det 12. eller henimod Midten af det trettende Aarhundrede har den større Mængde af Landsbyens
Gaarde været i Adelsbøndernes (Selvejernes) Hænder. At saadanne endog undertiden og fra 13. til
16. Aarhundrede kunde udgøre frie Bymenigheder, som Kongerne bevilgede egen Jurisdiktion eller
Birkeret vises Eksempler paa.” Hvor tidligt Byen fik Birkeret vides ikke. Navnet Kallø nævnes i
Kong Eriks Brev af 1438, siden forekommer det med Mellemrum. En Hovedbegivenhed i Kallø
Bys Historie blev Otto Krumpens tilfangetagelse. Otto Krumpen var Kong Chr. II’s Feltherre paa
togtet mod Svenskerne 1520. Han overvandt Sten Sture den Yngres Hær ved Bogesund og drog
plyndrende og hærgende til Upsala og Stokholm (Det Stokholmske Blodbad). Under Fr. I blev han
Lensmand paa Langeland. Da Grevens Fejde udbrød, blev han overrumplet af Lybækkerne, og da
han siden svor Troskab til Chr. II og Greven, blev han Grevens Lensmand paa Aalholm. Det var
som Lensmand her, han i August 1535 er paa Skatteopkrævning og Fouragering i Landsbyen Kallø
ved Saxkjøbing. Slaget ved 0xnebjerg var imidlertid tabt af Grev Christoffer, og nu søgte denne at
tage Gidsler for muligt at udløse sig selv og andre Lybækkere, hvis det gjordes fornødent. Af den
Grund fik den lybske Høvedsmand i Nykøbing, Francke, Ordre til at lade Krumpen gribe. Han
opsøgte denne i Kallø og førte ham til Nykøbing. Siden blev Otto Krumpen tillige med mange
andre indfangede Adelsmænd sendt til en større Fangekoloni i Tyskland. Arild Hvitfeldt, der er født
og har levet i lang Tid paa Berritsgaard, har sikkert hørt Beretningen af Øjenvidner og derfor omtalt
den i sin Danmarkshistorie. Om Tilfangetagelsen er sket under eller uden Kamp hentyder kun et
Sagn, men der findes sydøst for Kallø en Mark, som hedder Klingemark, hvorpaa nuværende Kallø
Skole ligger. Over denne Mark gik den gamle Vej fra Byen efter Hjørnet af Killerup Skov ad
Majbølle til Nykøbing. Navnet kan godt pege hen paa at Sagnet har Ret, helt roligt har den store
Hærfører og hans Følge ikke fundet sig i Franckes Overfald. Krumpen beklager sig siden over, at
Greven har berøvet ham 100.000 Daler i Penge og Klenodier. Efter sin Løsladelse bliver Krumpen
atter Rigsmarsk og 1542 genoptaget i Rigsraadet, ja under Syvaarskrigen blev den 90 aarige Mand i
1564 udnævnt til øverstkommanderende.

1567-77 fik Albert Oxe ”Soesmad” (Soesmarke) og Kallø Birker i Pant for 3333 Daler og 2
Skilling. (se Erslev: Danmarks Len og Lensmænd) hvorefter de atter kom under Kronen og
Aalholm Len.


1/12 1654 fik Lensmanden paa Aalholm Brev om, at Bønderne skulde grave en Grøft omkring
Kallø Birk og Soesmarke Skov (Friis 123). Denne Grøft kan endnu paavises, i Storskoven kaldes
den Viltbanegrøften. Dens Vand ledes nu over Markerne til Sandbækken, Sillingbæk og Kallø Vig.
Paa Fr. III’s Tid har Grøften været ført gennem Vindemosen, langs Folevænget og Kapunervænget.
Her har den faaet tilført vand fra Rørmosen og er saa gravet videre i Kallø Jordens Skel til
Styllingbæk og Stranden.

Paa landsarkivet findes en stor haandskrevet Birkeprotokol, der omfatter Aarene 1661-1674. Den er
fælles for Kallø, Vixnes og Soesmarke Birker. Spor til Svenskernes Ophold i Kallø kan findes her,
for Eks.: En Mand opgiver at eje en Kiste ”hvilken Svensken haver Laasen itubrudt.” En anden
beklager sig over ikke at kunne betale sit Præsteoffer, fordi Svensken tog alt fra ham. Protokollen
giver dog ogsaa gode Billeder af Datidens Samfundsliv og Forhold i Kallø. (se L.F. Historisk
Aarbog 1930 s.63). Barnehøj, Snekkerhøj og Kallshøj er skildret tidligere.(side 2-3).




                                                                                                    8
1687 ophører Kallø at være Krongods. Aarsagen er følgende: Grev Holcks Enke paa Orebygaard,
Fru Sofie Ulfeldt krævede Kronen for 6200 Daler, som hendes Mand havde Fordring på fra
Svenskekrigens tid. Da ”Staten fattes Penge” fik hun ved Skøde af 3. Maj 1687 og Tillægsskøde af
13. August samme Aar udlagt 12 Gaarde, 2 Gaardparter, l Bol og 5 Gadehuse i Kallø til Eje. Med
ovennævnte fulgte Skov i Markerne til 24 Svins Olden, tilsammen 92 Td. 5 3/4 Skepper
Hartkorn.(Danske Herregaarde II side 166).

Berritsgaard begyndte tidligt at udstrække sine Fangarme efter Kallø, thi i det Laasebrev eller
Skøde som Lisbeth Friis lod sig tillyse paa Tinge 24/2 1589, stadfæstet 1/4. 1589 nævnes 3 Gaarde
og 1 øde Jord i Kalløe. Det samme Antal Gaarde ejer Berritsgaard ved Ejerskiftet 1654, men 1729
har samme Herregaard 5 Gaarde i Kallø under sit Værge.
Om de nævnte Gaarde er købt af Kronen eller tilbyttet for andet Gods vides endnu ikke. Det er
muligt, at de alle da har været øde eller ubeboede da Berritsgaard overtog dem, thi P. Rohde
beretter Side 32: ”1565 døde paa Lolland af Pest 13.000 Mennesker og blandt dem 28 Præster.
Samtidig hermed døde af Pest, alene i Musse Herred 3555 Mennesker og blandt dem 8 Præster,
bedrøveligt for Lærdommen, men bedrøveligere for Agerdyrkningen.”
Da Poul Abraham Lehn i 1775 købte Orebygaard og udvidede denne Gaards dyrkede Areal fra 300
Td. Land til 500 Td. Land ved at rydde nogle Overdrevsjorde, fik han 1781 Bevilling paa at
omlægge Hoveritjenesten ved Orebygaard og Berritsgaard for at gøre det lettere for Fæstebønderne
at bestride det forøgede Hoveriarbejde.
Han sad i den store Landbokommision fra 1784, fordi han var en ven af Udskiftningen, men han
ønskede aldeles ikke Hoveriet afskaffet. Derimod ønskede han Hoveriet lagt ind under en fast
ordnet Plan, saa Hoveribyrden ikke skulde blive for trykkende, og saa Bønderne kunde faa baade
Tid og Lyst til at passe deres egen Bedrift.
I Arkivet paa Orebygaard findes nogle overordentlig fint udførte Kort over Hovmarkerne. De er
nøje inddelte i Agre og Skifter, og man kan af de paaførte Tal slutte at hver Gaard har været tildelt
sin bestemte Hoveriydelse.
Baade af anførte Grund, og fordi vejene til Orebygaard førte gennem fremmed Omraade, kan
Hoveriet aldrig have lagt noget trangt Aag paa Bønderne i Kallø. 1785 udskiftedes Kallø, A.A.
Faber har tegnet Kortet. Det findes i Arkivet paa Orebygaard, og det giver mange gode Oplysninger,
bl.a. om forglemte Stednavne.
En enkelt Gaard ses dog at have været udskiftet og udflyttet før 1785. Det er Vindemosegaarden,
Matr. No. 2 i Kallø. Selve udflytningen af de øvrige Gaarde foregaar først senere.
Det vides f.eks. at flere af de i Kallø Skovby liggende Gaarde er lagt på nuværende Plads Aar 1799,
men Sognets Vejnet blev stærkt ændret ved Udskiftningen, alt tager jo tid. Den nye Allé blev først
anlagt 1818, og den sidste Gaard som udflyttedes: Matr. No. 4 blev opført 1833.

