MATERIALE / MATERIALITET To byrum i København
METAPROJEKT
2006 09 30
Sine Marie Peitersen afd [3]
MATERIALE/MATERIALITET – To byrum i København
I forbindelse med at skulle arbejde med et landskabeligt projekt i byen, ønsker jeg her at undersøge skalaspringet fra den store til den lille skala. Jeg tager mit afsæt i to københavnske byrum for at udspænde et felt af muligheder for brug af formsprog og virkning - ikke for at diskutere hvad der er løst bedst, for rummene har så forskellige programmer og kontekster at agere i, at det er vanskeligt at sammenligne. Jeg vælger at gå tæt på det materiale de dog har til fælles, sten, for at komme materialiteten nærmere. Materialet ses som stoffet, der kan bearbejdes, og deraf opstår materialiteten, set som den virkning mødet med stoffet har på beskueren.
Jarmers Plads er et meget hektisk byrum i kraft af, at det ligger på hjørnet af H.C. Andersens Boulevard og Nørre Voldgade, to stærke trafikårer i hjertet af København, der dagligt flyder med en konstant strøm af biler, busser og cyklister. På kanten af dette inferno ligger Realkredit Danmarks domicil og skærmer Ørstedsparken mod støjen. Bygningens facade i poleret marmor med præcise udskæringer rejser sig nærmest monumentalt overfor de mere sammensatte nabofacader. Facadens geometri og udtryk kom også til at spille en stærk rolle, da pladsen, der ligger i forlængelse af bygningen, skulle sættes i stand i 1997. Hovedindgangen til domicilet ligger i forbindelse med pladsen, der derfor skulle skabe adgang fra Nørre Voldgade, hvorfra parken kryber om hjørnet med et par træer, og fra H.C. Andersens Boulevard, der ligger i en lavere kote. Materialevalget faldt på en lys granit, der er skåret ud i store rektangler på 3,40 x 0,85 x 0,12 m, der viderefører facadens dimensioner. De er lagt i et stramt grid og udspænder en for øjet umiddelbar svævende flade. Et gulv der frigør sig fra det underliggende terræn, her dannet af mørke chaussésten, der skaber en stærk kontrast til de lyse sten med åbne fuger. Op ad den lyse flade skyder sig blokke, som i plan har samme dimensioner som rektanglet, men som her vokser op og bliver til bænke. Bænkene er samlet i den ende, der vender mod parken, og parken træder ind på pladsen med en gruppe platantræer, der står i et retvinklet mønster for at få lov til at høre til. For at fange boulevardens lavere niveau strækker en metaltrappe i messing sig ned
fra pladsen og lægger en inviterende løber ud. Pladsen får en karakter af kølig elegance der indordner sig bygningens dirigerende geometri og materialitet. Undsluppet centrums stressende puls befinder jeg mig nu på Nørrebro. Boligkarréerne og cafélivet fylder i gadebilledet frem for kontorbygninger på trods af, at jeg kun har bevæget mig 5 minutter væk på cykel fra Jarmers Plads. Trafikstrømmen er her stadig, men i et roligere tempo og nu kun i to spor. Skt. Hans Torv ligger tilbagetrukket fra den livlige Nørrebrogade, men er på tre sider flankeret af henholdsvis Blegdamsvej, Nørre Allé, og Guldbergsgade. Veje der, sammen med små tværgående handelsgader, forbinder pladsen med et stort opland af københavnere, der bringer summende liv til stedet. Den fjerde side har en fast ryg i en klassicistisk boligfacade med en række caféer i stueplan, der har fået fodfæste efter at torvet blev renoveret i 1993. Hele byrummets karakter præges af velholdte varierede facader, der indrammer situationen. Strategien for torvet har været en forsigtig behandling af terrænet, så der er blevet dannet et tyngdepunkt for pladsen ved en let fordybning i midten, og som modvægt en let forhøjning i det sydligste hjørne markeret med et træ. Lysegrå chaussésten er sat i et lige skifter, der dækker hele pladsen; som et tæppe draperet over terrænets høje og dale. Lange granit bordursten ligger som kantebånd i periferien og skaber en afslutning. Understregende chausséstenenes retning bevæger de store granitsten sig dog også ind mod pladsens tyngdepunkt; skulpturen ”Huset der regner”. Her udspiller der sig i dag en scene med små stråler af vand, der står op omkring skulpturen, før de falder ned over chausséstenen og afslører dens farver. Det ensartede tæppe ændrer sig her til en mørk, reflekterende flade, så langt som vandet rækker.
