2 St�ttemuligheder 18 by ahyThG

VIEWS: 6 PAGES: 39

									Overgang fra barn til voksen
   - kunsten at flytte hjemmefra




              Rapport udarbejdet af
    Center for Ligebehandling af Handicappede
                   Januar 2003
Kolofon
Titel: Overgang fra barn til voksen - kunsten at flytte hjemmefra
Forfattere: Center for Ligebehandling af Handicappede /Lene Maj Pedersen og Lise Holten
Udgiver/Forlægger: Center for Ligebehandling af Handicappede
Ansvarlig institution: Center for Ligebehandling af Handicappede
Copyright: Center for Ligebehandling af Handicappede
ISBN 87-91223-14-8


Rapporten kan rekvireres ved henvendelse til:
Center for Ligebehandling af Handicappede
Bredgade 25, Skt. Annæ Passage opg. F. 4.
1260 København K
Telefon: 33 11 10 44
Teksttelefon: 33 11 10 81
Fax: 33 11 10 82
E-mail: clh@clh.dk
Hjemmeside: www.clh.dk


Rapporten findes også på www.clh.dk og www.handicappolitik.clh.dk


Gengivelse er tilladt med tydelig kildeangivelse
PROLOG ............................................................................................................................................ 5

1. INDLEDNING ................................................................................................................................ 9

2. HVAD ER LIGEBEHANDLING? ............................................................................................. 10
   2.1 HVORDAN SKABES LIGEBEHANDLING? ...................................................................................... 10

3. UNDERSØGELSEN AF BOMULIGHEDER FOR HANDICAPPEDE ................................ 11
   3.1 PROBLEMFORMULERING............................................................................................................ 11

4. METODE ...................................................................................................................................... 12
   4.1 HVILKE HANDICAPGRUPPER MEDTAGES? .................................................................................. 12

5. GENNEMGANG AF LOVGIVNINGEN .................................................................................. 14
   5.1 DEN FYSISKE BOLIG ................................................................................................................... 14
       5.1.1 Lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger............................................. 14
       5.1.2 Botilbud efter kapitel 18 i lov om social service .............................................................. 15
       5.1.3 Lov om individuel boligstøtte ........................................................................................... 17
   5.2 STØTTEMULIGHEDER ................................................................................................................. 18
       5.2.1 Indretning af bolig og hjælpemidler ................................................................................. 18
       5.2.2 Personlig og praktisk hjælp ............................................................................................... 19
       5.2.3 Forsørgelse ........................................................................................................................ 21
   5.3 HANDLEPLANER ........................................................................................................................ 24

6. HVILKE BARRIERER ER DER? ............................................................................................. 25
   6.1 ØKONOMIEN, MANGLENDE STØTTE I OVERGANG OG SAMARBEJDE ............................................ 25
       6.1.1 Økonomi ........................................................................................................................... 25
       6.1.2 Den manglende overgang og samarbejde ......................................................................... 27
       6.1.3 Opsamling ......................................................................................................................... 28
   6.2 MANGLENDE BOLIGER OG VALGMULIGHEDER ........................................................................... 28
       6.2.1 Hvornår flytter unge med et handicap hjemmefra? .......................................................... 28
       6.2.2 Valg af bolig ..................................................................................................................... 29
       6.2.3 Boligstandard .................................................................................................................... 31
       6.2.4 Opsamling ......................................................................................................................... 31
   6.3 HANDICAPPEDES UNGDOM ........................................................................................................ 32
       6.3.1 Opsamling ......................................................................................................................... 34
   6.4 FORÆLDRENES ROLLE ............................................................................................................... 34
       6.4.1 Forældrenes økonomi og livsidentitet ............................................................................... 35
       6.4.2 Opsamling ......................................................................................................................... 36
7. OPSAMLING OG ANBEFALINGER ...................................................................................... 37
   7.1 ANALYSEN UDMUNDER I FØLGENDE ANBEFALINGER:................................................................ 38

LITTERATURLISTE ..................................................................................................................... 39
                                                  -5-


Prolog
”Man skal lade være med at fylde 18 år” er en af de opsigtsvækkende udtalelser, som flere af
deltagerne i en række fokusgruppemøder er kommet med. Citatet refererer til overgangen fra børne-
til voksenreglerne i serviceloven og de problemer, som opstår for ganske mange handicappede i
overgangen fra barn til voksen.
At forlade barndommen og påbegynde et liv som voksen er en sårbar periode i unges liv, hvor de
står over for en række udfordringer. Særligt det at skulle flytte hjemmefra udgør det ultimative og
symbolske brud med barndommens tryghed. Men det er også et skridt, som de fleste unge har set
frem til og i de fleste tilfælde naturligvis også er blevet forberedt på.
Centrets analyse viser imidlertid, at både de unge med handicap og det offentlige system i mange
tilfælde ikke er klædt tilstrækkeligt på til at tackle de udfordringer, der opstår i forbindelse med at
flytte hjemmefra.
Når man taler om handicappede, taler man om en uhomogen gruppe med forskellige behov. En
gruppe som møder vidt forskellige barrierer, når de flytter fra forældrene. Centrets analyse
omhandler handicappede med bevægehandicap, udviklingshæmmede, personer med hjerneskade,
sindslidende samt kommunikationshandicappede. Men selv inden for disse grupper er der tale om
store forskelle på de problemer, som den enkelte person møder i forhold til at flytte fra forældrene.
Projektet er udarbejdet parallelt med en meget omfattende debat om manglen på boliger til
handicappede og kvaliteten heraf. Debatten er foreløbig kulmineret med, at regeringen har indgået
et boligpolitisk forlig, som indebærer hundrede procent statslig finansiering til opførelse af et stort
antal nye handicapegnede boliger. Med aftalen er der dømt ”Time Out” i debatten om antallet af
boliger, men kun tiden vil vise, om initiativet løser problemet. Amter og kommuner har hidtil
hævdet, at det primære problem ikke er anlægsudgifterne, men driften.

De bløde barrierer
De problemstillinger, Centrets projekt søger at afdække, fokuserer ikke primært på boligmanglen,
men på de ”bløde” barrierer, der gør det svært for handicappede at flytte fra forældrene.
At flytte hjemmefra er både praktisk og symbolsk et af de mest afgørende skridt ud af barndommen
og ind i voksentilværelsen. De forventninger og ønsker, der er forbundet med at flytte hjemmefra og
etablere eget hjem, er ikke anderledes for handicappede end for ikke-handicappede. Ønsket om at få
sin egen bolig og stifte hjem er en vigtig del af vores kulturmønster og en vigtig del af vores
identitet: Vis mig, hvordan du bor, og jeg skal sige dig, hvem du er.
I nogle henseender kan boligen have større betydning for handicappede, fordi en del mennesker
med handicap vil være mere bundet til deres bolig end ikke-handicappede. For mange handicappede
er den første bolig tillige af en langt mere varig karakter end for ikke-handicappede. Det er svært at
skifte bolig, blandt andet fordi der er færre muligheder at vælge mellem. Mange handicappede er
afhængige af, at boligen lever op til krav om for eksempel tilgængelighed, og at den rette hjælp er
til stede. Handicappedes boligmobilitet er derfor uden tvivl langt mindre end ikke-handicappedes.
Udgangspunktet for analysen er, at unge med handicap skal have de samme muligheder for at flytte
fra forældrene som unge uden handicap. Nogle unge med handicap er imidlertid anderledes stillet.
Forskellen ligger - ud over de konkrete fysiske og praktiske forhold - blandt andet i det, der er
blevet kaldt ”handicaptilbehøret”. Handicaptilbehøret er den rygsæk af særlig selvforståelse, som
kan blive en følge af det liv, der leves med et handicap. Med årene vil nogle unge handicappede for
eksempel udvikle en afhængighed af andre, et syn på sig selv som afhængig af andres hjælp. De
oplever, at deres personlighed er defineret af andre og udvikler en tillært tålmodighed.
                                                -6-


For mange unge handicappede er det at flytte ikke bare noget, man gør. Det er som regel en meget
langsommelig og kompliceret proces, som kræver lang planlægning, hvor mange brikker skal falde
på plads. For unge med bestemte typer af handicap kan mulighederne for selv at bestemme, hvor de
skal bo, være stærkt begrænset.

Fire hovedsynsvinkler
Analysen giver os et bredt billede af de problemstillinger, som handicappede møder, når de skal
flytte fra forældrene. Ud fra især fokusgruppeinterviewene og konferencen ”Retten til en Ungdom”
har Centret inddelt barriererne i følgende fire hovedgrupper:

      Økonomi, manglende støtte i overgangen og samarbejde.
      Mangel på boliger og valgmuligheder.
      Handicappedes ungdom.
      Forældrenes rolle.

Økonomi og samarbejde
Som nævnt tidligere oplever unge med et handicap det ofte som en stor omvæltning at fylde 18 år,
fordi de går fra ét sæt af bestemmelser i sociallovgivningen til et andet. Udarbejdelse af en
handlingsplan kan være et vigtigt redskab, når et ungt menneske skal flytte hjemmefra, og
forskellige muligheder skal overvejes og planlægges. Værktøjet bruges imidlertid ikke
tilstrækkeligt. En undersøgelse foretaget af konsulentvirksomheden PLS Rambøll for
Socialministeriet fastslår, at kun halvdelen af brugerne i amtslige botilbud får udarbejdet en
handlingsplan, mens andelen i kommunerne skønnes at være 15-25%. Især hjemmeboende får kun i
meget sjældne tilfælde tilbud om en handlingsplan.
Handicappede er i langt højere grad end ikke-handicappede afhængige af hjælp fra det offentlige,
når de skal flytte hjemmefra. Det meget svært at få et overblik over, hvad der findes af boliger, som
er velegnede til en ung person med et handicap. Boligerne skal være forholdsvis tilgængelige, og i
modsætning til andre skal unge med handicap visiteres til det rette botilbud.
Som andre unge har unge handicappede en lav indkomst ofte i form af kontanthjælp,
revalideringsydelse og i sjældne tilfælde en førtidspension. Er den unge under 25 år, modtager
vedkommende kun en halv revalideringsydelse. Problemet for unge med et handicap er, at de ofte
har ekstra udgifter på grund af deres handicap. Selvom der i lov om social service og andre love er
bestemmelser, hvis sigte er at kompensere for handicappet, ser det umiddelbart ud til, at dette ikke
altid fungerer i praksis. Det er en af årsagerne til, at nogle handicappede bliver boende hjemme hos
forældrene, selvom de gerne vil flytte i egen bolig. Også forældrene kan være økonomisk afhængige
af at have deres barn boende hjemme. Den ene af forældrene kan - ved hjælp af reglerne om
dækning for tabt arbejdsfortjeneste - være holdt op med at arbejde for at kunne gå hjemme og passe
barnet, men efterfølgende have svært ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Mangel på boliger og valgmuligheder
Det er et velkendt problem, at der i dele af landet er mangel på boliger. Det gælder også
handicapboliger. For handicappede, der har brug for et botilbud, er der ikke mange muligheder at
vælge mellem, og ventelisten er ofte lang. Konsekvensen er, at unge placeres på plejehjem for ældre
eller i en midlertidig bolig. Men ofte bliver et midlertidigt ophold længerevarende, fordi der ikke er
andre tilbud. Unge handicappede kan føle sig stavnsbundne, fordi de ikke i lighed med andre unge
har mulighed for at vælge boligen fra i en periode, hvor de for eksempel er på højskole. Boligen har
                                                  -7-


været så svær at få, at de er bange for ikke at kunne få en ny bolig eller botilbud, når de vender
tilbage. Selvom reglerne om frit valg af botilbud netop er forbedret, kan man frygte, at
stavnsbindingen alligevel vil fortsætte.
En anden problemstilling er, at mange handicappede er afhængige af offentlig forsørgelse og derfor
ikke oplever - som det ellers er tendensen i det danske samfund - en stigning i realindkomsten og
dermed mulighed for med årene at kunne udskifte boligen med en dyrere og bedre af slagsen.
Handicappede oplever ikke i samme omfang som ikke-handicappede den boligmæssige
velstandsspiral som andre. Det gør det naturligvis vigtigt, at den første bolig er velegnet, men det
bør også føre til overvejelser om, hvordan vi som samfund kan udvikle og styrke handicappedes
boligmobilitet.

Handicappedes ungdom
Den tredje barriere, som kan gøre det svært for unge handicappede at flytte hjemmefra, er direkte
relateret til, hvilke livsvilkår der følger det at være ung og have et handicap. Mange handicappede
gennemgår ikke den socialiseringsproces, som forbereder andre unge på en voksen og selvstændig
tilværelse.
Puberteten kommer for mange handicappede senere end hos ikke-handicappede unge. Det oprør,
som andre unge bruger til at gøre sig fri af familien, udebliver ofte hos unge handicappede, fordi de
har svært ved at sige fra over for forældrene, som de i mange tilfælde er fysisk og følelsesmæssigt
afhængige af. Et handicap kan også medføre, at den unge er nødt til at tage mere vare på sig selv og
har brug for at være meget struktureret i sin hverdag - netop på et tidspunkt i livet, hvor det ofte er
et kendetegn, at man gør sig fri af faste strukturer. Unge handicappede kan have svært ved at
deltage i vilde udskejelser, som ofte forbindes med ungdommen og det at prøve grænser af.
I hvilket omfang, vanskelighederne opleves af den enkelte unge, vil ofte være betinget af den unges
eget væsen, det konkrete handicap og af den nære omverdens reaktion på den unges vilkår. Af og til
har voksne i den unges nærhed en tendens til at beskytte den unge handicappede. Den
beskyttertrang og opmærksomhed kan komme til at stå i vejen for den unges personlige udvikling
og mulighed for at få de erfaringer, som unge ikke-handicappede får. Unge i almindelighed kender
problemstillingen, men altså også - og måske særligt - unge, der har et handicap. Men uanset hvilke
livsvilkår den unge har, er målet for ungdommens dannelsesproces, at den unge tager sit liv i brug
på sine egne betingelser. Det er de voksnes opgave at hjælpe i den proces.
Mange unge handicappede har på grund af manglende muligheder og råderum for personlig
udvikling svært ved at finde ud af, hvad de vil med deres liv. Der mangler generelt en række
støttemuligheder, som kan hjælpe unge handicappede til at blive voksne og selvstændige. I nogle
tilfælde er der blot brug for at sikre den unge lige adgang til at bevæge sig frit i samfundet, på linie
med ikke-handicappede unge. Det kan handle om ledsagelse, transport, nødvendig ombygning af
bolig og dækning af merudgifter, der er en følge af handicappet. Alene på den front er der noget,
som nu kan gøres bedre. Tilbudet om handlingsplaner bør også udbygges og bruges aktivt til at
hjælpe den unge i overgangen, hvis det er i den unges interesse. I den forbindelse bør der være
tilbud om en formidlende koordinator med opbakning fra forvaltningen. En koordinator, som har til
opgave at være den unges samarbejdspartner. Det skal være den unges frie valg, om tilbudet
benyttes, men tilbudet skal være der, og det skal tilbydes mere end en gang. Der er også brug for
kurser i hjælpeordninger, trænings- og udslusningslejligheder i tilknytning til botilbud samt
fritidstilbud til unge.