Byen ejede 3 stensatte Brønde, een ved Gaard No.14, een ved No.19 og een ved no. 4.
Møllesjøvlen og Bysjøvlen var fælles Vandingssteder samt Branddamme.
Byens Kvægfold (Folet: se L.F. Hist. Aarbog 1930 side 64) laa Syd og Vest for Matr. No. 3l ved
Bysjøvlen. Den benævnes paa Bykortet for Hejningen.

P.A. Lehn har haft samme syn paa Pilehegn som Reventlow. Naar denne mand udtaler: Hvad der
passer for Holland, passer ogsaa for Lolland,” saa gennemfører P.A. Lehn, at Pilerækkers Hegn
som Plove furer Mark og Vænge frem, samtidig skaffede han Bønderne udmærket materiale til at
indhegne Markerne med, ide Pilene kunne stynes hvert 6. eller 7. Aar.




                                                                                                   9
Skovene var i hans Tid fattige paa Stof der egnede sig til Gjerdsel. De høje Pyramidepopler der ved
Aarhundredaarsskiftet stod ved alle de Stenkister som førtes under Vejene, var ogsaa plantede paa
hans Bud.
Kun een Gaard i Kallø, Matr. No. 4, har endnu (1931) Pile staaende om hvert enkelt Vænge i
Marken. Nogle faa Gaarde har Pilehegn i enkelte Skel ind mod Naboens Ejendom, men da der
aldrig plantes nye Pil i de udgaaedes Sted, er Pilehegnenes Dage snart talte, og Egnen taber en Del
af sin Hygge og ejendommelige Skønhed.
En anden Ting forandrer ogsaa Landskabets Karakter. Det er de gamle højstammede Frugttræers
Forsvinden. Endnu ser man høje stærke Æble og Pæretræer danne For og Baggrund for ældre
Bygninger, der er Karakter over dem. De danner Ramme om Bostederne. De halv og lavstammede
Frugttræer samt de stive kedelige Mirabeller, man nu planter, giver et mere forkrøblet og
intetsigende Præg, men de maa vel stemme med Tiden hvor idealistiske Tanker og ranke Rygge
skal kroges under Materialismens og Organisationsførernes Knaldepiske.
Da Kallø 1687 kom under Orebygaard, ophørte Byen at være Hjemsted for Birketinget. I
Orebygaards Birkeprotokol kan man muligvis finde Bekræftelse paa Sagnet om den
Kniplingskræmmer, der forsvandt i Kallø i det attende Aarhundrede, og efter hvem Helhesten
endnu leder i Røgterstræde.
Om Drengen hos Christian paa Højen, der skulde helbredes for Fnat i en varm Bageovn, men som
døde under Kuren, mens hans Moder og en Nabokone holdt Kaffesladder inde i Stuen kan sikkert
ikke bekræftes i Birkeprotokollen. Den Sag var i de Tider en Ubetydelighed. Det er dog muligt, at
der findes en Paategning derom i den gamle Kirkebog, thi det er forbavsende hvad den Tids Præster
kunde tillade sig at anføre heri. Mellem 1800 og 1850 er i Taars Kirkebog nedskrevet Ting som
hverken tjener Præst eller Befolkning til Ære.


Tuderød.

Tuderød var en gammel, nu nedlagt Landsby, der laa indesluttet i Skovene: Vindemosen,
Folehaven, Bentofte (rettere Bønnetofte) og den nu forsvundne Rørbæk Berritsgaard Skov, der over
Bladhøje bredte sig mellem Kogangen og Killerup.
”Gammel Landevej,” Vejen fra Sakskjøbing forbi Killerup til Guldborg førtes gennem Byen og
Storskoven.
Byen bestod 1623 af kun 4 Gaarde. Om Gaardenes Størrelse faar vi et Begreb naar vi hører, at 2
Gaarde svarer hver i aarlig Jordskyld l Td. Smør, l Gaard 3 Fjerdinger og l Gaard ½ Td., desuden
betaler hver af Gaardene 21 Skilling i Erridspenge.
Erslev oplyser i Danmarks Len og Lensmænd: 1524 betales Lensmandsskat. Korn regnes til 12
Skilling og Smør til 10 Mark pr. Td. l Mark = 8 Øre á 3 Ørtuge (Skilling).
Markens Sølvværdi var Aar 1500, 2 Kr. 50. Altsaa l Mark = 24 Skilling, l Td. Korn = ½ Mark og l
Td. Smør = 20 Td. Korn.
Naar vi ved, at en almindelig Gaard havde en Jordskyld af 8 Td. Korn, og at Berritsgaard i
Søskenskyld blev sat til 32 Td. Korn, forstaar man, at de 4 Tuderød gaarde med en afgift paa 3 1/4
Td. Smør eller 65 Td. Korn havde betydelig Værdi.

1312 indløste Erik Menved og Grev Albert nogle i Lolland beliggende byer, som var sat i Pant for
Krigsomkostninger, her nævnes bl.a. Byen Taderød, der kan tydes som Tuderød, Tuderup, Tuderyd,
Thoderydt, et af de mange navne, hvormed Byen er betegnet.




