Det store billede

Document Sample
Det store billede Powered By Docstoc
					Det store billede

Dato: d. 30.11.09, 11:26
Af: Nicolai Sennels
Emner: Integration, kvinder, løsninger, repatriering, ytringsfrihed
163 kommentarer

Kære blog-læsere

Dette er mit sidste blogindlæg. Tak til alle jer, som kiggede forbi, læste med og selvfølgelig også til
de mange, som har skrevet kommentarer og debateret! Til dem af jer, som kan lide tal: Jeg har
skrevet 46 indlæg på to måneder, som tilsammen har fået 8.161 kommentarer. Bloggen er blevet
læst ca. 1100 gange dagligt i gennemsnit.

Diskussionen om integration af muslimer er vigtig - og vi har været igennem det meste: Imamernes
negative indflydelse på integrationen; muslimske parallelsamfund; islamisk terror; de psykologiske
sider af kulturkløften; integrationspolitiken (især de Københavns borgmestre har stået for skud);
bander; indvandrerforældrenes ansvar; den muslimske kulturs syn på kvinder, ære, ikke-muslimer
og religion. Det hele startede med Verdens Vigtigste Spørgsmål: Vil integrationen af muslimer
lykkes? Og vi sluttede med et brag - konsekvenserne, hvis integrationen ikke lykkes: 3. Verdenskrig
- sådan bliver den.




Nicolai Sennels, februar 2009 i Forfatterforeningen

Konklusionen er, at vi skal stille krav til integrationen og der skal være konsekvenser, hvis folk
ikke vil eller kan. Vestens vedfærd og fred kan ikke på sigt bestå, hvis vi har en voksende, mere
magtfuld og aggressiv minoritet i vores egne lande, som ønsker et grundlæggende andet samfund -
og som ofte ikke kan lide os, og meget hellere vil have, at vi bliver som dem, end omvendt. Vesten
er nødt til at finde andre steder, hvor disse mennesker kan leve.

Det store billede
Når alt kommer til stykket, kan man kun have ét stort ønske i livet: At alle mennesker er lykkelige
og uden smerte og problemer.

Selvom man kritiserer noget eller nogen, kan man derfor ikke hade dem. Man kan ønske, at de lever
friere og lykkeligere liv. Man kan ønske, at de lever liv, hvor de kan opleve deres fulde potentiale til
at elske og give. Man kan ønske, at de udvikler menneskelig modenhed og overskud. Man kan
ønske, at de ikke skader andre eller sig selv. Har man den indstilling, kan man uden problemer
kritisere den meget umenneskelige religion, som islam er - og problematisere muslimsk indvandring
- og samtidigt beholde sit gode og smittende humør og have normal stemmeføring og afslappet
øjenkontakt med folk, som man er uenig med.

Den muslimskekultur har to alvorlige problemer. Det ene er, at den ser ned på kvinder.ar man ikke
øje for de menneskelige kvaliteter, som kun kvinder udtrykker fyldestgørende og giver man ikke
plads til deres seksualitet, dybe menneskeforståelse, sociale indsigt, stærke følelser og intuitive
visdom, så har man smidt nøglen til ens egen menneskelig modenhed væk. Både mænd og kvinder
lider under sådanne forhold. Her bør ingen svigte ved blot at se stiltiende på - uanset hvad.

Desværre har Verden en hastigt voksende befolkningsgruppe, hvis øverste autoritet er en gud, en
profet og en bog, som befaler, at alle i hele verden skal leve på en bestemt måde. Den muslimske
kulturs andet store problem er således, at den ser ned på frihed.

Giver man ikke plads til kvinders frihed og til menneskelige rettigheder og friheder generelt, så står
m

an som kultur og samfund utroligt svagt. Den sociale kontrol strammes, den menneskelige
usikkerhed lurer, aggresionerne står på spring og kreativiteten, produktiviteten og økonomien falder
i et hul.

Koger man islam ned, er det netop disse to ting, det hele handler om: Kvinders seksualitet og frihed.
Sunde og naturlige ting i denne verden, som både kvinder og mænd bør glæde sig over og forsvare
til enhver tid.

I sidste ende er det vores vestlige samfunds gennemsigtighed, ligestilling, demokrati og
menneskerettigheder, som gør os så stærke, som vi er: Rige, frie, fredelige og generelt glade. Søgen
efter disse værdier og følelser ligger i den menneskelige natur. Derfor har vi vinden i ryggen og
derfor vil Vesten også vinde den meget voldsomme kulturkamp vi er i og som kommer.

På en betingelse: At vi bruger dem!

- At vi bruger vores frihed til at sige, skrive og tegne, hvad vi tænker

- At vi står klippefast på demokratiet og menneskerettigheder

- At vi insisterer hårdnakket på kvinders frihed - og til at leve som de vil, elske med dem de vil og
klæde sig, bo, tro, arbejde, feste, uddanne og gifte sig som de vil

- At vi stiller kritiske spørgsmål til såkaldte religioner og deres hellige bøger og mænd og udstiller
deres brutalitet og mangel på logik og kærlighed
- At vi griner og peger fingre af dem, som opfører sig barnligt og forsøger at få deres vilje ved at
true

- At vi siger nej til religiøse særkrav af enhver art

- At vi gør det dyrt, besværligt og dybt uinteressant for indvandrere og flygtninge at bo i Vesten,
hvis de ikke integrerer sig

- At vi finder andre steder i verden, hvor kriminelle og radikale indvandrere kan bo.

Gør vi disse ting, kan vi komme igennem krisen uden i kampens hede at gå på kompromis med
vores værdier og uden at tabe det mest værdifulde vi har: vores menneskelighed og ønske om alles
lykke.

Alle kan gøre noget:

Alle kan få deres daglige dosis nyheder (jeg anbefaler Jyllands-Posten, Herald Tribue, CNN og
BBC); alle kan åbne munden i frokosten på arbejdet eller til familiemiddagen og sige deres ærlige
mening, når snakken falder på integration og islam; alle kan skrive læserbreve; alle kan stemme på
politikere og politiske partier, som taler ærligt og ligefrem om problemerne; alle kan kritisere
systemer, som begrænser menneskers liv - uden den mindste dårlige samvittighed usikkerhed over
andres hån.

Verdens Vigtigste Spørgsmål: Tror du, at integrationen af muslimer kan lade sig gøre i
tilstrækkeligt omfang? Hvis ja: Hvad bygger du din antagelse på? Hvis nej: Hvad tror du
konsekvenserne bliver?

Farvel og tak for denne gang.

Nicolai Sennels

Blogarkiv:

3. Verdenskrig - sådan bliver den (29/11 2009)
Magtfulde imamer, DEL 3: Forrykte fatwa‘er (27/11 2009)

Magtfulde imamer, DEL 2: Naturlige forventninger til imamerne, muslimske foreninger og moské-
byggere (26/11 2009)

Magtfulde imamer, DEL 1: Muslimers 4. statsmagt (25/11 2009)

Interview med Morten Messerschmidt (24/11 2009)

Integration er noget der sker oppe i hovedet (23/11 2009)

Islam vs. Vesten: 3. verdenskrig (22/11 2009)

Tegningen der slog 150 mennesker ihjel (21/11 2009)
Muslimske ghettoer ―knopskyder‖ overalt i Danmark (20/11 2009)

Indvandrerkatastrofen. Vil de ansvarlige politikere blive retsforfulgt? (19/11 2009)

Det muslimske æresbegreb: Det handler om dårlig selvtillid (18/11 2009)

København og banderne, DEL 2: Fremtiden i inkompetente hænder (16/11 2009)

København og banderne, DEL 1: Hvor er selvkritikken? (15/11 2009)

Integrationsmyte 4: Muslimsk kultur fører ikke til dårlige sociale og økonomiske forhold (14/11
2009)

Integrationsmyte 3: Muslimer er ikke mere religiøse end os andre (13/11 2009)

Integrationsmyte 2: Høj kriminalitet blandt muslimer har intet med muslimsk kultur at gøre (11/11
2009)

Integrationsmyte 1: Der er ikke forskel på indvandrere (10/11 2009)

Dansk imam blåstempler drab og selvtægt (9/11 2009)

1.000 flygtninge kan hjælpes i nærområdet for det, det koster at have 1 flygtning i Danmark (7/11
2009)

Satire-tegninger fra Iran (6/11 2009)

Hvor mange potentielle muslimske terrorister findes der i Danmark? (5/11 2009)

Repatriering - statssponsoreret udvandring - er den eneste win-win løsning (4/11 2009)

Venstrefløjens forskruede menneskesyn, DEL 2 (3/11 2009)

Projekt Ny Mødom. Interview med Kristina Abu-Khader Aamand (2/11 2009)

Trykkefrihedsselskabet fylder 5 år. Interview med Katrine Winkel Holm. (30/10 2009)

Terrortrusler mod Jyllands-Posten: JP er ikke længere kun en avis (28/10 2009)

Venstrefløjens forskruede menneskesyn, DEL 1 (27/10 2009)

Muslimske dominerede områder i Danmark: Politistat eller kaos (26/10 2009)

Ritt B endte med at blive Danmarks Berlusconi (25/10 2009)

Jakob Hougaard holder københavnerne for nar (22/10 2009)

Jakob Hougaard (S) svarer: ―integrationen kan og vil lykkes‖ (20/10 2009)
Åbent brev til integrationsborgmester Jakob Hougaard (S) (19/10 2009)

Klamt stemmefiskeri: ―Gensidig integration‖ (15/10 2009)

Typisk Politiken (13/10 2009)

Giv Obama en Oscar istedet (10/10 2009)

Interview med Nicolai Sennels: Kriminel lavalder (9/10 2009)

Overbefolkning giver klimaproblemer. Klimaproblemer giver folkevandringer. (5/10 2009)

Islamofobi findes ikke (29/9 2009)

Den kriminelle lavalder (24/9 2009)

Usikre mænd undertrykker kvinder (21/9 2009)

Indvandrerbander: Forældrene er nøglen (17/9 2009)

Islamist-gruk (11/9 2009)

Fjern den statistiske mundkurv (9/9 2009)

Rapport fra en integrationskonference (6/9 2009)

Stigmatiseringsargumentet er… (3/9 2009)

Verdens Vigtigste Spørgsmål (1/9 2009)

3. Verdenskrig: Sådan bliver den

Dato: d. 29.11.09, 13:06
Af: Nicolai Sennels
Emner:
255 kommentarer

Kulturkløften.

Dette er ikke en skræmmehistorie. Dette er ikke sådan, jeg håber tingene udvikler sig. Dette er
sådan jeg tror, fremtiden bliver.

Weekendavisen 27/11 omtaler mit blogindlæg om 3. Verdenskrig, som jeg postede her på JP 22/11.
Indlægget fik flere end 300 kommentarer med på vejen, og tilsammen med den efterfølgende
medieomtaler giver er det god grund til at uddybe.

Før jeg går videre skal jeg fortælle, at frygten for en voldelig konflikt mellem den muslimske
verden og Vesten er helt almindelig. Ifølge en Gallup-undersøgelse foretaget for World Economic
Forum citeret i rapporten ―Islam and the West: Annual report on the state of Dialogue‖ tror op mod
halvdelen af befolkningen på, at denne konflikt slet ikke kan undgås. Selvom mange mener, at det
kun er et spørgsmål om tid, førend en sådan verdensomspændende konflikt bryder ud, er det
formentligt de færreste, som har en idé om, hvordan den rent faktisk kommer til at se ud - og
hvordan den bliver oplevet af den enkelte.