Servicetjek på serviceloven
Center for Ligebehandling af Handicappede skal på den baggrund opfordre til, at der tages initiativ
til en granskning af specielt serviceloven med henblik på at vurdere, om den mekaniske opdeling
                                                 -8-


mellem børne- og voksenreglerne med fordel kan opblødes og eventuelt suppleres med et mere
synligt ungdomsbegreb, som kan præcisere forpligtelsen til at give støtte til handicappede unge ud
fra et princip om ligebehandling i forhold til andre unge og ud fra en grundlæggende respekt for den
unges ret til at kunne gennemgå den nødvendige selvstændighedsproces.
Der findes allerede i dag enkelte tilløb til et ungebegreb i serviceloven: § 62 a giver mulighed for at
forlænge særlig støtte til unge under 18, frem til den unge fylder 23 år, og § 32 giver mulighed for
ledsageordning for unge på 17 og 18 år. Men der er ikke tale om et ungdomsbegreb, der omfatter
loven som helhed. Vigtigst af alt er der brug for et ungdomsbegreb, som vil bidrage til
fleksibiliteten i den hjælp, der ydes, og som vil have fokus på, at formålet med hjælpen er at give
adgang til et ungdomsliv. Det er derudover vigtigt, at de kommunale og amtskommunale
forvaltninger benytter de muligheder, der findes inden for den nuværende lovgivnings rammer for at
gøre overgangen fra barn til voksen mere smidig.

Forældrenes rolle
Den fjerde barriere er mere generel, men kan have en særlig betydning i forhold til det at flytte
hjemmefra. Forældre til handicappede unge kan have sværere end sædvanligt ved at give slip på
deres voksne børn, fordi de er vant til, at deres hjælp er nødvendig. Forældrene forsøger måske i
ekstra grad at beskytte deres barn på grund af handicappet, og de er bange for, at det unge menneske
skal lide nederlag. Forældrene kan også have svært ved at give slip, fordi de ikke kan se noget godt
alternativ til forældreplejen. Også her kan det være svært at se, hvordan den unge skal kunne opøve
den selvstændighed og de færdigheder, som er nødvendige, når en ung med betydeligt handicap skal
flytte hjemmefra. Forældrene er derudover vant til, at skal der ske noget, så er det dem, der skal
agere.
Der er dog en tendens til, at yngre forældre er mere bevidste om, at den unge handicappede skal
flytte hjemmefra i tide. Men der ses stadig eksempler på, at forældre har deres handicappede ”barn”
boende hjemme, selvom ”barnet” er 25-30 år. En af de ting, som optager forældre til handicappede
børn, er, hvordan barnet skal bo, når barnet flytter hjemmefra.
Nogle forældre oplever, at forvaltningen mistænkeliggør dem, fordi de fortsat er engageret i deres
barns ve og vel, selvom barnet er fyldt 18 år. Omvendt har mange unge svært ved pludselig at skulle
til at forholde sig til emner, som de er vant til, at deres forældre håndterer for dem. Der kan opstå
problemer i kommunikationen med forvaltningen, som kan komme til at opfatte forældrene som en
modstander i stedet for en ressource.

FAKTA

Centret anbefaler:
      Flere og bedre boliger.
      Bedre rådgivning og vejledning af de unge og deres forældre.
      Bedre samarbejde mellem de enkelte offentlige instanser.
      Bedre økonomiske forhold - så der reelt kompenseres for funktionsnedsættelsen.
      Hjælp til de unge for at forberede dem på en ungdom og et selvstændigt liv. Gerne i form af
       indførelsen af et rehabiliteringsbegreb, der ser den unge som et helt menneske.
      Glidende overgang mellem børne- og voksenreglerne i serviceloven.
                                                      -9-


1. Indledning

”Handicaptilbehøret”
Center for Ligebehandling af Handicappede ønsker med denne rapport at sætte fokus på de
barrierer, som unge med et handicap kan have i forbindelse med at flytte fra forældrene og til egen
bolig. Rapporten er en af tre1 rapporter, der alle sætter fokus på temaet ”Fra barndom til voksenliv”,
som er et hovedtema på Centrets arbejdsplan 2002.
Der kan være mange forskellige årsager til, at unge flytter fra forældrene. Nogle flytter, fordi de
skal studere eller arbejde i en by, som ligger langt væk fra hjemmet. Andre ønsker at flytte sammen
med kæresten eller bare at flytte ”fra reden”. For nogle unge med et handicap er det forældrene, der
tager initiativ til, at den unge flytter hjemmefra.
Grundlaget for Centrets analyse er, at unge med et handicap skal have de samme muligheder for at
flytte fra forældrene som unge uden et handicap. Unge med et handicap er anderledes stillet end
unge uden handicap. Forskellen ligger i det, man i bogen ”Ungdom, udvikling og handicap” (Kjeld
Høgsbro, Birgit Kirkebæk, Sara Vafai Blom og Else Danø, 1999) kalder ”handicaptilbehøret”:
Afhængigheden, udleveretheden, fremmedbestemmelsen og den tillærte tålmodighed. Når unge
handicappede får lyst til en aktivitet, afhænger det af det konkrete handicap samt typen af aktivitet,
om denne kan udføres. Hvis aktiviteten er at flytte fra forældrene, er det som regel ikke forbundet
med de store problemer, hvis der er tale om en person, der er døv eller blind. Men hvis vi for
eksempel ser nærmere på muligheden for at flytte fra forældrene for unge, der er
bevægelseshæmmede, er det at flytte ikke noget, man bare lige gør. Der er ofte tale om en ganske
kompliceret proces, hvor der er mange brikker, der skal falde på plads, før den unge kan flytte.

Hvorfor er boligen så væsentlig?
Man kan spørge sig selv, hvorfor boligen er så væsentlig for os mennesker?
Boligens ramme har stor betydning for individualitet, selvstændighed, selvbestemmelse, social
interaktion og meningsdannelse og er omdrejningspunktet i vores liv. Disse tematikker har
indflydelse på en persons opfattelse af sig selv som voksen og myndig og adskiller sig i sit væsen
fra ungdomstilværelsen (Formidlingscenter Øst, 2000). Boligen forbinder vi med et ”hjem”, hvor vi
er os selv, kan være sammen med vores familie og venner og gøre, hvad der passer os. Boligen
udgør en væsentlig del af vores identitet og er derfor en vigtig faktor både i forhold til vores
opfattelse af os selv og i forbindelse med omverdenen.

Hvorfor se nærmere på handicappedes boligsituation?
Som det fremgår af ovenstående, er det Centrets udgangspunkt, at de fleste unge med et handicap
har de samme ønsker og behov for at flytte fra forældrene som unge uden et handicap. Det fremgår
ligeledes af ovenstående, at boligens rammer har stor betydning for individualitet, selvstændighed
mv., og at den derfor er en vigtig faktor både i forhold til vores opfattelse af os selv og i forbindelse
med omverdenen. Da det er Centrets opgave at ”holde øje med”, at handicappede ligebehandles
med ikke-handicappede, vil det omkring boligsituationen sige, at det er vigtigt at sætte fokus på de
barrierer, der kan være en hindring for, at unge med et handicap ikke har de samme muligheder som
unge uden handicap for at flytte fra forældrene.



1
 Den ene rapport fokuserer på de overordnede problemer, man kan have som ung og handicappet, og den anden rapport
ser på handicappedes muligheder for og brug af ungdomsuddannelserne.
                                               - 10 -


2. Hvad er ligebehandling?
Ligebehandling af handicappede med andre borgere er et grundprincip i dansk handicappolitik, som
er fastslået ved folketingsbeslutning B 43 af 2. april 1993 om ligestilling og ligebehandling af
handicappede med andre borgere.
Idealet for et samfund baseret på ligebehandlingstanken er et samfund, som giver lige muligheder
for borgere, med som uden handicap. Idealet om lige muligheder er fastsat i FN´s Standardregler
om lige muligheder for handicappede. Her beskriver regel fire, at de enkelte lande bør sikre udbud
og udvikling af støtteforanstaltninger som for eksempel hjælpemidler og personlig hjælp, der gør
det muligt for handicappede at øge deres selvstændighed og dermed deres deltagelse i blandt andet
hjemmet. I regel fem står, at de enkelte lande bør iværksætte foranstaltninger, der sikrer
tilgængelighed til blandt andet boliger, og regel ni omhandler familieliv og personlig integritet.
For unge med et handicap opnås reel ligebehandling ved at kompensere for deres
funktionsnedsættelse, for eksempel det at de er døve eller har et bevægelseshandicap. Ved så vidt
muligt at kompensere for funktionsnedsættelsen bringes den unge på niveau med unge uden en
funktionsnedsættelse.

2.1 Hvordan skabes ligebehandling?
Set ud fra det miljørelaterede handicapbegreb (funktionsnedsættelse + samfundsskabte barrierer =
handicap), hvor et handicap alene eksisterer, fordi omverdenen er uhensigtsmæssigt indrettet,
handler ligebehandling om, at samfundet bør indrettes for alle. I relation til unge handicappedes
muligheder for at flytte fra forældrene, må vi i første omgang forsøge at indkredse barriererne for
dernæst at råde bod på eller forhindre, at barriererne skal opstå eller virke som en hindring for
muligheden for, at unge med et handicap har de samme betingelser som unge uden et handicap for
at flytte fra forældrene.
                                                         - 11 -


3. Undersøgelsen af bomuligheder for handicappede

3.1 Problemformulering
Da vi startede, var vores hovedtese, at handicappede generelt er ældre end ikke-handicappede, før
de flytter fra forældrene. Derfor var det opgaven at undersøge hvorfor. Imidlertid har vi ikke kunnet
dokumentere denne tese, selvom flere af de personer, vi har talt med, bekræfter tesen.
Generelt viser tal fra Danmarks Statistik, at flere unge mennesker i forhold til tidligere venter med
at flytte hjemmefra, til de er over 30 år. Det er især de ældste unge fra 27 til 29 år, der har svært ved
at flytte fra hjemmet. Sammenligner man med tal fra 1980, er der sket en voldsom stigning i antallet
af hjemmeboende. Fra 1980 til 2002 er tallet steget fra 0,2% til 3,8%. Disse tal dækker over
handicappede som ikke-handicappede, hvorfor vi ikke med disse i hånden kan sige, at det gennem
årene er blevet sværere for handicappede at flytte fra hjemmet. Men tallene viser, at der er en
generel tendens til, at ”unge” bliver boende hos forældrene i en længere årrække end tidligere.
Ifølge direktør John Møller fra LEV2 flytter hovedparten af mennesker med handicap hjemmefra
nogenlunde samtidig med ikke-handicappede. Den tid er forbi, hvor 70-årige forældre har en 45-
årig handicappet søn eller datter boende hjemme. Blandt gruppen af unge med sværere fysiske og
psykiske handicap er der dog flere som bliver boende hjemme hos forældrene, fordi de venter på et
passende tilbud. Handicaporganisationerne skønner, at der er ca. 10.000 mennesker, der mangler et
relevant boligtilbud. I denne gruppe er der dels mennesker, som bliver boende længere end ønsket
hos forældrene og dels mennesker, som bliver henvist til et uanstændigt botilbud (DSI, 2002).
Spastikerforeningen har i april 2002 offentliggjort en undersøgelse, som viser, at 418 spastikere
mellem 25 og 50 år bor hjemme hos forældrene, heraf er 207 mellem 38 og 50 år
(Spastikerforeningen, 2002). Dansk Handicap Forbund, Ungdomskredsen (UK), har i efteråret 2001
gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt foreningens medlemmer, hvorunder der blandt
andet er spurgt til boform. Her viser det sig, at ca. 35 personer bor i bofællesskab/institution, ca. 138
i egen bolig, mens ca. 32 bor hos forældrene. Gennemsnitsalderen blandt UKs medlemmer er 26,5
år.
Ud fra det materiale vi har til rådighed og undersøgelsen fra Spastikerforeningen og UK, har vi ikke
kunnet dokumentere, at handicappede generelt set er ældre end ikke-handicappede, når de flytter fra
forældrene. Men på baggrund af det øvrige materiale, der ligger til grund for rapporten, kan vi
konstatere, at handicappede møder forskellige barrierer, når de flytter fra forældrene - barrierer, som
kan gøre det svært at flytte. Det betyder, at problemformuleringen for projektet er følgende:

         Hvad er det for barrierer, der gør det svært for handicappede at flytte fra forældrene?

Det er vigtigt at være opmærksom på, at når vi i rapporten skriver ”flytte fra forældrene”, mener vi i
bogstaveligste forstand forældrene. Men vi er bevidste om, at der findes unge med et handicap, som
i mangel af egnet bolig/botilbud bliver henvist til en midlertidig bolig/botilbud, men for hvem den
midlertidige bolig bliver en mere eller mindre permanent bolig. De fleste af de barrierer, som vi
beskriver i kapitel 5, vil også gælde for disse personer.




2
    Interview med direktør for LEV, John Møller i Kristelig Dagblads hjemmeside, 30. januar 2002.
                                                - 12 -


4. Metode
Vi har skrevet rapporten på baggrund af en gennemgang af lovgivningen på området, et
litteraturstudie samt oplysninger fra en række fokusgruppemøder og en konference, som Centret har
afholdt.

Lovgivning mv.
Kort gennemgang af, hvilke muligheder der rent lovgivningsmæssigt findes for bolig- og
støttemuligheder.

Litteraturstudie
Der findes allerede en del undersøgelser om handicappedes bomuligheder. Udgangspunktet for de
fleste af disse er en bestemt handicapgruppe og deres problemer i forhold til at flytte fra forældrene.
Disse undersøgelser har vi forsøgt at samle, og vi anvender resultaterne af disse i kapitel 5, hvor vi
sætter fokus på de barrierer, som unge med handicap har, når de flytter fra forældrene.

Fokusgruppemøder og konference
I foråret 2002 afholdt vi fokusgruppemøder, hvor vi inviterede repræsentanter fra forskellige
handicaporganisationer, fagligt relevante personer, personer fra videnscentre og specialkonsulenter
til at komme med input til problemstillingen ”Fra barndom til voksenliv”. Vi forsøgte i forbindelse
med fokusgruppemøderne at dække de forskellige handicapgrupper, for eksempel døve,
udviklingshæmmede og bevægelseshandicappede meget bredt. Den viden, som vi har fået ved
fokusgruppemøderne, anvendes også i kapitel 5.
Den 14. november 2002 afholdt Center for Ligebehandling af Handicappede en konference med
overskriften ”Retten til en ungdom”. Konferencens udgangspunkt var, at handicappede unge har
samme ønsker, behov og krav til livet som ikke-handicappede. Konferencen belyste disse behov
bredt og så blandt andet på behovet for at komme gennem løsrivelsesprocessen fra forældrene, at
finde sig selv, flytte hjemmefra etc. På baggrund af konferencen udarbejdes en konferencerapport
med de holdninger, der kom til udtryk.

Hvad kan vi sige med undersøgelsen?
Ved at anvende kombinationen af viden fra allerede kendt litteratur og fokusgruppemøder samt
lovgivning får vi et overordnet og samlet billede af den brede vifte af problemstillinger, som
relaterer sig til handicappedes muligheder for at flytte fra forældrene.