                                                                                                10
Hvor let kan et u i et gammelt Haandskrift ikke læses og forveksles med et a, og da nærliggende
Byer som Vixnæs, Majbølle og Rørbæk er blandt de indløste, ligger det nær at antage at Byens
navn her har faaet sin Plads i Historien.
Nævnte Konge maatte ofte ty til laan, og de var dyre. Arild Hvitfeldt fortæller i sin
Danmarkshistorie:
1317, da han (Kongen) pantsatte Fyen til Grev Gert maatte han svare en Rente paa 10%. 1318
paalægges en Skat overalt i Riget, hver bonde gav l Mark af hver plov, Adelen gav en Tiendedel af
deres Indkomster. De gejstlige og Adelens Bønder blev ikke sparet. 1582 kom de Thoderyds Mænd
ind i de Skovstridigheder, som i c. 100 Aar rasede mellem Berritsgaard og Rørbæk paa den ene
Side og Majbølle paa den anden om Rettighederne i Rørbæk Skov. Lige fra Oldtiden og indtil aar
1800 afgiver Skovene Føde til en rig Svinebestand. Oldensvinenes kød har gennem Tiderne været
en kær Spise for Slægt efter Slægt.
Knud d. Hellige tvang Bønderne i Halland til Ægtkørsel ved Trussel om at udelukke deres Svin af
hans Skov. Bønderne i Berrit og Rørbæk faar i Aar 1416 paa Tinge (Herredstinget), 9 Væbnere
(Adelsmænd) og 4 bønder til at udstede Kendelse om, at Svinene fra Vixnæs ikke maa gaa i Berrits
og Rørbæk Skov.(Hist. T. I R II B).
I November 1581 iværksættes lovlig Oldingegang paa Skovskel. 15 Oldinge af forskellige Byer
vidner paa tinge 30. November 1581, at de har svoret ret Skovskel som Jacob Hvitfeldt havde taget
dem paa, imellem Berritsgaard-Rørbæk Skov paa den ene Side og Kallø Birkeskov (nu Storskoven)
og Kallø Bønderskov paa den anden.
6. Marts 1582 udnævntes Rebningskommisionen, bestaaende af 4 Herremænd, samt som Hjælpere
4 Rebmænd fra Fyen.
Paa Kronens vegne fordrer Lensmand Hak Ulfstands to Fuldmægtige Fogeder, at ”da Thoderyds
Mænd ligger i Skoven” og ” heller ikke kunde komme til Birkeskoven med mindre de skulde
gennem Rørbæk Skov,” saa skulde de have Del i Skoven. Arild Hvitfeldt gør paa Berritsgaards
vegne gældende :
a) at Thoderyds Mænd hører til Birket (Kallø Birk) og Birkeskoven.
b) at de stedse til den Tid der, have haft deres Brug med Drift (Kvægdrift) og Øksehug indtil Østre
Strand (Guldborg).
c) de kunde, om Birkeskoven engang skulde rebes, ikke baade her og hist tage Reb.
d) hvad Rettigheder de hidtil have haft paa Rørbæk Skov, var gengæld for den Fælled (Fællesskab)
Rørbæk mænd igen have haft imod dem og flere paa Birkeskoven.
e) Øksehugget var tilkommet dem i Rørbæk Skov, fordi Lensmændene, der havde raadet for Birket,
ogsaa havde været Lodsejere til Rørbæk, og der af saadan Lejlighed og Gennemseelse har været
givet Taal dertil.
”For at Reb ikke skulde forhales” bestemmes, at Thoderyds Mænd skal have Reb i Skoven for
deres Skyld og Landgilde. Siden kunde de dele, som Lov og Ret byder.
Det første Maal føre fra Radsted Skel over hjørnet ved Kalvehaven bag Kogangen til ”det Skel
mellem Rørbæk Skov og Kallø Bønderskov ved Vindemosen,” hvor Oldinge havde sat Sten. Denne
vestre Kant af Rørbæk Skov var 103 Reb a 12 Favne. I det andet Maal mod øst var 103 Reb a 16
Favne.
Efter at Rørbæk Skov (c. 145 Td. Land) var rebet, fik hver Gaard tildelt sit Skovskifte.
Jacob Hvitfeldt fik 41 Reb a 12 Favne, dog bristede hans 3 Reb i den vestre Ende, hvilket han
mister fordi rebet ikke kunde række, og fordi Skoven skød sig noget længere op imod Thoderyd.
Denne By fik tildelt 10 Reb, som giver Anledning til megen Strid. Ved Kendelse af 4. Sept. 1598
mister Byen atter 3 Reb af Skoven. (H.T.I.R.II B).
1623 mageskiftes de 4 Skovgaarde af Kronen til Elisabeth Friis, Berritsgaard.
Hun giver i Erstatning nogle Gaarde paa Falster (Egense) samt en Gaard paa Møn.



                                                                                                11
Gennem Tiderne kan man træffe Folk: som laaner, og andre som laaner Penge ud. At gemme større
Summer i Strømpeskafterne eller lægge dem paa Kistebunden har aldrig lokket kloge Folk.
Hvitfelderne var kloge, og da Jord altid har været et Aktiv, baade for Laaner og Laangiver, forstaar
man, at Pantsættelse af Jorder trængt igennem, saa snart Ejendomsretten til Jord var sikret. Naar vi
ved, at den første Bank i Danmark oprettedes 1736 og den første Sparekasse 1810, Kreditforeninger
faar vi først 1850, saa forstaar vi Aarsagen til, at en Mand kan eje Strøgods paa mange forskellige
Egne. Det faste Aarlige Landgilde af Jorden var Renten. Den egentlige Grund til at Lisbeth Friis
saaledes bytter Jord med Kronen, er den, at hendes Gods helst skal samles til eet Hele. Dette letter
Oversigten og Administrationen samt skaffer større Iøjnefaldende Rigdom og dermed Anseelse.
Ved Mageskiftet takseres Byens Skove meget udførligt. Denne fællesskov kunde føde 10 Svin naar
Skoven var mest frugtbar. I Særskovene kunde en Bonde fede 39, en anden 41, en tredie 14 og en
fjerde 25 Svin. Takseringen er ikke sket under et, men for hvert enkelt Vænge for sig. Saaledes
nævnes: Jørgen Christensens Bønne Toft (Bentofte) kan fedes 13 Svin, i Pullidze Have 3 Svin, i
Nørre Vænge 10 Svin, i Ige Vænge 7, og i Tofte Vænge 8 Svin, ialt 41.
Denne Jørgen Christensen har rimeligvis været selvejerbonde, thi saa sent som ved Kortlægningen
1785 nævnes Store og Lille Aattes Vænge, Ejendomsvænge Nord og Vest for Bønnetofte.
Hos en anden Bonde forekommer det lollandske Ord Stiøvl (Kær) i navnet Stiøfflevænget.
om Mya Hestehave er tdl. nævnt.
De 4 Tuderødgaarde laa her endnu 1654, men 1687 forsvinder den ene (se Eremitagen).
Da Abraham Lehn 14. 12. 1729 købte Berritsgaard, bestod endnu de 3 sidste Gaarde i ”Tuderup,”
men Abraham Lehn var Storagrar til Fingerspidserne og nu lægges Gaardene under Hovedgaardens
Brug.


Eremitagen.

I den sydlige Udkant af den gamle Skov Vindemosen, byggede Ulrik von Harstal en Bolig til den
Birkedommer, som han maatte ansætte, da han 1687 fik fri Birketing til Berridsgaard og det
Jordegods som han ejede, eller maatte komme til at eje, ikke 2 mil fra Hovedgaarden. Boligen fik
navnet Eremitagen. Det gamle Bynavn Tuderup har sikkert hverken tiltalt den smidige Hofmand
eller hans Birkedommer. Jægersborg i Storskoven stammer nok fra samme Tid. Da Birkedommeren
maa have Jord, nedlægges den ene gaard i Tuderup til Fordel for ham. Birkedommermosen i
Storskoven vil ligeledes minde om den Tid da Domsmyndigheden udøvedes paa Eremitagen.

1731 lagdes Birkene Vixnæs og Soesmarke under Berritsgaards, 1784 fik det ogsaa Orebygaards og
Kallø Birker knyttet til sig. 1851 fremkom Forslag til Kommunen om, at Birket lægges under
Musse Herreds Ting, hvilket sker nogle Aar senere, c.1860.
Bygningerne fra Birkedommertiden staar endnu (1935), men c. 1862 blev de Bolig for en Tejlværks
bestyrer. Det Tejlværk som Poul Abraham Lehn lidt før 1800 havde oprettet ved den nordøstlige
Del af Kogangen, blev flyttet hertil, og indtil 1912, da det blev helt nedlagt, satte dette Værk sit
Præg paa hele Guldborgland ved at produksere og afhænde smukke røde Sten til hele Oplandet.


Folehaven og Kapunervænget.