På baggrund af den indsigt jeg har fået i det muslimske miljø gennem mit psykologiske arbejde med
over hundrede voldelige og radikale muslimer, vil jeg her komme med et bud på, hvordan
konflikten vil udvikle sig fremover.

Eftersom det er mit næstsidste blogindlæg, giver jeg den bare gas - det bliver langt…:

Etniske spændinger

Det er i dag klart, at integrationen af muslimer er ikke lykkedes i det tilstrækkelige omfang, og intet
tyder på, at udviklingen vil vende. Tværtimod. De mennesker, som sidst i forrige århundrede
kæmpede forgæves mod at åbne grænserne for mennesker fra den muslimske verden, har fået ret i
stort set alt hvad de advarede imod: Drivende grupper af voldelige muslimer; langsom kvælning af
velfærdssamfundets økonomi og tryghed; terror; lovløse parallelsamfund; truende islamister der
skriger foran vores regeringsbygninger; institutioner, folkeskoler, hospitaler og sindssygehospitaler,
kommuner, plejehjm, offentlige lønninger, politi og fængsler osv., som bukker økonomisk og
mandskabsmæssigt under for muslimers manglende evne og vilje til at optage danske og vestlige
kulturnormer i sig.

Men det er kun spidsen af isbjerget - det er fortid og nutid. For de etniske spændinger i Europas
store byer stiger stadigvæk, og lovløse muslimske områder knopskyder i snesevis af europæiske
byer hvert år. Det eneste, som truer verdens fremgang mere end de stadigt flere konflikter mellem
muslimer og os andre, er formentligt overbefolkning.

3. Verdenskrig bliver ikke en konventionel krig, hvor lande slås på tværs af grænser. Det bliver en
krig mellem muslimer og ikke-muslimer i vores egne byer. Der vil ikke være fronte, hvor civile kan
leve relativt trygt og uberørt af kampenes gru, hvis bare de holder sig i sikker afstand fra
krigshandlingerne - for de vil ske på vores egne gader og stræder. Utrygheden og faren vil derfor
ramme den enkelt langt hårdere.

Integrationen har tabt, men hvem vinder? Vestlige magter aldrig har vundet en krig mod
guerillastyrker - hverken i Vietnam, Afghanistan, Irak eller andre steder. Skulle vores sekulære,
humanistiske og demokratiske system komme ud som sejrsherre, er der desværre stor risiko for, at
vi vil have gået på kompromis med vores egen humanisme, menneskerettigheder og demokratiske
værdier. Sådan er vi mennesker: Vender man det blinde øje til problemerne, fordi man ikke vil se
dem i øjnene eller håber at de løser sig selv - så risikerer man at overreagere, når endelig
tålmodigheden slipper op. Må guderne forbyde det, men vi har måske ikke haft den sidste krystalnat
i vor tid.

Muslimsk kontrollerede områder

Modstanden mod ikke-islamiske autoriteter så som politi, brandvæsen, ambulancefolk og landets
love er stigende.
Flere steder i Vesteuropa har man i dag såkaldte no-go zoner. Her advares ikke-muslimer mod at
skilte med ikke-muslimske religiøse symboler og ikke-islamiske autoriteter bliver jævnligt stenet
ud. Frankrig har 751 officielle no-go zoner, som er kendetegnet ved, at franske myndigheder har
mistet autoriteten og kontrollen. I England har man lignende tilstande. Også lille Danmark har i dag
muslimsk dominerede områder, hvor politiet er nødt til at alliere sig med imamer og udvise
passivitet overfor åbenlys kriminalitet, hvis ikke de skal risikere at provokere til optøjer og vold.
Det samme gør sig gældende i flere områder i Holland, Belgien, Tyskland osv. I Malmø, hvor 25
procent af befolkningen er muslimer er brandvæsnet nødt til at bære skudsikre veste, beskyttende
masker og armere deres køretøjer, når de rykker ud til de muslimsk dominerede områder.

Fox News: Kort filmreportage fra Malmø:


YouTube Direkt

Fremtiden bliver, at landene mister kontrollen og magten fuldstændigt i disse områder. Vi vil på den
måde ende med en lang række Gaza-striber rundt om i Europa, som ligger i konstant voldelig
konflikt med deres ikke-muslimske omgivelser. Danskerne vil opleve det som daglige nyheder om
væbnede kampe mellem muslimer og politiet; at de nogle gange skal køre en omvej, fordi området
på vej til arbejde er spærret eller usikkert; at vi selv eller vores nære venner eller familiemedlemmer
oplever konflikten på egen krop (brand i boligkvarteret, bombetrusler i området, fysiske trusler,
bank, hærværk på egendommen osv.); periodevis varemangel i supermarkedet, fordi lastbilerne med
varer ikke kan komme frem eller er blevet røvet; arbejdsløshed, dårlig løn og væsentligt nedsat
offentlig service, fordi uroen skaber økonomisk krise; vrede, afmagt og omklamrende utryghed.

Disse selvudråbte muslimske mini-stater vil have deres egen tre-deling af magten: 1) Koranen og
imamer som den lovgivende magt. 2) Imamer, bandeledere og familieoverhoveder som den
dømmende magt. 3) Almindelige troende og menige bandemedlemmer vil udøve den sociale
kontrol, patruljering og afstraffelse. Områderne vil være ligeså fattige på penge og rige på børn og
radikale muslimer, som de palæstinensiske områder. Størstedelen af økonomien vil bestå af
donationer fra islamiske landes oliepenge (den planlagte moske i Københavns Nordvest-kvarter
financieres f.eks. fra Saudiarabien) og - ligesom i dag - staten.

Europa har i dag hundredvis af muslimske områder, som er næsten hermetisk lukket for landets
vestlige kultur og hvor kriminalitet, offermentaliteten, radikale strømninger og modstanden mod det
omgivende samfund vokser år efter år.

Borgerkrig

Disse muslimske områder vil opleve presset om integration som et angreb på deres muslimske
kultur og religion: ―Hvorfor må vi ikke leve som vi vil? Tror I, at jeres danske kultur med druk,
narko, nøgne danske piger, pølsebod og dårlige bodegaer er bedre end vores? I skal ikke prøve at
tage vores kultur og religion fra os. Vi er vokset op i Danmark og Danmark er vores land ligeså
meget som det er jeres!‖ Myndigheders indblanding og politiets patruljering opfattes som
provokation, racisme, chikane, hetz og arrogance - hvilket giver kraft til offermentaliteten, som i
muslimsk kultur er en legal grund til aggression og hævn.

Eksempel: I Oslo går muslimer amok over en fredelig demonstration til fordel for Israel:
YouTube DirektMuslimer amok i Oslo

Men en ting er, når stater mister kontrollen over områder inden for landets egne grænser. En anden
er, når konflikter mellem disse områder og deres omgivelser begynder at blusse op. En uheldig
anholdelse; øget politipatruljering i området; en ny Muhammed-tegning; stramninger i
udlændingelovgivningen; dansk deltagelse i krige i muslimske lande; fængslinger af imamer eller
bandeledere - er alle eksempler på, hvad der vil kunne blive dråben.

Dråben der får får radikale imamer, bandeledere og den alminelige folkestemning i de muslimske
områder til at koge over. Hævnangreb på politistationer; retsbygninger, infrastruktur eller andre
symboler på statens magt; en håndgranat på Strøget; systematiske trusler, chikane og
mord/mordforsøg på politifolk, politikere og islam-kritikere, soldater eller deres pårørende;
afbrænding af bydele - og selvfølgelig det vi alle frygter: Terrorbomber.

Vi så det i vinterferien 2008, hvor det første muslimske oprør i Danmark så dagens lys. Hundredvis
af påsatte brande og stening af det tilildende politi og brandvæsen - fordi muslimerne på Nørrebro
følte sig hetzet af politiets øgede patruljering, en lidt for grov anholdelse af en ældre muslimsk
mand tæt på Blågaards Plads og genoptrykningen af Muhammed-tegningerne et par dage efter.

Som psykolog talte jeg i øvrigt med en del af de sigtede brandstiftere, så jeg har et godt indblik i
den kulturelle og religiøse motivation for de voldsomme optøjer (læs mere om episoden i min bog
―Blandt kriminelle muslimer. En psykologs erfaringer fra Københavns Kommune.―).

Uge 7 2008 bliver ikke det sidste muslimske oprør i Danmarkshistorien. Den stigende
indvandrerkriminalitet, de stadigt flere våben på gadeplan og den stadigt større kulturkløft mellem
de muslimske områder og det danske Danmark er en sikker garanti for, at det bliver heller ikke det
mindste. Når det sker igen, og politiet ruller pigtråden ud, staten erklærer periodisk
undtagelsestilstand og hæren må hentes ind til at kompencere for politiets udsultede resurser, kaldes
det for borgerkrig.

En negativ spiral af gengældelsesangreb, gidseltagning og generelt ukontrolabel uro vil kendetegne
både store og mindre byer, hvor der findes muslimske områder. Statens økonomi, aktiemarkedet,
velfærdssamfundet og trygheden vil blive slået til ukendelighed.

Det største problem er: Det vil ikke stoppe.
Tværtimod vil det eskalere mere og mere. En af grundene er, at man i muslimsk kultur har svært
ved at have lighed og forskellighed på samme tid. Vi ser især dette kulturpsykologiske træk i
måden, mange muslimer betragter ikke-muslimer på og i måden, forskellen mellem kvinder og
mænd udmøntes på. Man er enten over eller under: Man kan være ens og ligeværdig, man kan være
forskellig og uligeværdig - men man kan ikke være forskellig OG ligeværdig. Mange muslimer
oplever sig i dag som værende under Danmark og danskerne - og de længes efter at komme ud af
den rolle. Skulle Danmark en dag blive muslimsk, vil danskerne af samme grund blive set som
mindre værd. Grundlæggeren af det Muslimske Broderskab, Sheikh Hassan al-Banna udtrykker
denne enten/eller-tankegang helt klart: “Det er islams natur at dominere, ikke at blive domineret.
Hvis du vil have et billede af disse tilstande, så se denne korte nyhedsreportage fra Malmø:

[youtube 94Wyrxj7qvg Fox reportage om muslimske Malmø]
Danske områder

Ligesom de muslimsk kontrollerede områder, vil der opstå ikke-muslimske områder, hvor danskere
og ikke-muslimske indvandrere laver boligområder omgivet af sikkerhedshegn, kameraer og
komplicerede låsesystemer. En nutidigt eksempel er Hejredalskollegiet, som ligger klods op af den
muslimske ghetto Gellerupparken i Århus: ―Det tre meter høje hegn er forsynet med pigtråd, og de
studerende skal bruge nøglekort med kode for at komme ind, så området bliver helt aflukket. … Det
blev sat op i december 2007 for at forhindre indbrud efter at panserglas, vagter, hunde og
videoovervågning, havde været forsøgt - uden effekt.‖

Disse områder vil på sigt oprette deres egne private børnehaver og skoler, som drives af beboerne.
Muligheden for at arbejde via computere osv. mindsker beboernes behov for at gå uden for hegnet.
Vi vil også se, hvordan utrygheden ved at forlade de sikre områder, økonomisk krise og ustabile
forsyninger vil få stadigt flere vil udnytte deres haver, altaner og tage til at dyrke deres egne
grøntsager osv. Den ydre trussel vil styrke sammenholdet indadtil: Lysten til at lære sin nabo at
kende, værdsættelse af venskaber og fællesskab øges.