4.1 Hvilke handicapgrupper medtages?
Fokusgruppemøderne og de henvendelser, Centret gennem årene har modtaget, har tydeligt vist, at
der er stor variation i, hvilke problemer unge med handicap møder, når de flytter fra forældrene.
Der er stor forskel på graden af problemet, om den unge eksempelvis er døv eller
udviklingshæmmet. Ud fra fokusgruppemøderne kan vi konkludere, at personer, der er døve eller
blinde, ikke har de store problemer i forbindelse med det at flytte i egen bolig. De har selvfølgelig,
som de fleste andre unge, problemer med at finde en bolig. Derimod skiller gruppen af
handicappede med bevægelseshandicap, udviklingshæmmede, personer med hjerneskade og
sindslidende sig ud ved at have en helt anden type og langt flere problemer end ikke-handicappede,
hvorfor vi har valgt at afgrænse os til at se på disse handicapgrupper i rapporten. Vi kan groft
opdele disse handicapgrupper i to grupper. Dels er der gruppen af handicappede, som kan modtage
hjælp i egen bolig, og dels er der gruppen af handicappede, der har så omfattende handicap, at de
                                                - 13 -


ikke kan modtage den rette hjælp i egen bolig, men er henvist til et botilbud efter lov om social
service § 18. Problemstillingen for de to grupper er i mange situationer forskellig, og vi vil gennem
rapporten forsøge at holde dem adskilt.
                                                 - 14 -


5. Gennemgang af lovgivningen
For at unge med et handicap har mulighed for at flytte fra forældrene, skal der dels være mulighed
for at finde en bolig (her tænkes på de fysiske rammer) og mulighed for at indrette denne
tilgængeligt. Dels skal der være mulighed for at få den rette hjælp, så den unge bliver i stand til at
leve i boligen. Den rette hjælp kan være hjælpemidler eller forskellige former for personlig hjælp.
Ud over dette kræves et forsørgelsesgrundlag af en eller anden slags, så man som ung bliver i stand
til at afholde de udgifter, som det at have egen bolig og leve et liv koster. Nedenfor vil vi meget kort
gennemgå lovgivningen på disse punkter.

5.1 Den fysiske bolig
Mennesker med handicap har som alle andre ønsker til, hvordan og hvor de gerne vil bo, når de
flytter hjemmefra. I lighed med ikke-handicappede sætter økonomien sine begrænsninger, og typen
af handicap kan også være med til at begrænse mulighederne. Nogle handicappede bor til leje,
andre har en andels- eller ejerbolig. Der er også handicappede, som bor i et botilbud oprettet efter
bestemmelserne i kapitel 18 i lov om social service (omtales på side 16).
Tidligere var mange mennesker med især vidtgående handicap pr. automatik henvist til et liv på
institutioner. På disse institutioner blev samtlige personens behov dækket. Institutionen fungerede
som bolig, arbejdsplads og fritidsaktivitetssted. Men siden 1. januar 1988 har det ikke været muligt
at opføre plejehjem og beskyttede boliger efter bistandsloven. Stoppet for plejehjemsbyggeri mv.
blev indført i forbindelse med, at ældreboligloven trådte i kraft 1. januar 1988. Der er dog i
servicelovens § 140 hjemmel til, at amtskommunen og kommunen driver de eksisterende gamle
plejehjem og beskyttede boliger efter de gældende regler i lov om social bistand.
Serviceloven markerer starten på en hel ny periode, som dog så småt var påbegyndt i amter og
kommuner. Med serviceloven ophæves det hidtidige institutionsbegreb og erstattes med et princip
om, at boligen (uanset form) skal være brugerens hjem. Et hjem for privatliv og selvbestemmelse
(COWI/SUS, 2002).

5.1.1 Lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger
Støttede boliger opføres i dag efter reglerne i lov om almene boliger samt støttede private
andelsboliger mv. Her har man samlet de almennyttige boliger, ungdomsboliger, ældreboliger og
lette kollektivboliger til en form for støttet byggeri - den almene bolig.
Det er kommunalbestyrelsens ansvar, at der i nødvendigt omfang tilvejebringes almene
ældreboliger. Kommunalbestyrelsen kan stille krav om, at en vis andel af boligerne opføres som
særligt egnede for unge, ældre og personer med handicap. Disse boliger skal afmærkes som
henholdsvis almene ungdomsboliger og almene ældreboliger. De øvrige boliger afmærkes som
almene familieboliger. Afmærkningen skal ske samtidig med kommunalbestyrelsens tilsagn om
offentlig støtte, idet mærkningen får afgørende betydning i forhold til udlejning og kommunal
anvisning. Hvis en bolig er mærket som ældrebolig, skal den udlejes til personer, som har behov for
en sådan bolig. Hvis dette ikke er muligt, kan kommunalbestyrelsen beslutte at leje den ud til andre.
Der er i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger krav til de forskellige typer af
bolig. Almene ældreboliger skal med hensyn til udstyr og udformning være særligt indrettet til brug
for ældre og personer med handicap, herunder kørestolsbrugere. Hver ældrebolig skal være forsynet
med selvstændigt toilet, bad og køkken med indlagt vand og forsvarligt afløb for spildevand.
Kommunalbestyrelsen eller amtsrådet kan dog i særlige tilfælde beslutte, at ældreboliger ikke
forsynes med selvstændigt køkken. Fra hver bolig skal der kunne tilkaldes hurtig bistand på ethvert
tidspunkt af døgnet. Endelig skal boligens adgangsforhold være egnede for gangbesværede. I
ældreboliger, der tilvejebringes ved indretning af eksisterende beboelsesejendomme, kan
                                                 - 15 -


kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde, hvor ejendommens indretning gør det nødvendigt, tillade,
at der ikke installeres elevator.
Det er muligt at afmærke en hel afdeling eller blok som henholdsvis almene ungdoms- eller
ældreboliger. Det er også som kommune (amtskommune) muligt at opføre og drive almene
ældreboliger. Normalt er det kun almene boligorganisationer, der kan dette.
Med virkning fra den 1. januar 2001 blev der indført en særlig tilskudsordning for at tilvejebringe
boliger til yngre fysisk handicappede under 60 år. Kommuner og amter kan efter ordningen opnå et
statstilskud til delvis dækning af udgifter til at bygge almene boliger.
I 2001 er der reserveret tilskudsmidler svarende til i alt 47 boliger, hvoraf 28 er almene ældreboliger
og 19 almene familieboliger. I tidsrummet fra 1. januar til 6. august 2002 er der reserveret
tilskudsmidler svarende til 59 boliger - 53 almene boliger, fire almene familieboliger og to almene
ungdomsboliger.
Regeringen finder ikke dette optimalt og vil derfor optage forhandlinger med de kommunale
organisationer om, hvordan byggeriet af boliger til handicappede kan forøges væsentligt.
Såfremt der er tale om en selvejende institution, hvor der er indgået en driftsoverenskomst om, at
den selvejende institution som bygningsejer forestår bygningsdriften, kan der ydes lån på mere
favorable vilkår.

Betaling for bolig
Spørgsmål vedrørende lejefastsættelsen er reguleret i lov om almene boliger samt støttede private
andelsboliger mv., kapitel 3. Efter disse regler fastsættes lejen på grundlag af et årligt driftsbudget
for den pågældende afdeling. Reglerne om regulering af lejen fremgår også af kapitel 3 i loven.
Boliger opført efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger, og som ikke er
oprettet som en botilbud efter kapitel 18 i lov om social service, er alle omfattet af
lejelovgivningen. At være omfattet af lejelovgivningen betyder, at man som lejer er omfattet af den
beskyttelse, som lejelovgivningen giver i forhold til for eksempel opsigelse af det lejede,
lejefastsættelse og regulering af huslejen samt muligheden for at indbringe afgørelser for
beboerklagenævn og boligretten.

5.1.2 Botilbud efter kapitel 18 i lov om social service
I kapitel § 18 i lov om social service er reglerne om botilbud samlet. Man kan gruppere botilbudene
i:
       Midlertidige ophold, der ydes af kommunen, det vil sige ophold med henblik på
       aflastning, udslusning, optræning mv. Også amtskommunen har en forpligtelse til at stille
       midlertidige ophold til rådighed for personer med særlige behov.

       Længerevarende tilbud, der kan ydes af amtskommunen. Her er tale om ”varig” bolig.

Botilbud efter kapitel 18 i lov om social service gives til personer med særlige behov. Men det er
vigtigt at være opmærksom på, at det alene er bodelen, der oprettes efter bestemmelserne i kapitel
18. Den nødvendige personlige, pædagogiske eller andre former for hjælp gives efter de
almindelige bestemmelser i blandt andet lov om social service. Udgangspunktet for, om en person
gives et tilbud om botilbud efter kapitel 18 i lov om social service, eller personen gives hjælp i
”egen” bolig, er, hvilke særlige behov personen har brug for - behov som ikke ville kunne afhjælpes
i ”egen” bolig. Praksis har dog vist, at personer med det samme handicap og dermed også behov for
den samme hjælp i nogle kommuner (amter) tilbydes et botilbud efter kapitel 18, mens andre
kommuner (amter) tilbyder personen hjælp i ”egen” bolig.
                                                 - 16 -


I kapitel 18 er der mulighed for at oprette følgende botilbud:
       § 91. Kommunen kan tilbyde midlertidige ophold i boformer til personer, som på grund af
       betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov
       herfor.
Ifølge denne bestemmelse har kommunen adgang til at etablere og drive tilbud beregnet til
midlertidigt ophold for personer med særlige behov. Kommunen kan anvende alle eksisterende
boligformer ved løsningen af denne opgave. § 91 dækker midlertidige ophold, herunder
weekendophold til personer med behov for aflastning, optræning, afprøvning af fremtidige
bomuligheder, udslusning mv. samt akutophold.
Der kan ikke sættes bestemte tidsmæssige grænser for midlertidige botilbud. Det afgørende for
opholdets varighed er, enten om formålet med opholdet er opfyldt, og den pågældende kan klare sig
uden den støtte, der ydes i den midlertidige boform, eller at den pågældende har et varigt behov for
en boform efter den sociale lovgivning.
       § 92. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i boformer, der er
       egnet til længerevarende ophold til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat
       fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige
       funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på
       anden vis.
§ 92, stk. 1 omhandler amtskommunens pligt til at sørge for, at der er de fornødne tilbud om
længerevarende ophold for personer med betydelig og varig nedsat funktionsevne og deraf følgende
særlige behov. Der er tale om personer med fysisk handicap, udviklingshæmmede og psykisk syge.
       § 93. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt
       ophold i boformer
       1) til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for
          omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode
          har behov for særlig behandlingsmæssig støtte, og
       2) til personer med nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, der
          har behov for pleje eller behandling, og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan
          klare sig uden støtte.
Der er tale om midlertidigt tilbud, hvorfor tilbudet ikke må strække sig længere en absolut
nødvendigt. Samtidig skal tilbudet være rummeligt, og der må ikke være tidsmæssige rammer, der
forhindrer et vellykket tilbud.

Frit valg af bolig
Med den seneste lovændring i maj 2002 er reglerne for frit at vælge et botilbud efter § 92 inden for
og på tværs af amtskommunens grænser forbedret. For at kunne vælge er det dog fortsat et krav, at
man opfylder betingelserne for at kunne få anvist en sådan bolig. Lovændringen medfører, at
ægtepar og samlevende får ret til at blive boende sammen, når den ene ægtefælle eller samlever
opfylder betingelserne for at modtage tilbud efter servicelovens § 92, stk. 1. Hvis et ægtepar eller
samlevende ønsker at blive boende sammen, skal amtskommunen tilbyde den visiterede part en
bolig egnet til to personer. Den efterlevende ægtefælle eller samlever, får ligeledes ret til at blive
boende, så længe denne ønsker dette.
Det frie boligvalg vil kunne give anledning til en forøget efterspørgsel flere steder. Derfor skal der i
amtskommunerne oprettes et ventelistesystem. Tildeling af bolig skal ske efter behov. Hvis der i
øvrigt ikke skønnes at være væsentlige forskelle i de ventendes behov, vil tildelingen af bolig ske
efter anciennitet på ventelisten.
                                                              - 17 -


En afgørende hindring for, at borgere fra én amtskommune kan flytte til en anden amtskommune er,
at amtsrådet kan beslutte, at borgere fra andre amtskommuner skal afslås optagelse på ventelisten på
grund af lange ventelister. Hvis ønsket om flytning over i amtskommunen er begrundet i hensyn til
pårørende eller religiøse forhold mv., kan amtskommunen dog ikke afvise at optage personen på
ventelisten. En amtskommune vil heller ikke kunne afslå at optage en ægtefælle eller samlever på
ventelisten, hvis pågældendes ægtefælle eller samlever er optaget på denne venteliste, og parret
fortsat ønsker at bo sammen.

Betaling
Betaling for ophold i kommunale boformer efter § 91 og amtskommunale boformer efter § 93 sker
af personens arbejdsindtægt, førtidspension, kontanthjælp eller anden indtægt. Kommunen eller
amtskommunen fastsætter betalingen for opholdet i boligen, herunder el og vand, betaling for kost
og dermed forbundne personaleudgifter samt betaling for andre ydelser, for eksempel vask som en
integreret del af opholdet.
Betalingen kan sammensættes som et samlet beløb eller under hensyn til de ydelser, som den
pågældende person ønsker. Beboere, der bevarer egen bolig under opholdet, betaler som
udgangspunkt ikke for boligen.
Ved betaling for botilbud efter § 92 fastsætter amtet personens betaling dels på grundlag af
botilbudets omkostning, og dels på grundlag af personens indtægt. Personen skal dog ikke betale
mere end botilbudets omkostninger. Det er i bekendtgørelsen om betaling for botilbud mv. efter
servicelovens kapitel 18 samt om flytteret i forbindelse med botilbud præciseret, hvordan amtet skal
beregne botilbudets omkostninger samt fastsætte grænser for, hvor stor en del af personens
indkomst der må anvendes til betaling af botilbudet.
Imidlertid har det vist sig (Amtsrådsforeningen, 2000), at der er stor forskel på den måde, som de
forskellige amter opgør prisen for et botilbud på, ligesom der er stor forskel på, hvor meget service,
for eksempel transportordninger der ligger i de enkelte tilbud. Det, at amterne har udviklet
forskellige betalingsregler, betyder, at der er stor forskel på, hvad beboerne i de enkelte amter
betaler for tilbudet. Amtsrådsforeningen foreslår i rapporten, at servicebetalingen fjernes.
Servicebetalingen består i, at modtagere af førtidspension, som bor i botilbud efter servicelovens §
92, skal betale for den ekstra service, der er i et sådant tilbud. Betalingen udgør ca. 700 kr. pr.
måned for personer, der får mellemste førtidspension, og ca. 1.400 kr. pr. måned for personer, der
får højeste førtidspension. Servicebetalingen blev indført samtidig med
pensionsudbetalingsreformen, og det blev ikke nærmere specificeret, hvilken ekstra service
beboeren får for disse penge. I forhold til variationen i amternes prisniveauer for boligudgifter,
vand, varme og el viser rapporten, at amternes højeste huslejer svinger mellem 1.348 kr. pr. måned
(Bornholm) og 8.021 kr. pr. måned (Københavns Amt). Der er også stor spredning på størrelsen af
boligerne og på prisen pr. m2.

5.1.3 Lov om individuel boligstøtte
Personer, der bor til leje har mulighed for at opnå boligstøtte3. Det samme er tilfældet for ejere og
andelshavere i private andelsboligforeninger, der samtidig er:
          førtidspensionister eller
          stærkt bevægelseshæmmede og som har en bolig, der er handicapegnet indrettet eller
          modtager døgnhjælp efter § 77 i lov om social service.