Meget tyder paa, at kong Chr. V’s Yndling, Overstaldmester Ulrik von Harstall har haft et lille
Stutteri eller Stod i Folehaven. Dette navn stammer fra den Tid. Folehaven og den nærliggende



                                                                                                  12
Rørmose maa anses for at være en ideel Tumleplads for et Stod, og i Skoven findes Spor af gamle
Byggetomter.
Grøften som Kong Fr. III lod grave om Kalø Birk 1654 begrænser Skoven i Nord og Vest, og den
Grøft der kommer fra Rørmosen gør ligeledes Indhegningen let og hensigtsmæssig.
Vi ved at der i de dage blev gjort meget for at forbedre Hesteavlen her i Danmark. Fra Stutteriet i
Frederiksborg blev i Aaret 1686 sendt 12 unge Hopper til Nykøbing paa Falster. Berider Christoffer
Kloppenborg gav Kvittering derfor. (Fra Kulsvierlandet ... erger 54).
Kapunervænget som ligger i den vestligste Del af Folehaven, henviser til, at Harstall ogsaa har haft
en Hønsefarm her og har som ægte Hofadelsmand sat Pris paa kulinariske Goder.


Bramstofte.

1582 købte Lisbeth Friis, Bramstofte i Thorse Sogn (”Albert Friis nu p……”). Fru Barbara
Hvitfeldt til Engestofte. I Købebrevet er indført, at Barbara raadførte sig med sin Farbroder Poul
Hvitfeldt og sit Søskendebarn Arild Hvitfeldt.
De finder at der næsten er efterladt mere Gæld end Verdien af Godset, hvorfor de raader hende til
at sælge ovennævnte Gaard for 1000 Daler. Jordskylden var 5½ Pund Byg (22 Td.).
Med Bramstofte fulgte een øde Gaard i Taars, Jordskyld 2 Td. Byg og en Gaard i Hjelm, Jordskyld
4 Td. Byg. Vi faar tillige at vide, at Fru Barbara brugte de 50 Daler til at indløse Bramstofte og
Gaarden i Hjelm for, og andre 500 brugte hun til indløsning af Ingestoftegaard.
Bramstoftegaard bevares som selvstændig Gaard indtil 1687, da Ulrik von Harstall faar Tilladelse
til at lægge den under Berritsgaard. Brandtoftemarkerne paa Killerup Jord minder om og hjælper
tilmed at stedfæste Gaarden, og en Statshusmand paa den nordøstlige Parcel af Mark No.8 mener
yderligere at kunne stedfæste selve Gaardens Beliggenhed, dels ved Fund af en gammel
Byggeplads og dels ved at have opgravet paa sin Jord en stor Mængde Ben af nedgravede creaturer.
Kvægpest har med Mellemrum hærget hele Europa. I Danmark døde f. Eks. i Aarene 1745-52 to
Millioner Stykker Kvæg af Kvægpest.


Faurstedgaard.

Faurstedgaard nævnes ofte i gamle Skøder fra Berritsgaard. Det er en ret stor Gaard med Jordskyld
1 Tønde Smør, men den synes at være inddraget under Hovedgaardens Drift efter 1687 og maa
derfor have ligget i dens Nærhed, dog hvor? Den nævnes endnu ved Ejerskiftet 1729. Meget taler
for at den maa søges paa Rørbæk Grund, Ødegaard er en Parcelgaard under Berritsgaard. Den blev
efter Verdenskrigen solgt fra Godset. Har den gamle Faurstedgaard her fundet sin Afløser, og har
Lehn med Navneskiftet villet betegne, at Gaarden var øde og forsømt?


Herregaarde.

Den sorte Død, der omkring 1350 bortrev c. halvdelen af Landets Befolkning har sikkert gjort en
rig Høst paa Guldborgland. Til Sagnet om den frygtelige Farsot knytter sig Navnet, Grædebanken,
Sognets højeste Punkt, 41 fod over Havet. Den ligger bag Berritsgaard paa Mark no. 11.
Ridder Chr. Kule der var Kongens Lensmand paa Aalholm 1364-70, havde Tilsyn med at herreløse
Jorder blev benyttede ved, at Herregaarde oprettedes paa øde J ord (P .Rohde 31).




                                                                                                 13
4 større Gaarde, Berritsgaard i Landsbyen Berrit (Bjerget), Bramstofte i Taars, Bispegaarden i
Killerup, samt Faurstedgaarden skylder nok denne Tid deres Oprindelse.


Berritsgaard.

Berritsgaard er i det væsentlige vokset op på de 3 forannævnte Gaardes Ruiner. Selve Gaarden og
dens Ejere har ofte været Gjenstand for Beskrivelse. Her skal kun medtages nogle spredte
Oplysninger.
1382, altsaa kort efter Valdemar Atterdags Død omtales Marquar Poiske som Ejer af Berritsgaard
(Trap). Dennes Slægt kendes ikke nøje, flere af dens medlemmer faar gejlstlig Uddannelse. Slægten
uddør paa Sværdsiden, og en Datter Barbara Eriksdatter gifter sig 1502 med Otto Clausen
(Hvitfeldt) der indtræder i Kong Fr. I’s Tjeneste.
Næsten alle Hvitfeldterne vedblev som Lensmænd eller lignende at tjene under Kronen, og derved
skaffede de sig Formue og Indflydelse. Berritsgaard vokser derfor vældigt i Hvitfeldernes Tid.
1654 sælges Gaarden til en helt ny Slægt. Køberen er en tysk Adelsmand, Vilhelm von Harstall, og
baade han og Sønnen bliver snart store Personer blandt den Hofadel, der kommer til at præge hoffet
under de første Enevoldskonger
En Sønnedatter af Vilhelm von Harstall sælger gaarden til den rige Købmandssøn Abraham Lehn
1729. Ved giftermaal kom Major Rosenørn ind i Slægten 1820, han blev senere adlet under
Familienavnet Rosenørn Lehn.
Otto Clausens Søn Christoffer Hvitfeldt kom til at spille en betydelig Rolle i Danmarks Historie,
baade under Frederik I og Christian III. 1527 fik han Livbrev paa Vor Frue Kloster i Ribe, og her
nævnes for første Gang navnet Hvitfeldt.
Uden Tvivl er det antaget som Følge af, at Kong Fr. I i 1526 opfordrede Adelen til at antage faste
Familienavne. Christoffer var blandt de Høvedsmænd som i Foraaret 1532 blev sendt med Knud
Gyldensterne til Oslo imod Kong Christian II.
Han deltog sammen med Peder Skram i Søkampe mod Lybæk, og senere sendtes han til Trondhjem
og Island for at gribe og Fængsle nogle Bisper der bekæmpede den nye Kirkelære.
Christoffer Hvitfeldt har sikkert været en stærk og smidig Natur.
Vi har hørt om hans Forhandlingsevne med Bønderne, her skal anføres et andet Eksempel: 1549
berettes at menige Bymænd i Rørbæk var bleven forligte og overens vordne med Christoffer
Hvitfeldt om den Alminding som ligger i Rørbæk Marker, saaledes at Hvitfeldt skal nyde og
beholde til Berritsgaard den Alminding som kaldes Logelund (vist Lille No. 11), Rørbæk mænd
derimod alle de andre Almindinger, og her tilføjes: da maa deres øge og Kvæg gaa sammen i Beedt,
Christoffers Kvæg paa Rørbæk Mænds og Rørbæk Mænds paa Christoffers Grund, ubehindret i alle
Mode (Maader). (Hist. Tid. I Rk. II 128).
Christoffers Forhold til Bønderne vidner ikke om at disse var eller følte sig undertrykte. Menige By
mænd er Fæstebønder, men hans Overenskomst er som mellem frie Mænd.
Lollands Vilkaar der affattedes 100 Ar før den Tid og stadfæstedes af Kong Chr. I, beretter noget
helt andet om Bøndernes Stilling, deri staar bl.a.: ”Ingen Bonde maa sælge, bortgive eller bortføre
Ege eller Bøg uden sin Husbonds Villie unde 40 Marks Straf.” ”Ingen maa holde Geder uden han
har saa stor en Skov, at han kan holde dem paa sit eget.” ”Ingen maa jage efter Ræve og i
særdeleshed ingen Bonde bruge nogen jagt, enten med Haregarn, Mynde eller anden Hund, med
Ambrøst eller deslige under Straf af 3 Mark til Kongen. Ingen maa have mere end een
Hund.” ”Hver Bonde eller vorned i Lolland skal have 30 Æbletræer inden Valborg Dag under Straf
af 3 Marks Bøde.” (P .Rohde).