Misundelse, vrede og den selvretfærdige lyst til at stjæle fra de rige vil gøre de sikre områder til et
yndet mål for muslimske bander og andre mindre succesfulde borgere. Behovet for sikkerhed vil
gøre sikkerhedsfirmaer til en guldrandet forretning. Beboere vil i stigende grad skulle løbe den
risiko, der er forbundet med at bidrage til patruljeringen i deres egne nabolag.

Filmklip: Muslimer i Frankrig hærger forstæderne med borgerkrigslignende tilstande:


YouTube DirektMuslimer laver borgerkrigslignende tilstande i Frankrig

Selvtægtsgrupper og militser

Vi vil se stadigt flere selvtægtsgrupper blandt danskerne. Det vil være en blandet flok, men de vil
alle være motiveret af ønsket om ‖gøre noget!‖. Graden af henholdsvis politisk indsigt og parathed
til at bruge vold vil variere.

a) De fredelige borgerinitiativer bliver de tilfælde, hvor man i et kvarter på eget initiativ opretter
nabofællesskab, hvor man beslutter sig for at bidrage til politiets patruljering ved selv at ―gå runder‖
sammen med et par naboer. Disse grupper vil være lovlige. Hvorvidt de vil bruge våben, som i dag
er ulovelige, vil være vil vise sig – for våbenloven vil uden tvivl blive diskuteret stadigt heftigere i
takt med, at befolkningens tryghed falder.

b) Andre initiativer vil være mere aggressive. Disse selvtægtsgrupper vil primært bestå af unge
mænd – men sikkert også en enkelt ekstra rå kvinde hist og her – som dyrker styrketræning og
træner kampsport mod hinanden hjemme i haven eller gården. Det vil være almindeligt, at de
patruljerer med våben og begår hærværk mod moskeer og muslimske forretninger. Politiet vil være
efter dem, men efterhånden som politiets resurser bliver mere knappe, og den menige politimand
oplever, at selvtægtsgrupperne er på ‖hans side‖, vil de kunne operere mere frit. Italien, som har
overvældende problemer med kriminelle indvandrere, har længe haft ulovlige italienske
selvtægtsgrupper. Disse grupper er nu blevet lovliggjort af regeringen, fordi politiet ikke kan magte
opgaven - også selvom militæret allerede er sat ind.
c) Endelig vil der dannes egentlige paramilitære styrker, som bruger skydevåben og som ikke blot
patruljerer, men aktivt opsøger deres fjende. Man vil komme til at se voldsomme skyderier i tæt
bebyggede områder mellem disse styrker og de muslimske grupper. Det sker faktisk allerede i dag,
hvor både indvandrerbanderne og danske grupper som AK81 hverver deres medlemmer ved at slå
på racistiske toner - og ikke med lovning om penge. Begge lejre vil blive større, udvikle deres taktik
og blive tungere bevæbnet (ulovligt våbensalg er en anden business, som vil vokse i lille
Dannevang).

Det er kun et spørgsmål om et par år, førend fanatiske muslimer finder sammen og lave deres egne
grupper, som beder før kamp, laver bagholdsangreb på patruljerende politi i ghettoerne i Ishøj,
Kalundborg, Ålborg, Holbæk, Odense, Ikast, Århus, København, Brønshøj. Med andre ord: Den
ideologi, som i dag dyrkes af voldelige muslimer i Irak og Afghanistan i dag, er kommet til
Danmark. Det er kun et spørgsmål om tid, førend vi hører nyhedsoplæserne fortælle om en
―ubehagelig udvikling i bandekrigen‖…

Hæren og Hjemmeværnet sættes ind

Politiets resurser vil blive udsultet: Stress, dårlig økonomi og mandskabsmangel vil køre politiet ud
på et sidespor, hvor de ikke længere magter de stigende udfordringer. Man vil derfor være nødt til at
se sig om efter permanente forstærkninger. Allerede de næste par år suppleres Danmarks
politistyrke permanent med 300 flere betjente, som bl.a. skal bruges til at bekæmpe de muslimske
bander (såkaldte ―indvandrerbander‖). En nylig undersøgelse fra Københavns Kommune viser, at
disse bande vil få 700 nye medlemmer hver år! På sigt har politiet ikke en jordisk chance for at
dæmme for kriminaliteten blandt muslimer uden hjælp. Hæren vil derfor blive inddraget i arbejdet,
og ligesom man er begyndt at bruge Hjemmeværnet i kampen mod voldelige muslimer i
Afghanistan, vil de også blive brugt mere aktivt herhjemme - som støtte til politiet.

Allerede i dag har kommuner med mange muslimer ansat private vagtværn til at bevogte
indkøbscentre, stationer og pladser (en stor del af de ansatte er også muslimer - fordi erfaringen
viser, at muslimer har svært ved at respektere ikke-muslimer). Det vil vi se mere af. Hjemmeværnet
vil blive inddraget mere - formentligt i samarbejde med politiet som ved klimatopmødet COP 15 i
december 2009 (politiet tager hjemmeværnsfolk med på patruljer, til adgangskontrol og visitation af
personer og biler osv.). Jeg har i øvrigt selv været i det hjemmeværnskompagni, som leverede HJV-
soldater til Afghanistan sidste år: Flotte unge veltrænede kvinder og mænd med solidt humør, fast
selvtillid, gode håndtryk og ærligt blik i øjnene.

De store slag

Intet land kan bestå, hvis det har områder med mere eller mindre selvstyre, som opfører sig
aggressivt mod landets love og indbyggere. Derfor vil de vestlige lande - enten koordineret eller
efter eget temperament - på et tidspunkt være nødt til at tage et opgør med de muslimske områder:

Politikerne vil beordre politiet og hæren til at gå ind i områderne og anholde sigtede personer,
destruere samlingssteder for kriminelle og potentielle terrorister og tømme området for våben osv.
Det er ganske enkelt uundgåeligt: En stat kan ikke holde til at have deres eget lille Waziristan med
magtfulde fanatiske imamer, lagre af våben og terrorbomber, terrorister og kæmpe organiserede
grupper af voldsmænd. Og våben er der masser af: ―Knap 1.000 unge er under våben og registreret
som organiseret kriminelle hos Rigspolitiet. Man kan formentlig gange det tal med ti, hvis man vil
vide, hvor mange disse organiseret kriminelle kan trække på.―

Det vil blive voldsomt.

Forestil dig, hvad der vil ske, hvis politiet og Skat i morgen beslutter at gennemtrevle hele Nørrebro
for våben, hælervarer, narko, illegale indvandrere og økonomisk svindel. Der vil blive et ramaskrig
blandt muslimer i hele Danmark. Anklagerne om hetz, racisme, chikane og provokationer vil
eksplodere. Sms-kæderne vil fistre gennem luften og modstanden vil blive væbnet med våben,
afbrændinger, voldelige demonstrationer og gengældelsesangreb på offentlige bygninger. Radikale
imamer - og dem har vi mange af i Danmark - vil fyre op under retorikken, og moskeerne vil ikke
længere kun være forbeholdt bøn: De vil fungere som samlingssteder for imamer og deres tilhørere,
hvor der fra prædikestolen vil fyge et uvejr af skældsord mod Danmark og danskerne. Ligesom i
århundrederne før nu, vil de muslimske samlingssteder, moskeerne, vil blive brugt som
samlingssteder for muslimer med voldelige hensigter.




Hizb uth Tahrir (alias: Hit med Shariaen) i København

Forestil dig så, hvis politikerne venter 10-15 år med at gribe ind overfor kriminaliteten i disse
områder?

Så vil det blive MEGET voldsomt. De muslimske optøjer i uge 7 2008, rydningen af pusherstreet på
Christiania og Ungdomshuset på Jagtvej vil ligne rene børnefødselsdage til sammenligning.

Udfaldet af en sådan operation kan blive to ting:

1) Enten vil den danske stat vælge at kæmpe kampene til ende - uanset antallet af døde og sårede og
de samfundsmæssige og økonomiske omkostninger. Antallet af muslimer, som til den tid vil blive
sigtet for kriminalitet i forbindelse med konflikten, vil være enorm. Fængsler vil ikke være nok - og
hvor skal man så sætte folk hen? I lejre? På en øde ø? Sende dem til flygtningelejre i og omkring
Mellemøsten? Eller lade dem gå fri eller tage deres fængselsdom i turnuser? Personligt tror jeg, at
vestlige lande vil gå sammen om at opkøbe områder (formenligt ikke i Vesten), hvor kriminelle og
radikale muslimer vil blive deporteret til.
2) Staten trækker sig af hensyn til det stigende antal døde og sårede, de økonomiske konsekvenser
osv. Forhandlinger med imamer og bandeledere vil kunne give en stakket frist. Men varig fred vil
være umulig - som Sheikh Hassan al-Banna og jeg er enige om, så er det ―islams natur at dominere,
ikke at blive domineret.―: Muslimske områder finder sig ikke på sigt i at leve under et ikke-islamisk
herredømme.

De muslimske lande kommer ind i konflikten

Både officielle og uofficielle muslimske organisationer i muslimske lande vil selvfølgelig følge
angrebene på de muslimske områder i højeste alarmberedskab. Solidariteten blandt muslimer er stor
- også på tværs af landegrænser. Hellige krigere, våben, penge, viden og moralsk støtte vil flyde til
de store muslimske områder i Europa. På samme måde vil muslimske lande forsøge at lægge pres
på de vestlige styrer gennem lobby-arbejde, mediekrig og økonomiske og politiske sanktioner - og
ved at true om fysiske angreb på vestlige interesser både i og udenfor Vesten.

Til den tid er Europa kun skyggen af sig selv. De menneskeskelige og samfundsmæssige værdier vi
forsøger at forsvarer, vil vi selv være i færd med at nedbryde. Som sagt: Kigger man væk fra et
alvorligt problem i alt for lang tid, vil man på et tidspunkt overreagere og være nødt til at gøre ting,
man havde lovet sig selv ikke at gøre, for at rette op på problemet.

Velfærdssamfundet med dets sociale sikkerhed vil være væk. Folk som mangler penge, mad og
husly må forlade sig på almindelige menneskers godgørenhed. Skoler, hospitaler, offentlig
administration vil kun fungere nødtørftigt. Arbejdsløsheden vil eksplodere, og det samme vil
vreden, frygten og frustrationerne - alt sammen ting, som ødelægger menneskers livskvalitet.

Alle vestlige lande, som har mere end et par procent muslimer, vil have konstant uro og utryghed,
og krigsretorikken mellem den muslimske verden og Vesten vil øges. Det er den sådan set allerede i
mange muslimske lande - og moskeer i vestlige lande. Op mod halvdelen af befolkningen i vestlige
lande tror ikke, at denne voldelige konflikt kan undgåes. Men modsat fanatiske muslimer, så ønsker
vi den ikke. Men skulle konflikten være uundgåelig, så hellere før end senere.