3
    Boligstøtte til førtidspensionister kaldes boligydelse.
                                                         - 18 -


Ovennævnte tre situationer er også gældende, såfremt personerne ikke selv er lejere, ejere eller
andelshavere i en privat andelsboligforening, men har husstandsfællesskab med personer, der er.
Boligstøtten beregnes ud fra husstandsindkomsten. Ved beregning af boligstøtte medregnes
boligudgiften for lejeren pr. m2 bruttoetageareal for 65 m2 (75 m2, hvis der er tale om en stærkt
bevægelseshæmmet person, og boligen er egnet for denne) + 20 m2 for hver person i husstanden.
Hvis der er tale om en person, der modtager døgnhjælp i henhold til § 77 i lov om social service,
forøges det medregnede bruttoetageareal med 10 m2.
Den årlige boligudgift, hvoraf boligstøtten beregnes, kan ikke overstige 53.300 kr. (2002). Er der
personer i husstanden, der er stærkt bevægelseshæmmede, og boligen er egnet til disse personer,
forhøjes beløbet med 50%. Det samme er tilfældet, hvis en person får døgnhjælp efter § 77 i lov om
social service. Endelig finder grænsen på de 53.300 kr. ikke anvendelse, hvis det er
kommunalbestyrelsen, der anviser en førtidspensionist eller en person, der er stærkt
bevægelseshæmmet, en ældrebolig.
Den beregnede boligydelse for lejere udbetales som tilskud. Den beregnede boligydelse til ejere
udbetales som lån, mens boligydelse til andelshavere udbetales som 40% tilskud og 60% lån.

5.2 Støttemuligheder
For handicappede, der skal flytte fra forældrene, kan der være behov for forskellige former for
støtte. Man kan groft opdele støtten i tre kategorier, der alle findes i lov om social service, hvis ikke
andet er nævnt:
        Indretning af bolig og hjælpemidler (reglerne om dette findes i lov om social service).
        Personlig og praktisk hjælp (reglerne om dette findes i lov om social service).
        Forsørgelse (reglerne om dette findes i lov om aktiv social politik og i lov om social
         pension4).
Det er vigtigt at være opmærksom på, at disse støttemuligheder finder anvendelse, uanset om man
bor i et botilbud efter lov om social service kapitel 18, eller man bor i ”egen” bolig.
Kapitel 5 afsluttes med et afsnit om handleplaner. Vi har medtaget dette afsnit her, da det er en
beskrivelse af lovgivningen og et godt redskab til at hjælpe de unge i forbindelse med flytning fra
forældrene.

5.2.1 Indretning af bolig og hjælpemidler

Indretning af bolig - lov om social service § 102
Såfremt den bolig, man flytter ind i, ikke er egnet, kan kommunen yde hjælp til indretningen af
boligen. Der vil være situationer, hvor det ikke er muligt at gøre boligen egnet. I disse situationer
kan kommunen yde hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig til personer med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne5. Det er dog en betingelse, at
kommunen ikke kan anvise anden bolig, som dækker den pågældendes behov. I nogle situationer


4
  Her henvises til reglerne om social pension, lovbekendtgørelsen nr. 615 af 26. juni 2001 senest ændret ved
lovbekendtgørelsen nr. 697 af 21. august 2002
5
 Personer, der modtager social pension, kan ikke få hjælp efter stk. 2, medmindre det drejer sig om personer, der har en
hjælpeordning efter § 77.
                                                 - 19 -


kan der være tale om, at hjælpen ydes mod tilbagebetalingspligt eventuelt sikret ved pant i
ejendommen, hvis der er tale om en ejerbolig.

Hjælpemidler mv. - lov om social service §§ 97-99
Kommunen yder støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, når hjælpemidlet:
   1. i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
   2. i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller
   3. er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.
Amtskommunen yder støtte til:
   1. optiske synshjælpemidler og optikunderstøttende synshjælpemidler til personer med en
      varigt nedsat synsfunktion eller medicinsk-optisk definerede, varige øjenlidelser,
   2. arm- og benproteser,
   3. høreapparater og
   4. særlige informationsteknologiske hjælpemidler og dertil understøttende hjælpemidler.
Kommunen har også mulighed for at yde hjælp (når udgiften er over 500 kr., og hjælpen udgør 50%
af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art) til køb af forbrugsgoder, når
betingelserne om, at forbrugsgodet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte
funktionsevne, kan lette den daglige tilværelse eller er nødvendige for, at den pågældende kan
udøve et erhverv. Der kan dog ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt
indbo. Amtskommunen yder hjælpen efter denne bestemmelse, hvis forbrugsgodet er en del af et
informationsteknologisk hjælpemiddel. Hvis det på grund af den nedsatte funktionsevne er
nødvendigt med et forbrugsgode, der er dyrere end et almindeligt standardprodukt, eller hvis den
nedsatte funktionsevne nødvendiggør særlig indretning af forbrugsgodet, betaler kommunen,
henholdsvis amtskommunen, de nødvendige merudgifter. Hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer
som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, betaler kommunen, henholdsvis
amtskommunen, de fulde anskaffelsesudgifter.

Støtte til køb af bil - lov om social service § 99
Der ydes støtte til køb af bil til personer med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der
i væsentlig grad forringer evnen til at færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at
opnå eller fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil. Støtten ydes som
rentefrit lån inden for en ramme af 132.000 kr. (2003). Driftsudgifter betales af personen selv.

5.2.2 Personlig og praktisk hjælp

Hjemmehjælp og optræning - lov om social service §§ 71-73a
Reglerne om personlig hjælp, omsorg og pleje findes i kapitel 14 i lov om social service. Her
fremgår det af § 71, at kommunalbestyrelsen skal sørge for tilbud om
   1. personlig hjælp og pleje og
   2. hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet.
Af § 73 a fremgår det, at ”kommunalbestyrelsen har pligt til at tilbyde genoptræning til afhjælpning
af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en
                                                 - 20 -


sygehusindlæggelse”. Det fremgår ligeledes, at ”kommunen sørger for tilbud om hjælp til at
vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder til personer, som på grund af nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor.”
Det behøver dog ikke altid være kommunen, der skal udføre opgaverne. Senest fra 1. januar 2003
skal der i samtlige kommuner være mulighed for, at borgerne kan vælge at modtage personlig og
praktisk hjælp fra to forskellige private leverandører. Den person, der er berettiget til hjælp efter lov
om social service § 71, kan dog også vælge selv at finde en person, der kan udføre hjælpen. Denne
person skal så godkendes af kommunen. Disse ordninger gælder dog ikke, hvis man bor på
plejehjem eller i en plejeboligbebyggelse, der er omfattet af lov om almene boliger samt støttede
private andelsboliger mv. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, og lejere i
tilsvarende boligenheder.
Det er kommunen, der træffer afgørelse om tildeling af personlig hjælp og pleje. Kommunen skal
behandle anmodninger om hjælp efter § 71 ved en konkret, individuel vurdering af behovet for
hjælp til de opgaver, som modtageren ikke selv kan udføre. Formålet med hjælpen efter § 71 er at
bidrage dels til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder, dels til at afhjælpe væsentlige
følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Tilbudene skal
løbende tilpasses modtagerens behov.

”Den lille hjælperordning” - lov om social service § 76
Hvis kommunen ikke kan stille den nødvendige hjælp til rådighed for en person, der har behov for
hjælp efter §§ 71 og 72, kan kommunen i stedet udbetale et tilskud til hjælp, som den pågældende
selv antager. Hvis en person med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har
behov for personlig hjælp og pleje og for støtte til løsning af nødvendige praktiske opgaver i
hjemmet i mere end 20 timer ugentligt, kan personen vælge at få udbetalt et kontant tilskud til
hjælp, som den pågældende selv antager.
Hjælperordning - lov om social service § 77
Hvis der er tale om personer med en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne,
der har behov for pleje, overvågning og ledsagelse og med et aktivitetsniveau, som gør det
nødvendigt at yde en ganske særlig støtte, kan kommunen efter lov om social service § 77 yde et
tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere. Det forudsætter dog, at modtageren selv
er i stand til at administrere hjælperordningen, herunder at ansætte den nødvendige hjælp og være
ansvarlig for den daglige arbejdstilrettelæggelse.

Ledsagelse - lov om social service § 78
Mange handicappede kan klare sig i hjemmet, hvis dette er hensigtsmæssigt indrettet, eventuelt
kombineret med hjemmehjælp. Men at færdes uden for boligen kan være langt sværere. Der er dog
mulighed for at yde ledsagerhjælp efter § 78 i lov om social service. Kommunen kan yde 15 timers
ledsagelse om måneden til personer under 67 år, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Ordningen er ofte blevet kritiseret for, at 15 timer
ikke er mange timer, hvis man er meget aktiv. Der er dog mulighed for at opspare ubrugte timer
inden for en periode på seks måneder. Kommunen fastsætter retningslinier herfor.

Kontaktperson til døvblinde - lov om social service § 79
Det fremgår af vejledningen om sociale tilbud til voksne med handicap, at formålet med
kontaktpersonordningen er at give voksne døvblinde mulighed for at få en særlig form for hjælp,
der kan være med til at bryde den døvblindes isolation samt bidrage til, at den pågældende kan leve
                                                - 21 -


så normalt som muligt på trods af det meget svære kommunikationshandicap og massive
ledsagebehov.

Støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelser - lov om social service § 80
Formålet med en støtte- og kontaktpersonordning til personer med sindslidelser fremgår af
vejledning om støtte- og kontaktpersonordning for personer med sindslidelser. Her står følgende:
”Formålet med støtte- og kontaktpersonordningen er at styrke brugerens mulighed for at opbygge
og fastholde kontakt til omverdenen ud fra egne ønsker og behov og dermed gøre brugeren i stand
til at benytte samfundets muligheder og de øvrige etablerede tilbud.”
Udgangspunktet for indsatsen er, at brugeren skal tilbydes en hjælp, der understøtter og styrker
muligheden for et liv på egne præmisser.

Betaling
Er der tale om varig hjemmehjælp, støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelse,
kontaktperson til døvblinde, ledsagelse eller hjælperordning, er det gratis for personerne at modtage
disse former for hjælp.

5.2.3 Forsørgelse
Unge med et handicap, der skal flytte fra forældrene, kan have forskellige muligheder for at få et
forsørgelsesgrundlag. Ud over dette forsørgelsesgrundlag er der mulighed for at få dækket
merudgifter, som den unge har som en følge af handicappet. Der findes følgende former for
offentlig forsørgelse, hvis den unge med et handicap ikke er i stand til at arbejde på normale vilkår
og dermed forsørge sig selv eller leve af SU:

Kontanthjælp - lov om aktiv social politik kapitel 4
Kontanthjælp er tænkt som en midlertidig ydelse til personer, der ikke har et andet
forsørgelsesgrundlag. For unge enlige under 25 år er det månedlige beløb på 5.103 kr. (2002), og
for unge over 25 år er det månedlige beløb på 7.919 kr. (2002).

Revalideringsydelse - lov om aktiv social politik kapitel 6
Hvis den unge er under forrevalidering - det vil sige, at der endnu ikke er lagt en erhvervsplan -
fortsætter den unge med det forsørgelsesgrundlag, som vedkommende hele tiden har haft, for
eksempel kontanthjælp. Når der er lagt en erhvervsplan - det vil for eksempel sige, at den unge og
kommunen er blevet enige om en uddannelsesplan - modtager den unge, såfremt denne er under 25
år, 6.565 kr. om måneden (2002), og er den unge over 25 år, er revalideringsydelsen på 13.130 kr.
om måneden (2002).
Ud over dette kan den unge modtage hjælp til udgifter, der er en nødvendig følge i forbindelse med
uddannelsen og handicappet. Dette gælder både under forrevalidering og under erhvervsplanen. Det
samme er tilfældet med transportudgiften, dog er egenbetalingen 200 kr. om måneden.
Unge med et handicap, som lever af SU, men opfylder betingelserne for at få revalidering, kan også
modtage hjælp til udgifter, der er en nødvendig følge i forbindelse med uddannelsen og
handicappet.
                                                    - 22 -


Invaliditetsydelse - lov om social pension § 18
Hvis den unge er berettiget til højeste eller mellemste førtidspension, kan der søges om
invaliditetsydelse, som er på 2.142 kr. om måneden (2002). Det samme er tilfældet, hvis der er tale
om en person med en alvorlig høreskade af et nærmere bestemt omfang.

Førtidspension - lov om social pension § 14
Der findes tre forskellige former for førtidspension:
        Højeste førtidspension (erhvervsevne er nedsat til det ubetydelige i ethvert erhverv).
        Mellemste førtidspension (erhvervsevne er nedsat med omkring 2/3).
        Almindelig eller almindelig forhøjet førtidspension (erhvervsevne er nedsat med mindst
         halvdelen på grund af handicappet, eller hvis personen har et varigt forsørgelsesbehov, som
         der ikke er mulighed for at opfylde).
Det afgørende for, hvilken førtidspension en person er berettiget til, er, hvor nedsat erhvervsevnen
er samt alderen på det tidspunkt, hvor førtidspensionen søges.

Satser
En førtidspension består af flere forskellige beløb. I skemaet nedenfor er standardbeløbene pr.
måned (for enlige) pr. 1. januar 2002 angivet som vejledning. De beløb, der er markeret med *, er
skattepligtige.


                                     Højeste        Mellemste      Forhøjet alm. Almindelig
                                     førtidspension førtidspension førtidspension førtidspension

       Grundbeløb*                      4.377 kr.            4.377 kr.   4.377 kr.    4.377 kr.
       Pensionstillæg*                  2.056 kr.            2.056 kr.   2.056 kr.    2.056 kr.
       Førtidsbeløb                         -                    -       1.113 kr.        -
       Invaliditetsbeløb                2.129 kr.            2.129 kr.       -            -
       Erhvervsudygtighedsbeløb*        2.939 kr.                -           -            -


Der findes fire former for tillæg:
        Bistandstillæg
        Plejetillæg
        Helbredstillæg
        Personligt tillæg

Bistandstillæg
Bistandstillæg gives, hvis der ofte er brug for andres hjælp til at klare daglige funktioner for
eksempel ved måltider, toiletbesøg og så videre. Ved stærkt nedsat synsevne af et nærmere bestemt
omfang vil man normalt være berettiget til bistandstillæg.
                                                - 23 -


Bistandstillægget er en månedlig skattefri ydelse på 2.224 kr. pr. 1. januar 2002.

Plejetillæg
Plejetillæg gives, hvis der er brug for mere omfattende pleje og tilsyn, for eksempel hvis det er
nødvendigt, at der hele tiden er en anden person til stede.
Plejetillægget er en månedlig skattefri ydelse på 4.439 kr. pr. 1. januar 2002.

Helbredstillæg
Førtidspensionister har mulighed for at få et helbredstillæg, hvis de har udgifter til medicin og
behandling. Det er en betingelse for at få tillægget, at sygesikringen giver støtte til udgiften.
Helbredstillæg er som udgangspunkt 85% af de helbredsrelaterede udgifter. Det kan dog være
mindre, hvis der er indtægter over et vist niveau. Helbredstillæg er skattefri.

Personligt tillæg
Førtidspensionister har mulighed for at få et personligt tillæg, hvis de har vanskelige økonomiske
forhold og mangler penge til udgifter, der er nødvendige og rimelige. Tillægget kan udbetales som
engangsbeløb eller som en løbende udbetaling. Der kan for eksempel tildeles et personligt tillæg til
betaling af varmeudgifter eller til dækning af helbredsudgifter, der ikke dækkes af
helbredstillægget.