                                                                                                 14
Naar hertil føjes: ”Ingen der er karsk og før og egnet til at drive en Gaard, maa være Husmand, den
Jorddrot, paa hvis Grund vedkommende bor, skal udvise ham en Gaard, og hvis han ikke kan det,
skal Kongens Foged forsyne ham med en Bolig paa Kronens Grund.” (Danmarks R. Hist. II 633).
Saa forstaar man, at havde Herremanden haft magt som de Tyske, var den danske Bonde blevet
trællebundet dengang, men selv det sidste nævnte Punkt blev ikke gennemført, thi ned gennem
Tiderne hører man ofte om øde Gaarde paa Godserne over det hele Land.
1549 skænker Chr. III til Christoffer Hvitfeldt ”tuende wor oc Kronens stycke Jordt wti Musse
herrit, Saxkjøbing Sogn, Bieres vegger (kile) beliggende.” Christoffer Hvitfeldts 2 sønner, Jacob og
Arild Hvitfeldt haandhævede de med Kraft Gaardens Rettigheder. Det er de to der fremtvinger
Rebningen af Skoven og da Jacob dør 1583, hjælper Arild hans Enke, Lisbeth Friis, af al Evne, og
da han allerede i 1570 kommer ind i det kongelige Kanceli og i 1586 bliver Rigets Kansler, forstaar
man hans Betydning som Hjælper. Hans fortrinlige Danmarkshistorie vil bevare hans navn til sene
Slægter.
1586 fredlyses Taars Skov og samme Aar fuldføres nuværende Hovedbygning paa Berritsgaard.
1589 slutter en 20 Aarig Strid med Birgitte Bølle paa Oreby om ”Luds Mads Engen.” Denne ligger
mellem Flynderstenten og Laagebro. Herredsfogden i Musse Herred, Hans Skytte i Majbølle
dømmer, at da 20 Skaar af Engen har tilhørt den Gaard i Torss, der har ligget under ”Bispens Ø,”
men nu ligger under Faurstedgaard, da skal de 20 Skaar af Engen tilfalde den sidste Gaards Ejer
Fru Lisbeth Friis. Kampen om Engen var ret voldsom. Et Vidne beretter paa Tinge, ”at da han
tjente i Torse” saa han, at bemeldte Eng blev slagen den ene Dag og afført den anden Dag med
Vaaben og Værge af Fogden paa Orebygaard. Senere lod Fru Lisbeth Høet slaa, men Fru Birgitte
lod det bortføre. Samme Fru Birgitte og hendes mand Christoffer Gjøe var, naar de kørte til Kirken
i Saxkjøbing, ledsaget af ridende Borgstuesvende baade foran og efter Vognen.
Mon ikke denne Strid i forbindelse med den truende Holdning, som særlig Bønderne i Majbølle
indtog over for Fru Lisbeth var en medvirkende Aarsag til at Berritsgaard paa dette Tidspunkt
opførtes som befæstet Borg. Den prægtige vindeltrappe i Taarnet, der er indrettet til Forsvar mod
en Angriber, kunde tyde derpaa. Den viser i al fald at Retssikkerheden ikke var større end at man
maatte stole paa egne Kræfter og egen Forsvar.
Borgen der er 66½ Alen lang og 16½ Alen bred, blev benyttet til Bolig for Gaardens Ejere indtil
Abraham Lehns Død 1804. Efter dette Aar tog Guldborglands Besiddere Bolig paa Orebygaard.
Denne Gaard var bygget 1587, men er siden da udvidet og restaureret. En medvirkende Grund til
begge Gaardes Opførelse i det sekstende Aarhundrede maa ogsaa søges i den voksende Velstand.
Reformationstiden berigede Adelen med meget Kirkegods, og efter Amerikas Opdagelse blev
Pengerigeligheden meget større. Dette fremkaldte en vældig prisstigning, navnlig paa Kvæg og
Flæsk. Fra Reformationstiden til efter 1600 er vi inde i en konjunkturstigning, der næsten kan
sammenlignes med den, vi havde under Verdenskrigen, men saa kom Faldet. Efter Danmarks
Deltagelse i 30 aarskrigen m.m. er vi i en økonomisk Bølgedal der 100 Aar senere bliver endnu
dybere. Desuden kan bemærkes: I en opgangsperiode er alle Arbejdslønninger forholdsvis lave,
medens det omvendte er Tilfældet i Nedgangstider.
For at undgaa fremtidige Overgreb paa Ejendomsretten lod Lisbeth Friis 1589 sine
Besiddelser ”forfølge til Laas.” Ved Tingridere til alle Bystævner og Tingsteder i Musse Herred og
til ”Lollandsfars” Landsting oprededes hendes Gods 3 forskellige Gange saaledes : Berritsgaard sat
til 8 Pund, 15 Gaarde i østre Thaars (1 var øde), 3 Gaarde i Kallø (1 var Øde), Faurstedgaard
skyldsat til 1 Td. Smør,7 gaarde i Killerup, 3 Gaarde i Langet, 10 Gaarde i Rørbæk, 1 Vejrmølle i
Killerup 24 Td. Mel. Hele Indtægten af Bøndergodset opgøres til i alt 156 Td. Byg. I Taars var den
sædvanlige Afgift af en almindelig Bondegaard 2 Pund (8 Td.) Byg samt 12 Skæpper Havre, saa
den samlede Opgørelse for Indtægten af Bøndergodset synes meget lille. Ved Landstinget blev
Forfølgningen til Laas beskrevet, og man drog til Rigets Kansler, fik Stadfæstelsesbrev og 4