Opdatering 29/11: Et par links er blevet rettet, et enkelt slettet - og jeg har rettet oplysninger om
Gallup-undersøgelsen til: Gallup-undersøgelse foretaget for World Economic Forum citeret i
rapporten ―Islam and the West: Annual report on the state of Dialogue―.

Magtfulde imamer, DEL 3: Forrykte fatwa’er

Dato: d. 27.11.09, 10:50
Af: Nicolai Sennels
Emner:
221 kommentarer

Der er to problemer med den magt, som koranen og imamer har over muslimer.

1) Det ene problem er, at mange muslimer føler større loyalitet overfor islam og deres profet, end
overfor vestlige normer og lovgivning - også når disse to lovsæt er på kollisionskurs.
2) Det andet problem er, at mange islamiske ledere (også i Danmark) er temmelig forrykte - i flere
tilfælde formentligt sindssyge, hvis man skal dømme efter deres befalinger.

Vi har ytringsfrihed og religionsfrihed. Derfor kan vi heller ikke give imamer eller andre mundkurv
på, med mindre de bryder racismelovgivningen, injurielovgivningen eller - suk -
blasfemiparagraffen. Men man bør undgå offentlig blåstempling af foreninger, forsamlingssteder og
folk, som opfordrer til kriminelle handlinger:

1) Muslimske foreninger, som ikke afsværger koranens opfordringer til kriminalitet, racisme og
undertrykkelse af kvinder bør ikke kunne godkendes som trossamfund.

2) Moskeer, hvis ophavsmænd ikke offentligt vil afsværge koranens opfordringer til kriminelle
handlinger, bør ikke få byggetilladelser.

3) Imamer, som prædiker modstand mod integration og lovgivning, bør ikke have licens som
religiøst overhoved (med ret til at vie osv.).

Og nåja, så er der selvfølgelig også Grundlovens §67: ―Borgerne har ret til at forene sig i samfund
for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller
foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.‖

Et eksempel, hvor §67 kunne bruges er i terrorsagen fra Glasvej. D. 21. oktober 2008 blev to unge
mænd dømt for planlægning af terror i Danmark. Under retssagen kom det frem, at de to terrorister
kom i flere moskeer i København (Politiken, 5. september 2008 ‖Fængslede kom i samme moske‖).

Forrykte fatwaer (muslimske befalinger)

Tilbage til de magtfulde imamer - her kommer et uddrag af de befalinger, som muslimske ledere er
kommet med igennem tiden. Nogle vil måske sige ―Nicolai, hvor er du streng at skrive så noget
(nedenstående citater).‖ Men jeg skriver ikke - jeg dokumenterer og problematiserer. Disse imam-
udtalelser gør det faktisk relevant at diskutere §67 m.m., byggetilladelser til moskeer, statslig
blåstempling af trossamfund og imamer osv.

Selvmordsbomber på dansk jord: ―Det er op til muslimer i Danmark selv at bestemme, om de vil
ofre sig som selvmordsbombere.‖ Abu Laban, imam i den store moské i Københavns
Nordvestkvarter (kilde: Politiken).

Stening: ―Vi kan hurtigt blive enige om, at stening til døde er en meget grusom form for
afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i islamisk lys er blevet forordnet af Skaberen selv. Så
hvor forfærdelig strafformen end er, er den givet af Gud selv, og det er derfor ikke op til mennesker
at ændre den.‖ Imam Abdul Wahid Pedersen (Ekstrabladet, d. 19. december 2007 ―Imam
Pedersen―).

Drab og selvtægt: ―Dræber man et uskyldigt menneske - medmindre det er gengæld for en anden
dræbt - vil det være et angreb på hele menneskeheden.‖ (Kilde: 180Grader, 31. oktober 2009. Læs
også: Dansk imam blåstempler drab og selvtægt).
Islamisk terratorie i København: ―Vi er nu mange indvandrer i Danmark ogflere. Det er derfor
vigtigt, at vi får vores eget område i Danmark, hvor muslimer kan leve som den hellige Koran
bestemmer. Det er vores menneskeret at få vores eget område, hvor vi kanogandre danske ting. vi
bliver hvert år ca. 15-20.000 leve uden druk, narko, nøgne danske piger, pølsebod, dårlige bodegaer
alle mulige

Vi er mange muslimer på Nørrebro, og Nørrebro ligger i hovedstaden ogDerfor skal vi gøre
Nørrebro til en islamisk bydel kun for os muslimer, hvor vi kan have vores kvinder i fred, hvor
kvinder kan gå tildækket, som den hellige Koran bestemmer, hvor der er rent ogskal have mange
islamiske skoler; hvor piger ogkan gå hver for sig, gymnastik og lejerskole, billedkunst afog andet
dårligt skal forbydes. Vores drenge må ikke gå i bad med andre, for muslimske drenge er omskåret
og må ikke vise sig, for han er uden hud og altid klar til at lave børn. Danskerne er selv ude om
voldtægt af deres piger, for de beskytter ikke deres piger og urene piger er ikke beskyttet af den
hellige Koran. Islam er stor og skal herske i verden somsom i dag er 99% muslimsk, var engang
kristen og uren. Men de kristne og danskerne har ingen kraft, tro eller fait, derfor er de svage og vi
er stærke.‖ Tariqah Jihad, husstandsomdelt fatwa på Nørrebro, julen 2001 (Kilde: IslamInfo, ―Sufi-
fatwa: Jag danskerne ud af Nørrebro!―).

Drømmen om et muslimsk Danmark: ―Jøderne havde en drøm om at indtage Jerusalem i mange
år. Det lykkedes for dem. Muslimerne har en drøm om at leve i et islamisk samfund. Den drøm skal
nok gå i opfyldelse i Danmark.‖ Fatih Alev, imam og formand for Muslimernes Landsorganisation
(Kilde: Information, 29. maj 2007 ―Det danske sprog er Guds gave‖)

Homoseksuelles ligestilling: ―De europæiske samfund mener generelt, at homoseksuelle bør nyde
anerkendelse i samfundet … Vi kan desværre ikkeså nemt overbevise dem om det forkerte i at tillade
sådanne forhold.‖ Ahmed Akkari, imam og rådgiver om islam på Kristeligt Dagblad.

Stil krav til etikken

♦ Blåstempling af selvmordsbomber. ♦ Stening af kvinder der gør brug af deres
menneskerettigheder. ♦ Opfordring til drab og selvtægt. ♦ Prædiken om Danmark som islamisk stat.
♦ Fordømmelse af homoseksuelle. ♦ Fatwa‘er om at gøre oprør mod den danske stat og indsætte
kalifatet midt i København. Osv.

Disse ting har man lov at fyre af derhjemme sammen med drengene.

Skriver man det på en blog som kommentar, bliver man måske hevet i retten.

Men hvad med Grundlovens §67? Hvad med de etiske regler for, hvem der bør få lov at blive
godkendt som trossamfund? Hvad med at staten tænker sig om, inden den uddeler officielle titler til
religiøse ledere (med ret til at vie, begrave osv.)? Hvad med at stille krav til bagmændene, inden
man uddeler moské-byggetilladelser?

Desværre ser vi aldrig dementier eller undskyldninger fra muslimske lederes side, når sådanne
udtalelser kommer. Der er lange udenomssnakke, og tve-tunget tungetale - men aldrig en reel ―Det
trækker jeg i mig igen. Det var en fejl.‖

Aldrig.
Udenlandske hyggespredere
For dem, som har lyst til at læse lidt mere om imamers forrykte fatwa‘er, så er der rigeligt med
materiale på internettet:

―Slå til og dræb Guds fjender overalt for at få fjernet efterkommere af aber og svin fodret ved
zionismens, kommunismens og imperialismens bord‖. Omar Abdel Rahman (den blinde sheik),
citeret i Erik Ettrups Islamiske Ekstremister, København 1996

―Jeg advarer det vestlige samfund mod at angribe islam ved sine rødder. Det bliver yderst farligt for
agressoren….Vi må gøre det klart, at vi forkaster de i Vesteuropa bestående regeringssystemer, den
demokratiske og pluralistiske stat og forkaster sekularisme som et anti-islamisk samfund.‖ Karem
Siddiqi (lederen af Muslim Institute, London) cit. i det islamiske blad Aktuelle Fragen, nr. 9 1989

―Koranen lærer os at dræbe afgudsdyrkere og de vantro, der afviser islam og fører krig mod os‖.
Gholam-Reza Fada i Hezb-Allah va Hezb-Shaytan, Qom 1980

―Jøder inficerer egypterne med aids‖ Imam Abulaban til Jyllands-Posten, 21.8.94

―Hvis en mand gifter sig med en sexuelt umoden pige og har samleje med hende, før hun fylder 9
år, må han kke genoptage samleje, hvis det gør hende fysisk eller psykisk fortræd (lui provoque des
traumatismes).‖ Ayatollah Khomeini, Principes, Paris, I979

―Homofile og lesbiske skal dræbes i et muslimsk samfund‖ A Glossary of Islamic Terminology ved
Bassam Sulaiman Abugosh og Waffaa Zaki Shakri, 1989

―Danskere er slaver af druk og mistro til tilværelsen. At muslimer får flere børn end danskere, at det
sociale system bliver udnyttet osv. kan I kun takke jer selv for. Den mere kloge narrer den mindre
kloge‖. Jamahir F. Abdallah, formand for Islamic Student organisation, Ekstra Bladet 5. april 97

―Vi må afvise demokrati til fordel for islam. Vi er kaldet til at bringe troen til hele verden. Lad
ingen skal tro, at vi er utopister eller drømmere.‖ Sheikh Saïd Shabaan, sunni leder i Tripoli,
L`Orient le Jour, Beirut, I9. okt. 1983

―En islamisk stat er en krigsstat indtil hele verden ser og anerkender lyset af den sande tro.‖
Ayatollah Fazl-Allah Mahalati, Dar Rah e Haq. Teheran I980

―Det er islams natur at dominere, ikke at blive domineret‖ Sheikh Hassan al-Banna, grundlægger af
det muslimske broderskab,m cit. i Holy Terror, London I987

―De, der er imod drab, hører ikke hjemme i islam‖ Ayatollah Sadeq Khalkal, islamisk dommer, cit.
i Holy Terror, 1986

―Det er en forpligtelse at dræbe alle jøder‖ Hamas pjece nr. 65, 1990

―Hvis nu en muslim dræber en ikke-muslim, så må han ikke idømmes dødsstraf, for hans
udviklingsstade er højere end den dræbtes‖ Islamisk tænker Sultanhussein Tabandeh, cit. i Gerhard
Konzelmanns Den Islamiske Udfordring, 1980
―Når den islamiske stat er oprettet, bliver målet at erobre Storbritannien og hele den vestlige
verden‖. Rektor for Sharia School i London (cit. af Kari Vogt: Kommet for at bli: Islam i Vesten
1995)

Osv.