Dækning af merudgifter - lov om social service § 84
Der er mulighed for at søge hjælp til nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, hvis
funktionsevnen er varigt nedsat. Merudgiften skal være en følge af den nedsatte funktionsevne, og
den må ikke kunne dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov. Eksempler
på merudgifter kan være differencen mellem forsikringspræmien på en kassevogn, som man som
fysisk handicappet får bevilget støtte til og en almindelig personbil. Førtidspensionister har dog
ikke mulighed for at søge hjælp til dækning af merudgifter, medmindre de har en hjælperordning i
henhold til servicelovens § 77.

Rimeligt begrundet enkeltudgift - lov om aktiv socialpolitik § 81
Kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter til en person, som har været ude
for ændringer i sine forhold, hvis den pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad
vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden.
Hjælpen kan normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet
forudses. Kommunen kan dog efter en konkret vurdering undtagelsesvis yde hjælp til en udgift, der
har kunnet forudses, hvis afholdelsen af udgiften er af helt afgørende betydning for den
pågældendes eller familiens livsførelse.

Job på særlige vilkår - lov om aktiv socialpolitik kapitel 7
Ifølge regler i kapitel 7 i lov om aktiv socialpolitik er der mulighed for, at kommunen kan bevilge
fleksjob og skånejob. Fleksjob er et job på særlige vilkår, som kommunen kan bevilge, når
personen ikke modtager førtidspension og ikke kan opnå eller fastholde et job på almindelige vilkår.
Fleksjob kan først tilbydes, når alle relevante aktiverings- og revalideringsmæssige samt andre
foranstaltninger, herunder eventuelt forsøg på omplacering på arbejdspladsen, har været afprøvet.
Løn og arbejdsvilkår aftales mellem arbejdsgiveren, de faglige organisationer og den ansatte.
                                                        - 24 -


Udgangspunktet vil være de kollektive overenskomster på ansættelsesområdet, herunder også de
sociale kapitler.
Skånejob er job på særlige vilkår, som kommunen kan bevilge, når den pågældende person
modtager førtidspension og ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på nedsat tid på almindelige
vilkår. Løn og arbejdsvilkår aftales mellem arbejdsgiveren, de faglige organisationer og den ansatte.

Beskyttet beskæftigelse - lov om social service § 17
Amter og kommune har mulighed for at oprette beskyttet beskæftigelse til personer, som ikke kan
opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og som ikke kan honorere
kravene til andre tilbud, som for eksempel et skånejob. Disse personer aflønnes efter indsats.

5.3 Handleplaner
Som led i ophævelse af institutionsbegrebet spiller udarbejdelse af individuelle handleplaner en
central rolle. Formålet med handleplaner er at øge inddragelsen af den enkelte bruger og styrke
brugerens selvbestemmelse. Udarbejdelse af handleplaner skal ligeledes sikre, at indsatsen
tilrettelægges individuelt i forhold til brugerens ønsker, behov og livssituation. Planerne skal
ligeledes styrke den helhedsorienterede indsats, så de forskellige aktører koordinerer og
samarbejder om den enkelte bruger, og endelig skal handleplanerne være med til at styrke borgernes
retssikkerhed. Retssikkerheden styrkes blandt andet ved, at borgerne får ankemuligheder over
indsatsen og planernes indhold. Udarbejdelse af handleplaner kan være et vigtigt redskab, når et
ungt menneske skal flytte hjemmefra, og forskellige muligheder skal overvejes og planlægges.
Ifølge servicelovens § 111 skal kommunen eller amtskommunen i de situationer, hvor der ydes
hjælp efter afsnit III6 i lov om social service til personer under 67 år, skønne, om det er
hensigtsmæssigt at tilbyde at udarbejde en handleplan. Ved vurderingen skal der tages hensyn til
brugerens ønske om en handleplan samt karakteren og omfanget af indsatsen. Det gælder dog ikke i
de situationer, hvor kommunen eller amtskommunen yder hjælp til personer med betydeligt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne eller personer med alvorlige sociale problemer, der ikke eller kun
med betydelig støtte kan opholde sig i egen bolig eller har behov for betydelig støtte for at forbedre
de personlige udviklingsmuligheder. I disse situationer skal kommunen eller amtskommunen ikke
skønne, om det er hensigtsmæssigt at tilbyde at udarbejde en handleplan. Her skal de tilbyde at
udarbejde en handleplan.
Ifølge en undersøgelse foretaget af PLS Rambøll ”Evaluering af § 111-planer - et godt redskab i
indsatsen over for voksne med nedsat funktionsevne” er amternes og kommunernes fortolkning af
det centrale kriterium for, om en person skal tilbydes en § 111-plan (hvorvidt brugeren har en
”betydelig nedsat funktionsevne”), meget varierende. Men der synes, ifølge undersøgelsen, at være
en ”kernemålgruppe”, som får tilbudt en plan, uanset hvor i landet de befinder sig. Denne
”kernemålgruppe” er personer, der er udviklingshæmmede og i knap så høj grad personer med
sindslidelser. Personer med fysiske handicap som spastikere, blinde, døve eller personer med
kroniske sygdomstilstande tilbydes sjældent en plan. Især hjemmeboende får kun i meget sjældne
tilfælde tilbud om en handleplan. Det er umuligt præcist at sige, hvor mange personer der har fået
udarbejdet en handleplan, men PLS Rambøll skønner, at lidt over halvdelen af alle brugere i
amtslige botilbud har fået udarbejdet en handleplan, mens andelen i kommunerne skønnes at være
mellem 15-25% (PLS Rambøll, 2001).



6
 Afsnit III indeholder tilbud til voksne, for eksempel om personlig omsorg og pleje, botilbud og beskyttet
beskæftigelse.
                                                 - 25 -


6. Hvilke barrierer er der?
Når unge flytter fra forældrene, er der meget at tage hensyn til. Mange forskellige faktorer spiller
ind og får indflydelse på, hvordan den unge kommer til at bo. Den unges handicap, arten og
omfanget af dette, forældrenes holdning til den unge samt kommunens/amtets serviceniveau er først
og fremmest afgørende for, hvordan og hvor den unge kommer til at bo, samt hvilke barrierer der
opstår i dette forløb.
Vi har valgt at inddele de barrierer, vi kan se, i fire hovedgrupper. Indholdet i grupperne er tæt
forbundet med hinanden, hvorfor der kan forekomme overlap.
De fire hovedgrupper er:
      Økonomien, manglende støtte i overgang og samarbejde
      Mangel på boliger og valgmuligheder
      Handicappedes ungdom
      Forældrenes rolle
I de næste afsnit vil vi forsøge at samle informationen fra fokusgruppemøderne, Centrets
konference om ”Retten til en ungdom” og fra vores litteraturstudie i ovenstående fire hovedgrupper
og sætte det i forhold til de nuværende muligheder for at hjælpe de unge i forbindelse med flytning
fra forældrene. Efter hvert afsnit har vi lavet en kort opsamling med essensen af problemstillingen
og løsningsforslag.

6.1 Økonomien, manglende støtte i overgang og samarbejde

6.1.1 Økonomi
Forældrene har normalt forsørgerpligt, indtil den unge fylder 18 år, men fra den dag, den unge
fylder 18 år, ændres mulighederne for økonomisk hjælp. Indtil den unge fylder 18 år er der
mulighed for, at forældrene kan modtage tabt arbejdsfortjeneste (lov om social service § 29). Det vil
sige, at en af forældrene modtager et beløb fra kommunen for at passe den unge. Beløbet skal
kompensere for den manglende lønindtægt. Beløbet kan være beregnet ud fra at skulle kompensere
for en manglende lønindtægt på 37 timer om ugen eller mindre, alt afhængig af det antal timer som
det er nødvendigt at ”frikøbe” forældrene fra arbejdsmarkedet. Der er også mulighed for at få hjælp
til de nødvendige merudgifter (lov om social service § 28), der er en følge af handicappet, og der er
mulighed for, at den unge kan komme på aflastningsophold. Mulighederne for boligændringer,
hjælpemidler etc. er uafhængig af alder. Centret har erfaret, at den økonomiske binding, hvor en af
forældrene har modtaget tabt arbejdsfortjeneste (især hvis der har været tale om kompensation for
37 timer), kan betyde, at det kan være svært for den unge at flytte fra/slippe forældrene, idet
forældrene derved kommer til at miste en indtægt. Ved at modtage tabt arbejdsfortjeneste i en
årrække mister forældrene kontakten til arbejdsmarkedet og mister også en eventuel mulighed for at
modtage arbejdsløshedsdagpenge. Det er derfor set, at den unge ansætter forældrene som hjælpere,
hvis den unge bevilges en hjælperordning.
Problemet for unge med et handicap er ofte, at de har en lav indkomst, hvilket i høj grad kan være
med til at gøre det svært at finde en bolig. Det er primært nyere og dermed også ofte dyrere byggeri,
der er fysisk tilgængeligt. For nogle handicappede kan bilen være den eneste mulighed for at kunne
komme til uddannelsesinstitutionen, på arbejde og lignende, hvorimod unge uden et handicap står i
en situation med alternativer, om end de kan synes, at det gør livet mere besværligt.
                                                  - 26 -


SFIs undersøgelse fra 1997 viser, at der er en sammenhæng mellem husstandsindkomst og
funktionshæmning (Steen Bengtsson, 1997). Husstandsindkomsten er mindre med større
funktionshæmning og har også sammenhæng med typen af funktionshæmning. Undersøgelsen
viser, at halvdelen af de undersøgte lever af lønindtægter. 1/3 er samlevende med lønindkomst for
begge ægtefæller, og 1/7 er enlig med lønindtægt. 1/4 består af par eller enlige, som udelukkende
modtager sociale ydelser. Den sidste fjerdedel består af par, hvor kun den ene af parterne har
lønindkomster, mens den anden modtager sociale ydelser. UK’s spørgeskemaundersøgelse viser, at
ca. 140 personer lever af førtidspension, mens ca. 30 personer har arbejde på ordinære vilkår, 25 har
beskyttet beskæftigelse, ca. 15 har et skånejob og ca. 10 er ansat i et fleksjob. Ca. 25 er under
revalidering. Ganske få af UKs medlemmer oplyser, at de har anden indkomst som for eksempel
dagpenge og SU.
Tidligere var det meget almindeligt, at bestemte handicapgrupper næsten pr. definition fik tilkendt
førtidspension, uden at man forsøgte at se nærmere på mulighederne for revalidering. Her er der
tilsyneladende sket en ændring således, at man i dag ikke pr. definition tildeles en førtidspension.
Men da mange handicappede ikke har mulighed for at tage et hvilket som helst arbejde, henvises
mange til kontanthjælp den dag, de fylder 18 år. Andre tilbydes revalidering. Men i disse tilfælde er
reglerne sådan, at handicappede under 25 år kun modtager en meget lav ydelse både i kontanthjælp
og revalidering. I princippet skulle det være muligt via reglerne om revalidering eller reglerne om
merudgifter at få dækket de udgifter, som handicappet medfører. Fokusgruppemøderne og
henvendelser til Centret giver imidlertid et andet billede. Vi har således eksempler på, at
handicappede opfylder betingelserne for at modtage støtte til køb af invalidebil. Imidlertid medfører
den manglende mulighed for at få løbende støtte til bilen til blandt andet driftsudgiften, at personen
ikke har mulighed for at have egen bil. Der findes forskellige kørselsordninger, men det er ikke
altid, at disse kan anvendes.
At få tilkendt en pension kan for nogle handicappede være en lettelse. For eksempel oplever mange
sindslidende det som en lettelse, når de får tilkendt pension, fordi det giver dem en ro, som de kan
bruge til at reetablere sig selv.
Under fokusgruppemøderne blev det påpeget, at det er et problem, at handicappede ikke har de
samme muligheder som ikke-handicappede i forhold til at flytte sammen med kæresten. Principielt
har handicappede de samme muligheder, men da handicappede oftere end ikke-handicappede er
afhængige af sociale ydelser, vil disse ydelser ofte være mindre, når man er samboende, end hvis
man er enlig. Problemet kan også være, hvis det er to personer med fysiske handicap, der ønsker at
flytte sammen, at boligen bliver for lille, idet det at have et fysisk handicap ofte betyder, at der er
brug for megen plads til at komme rundt og til hjælpemidler.
Der blev på fokusgruppemøderne givet udtryk for en del utryghed og bekymring for, at
grundtakstfinansieringen kan få konsekvenser for de individuelle løsninger. Amtet skal godkende
ordninger, hvis udgifterne overstiger grundtaksten, for eksempel hvis der er tale om en
hjælperordning med 40-45 timer om ugen, som overstiger grundtaksten. Flere har påpeget, at denne
omlægning af finansieringen kan betyde, at det vil blive sværere for handicappede at få ordningen
bevilget. Det er bekymringen for, at finansieringsordningen helt vil bremse eller stoppe udviklingen
i retning af mere individuelle løsninger. Et amt har meldt ud, at hvis der er et amtsligt botilbud, der
har plads, så vil amtet sige nej til dyrere kommunale løsninger. Skal den unge for eksempel have en
hjælperordning efter servicelovens § 77, skal amtet godkende udgifterne7.
Økonomi eller mangel på samme kan også være et stort problem, når man bor i et amtsligt botilbud.
Der er som tidligere nævnt i denne rapport stor variation i prisen for de amtslige tilbud. Men når
personen flytter ind i et botilbud fratages eventuelt pleje- eller bistandstillæg, idet det forudsættes, at
hjælpen som personen tidligere kunne ”købe” for bistands- eller plejetillægget nu ydes i botilbudet.
7
    Fokusgruppeinterview.
                                                - 27 -


Men i praksis er det sådan, at beboere i botilbudet skal betale for de merudgifter der er, når man er
afhængig af en anden person, for eksempel en ledsagers entrebillet. Ofte har beboerne også udgifter
til kørsel til fritidsaktiviteter eller familiebesøg, som ikke dækkes af botilbudet. Havde disse
personer haft ”egen” bolig og en hjælperordning, kunne nogle af personens ekstraudgifter til
ledsagelse eventuelt være dækket som merudgift efter lov om social service § 84, eller ved at dele af
plejetillægget var bibeholdt. Også servicebetalingen, der er på ca. 700 kr. pr. måned for personer,
der får mellemste førtidspension, og ca. 1.400 kr. pr. måned for personer, der får højeste
førtidspension, anses for at være et problem. Servicebetalingen blev indført samtidig med
pensionsudbetalingsreformen, og det blev ikke nærmere specificeret, hvilken ekstra service
beboeren får for disse penge.