                                                                                                 15
Domsbreve med 6 Ugers Varsel mellem hvert Brev, og saa fulgte almindelig Stævning med Aars
og dags Varsel, for at enhver kunde fremkomme med Kraveller Indsigelse, og endelig udstedtes
1.April 1592 det egentlige Laasebrev eller Skøde.
Senest l621 udkom kongelig Forretning om Laasebrev i Rigets Ret og Dele, og denne stemmer fuldt
ud med ovennævnte Beskrivelse, saa det er rimeligt at Arild Hvitfeldts Ordning af Ejendomsretten
på Berritsgaard har tjent Regeringen som Forbillede.
Vi ser, at det var baade en meget omstændelig og kostbar Sag at faa et Ejendomsforhold ordnet,
men Lisbeth Friis var husholderisk. Hun fik Raad til at købe Bramstoftegaarden og tilbytte sig
Tuderød samt andet.
Sønnen Henrik Hvitfeldt, om hvem Rohde fortæller, at han tog sig stor Myndighed paa og brystede
sig meget af sit ”Adelsskab,” tog sig for at forfriske Skelstenene om Ejendommen. Under
Synsmænds Opsigt blev lagt Tegl og Kul under Stenen og han satte derhos en Pæl med
Berritsgaards Brændemærke paa, og ligeledes satte han Skeltræer, 2 Ege og 1 Bøg som Mærke.
1654 solgtes Pøskernes og Hvitfeldernes gamle Gaard til en tysk Adelsmand Hans Wilhelm von
Harstall. Gaardens Besiddelser er atter vokset en Del. Der nævnes i den Jordebog, som bliver
optaget over Godset, hvilket udgør c. 457 Td. Hartkorn:
”BERRITSGAARD, 17 Gaarde i Taars, 4 Gaarde i Tuderyd, Faurstedgaarden, Bramstoftegaarden,
4 Gaarde i Kalløe, 5 Gaarde i Killerup, 8 Gaarde i Rørbæk, 1 Gaard i Reersø, 3 Gaarde i Langet, 1
Gaard i Majbølle, 1 Gaard i Hjelm, 1 Gaard paa Langeland, en Del Gadehuse, Skoven i Taars (200
Svin) 8 Td. 2 Sk. Skoven i Tuderyd (120 Svin) 5 Td. (24 Svin = 1 Td. Hartkorn).
Hvornaar Taars Skov er helt forsvundet, vides ikke maaske er den brændt. Man har gættet paa
Svensketiden. Maaske er den faldet af ælde, idet man ikke sørgede for Fornyelse af Træbestanden.
De mange Svin, Kvægdrift i Skoven og ikke mindst Udgangsøgene, hvoraf mange saa godt som
aldrig kom i Hus, sørgede for at ødelægge al naturlig Opvækst. Adelens og Kongernes stærkere og
stærkere Haandhævelse af Jagtretten samt Fredning af Raa-Daa og Kronvildt har selvfølgelig ogsaa
bidraget mægtigt til Skovens Forsvinden eller i al Fald til dens Forfald. Naar Underskoven holdes
nede maa Skoven efterhaanden dø af ælde. Nogen egentlig forstmæssig Behandling af danske
Skove paabegyndes først omkring Aar 1800.
Kammerjunker Hans Wilhelm von Harstall var knyttet til prins Christians Hof i Nykjøbing. Prinsen
bekostede hans Bryllup og skænkede ham en Byggegrund i Slottets Nærhed og fik en Stilling som
Staldmester.
Her i Nykjøbing fødtes Sønnen Christian Ulrik von Harstall. han kom i Kong Christian V’s tjeneste,
steg til Overstaldmester og blev Ridder af Dannebrog,
Det nye Ordensvæsen som blev oprettet under denne Konge, var et Led i den ydre Glans,
Enevoldskongerne ønskede at vise baade udadtil og indadtil. 1687 skænkede Kongen ham alt det
Jordegods der laa mellem Berritsgards. I Rørbæk fik han 13 Gaarde, 5 huse og Birketing. Han fik
desuden, som Gave, Kongetiende af Majbølle, Vigsnæs, Kettinge og den halve Kongetiende af
Vindeby. Han staar som et udmærket Eksempel paa den Hofadel, der dannes under Enevælden i
Danmark.
I Følge Resulation af 12.04.1697 blev Faurstedgaard, Bramstoftegaard og noget Bøndergods fra
Tuderup, Killerup og Taars lagt ind under Hovedgaardens Drift. Om disse Omraader samtidig blev
helt skattefri Ejendom vides ikke, men derimod at han maatte indestaa Staten for Skatten af
Bøndergodset.
Efter Regeringskuppet 1660 blev Skatterne forøgede. Det gamle kontante Landgilde blev afløst af
Hartkornskatten. En Matrikel af Jorden blev udarbejdet 1664 og endelig fastlagt efter Jordens
Bonitet 1688. En ny Matrikulering faar vi atter 1844, og denne bevares, indtil Lov om
Ejendomsskyld til Staten delvis træder i Kraft 1904. Ved Omvæltningen 1660 bliver herremændene




                                                                                              16
Statens ansvarlige Skatteopkrævere. Betaler Bonden ikke, maa Herremanden dække Restancen. Vi
forstaar at hans Magt øges, medens Bondens svækkes.
14.12.1729 købte Abraham Lehn Berritsgard af Ulrik v. Harstalls Datter for 37.000 Rigsdaler. Med
Gaarden fulgte Bøndergodset, ialt 314 Td. Hartkorn Ager og Eng samt tiende af 176 Td. Hartkorn.
Den økonomiske Bølgedal for Landbruget maa have været umaadelig dyb, naar 1 Td. Hartkorn
med Bygning, Besætning m.m. kan sælges for under 70 Rigsdaler.
Abraham Lehn menes at være den første der indfører Kløverfrø. og han gør Forsøg med
Dyrkningen. 3.5.1749 skriver han fra København: ”Kalvehaven (bag Kogangen) ved Berritsgaard
skal i Aar besaas med Byg, blandt dette saas Kløverfrø, naar der fra de forhen ordinerede Steder
bliver noget tilovers.”( Hist. Tidsk. II side 111). Sagnet ved endnu at fortælle om de store
Vanskeligheder, han havde med at faa Bønderne til at gaa ind paa hans Landboreformer. Naar han
f.Eks. gav dem Kløverfrø, kastede de det paa Møddingen, og Godsejeren gik forgæves og kiggede
efter de spæde Planter i Marken.
Abraham Lehn har aabenbart brudt med den gamle Driftsform, Trevangsbruget.
Denne Form passede godt, saa længe Byens Jord var fælleseje. Kun Gaarde med tilhørende Tofter
var Særeje. Omkring Byen laa de indhegnede Vange: Rug, Byg og Græsvange. Disse blev delt i
Lodder efter Gaardenes Antal og aarlig tildelt den enkelte Bonde, enten efter Solskiftesystemet
eller ved Lodtrækning. Længere ude havde man de egentlige vedvarende Græsmarker i
Overdrevene hvor Byhyrden passede Byens Kvæg.
Dette samt .... (hul i teksten) var Bondens væsentlige indtægtskilde, thi Kornavlen var ringe, 4 fold
regnede man for god Avl. Græsvænget i Sædskiftet var eetaarigt og skulle give Jorden Hvile. Det
fik ingen Frøsæd tilført, men Kvikhvedens krybende Rodsystem skulle nok sørge for en sparsom
Græsvækst. Ved Kobbelbruget indførtes Brakbehandling for at ødelægge Rodukrudtet, derefter
fulgte nogle Aars Korndyrkning og saa Kløver og Græsafgrøder til Høslet og Afgræsning. Det
nuværende Sædskifte, Vekselbruget begyndte at vinde indgang omkring 1800 hos enkelte
Foregangsmænd, men det tog c. 100 Aar, før man kunde sige at Kobbelbrugets tid var omme. P.
Rohde fortæller: ”Den første Gaard (Bondegaard), det menes at være Matr. No. 2 i Kallø som
Abraham udflyttede, rev Bønderne ned om Natten. Lige saa ivrig som han byggede op om Dagen,
saa han formentlig maatte holde nattevagt ved den.” Vel brugte han dygtigt sin Stok paa deres
Rygstykker, naar de saaledes gjorde ham det for groft, men denne Modstand skal dog have gjort
ham meget træt og ked af sine Bestræbelser for deres eget bedste. At Abr. Lehn ikke har været
nogen ond og egennyttig Godsejer, forstaar man naar det hedder hos Friis (151): ”Hans Ord og
Løfter var sikre som tinglæste Obligationer.” Som ungt menneske tog han en fin Studentereksamen
og drog ud paa en længere Udlandsrejse. Han købte under denne, mange Bøger, Malerier og
Naturgenstande, som senere blev ført til Berritsgaard. Sagnet sætter denne Rejse i Forbindelse med
Tordenskjolds Duel og Død, idet det berettes at Oberst Stahl havde snydt Abr. Lehn m.fl. i Spil, og
at Tordenskjold blev saa vred derover, at han udfordrede Stael til Tvekamp. Under Duellen, som
fulgte, sank Tordenskjold som bekendt, om med Staels Kaardespids i sit Bryst.
Uagtet Lehn ejede Højbygaard samt Fuglsang og Prierskov, vedblev han at bo paa Berritsgaard.
Sine sidste dage skal han have tilbragt i Tungsindighed i det sekskantede Taarnværelse paa Slottet.
Herfra havde han forøvrigt en god Udsigt over ladegaarden m.m., saa Aarsageen til Valget af dette
hans Opholdssted kan godt være, at han følte Kræfterne svigte, og at han derfor ikke kunde færdes
som forhen. Vi ved altsaa, at Abr. Lehn udskiftede og byggede en Gaard udenfor Landsbyen. Han
døde 1757, han er maaske een af de allerførste, der her i Danmark har ført Udskiftningstanken ud i
livet, thi først i 1759 foretog Enkedronning Sofie Magdelene sit Forsøg paa Hørsholm, og i 1762
fulgte J.H.E. Bernsdorf hendes Eksempel.
Poul Abraham Lehn overtog Godset ved Faderens Død. Han maa have arvet sin faders Lyst og
Trang til ved nye Landboreformer at gøre Danmark rigere og bedre. 1775 købte han Orebygaard for