Magtfulde imamer, DEL 2: Naturlige forventninger til imamerne, muslimske
foreninger og moské-byggere

Dato: d. 26.11.09, 09:11
Af: Nicolai Sennels
Emner: imamer, Integration, islamisme, løsninger, moskeer
149 kommentarer

Den afhoppede lærde muslim Sam Solomon udgav i 2006 ―A Proposed Charter of Muslim
Understanding―.

Dette charter indholder en række forslag til, hvad imamer bør skrive under på, hvis de vil ses som
konstruktive medspillere i integrationen og for en positiv udvikling i forholdet mellem islam og dets
omgivelser.

Årsagen til, at vi bør bede imamer i Vesten om at underskrive sådan et charter er, at de i mange
tilfælde har langt større magt over muslimer end vestlige normer og love. Det er ikke forkert at
kalde imamerne og koranen for mange muslimers 4. statsmagt (læs evt. mit forrige blogindlæg
Magtfulde imamer, DEL 1: Muslimers 4. statsmagt).

Hvis ikke imamer åbent påskønner vestlige værdier og kulturnormer i deres fredagstaler osv., vil
de i kraft af deres deres stærke religiøse indflydelse på menige muslimer være en kolosal
forhindring for deres tilhøreres integration.

Solomons charter består af 10 artikler, som berører 10 forskellige aspekter af islam og dens
betydning for både muslimer og ikke-muslimer. Solomon var respekteret muslimsk lærd, inden han
afhoppede, skiftede navn osv. Charteret er relevant i mange sammenhænge - bl.a. når man skal
diskutere byggetilladelser til moskeer, vælge imamer som samarbejdspartnere for det offentlige og
overveje, hvorvidt en muslims forening skal tilkendes titel som ―trossamfund‖.

Her kan imamer, muslimske foreninger og moske-byggere skrive under

Charteret er formuleret som en række udsagn, imamer helt naturligt bør kunne skrive under på, hvis
de vil ses som konstruktive indslag i vestlige samfund og til integrationen. Jeg har her oversat og
sammendraget de væsentligste punkter i charteret.

I det tilfælde, at den pågældende imam mener, at islam er ―fredens religion‖ og tror på fredelig og
ligeværdig sameksistens med ikke-muslimer, bør han ikke have problemer med at underskrive
følgende:

Artikel 1:
- Vi vil respektere alle ikke-muslimske religioner i ord og handling.
- Vi forbyder pres, selvtægt og vold af enhver art.

- Vi afstår fra at bruge og opfordre til vold som reaktion, uanset formen for oplevet eller virkelig
kritik af islam.

Artikel 2:
- Vi vil opfatte ikke-muslimer som vores ligeværdige.

- Vi erklærer mænd og kvinder for at være lige og frie.

- Vi erklærer, at ingen er hævet over loven.

- Vi erklærer, at sekulære demokratiske love i enhver henseende er hævet over sharia-lovene.

Artikel 3:
- Vi erklærer, at enhver har lov at dyrke, forlade og konverterer til enhver religion, uden
omkostninger, pres eller repressalier.

Artikel 4:
- Vi annulerer alle fatwa‘er, som opfordrer til vold eller kriminelle handlinger - uanset hvor nye
eller gamle disse fatwa‘er er.

Artikel 5:
- Alle islamiske belæringer - skrevne eller sagte - som opfordrer til vold og andre kriminelle
handlinger, erklæres ugyldige.

Artikel 6:
- Ingen former for vold accepteres.

- Ingen som dør i færd med at begå noget kriminelt, kan betragtes som martyr.

- Alle martyrer fratages deres martyr-titel.

Artikel 7:
- Vi er villige og pro-aktive samarbejdspartnere for politi og myndigheder i deres arebjde på at
finde, optrevle og anholde radikale muslimer, som planlægger terror eller udfører
samfundsskadelige aktiviteter.

- Vi holder selv aktivt øje med, om imamer, grupper eller individer i vores moskeer planlægger eller
udfører ulovlig aktivitet.

- Vi rapporterer enhver mistanke om ulovlige aktiviteter i moskeerne til de relevante myndigheder.

Artikel 8:
- Vi vil prædike alle menneskers lighed.

- Enhver som bryder reglerne i dette charter, vil blive smidt ud af vores religiøse forening og
frataget deres eventuelle religiøse titel.
Artikel 9:
- Vi afsværger enhver tekst og belæring, som opfordrer til kriminelle handlinger og modvilje mod
anderledes troende.

- Vi afsværger brugen af ordet ―vantro‖ (når muslimske ledere erklærer en person eller gruppe for
vantro, er det troende muslimers pligt at udslette denne eller disse).

- Vi afsværger brugen af takkiya (islamisk belæring om, at man må lyve og bryde aftaler med ikke-
muslimer efter forgodtbefindende).

- Vi forbyder enhver form for nedsættende tale om anderledes troende eller tænkende i vores
moskeer.

Artikel 10:
- Alle islamiske skriftssteder, som opfordrer til kriminelle handlinger, ændres eller annuleres.

______        __________________________

Dato         Underskrift

—–

P.S. Med begrebet ―kriminelt‖ menes her kriminelt set ud fra landenes sekulære lovgivning.

P.P.S. Man kunne selvfølgelig bede samtlige præster, imamer, guru‘er osv. underskrive charteret,
for derved at undgå en mistænkeliggørelse af netop islam og moske-aktiviteter. Men det er på tide
at vi anerkender åbent, at netop islam er problematisk. Anerkender vi ikke dette, vil vi ende med
endnu en lov, der gælder alle, selvom det kun er muslimer, den er rettet imod - f.eks. 24-årsreglen
(der skal forhindre tvangsægteskaber).

P.P.P.S. Hvis du kender nogen imamer, muslimske foreninger, moské-byggere (og politikere, som
sympatiserer med islam, moské-byggeri osv.), så send dem eventuelt denne tekst og bed dem
underskrive. Tæl så antallet af returnerede underskrevne chartrer og email mig gerne resultatet på:
kulturkloeften@hotmail.com

Magtfulde imamer, DEL 1: Muslimers 4. statsmagt

Dato: d. 25.11.09, 09:18
Af: Nicolai Sennels
Emner: imamer, Integration, løsninger
177 kommentarer

Islamiske autoriteter har stor magt i det muslimske miljø: Imamers ord er for mange muslimer lov -
og for mange flere en retningsgiver for værdier og holdninger til livet og verden. Som enhver kan se
af kriminalitetsstatikker, modvilje mod ytringsfrihed og den mislykkede integration blandt
muslimer, så har muslimer ikke altid samme respekt for ikke-islamiske love, normer og
myndigheder.
Mens politi, hjemmehjælpere og andre repræsentanter for ikke-islamiske myndigheder risikerer at
blive hånet, truet og stenet, når de udfører deres arbejde, kan muslimske fædregrupper vandre frit
omkring i muslimsk dominerede områder og fortælle kriminelle unge muslimer, hvordan de skal
opføre sig.

Også PET har fået øjnene op for den magt og indflydelse, muslimske autoriteter har i det muslimske
miljø. En uofficiel og ukontrollabel magt og indflydelse, som oftest er større end politiet og sociale
myndigheders officielle mandat. Dette er grunden til, at PET ansætter imamer, når ærterne skal
klares (nej, ærte er ikke et andet ord for ―perle‖).

En særligt opsigtsvækkende sag var terror-sagen fra Vollsmose d. 5. september 2006, hvor politiet i
forbindelse med anholdelserne af de ni formodede terrorister, orienterede imamer i området om
sagen. Det afgørende for politiet er selvfølgelig at få den magt, som imamerne besidder over
menige muslimer, i spil som konstruktiv medspiller. Politiet ved nemlig godt, at der er kattens til
forskel på, om denne magtfagter er med- eller modspiller, når man opererer i det muslimske miljø.
Det åbenlyse problem ved dette samarbejde er selvfølgelig, at man på den måde ophøjer imamernes
status blandt både danskere og muslimerne.

Imamer: Den 4. statsmagt
Titusinder af muslimer går hver fredag i moske og hører deres imam udstede islamiske
retningslinjer for, hvordan man som muslim skal forholde sig til både stort og småt i denne verden -
prædiken minder ofte mere om politiske taler end religiøse forkyndelser. Ofte er disse retningslinjer
på kant med loven, vestlige kulturnormer, kvinders ligestilling, ikke-muslimers ligeværd osv.

Et frisk eksempel er den danske imam Abdul Pedersen, som 31/10 2009 blåstemplede drab og
selvtægt: “dræber man et uskyldigt menneske - medmindre det er gengæld for en anden dræbt - vil
det være et angreb på hele menneskeheden“. Dette ―men‖ optræder alt for ofte, når muslimer og
muslimske lærde udtrykker deres holdning til frihed, demokrati, seksualitet m.m.m. ―Ytringsfrihed
er godt, MEN…‖, ―Man må ikke slå ihjel, MEDMINDRE…‖, ―Man må ikke voldtage kvinder,
MEDMINDRE…‖

Desværre betyder imamers magt, at mange muslimer føler et overvældende religiøst og sociale pres,
som holder dem fra et integrere sig i vores vestlige kulturer. Kommunerne og politiet har allerede
opdaget imam-magten. Og det er på tide, at vores øverste politikere åbner øjnene for, at muslimer
lever med denne 4. statsmagt som en central del i deres hverdag.

Den lovgivning vi har på området blev udformet, førend islam kom til Vesten. Taget i betragtning,
at koranen opfordrer til kriminelle handlinger, at moskeer ofte fungerer som samlingssted for
voldelige anti-demokratiske kræfter og imamer har mere magt over en stor del af landets muslimer
end statslige myndigheder, bør der være mere lovgivning på området:

1) Muslimske foreninger, som ikke afsværger koranens opfordringer til kriminalitet, racisme og
undertrykkelse af kvinder bør ikke kunne godkendes som trossamfund.

2) Moskeer, hvis ophavsmænd ikke offentligt vil afsværge koranens opfordringer til kriminelle
handlinger, bør ikke få byggetilladelser.
3) Imamer, som prædiker modstand mod integration og lovgivning, bør ikke have licens som
religiøst overhoved (med ret til at vie osv.).

- Desuden bør regeringen offentligt fordømme de skriftsteder i koranen og hadith‘erne, som
opfordrer til kriminelle handlinger, og imamer bør opfordres til at afsværger disse bud og offentligt
at erklære dem for ugyldige.

Indtil disse love træder i kraft, vil imamer, muslimske foreninger og moskeer være en hindring for
integrationen og en kilde til religiøs radikalisering.

Interview med Morten Messerschmidt

Dato: d. 24.11.09, 15:04
Af: Nicolai Sennels
Emner: EU, interview, krig, løsninger, Morten Messerschmidt, politisk korrekthed
61 kommentarer

Jeg har stillet 7 spørgsmål til Danmarks største stemmesluger ved det seneste EU-valg, Morten
Messerschmidt.

Nicolai: Hvordan har det været at flytte til Bruxelles?

Morten: Bruxelles er en dejlig by, hvor man hurtigt falder til. Jeg er udpræget bymenneske og har
derfor hurtigt sammen med Dot fundet mig til rette med det pulserende liv, de hyggelige caféer, de
skønne små parker og de mange spændende forretninger. Dertil kommer, at landets kulinariske
tilbud ikke heller er at foragte…

Nicolai: Har dit indtryk af EU ændret sig, efter at du har fået flere muligheder for at se det fungere
“indefra”?