Beskrivelsen kunne stoppe her, med to byrum stillet overfor hinanden. To tomrum i byens masse med særdeles forskellige kontekster: Det stringente rum midt i byens pulskransåre, der spænder alle muskler, for ikke at blive tromlet ned af infernoet. Rummet der er skabt til at fremstå som en stærk, repræsentativ foyer for det dikterende domicil, der ligger bag, frem for at
være et rekreativt opholdssted for en bred vifte af københavnere. I feltets modsatte ende det tilbagetrukne byrum, der har menneskestrømmen som kontekst, og nærmest hiver det blidt bølgende landskab ind i byen. Rummet der ikke råber højt, men bare stille fortæller om muligheden for at lege med vandet eller sætte sig ned og betragte medmennesker. To rum der åbenlyst skaber meget forskellige karakterer på trods af, at begge har gulv af sten. Og det vækker nysgerrigheden. Vi vil gerne længere ind i materialet. Dykke ned i hvorfor det sker, at to pladser kan være så forskellige, til trods for at de deler materiale. Konteksten er som sagt meget afgørende for den stemning, der præger et område, men en tegnet plads har i høj grad også selv mulighed for at slå en tone an. Først og fremmest er de formsprog, der er valgt på de to pladser, væsensforskellige. Jarmers Plads´ tager afsæt i den euklidiske geometri – helt skarpe linjer uden brud. En imponerende millimeter præcision, der står tydeligt frem, når man betragter mellemrummet imellem granitelementerne. I denne lille skala er det pludselig tomrummet, der står tydeligst frem – et mørkt kryds af nærmest uendelige linjer. Hvad mon der gemmer sig under dette svævende gulv? Stringensen åbner for en mystik, når mærkværdigheder træder frem; træet der pludselig vokser op af en rist, trappens sidste trin, der hverken rører ved pladsen eller boulevarden. Bearbejdningen af granitten er med til at danne denne grobund – stringensen. Elementerne er skåret knivskarpt ud og overfladen hamret. Her er kontrollen klar. Skt. Hans Torv har en blødhed over sig, og giver næsten et indtryk af tilfældighed. Det draperede tæppe af chaussésten er ikke fysisk blødt, som gummigranulat på løbebanen eller skovbunden, men det er blødt for øjet. Det indbyder endda til, at man slår sig ned på det for at spise en is og sludre, som på græs på en varm sommerdag. Går man tæt på, ser man hvor forskellige stenene er fra hinanden. Nogle er mindre end andre, nogle mørkere og alle har de hver deres unikke, grove tilhugning. Der er noget meget menneskeligt over dem. På afstand opfattes de som en relativ ens masse, men jo tættere man kommer på, ser man tydeligere og tydeligere særpræget for hver enkelt. De grupperer sig, som de nu engang bedst passer sammen, og sliddet kan ses på dem med alderen. Som menneske kan man
identificere sig med det foranderlige, fordi man selv oplever det på egen krop. Formsproget og bearbejdningen af stenen giver altså meget forskellige materialiteter i de to eksempler på pladser med stenbelægning. Men træder vi helt ind i stenene, er de jo opbygget ens. Granitten består af mineralerne kvarts, feldspat og glimmer, og er dannet ved smeltede massers størkning. Mineralerne kan faktisk skelnes med øjet, da granit er kornet, modsat en porøs eller skifret sten. Deraf navnet granit fra det latinske ord granum, der betyder korn. Nede i denne skala kan man genkende kvarts ved, at det er lidt gennemsigtigt, og man lægger mærke til farveforskelle mellem mineralerne. Et ekstra lag af fortælling, som man ikke opfatter i den daglige omgang med materialet, når øjnene ikke er tætte på. Normalt er det fødderne, der mærker materialets hårdhed, hånden der kan mærke den ru overflade og