                                                                                                  17
3800 Rdl. Foruden Hovedgaardens 37 Td. Hartkorn samt 8 Td. Hartkorn Skov og Mølleskyld fik
han 12 gaarde og 26 Huse i Oreby, 17 Gaarde og 14 huse i Kallø, og 3 øde Gaarde i Rørbæk, idet
hele 219 Td. ufrit Hartkorn Ager og Eng samt 5 Td. Mølle og Skovskyld. Ved at forene denne
Gaard med Berritsgaard fik han oprettet Baroniet Guldborgland. Det er interessant at se, at mens
Berritsgaard købes for under 70 Daler pr. Td. Hartkorn, koster Orebygaard mere end 140 Daler pr.
Td., altsaa en Konjunkturstigning paa over 100%. Efter Statsbankerotten 1813, hvor en
Pengeseddel paa et vist Tidspunkt var nede paa en Værdi af 1/64 af dens paalydende, fulgte
Nedgangstider der slugte mere end Opgangstidens Stigning. Fra 1820-30 løb mange Godsejere fra
Gaard og gæld, og Staten maatte overtage Ejendommene for Skatterestancer.
Jo, den gamle historie om fede og magre Aar gentager sig stedse i vekslende Skift. Forhen kunde
disse Svingninger fremkomme som Krusninger i et Indhav, men nu, siden Jordkloden er blevet
ligesom mindre, som Bølger i et oprørt Verdenshav.
Foruden Guldborgland ejede Poul Lehn Højbygaard og Lungholm paa Lolland m.m., samt
Hvidkilde, Nielstrup og Lindskov paa Fyen, og han udskiftede og udflyttede Bøndergaarde i alle
ham tilhørende Landsbyer, samt anlagde et nyt Vejnet, for at de Overdrevsjorder, der nu kom under
Plov og blev bebyggede, kunde faa god forbindelse med Landsbyen og den Herregaard, hvor
Hoveriarbejdet skulde udføres.
Han har sikkert følt Glæde ved at se Udskiftningens Resultat, for ham gjaldt det om at faa
Landsbyens Driftsfællesskab ophævet og faa Hoveriet under fast form saa Bondens arbejdslyst og
Selvstændighed kunde øges. Det var hans alvorlige Mening, at ”Planløst Hoveri danner Skole for
Bondens Dovenskab,” men nogen Ven af Stavnsbaandets Ophævelse var han ikke. Næppe nogen
dansk Herremand har udført et saa kæmpemæssigt Reformarbejde for sine Bønder, men han var vel
vort Lands rigeste Adelsmand paa dette Tidspunkt, og saa var det Opgangstider for vort Land i de
Aar hvor de store Arbejder udførtes. Bønderne maa han ogsaa have forstaaet at interessere og
opildne til at tage fat med Kraft. De har skønnet, at han var en velmenende og god leder.


Sognet.

Efter Stavnsbaandets løsning (Forordning af 20.juni 1788) indføres helt ændrede Samfundsforhold
for alle. Herremændene fritages for at være Statens Skatteopkrævere og for at udskrive Soldater. De
gamle Bondebyer mister deres indre Selvstyre. De 4 Byer i Taars Sogn, hvoraf kun 3 var tilbage,
gaar nu ind i een Enhed. Hidtil havde de kun haft eet tilfælles, nemlig Kirke og Præst, men i alt det
andet havde de været hinanden uvedkommende. Hver By havde ordnet sine egne Sager paa
Bystævnet. Byens Grandefoged eller Oldermand sammenkaldte Byens Mænd med Byhornet naar
der var Ting af Betydning at drøfte. Ingen Bonde havde uinskrænket Ret over andet end sin Toft,
med paastaaende Bygninger, samt muligvis et lille Jordstykke, Ornum eller Stuf, der betragtedes
som Særeje. Agerjorden og Overdrevene om Byen var fællesjord, men den enkelte Bonde havde
naturligvis sin Dyrknings og Græsningsret i disse Jorder. Hvis han endnu var Fribonde kunde han
sælge det hele eller større eller mindre Dele af Fællesretten i Byens Marker, som han selv syntes.
Han kunde ogsaa opkøbe Ejendom i sin egen eller i andre Byer og lade den bestyre af en Bryder
(Forvalter). Paa Bystævnet blev taget Bestemmelse om Agrenes Fordeling (Solskifte eller
Lodtrækning), Gærdelukning, Kornvange og Byens Forte eller Gade. Om Saatid, Høst, Tiden for
Løsdrift: ”Ævret”opgives naar Kvæget maa søge Græsning paa Stubmarkerne. Der tages ogsaa
Bestemmelse om Byhyrdens Løn, foretages Valg af Bysmed o.m.a.
Forseelser mod Byens gamle Vedtægter paadømmes, og Dommen forkyndes Manden fra Byfjælen
der fører fra Gaden til hans Husdør. Straffen var som Regel Bøder der gik til fælles Bedste, d.v.s.
omsættes til Øl eller Brændevin.