Morten: Jeg er på enhver måde blevet bekræftet. Demokratiet her er en farce. Ændringsforslag
udleveres så tæt op ad afstemningerne, at det reelt er umuligt at nå at læse dem alle igennem før
afstemningerne, der i øvrigt oftest er ved håndsoprækning og tilsvarende ugennemskuelige Det er
umuligt at holde den enkelte op på, hvad han eller hun har stemt, for det registreres ikke her.

Dertil kommer, at kulturen i EU er helt anderledes end i Danmark. Den er for så vidt mere ærlig. I
Danmark vil selv den mest inkarnerede eu-tilhænger aldrig indrømme, at projektet handler om
Europas Forenede Stater. Her i EU-parlamentet lægger man ingen fingre imellem, men erklærer
ligeud, at dette er projektets formål. Da vi for et par måneder siden skulle diskutere den tyske
højesteretsdom, som kritiserede demokratiet i EU, var linien, at de tyske højesteretsdommere var
tåbelige og ikke havde forstået projektets vigtighed. Det blev endda foreslået at indkalde dem til en
høring, så eu-partierne kunne forklare dem, hvorfor EU-projektet var vigtigt. En sådan nedladenhed
over for medlemslandene har jeg aldrig oplevet før - og havde jeg aldrig troet at skulle opleve.

Nicolai: Hvad er din 1.-prioritet som EU-politiker?

Morten: At få den pseudo-virkelighed, som EU-parlamentet og dets medlemmer befinder sig i,
kommunikeret ud til befolkning, ud i den virkelige virkelighed. Naturligvis vil jeg gerne i mine
udvalg have indflydelse på lovgivningen - men det vigtigste er, at europæerne - og ikke mindst
danskerne - indser, hvad dette projekt reelt handler om. Det er ikke blot et spørgsmål om teknisk
samarbejde. Det er en afvikling af nationalstaterne. Og det skal folk vide.

Nicolai: Hvor store er dine muligheder for at få indflydelse i EU?

Morten: Det er altid et spørgsmål om, hvad man forstår ved indflydelse. Jeg sidder i en lille gruppe
i EU-parlamentet, EFD (= Europæisk Frihed og Demokrati). Og det er klart, at denne gruppe ikke
har ligeså stor indflydelse som de store grupper. Til gengæld har jeg som næstformand i gruppen
meget stor indflydelse på vores politik. Om man har lille indflydelse i en stor gruppe eller stor
indflydelse i en lille, kommer næsten ud på et.

Nicolai: Hvad gør EU for at beskytte europæisk kultur?

Morten: At beskytte sin kultur er ikke primært et spørgsmål om at kunne. Det er et spørgsmål om
at ville. Og EU vil ikke beskytte den kristne kultur, vil ikke forsvare Europa som europæernes og
vor civilisations arne. EU - fra kommissionen til EU-parlamentet - tror på, at Europa kan bevare sin
identitet, selvom masseindvandringen fortsætter. Man har ikke forstået, at et lands kultur og et folks
religion er afgørende for, hvordan både folk og land udvikler sig. Man har ikke forstået, at man ikke
kan erstatte europæere med arabere uden også at ―arabarisere‖ Europa. Derfor tror kommissionen
stadig, at den negative befolkningsudvikling blandt europæerne kan afhjælpes ved friere
indvandring.

Helt galt går det, når det kommer til kampen mod radikale islamister og terrorister. Det er som om,
at kommissionen slet ikke anerkender dette som et problem, der hidrører fra islam. Derfor går man
efter europæerne i stedet og kriminaliserer den udtalte bekymring ved at kalde det ―hate speech‖ og
racisme. I EU ser man ikke faren ved islam og islamisme, man tænker ikke over, at alle islams
grænser til ikke-islamiske lande er blodige, men tror blindt på, at folk opfører sig pænt, hvis vi bare
taler pænt til dem og er forstående - tolerante - over for deres religiøse særkrav.

Nicolai: Hvordan vil Europa se ud om 20 år, hvis EU fortsætter som hidtil?

Morten: Europa vil blive stadig mere præget af autonome, muslimske områder. De optøjer, vi ser i
dag - Nørrebro, Vollsmose og i alle andre eu-lande - vil ikke længere bare være optøjer, men vil
blive til regulære oprør med krav om selvstændighed og total underkastelse af sharia mv. Europa vil
- hvis ikke om 20 år, så lidt senere - opleve en udvikling som den på Balkan, hvor man eksempelvis
i Kosovo er lykkedes med at fordrive de kristne og har fået udråbt en selvstændig republik.

Nicolai: Helt ærligt - hvem tror du der vinder: Demokratiet eller EU?

Morten: Jeg tror, at befolkningerne besinder sig og forkaster tyranniet. Europæerne er altid vågnet
op til dåd, når faren virkelig har stået for døren. Om det har været tyrkerne ved Wiens porte eller
aristokratiets undertrykkelse i Frankrig, har europæerne i troen på fremskridtet og sig selv kæmpet
for sin sag og vundet. Det tror jeg også vil ske i forhold til EU, hvis magt om 20 år derfor vil være
voldsomt reduceret i forhold til i dag.

Integration er noget der sker oppe i hovedet
Dato: d. 23.11.09, 12:24
Af: Nicolai Sennels
Emner: assimilation, Integration, løsninger, Muhammed-tegningerne, sharia, ytringsfrihed
304 kommentarer

Assimilation. Løkkes useriøse plan for integrationen.

Hvad hjælper det, hvis muslimer i Vesten uddanner sig og tager arbejde, men stadigvæk er
skeptiske overfor demokrati, kvinders rettigheder og ytringsfrihed? Hvad hjælper det, at de lærer at
tale dansk, hvis de samler sig i paralle samfund, hermetisk lukkede for vestlig kultur og fjendtligt
indstillet overfor ikke-islamiske myndigheders autoritet?

Intet.

Integration er ikke noget der sker på sprogskoler, uddannelsessteder og arbejdsmarkedet.
Integration er noget, der sker oppe i hovedet. Sprogkundskaber, uddannelse og arbejde er midlerne -
ikke målet - i integrationen. Men virker midlerne så?

En dansk 2009-undersøgelse foretaget af Catinét understreger problematikken: ―Integrationen taget
fart, når det gælder uddannelse og beskæftigelse.‖ Uddannelse og beskæftigelse har af en eller
anden grund ikke formået at vende negative attitude til dansk kultur: ―Men der er også nuancer og
ligefrem malurt i den ellers så positive integrationshistorie. Et af de syv mål, som regeringens
tænketank opstillede for integrationen, var tilslutningen til danske værdier og normer, herunder i
hvor høj grad indvandrere og efterkommere af indvandrere overholder landets love sammenlignet
med etniske danskere, og her har udviklingen faktisk været negativ i de seneste 10 år.‖

Undersøgelser som disse punkterer myten om, at uddannelse og arbejde gør indvandrere til
danskere. Det er muligt, at indvandrerne er bedre uddannede og tjener flere penge, men deres
modstand mod danske normer og love stiger.

To udenlandske undersøgelser bekræfter tendensen. De viser begge, at uddannelse ikke er garant
for, at herboende muslimer tager vores kultur til sig - tvært imod. En undersøgelse fra det tyske
Indenrigsministerium påpeger, at ―Religiøs radikalisme har størst chance for at slå rod hos
veluddannede muslimer.‖ En engelsk undersøgelse blandt muslimske universitetsstuderende
bekræfter de tyske erfaringer med sammenhængen mellem uddannelse og religiøs fanatisme: ―En
tredjedel af de muslimske studerende mener, at det er i orden at slå ihjel i religionens navn.‖

Ytringsfrihed og sharia
Den negative holdning til ytringsfrihed og demokrati er også stærk blandt muslimer i Danmark. En
Cepos-undersøgelse fra 2009 viser, at 50,2 procent af muslimske indvandrere ønsker at forbyde
kritik af islam ved lov. Blandt muslimske 2.-generationsindvandrere er 50,4 procent for lovgivning
mod kritik af islam. Interessant, at modstanden mod ytringsfrihed er større i den sidstnævnte gruppe
- altså muslimer, som er født og opvokset i Danmark.

Samme tendens gør sig gældende når det kommer sharia. 10,3 procent af muslimske indvandrere
ønsker at dansk lovgivning skal inddrage sharia-lovene. 11,9 procent af muslimske 2.-
generationsindvandrere har samme ønske.
Når det kommer til at lave jokes om deres profet, er muslimerne helt oppe og ringe: ―Ifølge en ny
undersøgelse, som Capacent har lavet for DR, mener 80 procent af muslimerne i Danmark, at
offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne burde have været forbudt.‖

Hvad hjælper det, at flere muslimer kommer i arbejde, hvis holdningen til helt grundlæggende
friheder og rettigheder er så markant negativ i gruppen?

Intet.

Parallelsamfund
Jeg har tidligere skrevet her på bloggen om, hvordan muslimske ghettoer knopskyder overalt i
Danmark.

LO påviser i deres undersøgelse ―Danske ghettoer knopskyder―, at antallet af områder med store
koncentrationer af indvandrere stiger, og at stadigt flere boligområder er i farezonen for at udvikle
sig til regulære ghettoer - også i provinsen: ―Selv mindre provinsbyer har i dag store risikoområder
med massiv koncentration af indvandrere og/eller danskere på langvarig overførselsindkomst.‖

I Rockwoolfondens undersøgelse ―En befolkning deler sig op?‖ kan man læse, at indvandrere bor
næsten fuldstændigt adskilt fra danskerne. Man taler i denne sammenhæng om et særligt D-indeks.
Hvis D-indekset er fra 0-30, så er det et udtryk for, at indvandrere og danskere bor blandet med
hinanden. Hvis det er mellem 30-60, er det et tydeligt tegn på adskillelse mellem
befolkningsgrupperne. Hvis det er over 60, betyder det, at danskere og indvandrere reelt lever i
adskilte samfund. D-indekset for Danmark 54 for ―ikke-vestlige indvandrere‖ (hvoraf langt
størstedelen kommer fra muslimske lande). I en række store danske provinsbyer som Haderslev,
Ikast, Korsør, Esbjerg og Kalundborg er D-indekset over 60.

Modviljen mod at blande sig med ikke-muslimer viser sig også i ægteskabsmønsteret. Danmarks
Statistik citeres i Kristeligt Dagblads 2008-artikel for at påvise, at “Blot hver 20. vielse af kvinder
med tyrkisk baggrund i Danmark var med en dansk mand i 2007.” Og ja, det skyldes islam: “Det
skyldes, at nogle tyrkiske kvinder ikke tør følge deres hjerte, mener integrationskonsulent Esma
Birdi.

– Det forekommer, at en tyrkisk kvinde har et godt øje til en dansk mand, men hun ved nærmest
instinktivt, at et ægteskab med ham vil skabe store problemer. Langtfra alle kvinder er stærke nok
til at træffe deres frie valg. De fravælger derfor den danske mand for at beholde et religiøst og
kulturelt fællesskab med familien og omgangskredsen, siger hun.”