temperaturen, eller øret der hører den distinkte lyd af høje hæle mod sten. Men betragter vi materialerne omkring os gennem et mikroskop, åbner der sig pludselig et univers for øjnene af os, der fortæller om oprindelse og struktur. En anden geometri, end den der kan tegnes med passer og lineal, viser sig for os. Denne fraktal geometri fokuserer på opbrudte og ujævne former, som tegn på en dynamisk aktivitet, som f.eks. hos iskrystaller, der er opstået i en dynamisk proces med vand bevæget af frost, der ender med et resultat, hvor ikke to krystaller er ens. Granittens sammensætning er som nævnt også opstået i en dynamisk proces af smeltede massers størkning. Øjet kan se tilfældighederne på spil i materialet og geometrien virker naturlig. Vi genkender den i vores egen organisme, der fodres gennem et net af blodårer, der deler sig, snor sig for at nå alle kroge. Kredsløbets struktur, der ligner en gentagelse af sig selv. Et eksempel på at lade sig inspirere af henholdsvis euklidisk og fraktal geometri er fotograf Lawrence Hudetz´ arbejder. På fotografiet af langstrakte træstammer i en diset skov, har han bevidst søgt efter den lige linje i naturen. Den klare form som ville være let at tegne ud på papir. På fotografiet af birketræernes filtrede kroner, er det det fraktale univers han beskriver, på et stadie hvor dynamikken er tydelig. Man kan næsten fornemme, at det hele er ved at gro yderligere sammen i et kaos af grene.
What I want is that when you look at the photograph, there will be no way to say which direction this thing is going. Am I photographing this thicket of alders as order arising from chaos, or is it order just going into chaos? Citat Lawrence Hudetz, fotograf
Med sit arbejde præsenterer Hudetz spændende vinkler at se og bruge sit materiale bevidst på, fordi han får øje på dets iboende geometrier og kompositioner. Med sit kamera kan han lege med hvilken materialitet han ønsker beskueren skal opleve i motivet. Glider vi fra granittens mikroskopiske skala helt ud igen, så vi har det store overblik over København, ser vi igen et net. Et net af trafikårer, store og pulserende, der forgrener sig ud i mindre gader og stikveje og forsyner hele byen. En hel organisme, der rummer den samme geometri som vores egen krop. De to beskrevne byrum, der ligger i denne byens organisme, tager måske nok udgangspunkt i det samme stof i deres belægning, men idet man begynder at fortolke arkitekturen opdages, at de deler materiale men ikke materialitet. Det beskrevne felt af mulighederne for brug af formsprog og virkning rummer stof til eftertanke. Materialet kan have iboende kvaliteter som slidstyrke, en smuk patina over tid eller en interessant geometri som kan inspirere til dets anvendelse og udtryk. Værktøjerne til bearbejdningen af materialet, der som skildret kan spænde fra kameraet til mejslen, skal vælges med omhu, for det er her materialiteten formes. Hvilket indtryk skal brugeren få ved mødet med stedet? Associationer til bølgende marker eller til egen krop? Mennesket selv bliver også til et materiale, der deltager i arkitekturen, enten med kroppen eller med deres rekvisitter såsom cykler og paraplyer. Alle vore omgivelser er bundet sammen af fælles geometri, og det er op til os at se det usædvanlige i det sædvanlige, selv at være bevidste om hvilken materialitet, der kan opstå i vores eget møde med materialet.
KILDER Jarmers Plads: Brandt Hell Hansted Holscher, 1997 Skt. Hans Torv: Sven-Ingvar Anderson, 1993 Fag- og materialelære – C.J. Stolze Møller Fractales – The patterns of chaos – John Briggs (Benoit Mandelbrot) Nye byrum – Jan Gehl og Lars Gemzøe DETAIL – 2000, nr.4