6.1.2 Den manglende overgang og samarbejde
Det opleves som en meget brat overgang for den unge og forældrene, når den unge fylder 18 år og
går fra et system til et andet. Det fremgik meget tydeligt af fokusgruppemøderne, at det opleves som
et stort spring at fylde 18 år og overgå fra ”børneparagrafferne” til ”voksenparagrafferne”. Dels
ændres bestemmelsernes indhold, og dels opleves det, som om ”man skal starte helt forfra”, idet
man får nye sagsbehandlere, der ikke har kendskab til den unge handicappede eller dennes familie.
Ofte behandles børn-og-unge-sager af én afdeling i socialforvaltning, mens voksne handicappedes
(det vil sige over 18 år) sager behandles i en anden afdeling i socialforvaltningen.
På fokusgruppemøderne blev problemet formuleret sådan: ”Man skal lade være med at fylde 18 år”.
Overgangen og samarbejdet fungerer ofte ikke særlig godt. Det opleves som et markant brud i
sagsbehandlingen, hvor der er brug for dobbelt sagsbehandlingsdækning i en periode. Den
forvaltningsgren, som overtager ansvaret for den unges ”sag”, er sjældent forberedt eller har ikke
kendskab til sagsakterne.
Det er også erfaringen, at der meget sjældent bliver udarbejdet en handleplan, som kunne være med
til at lette overgangen. Dette understøttes af PLS Rambølls rapport, der viser, at især hjemmeboende
unge meget sjældent får lavet en handleplan (PLS Rambøll, 2001). Kun halvdelen af brugere i
amtslige botilbud får udarbejdet en handleplan. Andelen i kommunen er endnu lavere. Det skønnes,
at kun mellem 15-25% får udarbejdet en handleplan.
Handicappede kan også føle, at de i forhold til sagsbehandlerne i kommunen står i en situation, hvor
de skal være taknemmelige over i det hele taget at få stillet en bolig til rådighed. De unge har den
følelse, at kommunen opfatter selvstændige krav som utaknemmeligt. Det kan derfor være svært for
eksempel at anmode om boligændringer, hvis kommunen kan stille en anden bolig til rådighed8.
Hører man til den gruppe af handicappede, som visiteres til et botilbud efter kapitel 18 i lov om
social service, kan man risikere at måtte opgive et højskoleophold, hvis der, mens man er på
højskole, bliver en plads ledig i et botilbud.
Det opleves som meget overvældende for den unge, at vedkommende nu skal til at være den, som er
i dialog med kommunen og amtet, hvor det tidligere har været forældrene9. De færreste har haft
mulighed for at forberede sig til dette og har meget svært ved pludselig at skulle tage ansvar for eget
liv og skulle tage stilling i forhold til forskellige ting. Der efterlyses en måde, hvorpå man kan gøre
denne overgang mindre drastisk, så det unge menneske inddrages langt tidligere og lærer at tage
egne beslutninger.
En evaluering af handicaprådgivningen i Fyns Amt omfatter blandet andet interview med forældre
til børn med handicap, som benytter sig af denne rådgivning. Af evalueringen fremgår, at

8
    Fokusgruppeinterview.
9
    Fokusgruppeinterview.
                                                - 28 -


forældrenes forventninger ikke bliver indfriet. De savner koordinering og synes i mange tilfælde
ikke, at der er nogen, der tager ansvaret for deres barn (Steen Bengtsson, 2000).

6.1.3 Opsamling
Unge handicappede oplever det at fylde 18 år som en stor omvæltning. For det første går de fra et
sæt bestemmelser i lovgivningen til andre. De skifter som regel sagsbehandler og afdeling, og det
forventes nu, at de tager vare om deres egen sag. Det opleves som at starte helt forfra. De unge skal
være parate og afklarede omkring deres situation og deres ønsker/behov for fremtiden. Centret
finder, at handleplaner i langt højere grad bør udarbejdes, og at disse bliver udarbejdet, inden den
unge flytter hjemmefra. Dette vil være et vigtigt værktøj, som kunne være med til at gøre det muligt
at planlægge dette vigtige skridt så godt som muligt. Socialministeriet har i maj 2002 udgivet
håndbogen ”Sådan arbejder du med individuelle handleplaner - en håndbog”. Ved at udarbejde
disse handleplaner kunne der laves mere glidende overgange.
Kommunerne bør også overveje, hvordan den organisatoriske sammenhæng og det organisatoriske
samarbejde styrkes. Man kunne pege på en ændring i organisationsstrukturen i kommunen, som for
eksempel Lyngby-Taarbæk Kommune har foretaget. Kommunen har oprettet et tværgående
handicapteam for at forbedre rådgivningen i overgangen fra barn til voksen. Teamet består af
medarbejdere fra Familie-, Arbejdsmarkeds- og Ældreafdelingens voksen-handicap-afsnit. Her
sætter man sig på et tidligt tidspunkt sammen med den unge og dennes forældre for at skabe en
helhed i forhold til, hvad der skal ske i fremtiden.
At involvere de unge på et tidligere tidspunkt er noget, som både forældrene og forvaltningen bør
være mere opmærksomme på. Derved må man formode, at de unge gives en mere glidende
overgang i overgangen fra barn til voksen.
Med hensyn til økonomien er det ligebehandling, når unge med et handicap modtager halv
revalideringsydelse ligesom andre unge uden handicap. Vi må dog fastholde
kompensationsprincippet i den danske handicappolitik, hvilket betyder, at udgangspunktet er, at
handicappede så vidt muligt skal kompenseres for deres handicap. Vores analyse viser, at mange
handicappede ikke føler, at denne kompensation finder sted, hvilket kan virke som en barriere.

6.2 Manglende boliger og valgmuligheder

6.2.1 Hvornår flytter unge med et handicap hjemmefra?
Der er ingen samlet opgørelse over, hvornår unge med et handicap flytter hjemmefra.
Spastikerforeningen har i april 2002 offentliggjort en undersøgelse, som viser, at 418 med cerebral
parese mellem 25-50 år bor hjemme hos forældrene. 207 af disse er mellem 38-50 år
(Spastikerforeningen, 2002). UKs undersøgelse fra efteråret 2001 viser, at ca. 35 personer bor i
bofællesskab/institution, ca. 138 i egen bolig, mens ca. 32 bor hos forældrene.
Det vurderes, at antallet af handicappede, der bliver boende hjemme, selvom de er over 18 år, er
højere end hos ikke-handicappede. Også selv i en tid, hvor unge mennesker bliver boende hjemme
længere end tidligere. Dog vurderes det, at der er blevet længere mellem de sager, hvor ældre
forældre har deres voksne søn eller datter boende hjemme og først flytter hjemmefra, fordi
forældrene skal på plejehjem. Det skyldes formentlig flere forhold. For det første er der kommet en
bredere vifte af tilbud til en ofte bedre kvalitet. For det andet er forældrene og især de yngre også
blevet mere bevidste om, at de også skal have et liv uden deres barn og at barnet også kan få et godt
liv hjemmefra.
Hvorfor er der så noget, der tyder på, at unge med et handicap bliver boende hjemme længere end
ikke handicappede? Selvom antallet af tilbud er udvidet, og forholdene er forbedret, er antallet af
                                                - 29 -


brugere også vokset. Selvom standarden flere steder er blevet forbedret, er standarden mange steder
ikke fulgt med udviklingen. Værelserne kan derfor være meget små, fællesfaciliteterne dårlige og
placeringen et problem i forhold til den unges interesser og venne- og familieliv. Derfor er det
fortsat et problem for flere unge og forældrene at skulle acceptere sådanne forhold. Mulighederne
for at vælge er ikke store på grund af manglen på boliger og det unge menneske og forældrene kan
ofte have en anden opfattelse af, hvad de finder er optimalt, end hvad mulighederne byder. Også
den unges afhængighed af forældrene kan, alt afhængig af karakteren af handicappet, gøre det svært
for begge parter at tage skridtet. Det kan være svært at se et relevant alternativ til forældreplejen,
når den unge er så afhængig måske både fysisk og psykisk.

6.2.2 Valg af bolig
For mennesker med handicap er valgmulighederne ofte begrænset, alt efter karakteren af handicap.
Mulighederne er ikke mange, og ofte går processen via den kommunale eller amtskommunale
forvaltning. Et af problemerne er, at boligselskaberne ikke har overblik over egnede boliger til
handicappede i alment boligbyggeri. De forskellige boligselskaber har ikke en systematisk
registrering af boliger, der er målrettet eller ombygget til handicappede (Formidlingscenter Øst,
2002).
Brugere har kun i begrænset grad indflydelse på valg af bolig og medbeboere. Indflydelsen sker
gennem visitation, ligesom der specialt i de små kommuner er et begrænset antal bomuligheder at
vælge imellem (COWI/SUS, 2002, 45). Det er dermed ofte ”den tomme plads princip”, der
bestemmer, hvor man kommer til at bo. Det begrænsede udbud af boliger medfører, at det er svært
at sige nej til et tilbud. Der findes dog steder, hvor man har indført en praksis, som øger
valgmulighederne (COWI/SUS, 2002, 45, 52). Det er et stort problem, at brugerne ikke har reel
mulighed for selv at vælge mellem de forskellige boliger, men får tildelt den, der er ledig. Det
resulterer i, at brugere med meget forskellige handicap og støttebehov og alder kommer til at bo
sammen. Det er meget uhensigtsmæssigt, fordi de ofte har meget forskellige behov og forskellige
interesser. Det kan resultere i, at de ansatte skal bruge mange ressourcer på beboere, som ikke
passer ind i tilbudet og i at søge at håndtere konflikter.
Mange unge handicappede vil gerne for at begynde et sted flytte i et bofællesskab. Der findes dog
ikke mange tilbud, og det er heller ikke sikkert, at man kan fungere med de andre beboere10.
Generelt har brugerne ikke mulighed for selv at vælge boligen. Der er dog eksempler på, at
brugerne ved flytning fra én bolig til en anden har haft mulighed for et valg. Nogle brugere har også
mulighed for at se boligen, før de flytter ind. Hovedparten af brugerne synes at acceptere disse
vilkår eller affinder sig med at bo det pågældende sted, selvom de oprindeligt havde et andet ønske
(COWI/SUS, 2002, 62).
Det er især svært at finde botilbud, der matcher de yngre fysisk handicappedes ønsker og behov for
udvikling, relationer og et selvstændigt voksenliv (COWI/SUS, 2002, 92). Der opfordres derfor til,
at yngre fysisk handicappede ikke visiteres til plejehjem for ældre. Det bør også accepteres, at
mennesker med handicap i lighed med ikke-handicappede skifter bolig flere gange i løbet af livet
(COWI/SUS, 2002, 92).
Unge - også handicappede mennesker - ønsker oftest at bo i byen. De unges forældre føler, at de
løber panden mod en mur. De boliger, som kommunen anviser, ligger som regel uden for byen.
Eksempelvis har Odense Kommune seks boligpladser i et kollegiefællesskab uden for Odense by.
Problemet for unge med et handicap er ofte at finde en lejlighed selv, for eksempel hvis man gerne
vil finde sin egen ønskelejlighed. Det er svært, for man kan kun få den ene boligmulighed, som


10
     Fokusgruppeinterview.
                                                - 30 -


kommunen anviser. For eksempel skal man også kæmpe for at få tildelt støtte til boligændringer i
en ikke-handicapegnet lejlighed, som en lejlighed typisk er, hvis man selv finder den11.
De unge oplever det ofte som et tilbud, som de ikke har mulighed for at sige nej til og nærmest er
stavnsbundne til. Den unge risikerer at miste pladsen i botilbudet, hvis vedkommende for eksempel
ønsker at tage på højskole. Så skal man visiteres til botilbudet igen, hvilket for mange kan være en
svær proces, hvor det heller ikke er sikkert, at man får samme tilbud. Der er eksempler på
handicappede, som har oplevet, at de under et højskoleophold har får et ledigt botilbud. Den unge
vælger ofte at tage hjem fra højskoleopholdet midt under opholdet, fordi vedkommende er bange
for, at pladsen ellers vil blive tilbudt til en anden12.
For hovedparten af unge er botilbudet midlertidigt. Nogle er imidlertid så dårlige, at der ikke tales
om, hvornår de skal videre. Boligen på bostederne er som udgangspunkt midlertidig. Den
midlertidige karakter kan være et problem for de brugere, som ikke ønsker at flytte (COWI/SUS,
2002, 67). Der mangler botilbud specielt rettet mod unge, hvor der er plads til børn, eller hvor der
tages hensyn til, at flygtninge og indvandrere helst vil bo sammen med et eller flere medlemmer af
deres familie (COWI/SUS, 2002, 68).
De brugere, som har størst valgmulighed, er de mest mobile og selvhjulpne. De bor ofte i
bofællesskaber som par eller alene. Disse brugere giver udtryk for, at de har indflydelse på, hvor og
hvordan de vil bo. Der gives udtryk for, at det er uhensigtsmæssigt, at brugere med meget
forskellige handicap, støttebehov eller alder bor side om side (COWI/SUS, 2002, 59).
Under fokusgruppemøderne blev det påpeget, at der generelt er få steder at flytte hen for unge
spastikere, og at der ikke eksisterer botilbud, der er rettet mod unge med DAMP. Unge med DAMP
kan godt flytte hjemmefra i en tidlig alder, men ryger ofte frem og tilbage mellem forældrenes hjem
og egen bolig. De lever ofte en omtumlet tilværelse og mangler hjælp til at holde styr på
tilværelsen. Der er en manglende viden om gruppen, som ofte bliver behandlet som
udviklingshæmmede. Der er få relevante valgmuligheder for sindslidende, når det drejer sig om
bolig. Mange unge med sindslidelse bor på socialpædagogiske opholdssteder, som har meget
forskellige målgrupper. Den ene type tilbud er rettet mod unge med sociale og emotionelle
problemer. Her er også meget unge med alvorlige psykiske lidelser. En del af disse ligger ude på
landet og er meget terapeutiske tilbud, som ikke er noget hjem for de unge. Andre tilbud er mere
samfundsorienterede og gør mere i at arbejde med relationer og at socialisere de unge til et liv i
byen, hvor de fleste vil flytte hen, når de flytter ud fra tilbudet. Der er også mange unge, der
”runder” de pædagogiske opholdssteder. Der findes mange såkaldte ”discountløsninger”, såsom
gamle psykiatriske plejehjem13.
Der er for få trænings- og udslusningslejligheder i tilknytning til botilbudene. Faciliteter, hvor man
kan træne og motivere beboerne til at slippe den passive rolle, og hvor de kan få trygheden og
modet til at springe ud i et mere selvstændigt liv (Formidlingscenter Øst, 2000). ”Mange er ikke
vant til at tage hånd om deres eget liv. Enten har institutionen gjort det for dem, eller det er
familien, der mere eller mindre har styret det meste af deres liv for dem. Mange handicappede har
heller ikke tidligere været vant til at styre eller bestemme over egen økonomi. I mange situationer er
det familien, der gør det. Derfor handler det om, at man skal bibringe børn og unge færdigheder,
som gør dem i stand til at flytte hjemmefra (Formidlingscenter Øst, 2000).