Det er muligt, at arbejdsløsheden i flere af de muslimsk dominerede områder er let faldende, men
hvad hjælper det, hvis de foretrækker at leve adskilt fra danskerne?

Intet.

Løkkes og min plan
Statsminister Lars Løkke har netop lavet en plan for, hvordan Danmark skal være bedre på 10
områder i 2020. Et er områderne er, ikke uventet, integration: “Indvandrere skal ud på
arbejdsmarkedet. Løkke vil have Danmark i top i EU målt på, hvor høj en andel af ikke-vestlige
indvandrere, der er i beskæftigelse.”
Det er tydeligt, at Løkke undervurderer kulturkløften mellem mennesker opvokset i den kultur,
som er formet under islam, og danskere. Jeg synes, at han i stedet burde have sat et mål om, at flere
indvandrere skal blive danskere - ikke målt på pengepungen, men på værdier og normer:

1) Han bør støtte frigørelsen af de muslimske kvinder, så de selv frit kan vælge tøj, partnere og
livsstil. Vi har brug for mange flere kvindehjem, hvor muslimske kvinder kan flygte til - og bedre
oplysninger om denne mulighed til kvinderne. Samtidigt skal konsekvenserne ved at forhindre, true
eller straffe kvinder for at begrænse deres frihed være konsekvent og stor (udvisning hvor det er
muligt).

2) Bedre sikring af muslimers ret til at forlade deres religion er også vigtig.

3) Løkke bør sætte som krav for muslimske foreningers godkendelse som religiøse samfund, at de
åbent erklærer, at de dele af koranen og de såkaldte hadith‘er, som opfordrer til kriminelle
handlinger og adskillelse fra ikke-muslimer, ikke er gyldige i Verden anno 2009 og fremefter.

4) Han bør han bede politiet, Skat og sociale myndigheder om at føre en NUL-tolerance i
muslimske ghettoer, så kriminelle og asociale parallelsamfund ikke får lov at udvikle sig
hæmningsløst. Der skal gøres op med politiledelsens angst for at ―puste til ilden‖ overfor banderne
og de generelt lovløse tilstande i de muslimske områder.

5) Selvom sprog, uddannelse og arbejde ikke er garanter for ægte integration, bør han stille krav til
integrationen og give økonomiske konsekvenser, hvis ikke man støtter sine børns skolegang, lærer
dansk, tager kurser i dansk kultur osv. Det skal være dyrt og ubehageligt at bo i Danmark, hvis ikke
man integrere sig: Dårligt integrerede indvandreres incitamentet til at udvandre skal ikke kun bestå
af gulerod (repatrieringscheck).

Islam vs. Vesten: 3. verdenskrig

Dato: d. 22.11.09, 10:20
Af: Nicolai Sennels
Emner: krig, undersgøelser
317 kommentarer

Islam vs. Vesten.

Analysefirmaet Gallup har foretaget en verdensomspændende undersøgelse af den muslimske
verdens forhold til Vesten - og omvendt. Undersøgelsen indbefatter 24 lande, 12 muslimske og 12
vestlige (herunder Danmark).

Danmark og danskerne markerer sig markant flere steder i undersøgelsen:

Danmark

Danmark ligger på 1.-pladsen når det gælder befolkningens bekymring for, hvordan forholdet
mellem Vesten og den islamiske verden udvikler sig.
Danmark ligger på 1.-pladsen (79 %) når det gælder holdningen til, at mere kontakt mellem Vesten
og den islamiske verden er er negativt.

Top-3 over lande, som mener, at forholdet mellem Vesten og den islamiske verden er dårligt: 1:
USA (88 %), 2: Danmark (85 %) 3: Israel og Palæstina deler 3.-pladsen (83 %). Interessant at
Danmark ligger over Israel!

22 ud af 24 lande i undersøgelsen mener, at forholdet mellem den islamiske verden og Vesten vil
blive mere negativt i fremtiden.

Får vi en 3. verdenskrig?

Sidst i rapporten stilles spørgsmålet: ―Tror du, at en voldelig konflikt mellem den muslimske og den
vestlige verden kan undgås?‖

Størstedelen af befolkningerne i de 24 lande tror, at en verdensomspændende voldelig konflikt
KAN undgås. Optimismen er størst i Italien, Belgien og Spanien, hvor 3 ud af 4 tror, at konflikten
kan undgås. Pessimismen er størst i USA, Israel, Egypten og de palæstinensiske områder, hvor
halvdelen tror, at en voldelig konflikt mellem de to dele af verden er uundgåelig.

Nogen tror det kan undgås, andre tror det ikke. Gallup-undersøgelse viser, at det på ingen måde er
ekstremt at tro, at verden kommer i krig. Hvad tror du?

Sådan bliver det

Den voldelige konflikt mellem vestlige lande og den islamiske del af verden KAN muligvis undgås.
Men hvor stor er chancen? Personligt vurderer jeg, at den allerede er begyndt, og at det bare er et
spørgsmål om tid:

Inden fem år vil vi have reel guerillia-krig i vores storbyer med skudvekslinger mellem muslimske
grupper og vestlige autoriteter. Vi vil se fronte og barikkader, døde politimænd, hævnangreb med
selvmordsbomber, hæren griber ind, voldelig selvtægtsgrupper på begge sider og vi vil få vores
egne Gaza-striber hvor stadigt mere permanente undtagelsestilstande er en realitet. Tryghed,
velfærdssamfundet, økonomi og håb for fremtiden vil være skudt i sænk. Samtidigt vil mere eller
mindre officielle organisationer i den muslimske verden støtte deres ―brødre‖ med viden, våben,
mandskab og politisk og økonomisk pres.

Disse ting lyder selvfølgelig skræmmende, men det meste af det er faktisk allerede en realitet flere
steder i Europa - i stadigt større skala.

3. Verdenskrig er begyndt.

Tegningen der slog 150 mennesker ihjel

Dato: d. 21.11.09, 07:04
Af: Nicolai Sennels
Emner: krig, muhammed-tegning
164 kommentarer
Psykopat-argumentet.

―Hun ved lige nøjagtig hvad hun skal gøre for at få mig til at flippe ud. Hun trykker på de samme
knapper igen og igen, indtil jeg eksploderer. Hun ved udemærket hvad der sker, og alligevel
fortsætter hun. Hun beder jo selv om, at jeg slår hende!‖ Typisk argumentation hos psykopatiske og
voldelige ægtemænd.

Rimeligt langt ude, ikke?

Den omvendte logik, den totale fornægtelse af ansvar for egne handlinger - oven i købet som
forsvar for at gøre et andet menneske ondt. Og selvfølgelig den komplette mangel på fortrydelse og
medfølelse med offeret.

Kunstneren, der blev massemorder

Desværre er denne argument-form ganske udbredt i denne verden. Senest oplevede jeg den, da jeg
læste et interview af Tarek Omar, som har talt med den dødstruede Muhammed-portratør, 74-årige
Kurt Westergaard. Interviewet kommer vist nok fra Weekendavisen (men jeg er ikke helt sikker -
jeg fik det tilsendt på mail).

Muslimen Tarek Omar, som takker nej til fru Westergaards hjemmebagte, fordi han holder
ramadan, leverer et usædvanligt selvsmagende interview med den verdensberømte kunstner i
dennes eget hjem. Westergaard fortæller åbent om, hvordan islamisters trusler har ændret hans liv
til det ukendelige: Ligefra hans hemmelig bopæl til PET-folk i hælene konstant og den lurende
paranoia over hele tiden at være overvåget.

Omar skriver om, hvordan han selv på snedig vis får stillet dette og hint spørgsmål og han får
fremstillet KAs barndom på en måde, der giver indtryk af, at modstanden mod religion skyldes
barndomstraumer og dermed irrationel. Den konstante dødstrussel, som Westergaard lever under, er
desværre et tydeligt bevis på, at det ikke er spor irrationelt at bekymre sig om islams forhold til folk,
som ―selv beder om det‖.

Omars selvglade og foruroligende interview slutter således:

“Midt under interviewet skifter jeg uventet vinkel. I løbet af de to timer, har vi næsten ikke berørt
tegningerne. Men til sidst stiller jeg alligevel mit watergate spørgsmål, som gav mødet en hel anden
drejning.
”Kurt, du har fortalt mig i dag, hvor helligt menneskeliv er. Vi er nået frem til den erkendelse, at
der skal værnes om menneskelivet, og at drab er den værste form for forbrydelse. Hvis vi vender
blikket mod Jyllandspostens tegninger af muslimernes profet Mohammed, som kostede 150
”hellige” menneskeliv. Det er mennesker, som bløder som du og jeg, som har drømme, følelser og
visioner, som du og jeg. Hvis du kunne - altså rent hypotetisk - gå tilbage i tiden og trække
tegningerne tilbage og forhindre, at de 150 mennesker skulle dø, ville du så gøre det”, spørger jeg
halvretorisk og provokerende og læner mig tilbage i træstolen.”

Og her er det så, man stopper op og tænker: ―Hmm. Hvordan nåede han lige til den konklusion?‖:
Omar trækker en lige linje mellem at tegne profeten Muhammed med en bombe i hatten og 150
menneskers død. Hvor er mellemregningerne? Hvor er logikken? Hvor er det enkeltes ansvar for
deres egne handlinger? Hvor er påpegningen af, at disse mennesker døde i deres frådende
voldsorgie?

De er der ikke.

Rimeligt langt ude, ikke?

Desværre er denne argument-form ganske udbredt i verden. De mennesker, som fornærmer islam,
er selv skyld i, at vrede muslimer hævner sig på dem: Så kan vi lære det.

Nej, så kan DE lære det.

Men… hvad nu, hvis ingen af os lærer det?

Muslimske ghettoer “knopskyder” overalt i Danmark

Dato: d. 20.11.09, 10:11
Af: Nicolai Sennels
Emner: ghettoer, Integration, islamisme, parallelsamfund
109 kommentarer

Ghettoer: Væksthuse for kriminalitet, radikale islamister og anti-demokratiske parallelsamfund.

LO påviser i deres undersøgelse ―Danske ghettoer knopskyder―, at antallet af områder med store
koncentrationer af indvandrere stiger, og at stadigt flere boligområder er i farezonen for at udvikle
sig til regulære ghettoer - i realiteten muslimske ghettoer: ―Mjølnerparken på Nørrebro, Vollsmose i
Odense, Gellerupparken i Århus. Når danskerne diskuterer ghettoer, hører vi gang på gang de
samme navne. Men det er for snævert. Meget tyder på, at vi fremover skal stifte bekendtskab med
nye områder i mindre byer som Haderslev, Korsør eller Svendborg. … Selv mindre provinsbyer har
i dag store risikoområder med massiv koncentration af indvandrere og/eller danskere på langvarig
overførselsindkomst.‖

I Rockwoolfondens undersøgelse ―En befolkning deler sig op?‖ kan man læse, at indvandrere bor
næsten fuldstændigt adskilt fra danskerne. Man taler i denne sammenhæng om et særligt D-indeks.
Hvis D-indekset er fra 0-30, så er det et udtryk for, at indvandrere og danskere bor blandet med
hinanden. Hvis det er mellem 30-60, er det et tydeligt tegn på adskillelse mellem
befolkningsgrupperne. Hvis det er over 60, betyder det, at danskere og indvandrere reelt lever i
adskilte samfund.