                                                                                                  18
Nu griber Lovgivningen ind i Bystyret. I Følge Forordning af 11.11.1791 udnævnes Sognefogeder i
alle Kommuner. Politimester eller Birkedommer een af Kirkesognets Mænd til Bestillingen, og
Amtmanden bekræfter Valget. 1804 var Gdr. Anders Nielsen i Taars, Sognefoged. Han mødte da i
Fattigkommisionen som Stedfortræder for Birkedommer Kølle paa Eremitagen. En Forordning af
5.Juli 1803 reformerer Fattigvæsenet. Der udnævnes Fattigkommisioner.
Det første Møde, Kommisionen afholdt i Taars Sogn er dateret 03.12.1803. Et Budget for
Fattigvæsenets Indtægter og Udgifter lægges, og Balancesummen udviser 184 Rd. 4 Mark og 2 Sk.
Som Medlemmer af denne Kommision nævnes: ”Gdr. Lars Jensen, Killerup, Gdr. Rasmus Hansen
Calløe, Gdr. Rasmus Nielsen Kok, Taars, og som særlige Medlemmer: Sognepræst Kierulf,
Birkedommeren samt for Sognets største Lodsejer Godsforvalteren.
At lade de Fattige gaa paa Omgang til Underhold en vis tid hos Gaardmænd eller at henvise dem til
almindelig Tiggeri bliver herved afskaffet.
I Fattigprotokollen har vi den første Ligning, og følgelig en Fortegnelse over Sognets bosiddende
Mænd, samt flere andre Oplysninger, som de, der har Adgang til Sogneraadets Arkiv maa udrede.
Det samme gælder hele Sognets nyere Historie, hvortil Kilderne findes i samme Arkiv, i Skolernes
Embedsbøger, i Kirkebøgerne samt Forhandlingsprotokollerne hos de mere eller mindre
tilgængelige offentlige og private Instititutioner. Et enkelt Uddrag af Sogneforstanderskabets
Protokol (paabegyndt 28.12.1841) skal dog fremføres her, fordi det kaster lidt Lys over den
Nationale Bølge som for over Landet i 1848.
21. 04.1848 kom skrivelse fra Oberstløjtnant Fibiger til Forstanderskabet om et møde paa
Berritsgaard den 24. Kl. 1O for at drøfte Oprettelsen af en Borgervæbning. 2.Maj 1848 fremlægges
Listerne over Sognets Væbningsantal. Resultatet var 116 Mand, hvoraf 46 var forsynet med Bøsse,
samt Baroniets mandskab 20 Mand, deraf 4 med Bøsse. Sognet kunde altsaa stille med ialt 136
Mand og 50 Skydevaaben. De 86 blev væbnet med andre Vaaben, Baroniet leverede Spydstager. 7.
Maj fra Kl. 4-6 begyndte den frivillige Øvelse. Hver By holder Eksercits og Indøvelse for sig, dog
sluttede Killerup sig til Berritsgaards Mandskab. Denne Folkevæbningsbevægelse, der begyndte i
Sønderjylland, bredte sig hurtigt til landets fjerneste egne, det samlede Folk stod i Vaaben, og det
bidrog til at fremme Folkets Offerglæde og Sejrsvilje, saa mange strømmede som frivillige til
Fanerne, og Aarene efter gennemførtes den almindelige Værnepligt fra de Befolkningslag der hidtil
havde været fritaget for Soldatertjeneste. En helt ny Tid begyndte.


                                   Fædres virke Tanken leder
                                    Gennem Tid til hedenold
                                 Men ved Daad end Slægter smede
                                    Styrke i det danske Skjold

                                                N. Kjeldsen




                                                                                                 19
En levnedsskildring fra Kallø

Ifølge en Skildring der er fremdraget af Hr. Skoleinspektør Laurits Sunke i København og
offentliggjort i Lolland Falsters historiske Aarbog 1930, er her gengivet i en lidt ændret Form. Vi
tænker os handlingen foregaar lidt syd for Kallø høj ved Indgangen til Byens Indhegning ”Folet,”
der bredte sig vest for Bydammen ”Sjøvlen”:
Rasmus Poulsens Gaard laa lige over for i den Have, som Skolen fik da matr. 10 blev udflyttet. Det
var i Byhøstens Tid, Søndag d. 30. August 1663, hen imod Aften. Folk nød Hviledagen. Byens
Oldermand Niels Andersen Kæmpe besøgte sin Nabo Hans Løje, og Gmd. Mads Jørgensen og
Karen Spurre fik en Pasasiar ude paa Gaden. Disse to faar øje paa en Flok Svin, der er brudt ind paa
Mads Jørgensens Toft. De bliver enige om at meddele det til Oldermanden for at Svinenes Ejer kan
komme til at betale en Bøde til Bymændenes Fælleskasse, thi Ævret er endnu ikke opgivet, d.v.s.
Løsdrift af Dyr paa anden Mands Jord er ikke tilladt.
Oldermanden giver Ordre til, at Dyrene skal drives ud af Toften og hen til Byens Indhegning Folet.
her vil han mødes sammen med dem. Det sker og Svinene drives ind. I det samme kommer
Svinenes Ejer, Rasmus Poulsen gaaende af Røgterstrædet mod sin Gaard. Han standser ved
Gaarden og raaber til Oldermanden:

”Hvad er nu i Folet?”
”Eders Svin” lød det tilbage.
Rsm. P.: ”Ret nu stod de i min Gaard”
Mads J.: ”Nu gik de i min Toft”
Rsm. P.: ”Der løj du som en Skælm”
Mads J. ”En Skælm der løj, en Skælm der løj”
Rasmus gik nu til Folet og sagde til Mads:
”Kalder du mig for en Skælm?” Han hævede Armen til Slag.
Mads J. ”Gør hvilket du vil” Slagsmaalet begyndte.
En anden Mand, Kristoffer Pedersen var imidlertid kommet til. Det oplyses i Forhøret at han ”drak”
(røg) paa en pibe Tobak. Oldermanden bød de kæmpende at holde inde med kampen og forliges,
men hidsige Kristoffer blandede sig i Striden, og henvendt til Mads udbrød han:
”Nu skal du faa Skam.”
Han drog Kniven, men da greb Oldermanden Kristoffer i sin Favn og holdt ham fast, idet han
sagde: ”Gaa hen og vogt jer selv, gaa hen”
Dog, før Kristoffer kom ud af Oldermandens Favntag, fik han held til at støde til Mads med sin
Skonæse, hvorfor Rasmus raabte:
”Vær stille, jeg vil selv være ham god nok”
Baade Mads og Rasmus var blodige, og Oldermanden fik Kristoffer til at hjælpe sig med at skille
de kæmpende. Mette Nielsdatter der tjente hos Frederik Degn og havde dennes Barn ved Haanden
kom til under Kampen og hun hjalp efter Evne til at skille Stridsmændene. Mads Jørgensen forlod
ret hurtig Kamppladsen og gik ind hos Hans Lauritsen og sagde:
”Nu har de slaaet mig ude paa Gaden”
Hans: ”Hvem har slaaet?”
Mads: ”Det gjorde Rasmus Poulsen og Kristoffer, jeg vil drage ud til Slottet (Aalholm) og klage
ham”
Hans raaber: ”Maren, tænd et Lys at jeg kan se om Mads har faaet Skade”
Hans Lauritsen saa da at Mads var blodig bag i Hovedet, og at der var en Rift i Huden.
Fredag den 18. September blev Birketinget sat af Stedets Øvrighed, Peder Sørensen. Alle
ovennævnte Vidner maatte bekræfte deres Udsagn som anført.



                                                                                                 20
De 8 Tingmænd : Jens Nielsen, Peder Lauritsen og Rasmus Clausen fra Vigsnæs, Laurits Sørensen
og Peder Jørgensen fra Kallø, Rasmus Andersen, Hans Pedersen og Peder Marcussen fra
Soesmarke
Hvordan Dommen lød, vides ikke, men den dramatiske og livlige Beskrivelse af Optrinet paa Kallø
Gade for omtrent 300 Aar siden, giver et godt Billede af Livet, samt det lune som kunde raade i den
lille landsby.




                                                                                                21
Veje i Taars Sogn

Laagebrovejen                    310 m
Hoveralle                        681 m
Killerupvejen            1364 - 2355 m
Stridshulevej                    650 m
Kogangen                         932 m
Bækvejen                         565 m
Vigsnæsvejen                    5122 m
Pileallé                        1111 m
Ny Allé                          260 m
Kirkevejen               2354 - 2714 m
Taars Gade                      1186 m
Paaskes Vej                      136 m
Knagevejen                       470 m
Taars Skovbyvej                 1770 m
Strygeralleen                    627 m
Ole Arildsens Vej                207 m
Degnealleen                      310 m
Kallø Gade & Vestergade          866 m
Møllestræde                       68 m
Killerup Gade                    465 m
Killerup Møllevej          230 - 695 m
Den lille Allé                   177 m
Poulsvej                         444 m
Taars Strandvej                  499 m
Langbjergvej 1000 ??
Langetvej 480??                 1484 m
Tværvejen                        840 m
Skyttevejen                      460 m
Gl.Landevej                      200 m
Trapsvej (Bramstoftevej)         360 m

                         ialt 24.148 m




                                         22

								
To top