11
     Fokusgruppeinterview.
12
     Fokusgruppeinterview.
13
     Fokusgruppeinterview.
                                                - 31 -


6.2.3 Boligstandard
Under fokusgruppemøderne blev det påpeget, at problemet ikke så meget drejer sig om mangel på
tilgængelige boliger, men i højere grad drejer sig om, at boligerne er for små. De kommunale
boliger er som regel på 67 m2, hvilket især ikke er meget plads, hvis den unge har en
hjælperordning og dermed har en anden person mere eller mindre boende.
De unge handicappede har svært ved selv i lighed med ikke-handicappede at finde en bolig, især da
der for handicappedes vedkommende mange gange skal tages højde for tilgængelighedsforhold.
Herefter skal den unge kæmpe for at få tildelt støtte til boligændringer i en ikke-handicapegnet
lejlighed. Dette er et aspekt, som berøres i Socialministeriets evaluering af erfaringer med
institutionsbegrebets ophævelse på handicapområdet. I evalueringen skelnes mellem botilbud til
sindslidende brugere, fysisk handicappede brugere og udviklingshæmmede brugere og brugere med
autisme.
På baggrund af KUBI-evalueringerne (Kvalitetsudvikling gennem brugerindflydelse) kan man
konstatere nogle fællestræk mellem botilbudene til udviklingshæmmede brugere og brugere med
autisme. Botilbudene kan bestå af boliger med personalemæssig døgndækning, bofællesskaber og
aflastningsboliger eller en kombination heraf. I en bolig med døgnbemanding bor typisk fire til seks
personer efter servicelovens § 92. I et bofællesskab bor typisk to til fire sammen efter servicelovens
§ 91 som regel uden døgnvagt. I botilbudet bor brugere enten alene eller som par i egen lejlighed
eller hus efter servicelovens paragraffer. Til sådanne botilbud kan der være et antal
aflastningsboliger efter servicelovens § 93 (COWI/SUS, 2002, 51). Af evalueringerne fremgår, at
der er sket nogle store fremskridt i de fysiske rammer, men der fortsat er en række forhold, som gør
det svært at betragte boligen som ens hjem. Værelserne er af forskellig størrelse, men ofte så små, at
det er svært at have gæster på besøg og indrette værelset personligt.
For fysisk handicappede brugere er de fysiske rammer også præget af upersonlige,
institutionaliserede boliger med for små værelser. Dette er især et problem for handicappede, som
bruger kørestol. På grund af den trange plads er det svært at gøre boligindretningen personlig. Som
en bruger udtrykker det i Socialministeriets udredning: ”Boligindretningen er næsten ens alle steder,
uanset om man er 60 eller 20 år” (COWI/SUS, 2002, 60). For sindslidende brugere er de fysiske
rammer meget forskellige og spænder fra værelser på 15 m2 uden eget toilet og bad til lejligheder på
40 m2 med stue, køkken, soveværelse og badeværelse. De små værelser skyldes blandt andet, at
mange socialpsykiatriske tilbud er indrettet i tidligere plejehjem. Det fremhæves af pårørende til
sindslidende, at botilbud ikke længere er at betragte som institutioner, fordi der nu er private
rammer. En bruger udtrykker forskellen mellem institution og botilbud således: ”En institution
bliver man anbragt på, mens botilbudet er et tilbud” (COWI/SUS,2002, 78).

6.2.4 Opsamling
Det er et velkendt problem, at der i dele af landet er mangel på boliger. Det gælder også boliger til
handicappede. Kvaliteten heraf stemmer ofte heller ikke overens med, hvad man kan forvente sig
efter nutidig standard. For handicappede, der har brug for et botilbud, er der ikke mange muligheder
at vælge imellem, og ventelisten er ofte lang. Dette gør det svært at sige nej, når man får et tilbud.
Konsekvensen er blandt andet, at unge placeres på plejehjem for ældre, i en midlertidig bolig eller
en bolig, der egentlig ikke er optimal i forhold til personens handicap og situation. Ofte bliver et
midlertidigt tilbud længerevarende, fordi der ikke er andre tilbud. Unge handicappede kan føle sig
stavnsbundne, fordi de ikke i lighed med andre unge har mulighed for at vælge boligen fra i en
periode, hvor de for eksempel er på højskole. Boligen har været så svær at få, at de er bange for
ikke at kunne få en ny bolig eller botilbud, når de vender tilbage. Selvom reglerne om frit valg af
botilbud er forbedret, kan man frygte, at stavnsbindingen alligevel vil fortsætte.
                                                - 32 -


Det siges, at amter og kommuner ikke har overblik over, hvor mange velegnede boliger, der er brug
for. Frederiksborg Amt har i samarbejde med LEV startet en boliginformation. Tanken med
boliginformationen er at få synliggjort det kommende boligbehov, både for amtslige og kommunale
boliger. Man skrives ikke op til en konkret bolig; man bliver visiteret til en venteliste eller et
konkret botilbud. Men ved at borgerne retter henvendelse om en bolig, fås et overblik over det
kommende boligbehov.
En anden problemstilling er, at mange handicappede er afhængige af offentlig forsørgelse og derfor
ikke oplever - som det ellers er tendensen i det danske samfund - en stigning i realindkomsten og
dermed mulighed for med årene at kunne udskifte boligen med en dyrere, større og bedre af slagsen.
Handicappede oplever ikke i samme omfang den boligmæssige velstandsspiral som hovedparten af
ikke-handicappede. Det gør det naturligvis vigtigt, at den første bolig er velegnet, men det bør også
føre til overvejelser om, hvordan vi som samfund kan udvikle og styrke handicappedes
boligmobilitet.

6.3 Handicappedes ungdom
Unge med et handicap har på flere måder sværere end ikke-handicappede unge ved at løsrive sig og
blive selvstændige individer, fordi de på grund af deres handicap er så afhængige af forældrene og
omgivelserne. Det er ofte andre, der træffer valgene for den unge, og den sociale og personlige
kompetence stimuleres mindre end hos ikke-handicappede. Jo sværere handicappet den unge er,
desto sværere er overgangen fra barn til voksen og vejen til en selvstændig tilværelse. I forbindelse
med fokusgruppemøderne påpegede flere deltagere, at en af hovedårsagerne til, at nogle unge
handicappede ikke flytter fra forældrene eller gør det i en sen alder, er, at de ikke er tilstrækkelig
modne. Puberteten kommer for mange handicappede senere eller udebliver måske helt. De unge er i
et afhængighedsforhold til deres forældre og de professionelle. Det er derfor svært at være uenige
med dem og gøre oprør, og der er ofte få valgmuligheder. Det gælder også i forhold til
sagsbehandlere, pleje- og pædagogisk personale, som den unge er afhængig af som støtte til helt
basale behov som pleje, hjælpemidler, bolig og økonomi. Der er ikke de samme muligheder for at
gøre oprør, afprøve og eksperimentere. Samfundet accepterer ikke i samme grad, at handicappede
får lov til at gøre deres egne erfaringer og gøre ting, som kan virke ufornuftige eller uden mening.
Den unge er også på grund af handicappet nødt til at tage mere vare på sig selv og har på grund af
handicappet måske heller ikke det samme overskud, der skal til for at afprøve livet. ”De er fanget
mellem barndom og voksenliv og tvinges derfor til at være modne og tage ansvar i en tidlig alder”
(Konference ”Retten til en ungdom”).
Ungdom forbindes med et ubekymret liv, hvor grænser afprøves og overskrides. Unge med et
handicap afskæres fra at deltage i ikke-kontrollerede sociale relationer og eksperimenter, som andre
unge involverer sig i. Dette forhindrer dem i at deltage i det rollespil, der er en del af ungdommen
og er fundamentet for dannelse af ens identitet (Socialrådgiveren, 20/99).
For unge med et handicap er der tale om, at det er nødvendigt at planlægge alle livselementer med
forældre, støttepersoner, hjælpere samt sagsbehandler. Desuden skal disse kunne begrundes
rationelt.
Det er i høj grad afhængigheden af handicappet og besværlighederne ved det at være handicappet i
sig selv, som er det centrale omdrejningspunkt for de unge. Mange af de unge, som har været udsat
for en ulykke eller er blevet handicappede, har problemer med at få struktur på hverdagen og
overskue forpligtelserne af aftaler (Samfundslitteratur, 1999).
                                                - 33 -


Forældrene har også svært ved at give slip, blandt andet fordi de ikke synes, at tilbudene er optimale
og frygter, hvordan det vil gå, hvis de ikke er der til at hjælpe deres barn14. Der er ingen overgang,
som forbereder den unge eller forældrene på dette skift.
Projekt ”Ungdom, udvikling og handicap” tog afsæt i den personlige udvikling hos 23 unge
mennesker med svære bevægelseshandicap. Formålet med projektet var at vise, hvor langt man kan
nå i arbejdet med handleplaner, når man ikke er bundet af økonomiske begrænsninger, men alene
skal tænke i faglige og personlige hensyn. Projektet blev igangsat af Socialministeriet i 1994, som
led i et metodeudviklingsprojekt. De unge var mellem 18-32 år ved projektets start. Rapporten
illustrerer de problemer, der knytter sig til den kommunale praksis og giver bud på, hvad man kan
gøre for at understøtte den personlige udvikling hos de unge. De væsentligste konklusioner er, at
man ikke kan lære at blive voksen af de voksne. Erfaringer fra udviklingsarbejdet viser, at de unges
bevægelseshandicap forhindrer dem i at indgå i de ikke-kontrollerede sociale relationer og
eksperimenter, som andre unge kaster sig ud i. De afskæres fra at deltage i ungdomsperiodens
rollespil, hvorunder identiteten dannes, og strategierne for voksentilværelsen udvikler sig.
Det er ofte et problem for den unge handicappede ”at få plads til at finde ud af”, hvad de gerne vil.
Personlig udvikling står ikke på programmet hos sagsbehandleren. Når unge handicappede bliver
spurgt, hvad de gerne vil, er de ofte ikke afklarede, fordi de ikke har gennemgået samme
frigørelsesproces som deres jævnaldrene. Det er afgørende, at de unge får ret til en personlig
udvikling.
Det blev under fokusgruppemøderne påpeget, at der mangler et rehabiliteringsbegreb i Danmark,
der kan sætte fokus på vigtigheden af en støtteordning til de unge, så de kan blive mere
selvstændige. Vi har kun et revalideringsbegreb. Det er vigtigt at arbejde med et begreb, der
rummer hele mennesket. Det ville give fokus på vigtigheden af støtteordninger til de unge, så de
kan gå på diskotek mv., som alle andre unge gør. Det vil betyde en forskel. Projektet ”ForSpring”
der løber over perioden januar 2001 til december 2004 arbejder netop med en rehabiliteringsmodel
for socialt svage unge med nedsat fysisk funktionsniveau for at støtte dem i at opnå en selvstændig
voksentilværelse på egne præmisser. Projektet er målrettet bredt mod det hele menneske såvel i de
unges dagligdag hjemme som i deres sociale og beskæftigelsesmæssige liv. Det tager afsæt i den
enkelte unges behov for en indsats og er målrettet mod udvikling af de kompetencer, der er
nødvendige for at leve et selvstændigt liv ud fra egne ønsker og muligheder.
Projektet ”Ungdom, udvikling og handicap” konkluderer, at der er en række forhold, som vil styrke
de unge menneskers situation. De unge har brug for, at deres afhængighed, udleverethed,
fremmedbestemmelse og tillærte tålmodighed reduceres. Det påpeges blandt andet, at unge
mennesker har brug for en formidlende koordinator med opbakning fra egen forvaltning. Det
påpeges også, at der skal være tid til at lave handleplaner.
Det store spørgsmål for den unge er, om vedkommende kan få en hjælperordning15. Dette har i høj
grad betydning for, hvad der kan lade sig gøre og for muligheden for bolig og livsførelse. Det blev
påpeget, at det er et problem, at der ikke findes kurser i, hvordan man håndterer en hjælperordning,
og at der ikke er tilstrækkelig fleksibilitet i overgangen fra kombinationsordninger (§ 73 mv.) til
hjælperordning (§ 77). Det kan dog være svært som 18-årig at skulle leve op til kravene om en
hjælperordning - være arbejdsgiver mv. Men hvis man kan det, er hjælperordningen en god
mulighed. Bofællesskaber er svære at få og bo i, fordi man får mindre hjælp16.
I Socialministeriets evaluering af erfaringerne med institutionsbegrebets ophævelse fremgår, at
brugerne ofte i forbindelse med deres handicap har personlige problemer med at tage initiativer,
14
     Fokusgruppeinterview.
15
     Fokusgruppeinterview.
16
     Fokusgruppeinterview.
                                                  - 34 -


tænke selvstændigt og tage medansvar for deres eget liv. Dette gør medinddragelse og medansvar
vanskeligt. Der peges på, at det giver problemer i forhold til bestemmelserne i serviceloven og
rejser et dilemma mellem selvbestemmelse og omsorgssvigt (COWI/SUS, 2002, 107).

6.3.1 Opsamling
Mange unge med et handicap mangler socialiseringen til at blive voksne og selvstændige. Der
mangler rum til at lære af sine egne erfaringer og til at afprøve grænser. På grund af deres handicap
er der taget ”hånd om” de unge på en måde, så de ikke har fået den personlige udvikling og de
erfaringer, som unge ikke-handicappede har fået. Der er i flere situationer peget på, at der skal være
rum til at lade de unge få den udvikling, de har brug for. Dette kan for eksempel gives ved at være
mere opmærksom på, at de unge får støttemuligheder, så de kan komme rundt uden forældrene eller
få hjælp til at klare sig i sociale sammenhænge. Man kunne også forestille sig, at der kommer mere
fokus på situationen, hvor den unge langsomt skal lære at være voksen og i nogle sammenhænge
dermed også arbejdsgiver. Der skal i lovgivningen skabes mulighed for, at den unge med handicap
som alle andre unge kan få lov til at afprøve forskellige situationer her i livet, uden at alt på forhånd
ser ud til at blive en succes, eksempelvis forskellige uddannelsesønsker.

6.4 Forældrenes rolle
At blive forældre til et handicappet barn er en stor omvæltning. De færreste ved, hvad det vil sige at
få et handicappet barn. Kun en meget lille del af os kommer tæt på familier, hvor der er børn med
handicap. Det lever derfor ikke op til vores forventninger og forestilling om, hvad der gør en familie
lykkelig. Det er idealet om den ikke-handicappede familie med dens vilkår og balancer, som langt
de fleste kender til. Når man får et barn med et handicap, går det pludselig op for en, at en meget
stor del af den information, man hidtil har samlet, ikke er relevant. I SFIs rapport beskrives det som
”Alice i Wonderland”. ”Man befinder sig pludselig i en verden, hvor alt er anderledes skruet
sammen, end den man er vant til… barnets sygdom og sundhed, institution eller pasning hjemme,
skole, kammerater, hvad familien kan gøre sammen og så videre” (Steen Bengtsson og Nina
Middelboe, 2001). At blive forældre til et handicappet barn er derfor en proces, der tager et stykke
tid” (SFI, 2000, 12). På den anden side har forældre til handicappede børn en bedre mulighed for at
få information end nogensinde og mulighed for andre at dele overvejelserne med. Alligevel kan
usikkerheden godt virke lige så stærk.
Tidligere anbragte man børn med handicap på en institution ud fra den filosofi, at dem kunne
familien ikke selv klare. I dag tror man på, at forældrene selv kan løse problemerne med at have
børn med handicap.
Forældrene har i mange år været dem, som har skullet sørge for at få deres børns behov indfriet og
koordinere tilbud og hjælpeordninger. Spørgsmålet om bolig optager og bekymrer forældre til et
handicappet barn meget, fra barnet er meget lille. Allerede når barnet går i de tidlige klasser, er
forældrene optaget af bomuligheder for deres barn senere hen i livet17. Eller som udtrykt af en
medarbejder i en amtslig forvaltning: ”Jeg oplever også, at det behov [behovet for en bolig]
kommer tidligere. Jeg tror, at det hænger sammen med, at borgerne jo hører, at det kniber med
pladser, og der er lange ventelister. Så tænker de, at de hellere må være i god tid, så vi er sikre på
at få en plads, og sådan hænger tingene jo heller ikke sammen. Men jeg tror også, at det hænger
sammen med overgangsfaserne, altså fra barn til ung og fra ung til voksen. Der presser sig nogle
spørgsmål - hvad skal man kalde det - de fleste af os har nogle klare billeder af, hvordan et
barneliv, et ungdomsliv og et voksenliv ser ud for vores børn. Når man så har et barn med nogle
særlige behov, så slår de billeder ikke altid til. Så er det, at man også som forældre kan have behov

17
     Interview med Dan Schimmel, LEV juni 2002.
                                                       - 35 -


for at få en viden om, hvordan ser mulighederne ud, hvordan ser virkeligheden ud? Jeg tror, at det
hænger sammen med, at de selvfølgelig har behov for nogle billeder på, hvordan ser forløbet ud for
lige nøjagtig deres barn? Jeg var for eksempel ude hos en familie, hvor en mor var meget bekymret
for, når hendes barn skulle flytte hjemmefra. Fordi hun havde set i TV, at havde man et handicap,
så kunne man risikere at komme til at bo på et plejehjem sammen med andre, men ældre mennesker,
og det skulle hendes børn i hvert fald aldrig.”18
Børn med handicap er på en anden måde end andre børn afhængige af forældrene med hensyn til
personlig pleje, kommunikation mv. Det gælder også voksne børn, som rammes af en ulykke eller
sygdom. Det er svært for forældrene at give slip og tro, at der er andre til at tage over, som kan give
det unge menneske lige så gode betingelser som de. Det gennemgående udsagn fra forældrene i
rapporten ”Ungdom, udvikling og handicap” er: ”Vi kan ikke trække os tilbage, før andre har taget
over på tilfredsstillende måde.”
Også af SFIs undersøgelse fremgår, at mange forældre mener, at de selv er nødt til at handle på
deres børns vegne og koordinere forløbet (Steen Bengtsson og Nina Middelboe, 2001). Der peges
på, at når forældrene føler, at de er nødt til at koordinere sagen selv, er det ofte et udtryk for, at de
gerne vil have et bedre overblik over muligheder, så de er sikre på, at barnet får det mest optimale
tilbud. I undersøgelsen fremhæver forældrene især mangel på information som det, der plager dem
mest i kontakten med den kommunale forvaltning.
Under fokusgruppeinterviewet kom det frem, at mange forældre føler sig mistænkeliggjort, fordi de
fortsat er engageret i deres barns ve og vel, selvom barnet er fyldt 18 år. Det er opfattelsen, at
sagsbehandleren bør se forældrene som en ressource frem for en modstander.
Forældre til handicappede børn ønsker generelt, at den unge handicappede flytter hjemmefra, men
på den anden side kan det være svært at give slip, blandt andet fordi tilbudene ikke lever op til
forventningerne. De er vant til at skulle være dem, der tager kampene i forhold til kommunen m.m.
Når den unge fylder 18 år, oplever mange forældre, at forvaltningen ”skubber dem væk” og bliver
mistroiske overfor dem, fordi de fortsat ønsker at deltage i møderne. De oplever, at sagsbehandling
bliver sagsforhandling (Foksusgruppeinterview).
For nogle forældre er der intet tilbud, der er godt nok. Der kan være situationer, hvor systemet
mangler pondus til at gå ind og tale forældrene imod. Under fokusgruppeinterviewene blev der
henvist til en model i Sverige, hvor den unge kan vælge sin egen ”bedstemand”, som så er bisidder
og hele tiden varetager den psykisk udviklingshæmmedes interesser. Det kunne være en ide at have
noget lignende i Danmark, så den unge kan vælge en person, som vedkommende har tillid til, der
kan hjælpe med at tale om tingene, for eksempel i forbindelse med at prøve at flytte i bofællesskab.

6.4.1 Forældrenes økonomi og livsidentitet
Der er forældre, der af økonomiske grunde vælger at lade deres barn blive boende hjemme, eller
som får økonomiske problemer, når barnet flytter hjemmefra19. Er der tale om et barn med et
sværere handicap, bliver den ene af forældrene, hvilket oftest er moderen, nødt til at holde op med
at arbejde for at kunne hjælpe barnet. Moderen vil så modtage tabt arbejdsfortjeneste, men mister
efter nogle år retten til dagpenge og ryger ud af A-kassesystemet. Dermed står moderen uden et
økonomisk sikkerhedsnet og har, efter at have været væk fra arbejdsmarkedet i flere år, svært ved at
komme tilbage igen, når den unge fylder 18 år. I en sådan situation sker det, at den unge ansætter




18
     Interview med Marianne Fryd, Frederiksborg Amt.
19
     Fokusgruppeinterview.
                                                 - 36 -


denne forælder som hjælper. Selvom der mange gange kan bevilges personlige hjælpere til de unge,
oplever forældrene, at de konstant må stå parat som bagstoppere20.
Der er stor forskel på forældrene til handicappet børn. En stor del af de unge, der flytter hjemmefra,
får fortsat hjælp af forældrene. Mange forældre har af bekymring svært ved at give slip, selvom den
unge er 25-30 år.
Forældre kan have svært ved at give slip på deres barn, fordi de er vant til, at alting er så svært for
deres barn. Det har altid været nødvendigt at hjælpe barnet. De ønsker det bedste for barnet og vil
også beskytte barnet mod for mange nederlag. Denne beskyttelse kan dog også blive et problem for
barnet, fordi vedkommende ikke lærer at ”stå på egne ben” og få de knubs, som livet nu også
engang påfører en på godt og ondt21. På den anden side er det forståeligt nok, at forældrene ikke
ønsker at deres barn får for mange knubs, fordi de synes, at handicappet i forvejen gør livet svært
for dem.

6.4.2 Opsamling
Mange forældre til børn med handicap har forståeligt nok svært ved at ”give slip”. Forældre til unge
med sværere handicap kan ikke se, hvem der skal tage over og finder, at det er nødvendigt for den
unge med deres støtte. Det kan være tilfældet, og der er ofte tale om en afvejning fra person til
person og livssituation, i hvor høj grad man skal gå ind og lade det unge menneske tage vare om sit
eget liv.
Allerede fra barnet er meget lille, står de fremtidige boligmuligheder for forældrene som noget af
det mest grundlæggende for barnets livskvalitet og dermed også noget af det, som giver anledning
til størst bekymring. Forældrenes forventninger står ofte ikke mål med det, som amtet eller
kommunen kan stille til rådighed, og valgmulighederne er ofte få. Kvaliteten og udbuddet er
forbedret, men presset på boligerne og forventningerne til standarden er også vokset. Det kan være
et problem, at forældrene ikke finder, at boligstandarden lever op til, hvad man kan betragte som
nutidig standard, og at de frygter for, at den pleje og omsorg, der ydes, ikke er tilstrækkelig.
Forældre til børn med handicap er dog de senere år blevet mere bevidste om, at det af flere grunde
er bedst, at deres barn flytter hjemmefra. Dette kan skyldes bedre tilbud, og at forældrene også er
blevet mere opmærksomme på egne og den unges behov.
Nogle forældrene oplever, at forvaltningen mistænkeliggør dem i stedet for at opfatte dem som en
ressource.
Forvaltningen bør sætte øget fokus på at sikre, at der sker en mere glidende overgang, så både
forældre og den unge får mulighed for henholdsvis at glide i baggrunden og forgrunden. Det er dog
også vigtigt, at forvaltningen er opmærksom på, at for nogle unge vil forældrene eller en anden
person, som er tæt på den unge, i høj grad forsat være den centrale person, som de ønsker skal
medinddrages.
Overgangen kan lettes ved, at forvaltningen sørger for en bedre overgang fra ung til voksen, så der
skabes en bedre overgang i de tilbud, den unge og forældrene får. Handleplan er et vigtigt
instrument til at søge at gøre overgangen så god som mulig og hjælpe den unge mod et liv som
voksen. Også forældrene bør støtte denne proces og løbende søge at inddrage det unge menneske
mest muligt i beslutninger om vedkommendes liv.




20
     Fokusgruppeinterview.
21
     Interview med Dan Schimmel, LEV.
                                                 - 37 -


7. Opsamling og anbefalinger
Vi har på baggrund af indsamling af materiale, fokusgruppeinterviews og indtryk fra Centrets
konference ”Retten til en ungdom” søgt at svare på, hvad det er for barrierer, der gør det sværere for
handicappede at flytte hjemmefra end ikke-handicappede. Sigtet med analysen er i modsætning til
hovedparten af andre analyser at søge at favne bredt om alle de problemer, der er forbundet hermed
og samlet gøre opmærksom på dem og søge en løsning herpå. Vi har valgt at sætte fokus på
handicappede med bevægehandicap, udviklingshæmmede, personer med hjerneskade og
sindslidende, fordi vi har erfaret, at det især er disse grupper, der har problemer i forbindelse med at
skulle flytte fra forældrene. Svagheden ved denne fremgangsmåde er, at vi ikke kommer i dybden i
samme grad som de mere afgrænsede analyser.
Analysens sigte har især været at sætte fokus på den følsomme, men også meget afgørende fase i
vores liv, som kaldes ungdommen. Det er en meget svær periode for alle unge, og analysen viser, at
det især er svært for unge med et handicap, fordi handicappet hindrer dem i at gennemleve
puberteten på en måde, som er med til at modne dem og gøre dem til voksne og selvstændige
individer. Dette kan resultere i, at når de unge fylder 18 år og af omgivelserne anses for voksne og
ansvarlige, hvilket nok de færreste af os alligevel er, kan de have svært ved at tage beslutninger og
ved ikke, hvad de vil med deres liv.
En af de vigtigste iagttagelser, som Centrets analyse viser, som er af størst betydning, når unge står
for at skulle flytte hjemmefra, er, hvorvidt de har haft mulighed for at leve det liv, som er forbundet
med ungdommen; det vil sige et liv fuld af spontanitet, eksperimenter og sammen med andre unge.
Det er gennem disse handlinger, den unge skaber en identitet, modnes og ideerne begynder at samle
sig om, hvad man har af ønsker til sit liv.
Forældrene, de professionelle og forvaltningen er væsentlige brikker i dette spil. Forældrene fordi
de er dem, der er tættest forbundet på godt og ondt med deres børn. Det er vigtigt, at de som
forældre i højere grad er opmærksomme på, at unge, selvom de har et handicap, skal have mulighed
for en ungdom. Og at forældrene, til trods for at de gør det for at beskytte deres barn mod nederlag,
søger at give den unge denne mulighed. Det samme gælder også skole og pædagoger, som også bør
være opmærksomme på at arbejde med udvikling af den unges personlige kompetence.
Forvaltningen bør for eksempel i forbindelse med udarbejdelse af handleplaner søge at arbejde ud
fra at styrke de personlige kompetencer. Centret har set flere gode eksempler på, at dette er et
aspekt, som i stigende grad inddrages.
Analysen viser, at boligforholdene og rammerne er blevet bedre. Imidlertid er de krav, der stilles i
dag også anderledes, og valgmuligheder og boligstandard er langt fra fulgt med. Mange unge og
deres forældre oplever det derfor fortsat som et stort problem, at de ikke kan finde tilbud, de finder
opfylder deres forventninger til nutidig standard og pleje. Derfor er der fortsat behov for, at
valgmulighederne forbedres, og boligerne bliver flere og mere tidssvarende. Boligen er det, som
oftest giver anledning til størst bekymring hos forældre til et handicappet barn. Boligen er et vigtigt
omdrejningspunkt i vores liv og også en vigtig forudsætning for, at man kan leve op til
servicelovens intentioner om et liv i egen bolig.
Manglende koordinering og samarbejde mellem de forskellige forvaltningsenheder opfattes af
mange som et problem. For brugeren føles det som at skulle ”starte forfra”, og en del vigtig
information kan gå tabt. Forældrene bør sammen med forvaltningen i højere grad søge at forberede
den unge på at skulle tage beslutninger, så den unge ikke oplever det som en brat overgang at fylde
18 år. Forældrene eller en anden kontaktperson bør også kunne inddrages, selvom den unge er fyldt
18 år. Der kan være unge, som har et så svært handicap, at det er nødvendigt med en person til at
hjælpe med at tage stilling, eller hvor handicappet i perioder af livet medfører behov herfor.
Samtidig bør der være mulighed for at yde familien, hvor den handicappede unge flytter fra, hjælp
til at reetablere sig og skabe en ny tilværelse.
                                               - 38 -


7.1 Analysen udmunder i følgende anbefalinger:
    Flere boliger og bedre boliger.
    Bedre rådgivning og vejledning af de unge og deres forældre.
    Bedre samarbejde mellem de enkelte offentlige instanser.
    Bedre økonomiske forhold - så der reelt kompenseres for funktionsnedsættelsen.
    Hjælp til de unge til at forberede dem på en ungdom og et selvstændigt liv, gerne i form af
     indførelsen af et rehabiliteringsbegreb, der ser den unge som et helt menneske.
    Glidende overgang mellem børne- og voksenreglerne i serviceloven.
På baggrund af anbefalingerne vil Centret følge udviklingen i etableringen af nye boliger til unge
handicappede meget tæt. Der er bevilget yderligere midler til anlægsudgifter, men amter og
kommuner hævder, at det er driften og ikke anlægsudgifterne, der er barrieren.
Centret vil endvidere gennemføre en analyse af unge handicappedes forsørgelsesgrundlag (18-25
år). Analysen skal indgå i en generel dataindsamling om handicappedes levevilkår.
Centret vil endelig opfordre Det Centrale Handicapråd til at rette en henvendelse til
socialministeren med en opfordring til, at der gennemføres en granskning af specielt serviceloven
med henblik på en vurdering af, om ungdomskategorien skal have en mere central placering i
lovgivningen og tilhørende vejledninger.
                                               - 39 -


Litteraturliste

Amtsrådsforeningen (2000): ”Rapport om køb og salg af individuelle ydelser i amtslige botilbud”
december 2000.
Bengtsson, Steen (2000): ”En evaluering af handicaprådgivningen i Fyns Amt”
Bengtsson, Steen (1997): ”Handicap og funktionshæmning i halvfemserne”, København:
Socialforskningsinstituttet, 97:1
Bengtsson, Steen og Middelboe, Nina (2000): ”Der er ikke nogen, der kommer og fortæller, hvad
man har krav på”, Socialforskningsinstituttet
COWI/SUS (2002), Evaluering af erfaringerne med institutionsbegrebets ophævelse på
handicapområdet, 1998-2002, september 2002, Socialministeriet
Dansk Handicap Forbund, Ungdomskredsen, Spørgeskemaundersøgelse, efteråret 2001
DSI (2002): Nyhedsbrev nr. 3/2002
Formidlingscenter Øst (2000): ”Et liv i venteposition”
Formidlingscenter Øst (2002): ”Boliger til handicappede i alment boligbyggeri”
Høgsbro, Kjeld; Kirkebæk, Birgit; Blom, Sara Vafai og Danø, Else (1999): ”Ungdom, udvikling og
handicap”. Samfundslitteratur 1999
Interview med direktør for LEV, John Møller, Kristelig Dagblads hjemmeside, 30. januar 2002
PLS Rambøll (2001): ”Evaluering af § 111-planer - et godt redskab i indsatsen over for voksne med
nedsat funktionsevne”, november 2001, Socialministeriet
Samfundslitteratur (1999): ”Ungdom, udvikling og handicap”
Socialrådgiveren, 20/99
Spastikerforeningen, april 2002

								
To top