D-indekset for Danmark 54 for ―ikke-vestlige indvandrere‖ (hvoraf langt størstedelen kommer fra
muslimske lande). Dette betyder, at vi i Danmark er på grænsen til reelt at bestå af to forskellige
samfund af henholdsvis danskere og muslimer. I en række store danske provinsbyer som Haderslev,
Ikast, Korsør, Esbjerg og Kalundborg er D-indekset over 60.

Hvorfor bor muslimer ikke sammen med os andre?

Det er der formentligt flere grunde til:
1) Krager søger mage. Folk som taler det samme sprog, spiser/ikke spiser den samme mad, ligner
hinanden, har den samme kultur og religion, føler sig hjemme i hinandens selvskab.

2) Dårlig økonomi. Muslimske indvandrere og flygtninge - og deres efterkommere - færre penge
end andre indvandrere og danskerne. Dette skyldes bl.a. manglende uddannelse, danskkundskaber
og fokus på karriere, kulturelle hindringer for at tilpasse sig sociale og faglige krav på danske
arbejdspladser, at konen ofte ikke arbejder m.m.

3) Religion og racisme. Islam forbyder ganske enkelt muslimer at blive venner med ikke-muslimer,
og ikke-muslimer er ifølge Koranen mindre værd end muslimer. Et blandt mange racistiske citater
fra Koranen: ―Muslimer, tag ikke jøder og kristne som jeres venner.‖ (Koranen, 5, 51). Tyrkiets
præsident, den dømte islamist Reecep Tayyip Erdogan, har af samme grund forbudt tyrkere i
Europa at blive som os andre: ―Assimilering er en forbrydelse mod menneskeheden!‖

4) Socialt pres. I den muslimske kultur er der et uhyggeligt stort socialt og religiøst pres på folk,
som ønsker at forlade kulturen. Muslimer, som ønsker at leve som danskere, bliver udstødtog ofte
også truet. Det bedste eksempel er Naser Khader, som stadigvæk bekender sig som kulturel muslim,
men altså alligevel må have bodyguards med sig, når han bevæger sig i offentligheden. De mange
mord og dødstrusler på muslimer, som har forladt deres religion, er også et udtryk for dette pres.
Ifølge islam skal såkaldt apostasi - at man forlader religionen - straffes med døden eller livsvarigt
fængsel. Muslimer, som optager den danske kultur i sig, herunder vores kvindesyn, værdier
som ytringsfrihed, demokrati, seksuelle frihed og religionsfrihed, bliver oftest opfattet som en
frafalden i det muslimske miljø. De sociale, økonomiske og sikkerhedsmæssige omkostninger for
den enkelte er i disse tilfælde dybt alvorlige.

Problemet med ghettoerne

Problemet med de muslimske ghettoer er selvfølgelig, at der medfølge en risiko for, at områderne
udvikler kulturel og juridisk autonomi (Lovgivende magt: Allah, Muhammed og imamerne.
Dømmende magt: Imanerne, familieoverhoveder, og bandeledere. Udøvende magt: menige
muslimer, familiemedlemmer og menige bandemedlemmer. Dansk politis magt: Næsten ingen - for
de er bange for at ―puste til ilden‖) som oven i købet kommer i konflikt med det danske samfund.
Ghettoerne gør, at indvandrerne ikke kommer i kontakt med danskerne, og den danske kultur har
ingen mulighed for at få ordentligt rodfæste blandt de store koncentrationer af indvandrere.

Endelig viser det sig, at ghettoerne er rene væksthuse for bogstavtro - og dermed sprængfarlig
politisk - islam.

En svensk undersøgelse i den muslimske ghetto Rosengården i Malmø, kom til følgende resultat:
―29 ud af 30 personer i undersøgelsen fortæller, at de har oplevet en øget radikalisering de seneste
fem år. De radikale muslimer har en uforholdsmæssig stor indvirkning på de øvrige beboere. Det
sker bl.a., at ultraradikale islamistiske medlemmer af områdets kældermoskeer prædiker isolering
fra det svenske samfund og oppisker en stærk hadkultur først og fremmest mod kvinder.‖

Problemet med at påpege ghetto-problemet er selvfølgelig, at det giver politikerne en god grund til
at bruge 3-cifrede millionbeløb på at rive ghettoerne ned og bygge nye og dyrere sociale boliger
andre steder. Men i stedet for at tage pengene fra folkeskolerne, institutionerne, ældreområdet,
sundhed og offentlige lønninger, så burde man tage pengene fra de utallige sociale- og
integrationsprojekter.

De virke jo tilsyneladende alligevel ikke.

Indvandrerkatastrofen. Vil de ansvarlige politikere blive retsforfulgt?

Dato: d. 19.11.09, 14:38
Af: Nicolai Sennels
Emner: Integration
130 kommentarer

Vestlige politikere har åbnet grænserne for mennesker fra en kultur, som ikke kan integreres i
tilstrækkeligt omfang i Vesten - samt denne kulturs fjendtligt indstillede ideologi, islam.

Denne åbning skete på trods af skræmmende eksempler fra både nutiden og fortiden på, hvordan
muslimsk kultur har bredt sig og stadigvæk breder; på trods af bekymrede borgeres velmenende
advarsler; på trods af, at enhver kan læse i Koranen, at islam forbyder muslimer at integrere sig i
andre værdisystemer (f.eks. den demokratiske, sekulære, ytringsfrie og kvindeforherligende
værdier).

På trods af sund fornuft.

Burde politikerne i det mindste ikke have trådt meget mere varsomt frem? Ville det ikke have været
på sin plads med et princip om forsigtighed og kun gradvis afprøven, når man planlægger
grundlæggende demografiske ændringer på et helt kontinent (det europæiske)?

Kriminelt?

Folkestemningen mod islam og muslimsk indvandring og alle dens voldsomme økonomiske,
kulturelle og samfundsmæssige konsekvenser, er ved at vende. Det er kun et spørgsmål om tid,
førend flertallet af danskere og europæere oplever virkningen på deres egen krop og hverdag - og
dagen hvor de ansvarlige politikere vil blive krævet til regnskab, vil komme.

Den dag, hvor man første gang indfører undtagelsestilstand i et muslimsk kontrolleret område i
Danmark, vil forhåbentligt også blive dagen, hvor juridiske eksperter vil gå i gang med at
undersøge, om de fjolser, som tog de afgørende beslutninger og åbnede for, at radikalt anderledes
kulturer fik rodfæste i vores samfund, kan retsforfølges.

Det muslimske æresbegreb: Det handler om dårlig selvtillid

Dato: d. 18.11.09, 07:40
Af: Nicolai Sennels
Emner: "ære", kultur, løsninger, psykologi
305 kommentarer

Ære og skam er centralt i den muslimske kultur. Muslimers ære er ofte nem at krænke, og kulturelle
normer tillader, at man som muslim reagerer voldsomt. Hvad er det for slags ære, der har behov for
at blive forsvaret på denne måde? Det muslimske æresbegreb set igennem den vestlige psykologis
briller.

Det æresbegreb, som man taler om i den muslimske kultur, ligger langt fra den forståelse af ære, vi
har i Vesten. Hvis man nemt bliver fornærmet og andres mening om en har magt over ens humør, så
har det ikke noget med ære at gøre. Så er man i virkeligheden en meget usikker person. Tendensen
til at føle sig krænket af andres ord og holdninger om en, afhænger af, hvor svag eller stærk man er
- hvor godt ens selvværd er.

Hvis man kender sig selv og vedkender sig sine stærke og svage sider, så kan man slappe af: Man
har ikke noget at skjule og man kan være sig selv - og man kan dermed også lettere lade andre være
dem selv. Så kan man trække på skuldrene af andres drillende jokes eller udpegning af svage sider -
og bare tænke: ―Og hvad så, det ved jeg da godt‖. Skulle drillehovederne ikke have ret, kan man jo
bare sige: ―Det er din mening om mig, men jeg har min egen mening om mig, og det er den, som
tæller for mig.‖

Folk, som går meget op i, hvad andre tænker eller siger om dem, kan aldrig føle sig sikre, og er nødt
til konsekvent at skjule deres mindre heldige sider, lyve og fremstå anderledes end de i
virkeligheden er. I nogle tilfælde true og påtage sig en aggressiv attitude, som skræmmer folk så
langt væk, at de glemmer det faktum, at et hårdt skjold altid dækker over sårbarhed - ligesom hos
snegle, eremitkrebs og folk der går med armene ud til siden og stirrer hårdt igen, når man møder
deres øjne. De kan aldrig slappe af og bare være, som de er. Tværtimod må de altid være på
stikkerne overfor omgivelserne, og forsvare sig og angribe enhver, der truer deres selvbillede.

Dette er der ikke meget ærefuldt over. Tværtimod: Det er svagt, æreløst og uden værdighed, når
folk farer op og ikke kan håndtere kritik uden at true.

Aggression er ikke et tegn på styrke, men på svaghed. ―Kun små hund gør. Store hunde gør ikke -
for de stoler på sig selv og gør hvad de har lyst til.‖ Vrede, trusler og vold er et tegn på
magtesløshed, sårbarhed og manglende overskud. Sådanne mennesker skal man ikke føje en
milimeter - det ville være højest upædagogisk, for så oplever de, at deres barnagtige adfærd virker.
Nej, de skal opdrages og er de voksne der skal peges fingre af, hvor latterligt, de opfører sig. Humor
og latterliggørelse har en alt for lille plads overfor truende koran-dyrkere og andre terrorister - og
det er en fejl, for de lever udelukkende af vores frygt.

Da Muhammed-tegningerne kom ud, kunne muslimer verden over i princippet bare have sagt: ―Ok.
I har tegnet en bombe i turbanen på Muhammed, fordi I mener, at han var voldspsykopat og
opfordrer til terrorisme. Vi mener noget andet, og for os er det vores egen mening, der tæller - og
ikke en vantro tegners uvidende holdning til islam.‖

Det gjorde de ikke.

Get a life!

Medierne ridder med på den
Medierne har desværre for længst spist den muslimske kage om, at det handler om ―ære‖.
Journalisterne kalder det i et væk ―æresmord‖, ―æresrelaterede forbrydelser‖ osv. På den måde
bidrager de til den sygelige diskurs, at mord og undertrykkelse af især kvinder har noget med ære at
gøre. Det har det ikke! Lad os dog for hulen tage vores egen kultur og psykologiske forståelse
alvorligt og kalde det det, som det er set fra vores eget perspektiv. Og ikke det perspektiv, som
vælges eller andet smalsporet fjols med så små nosser, at han truer sin kone til kun at gå i usexet tøj.

Det svinger ikke helt så godt med ―dårligt selvtillids-mord‖. Men det passer på virkeligheden. Det
samme gælder ―sygelig jalousi‖ ―kontrolfreak‖ og ―fratagelse af kvinders menneskerettigheder‖
også. Det gør ―æresmord‖ ikke. Uanset hvor ―traditionelt‖ eller ―religiøst‖ det så er.

Det er ikke ærefuldt at slå en kvinde ihjel, fordi hun har kærlighed nok til flere mænd - eller bare
gerne selv vil vælge, hvem hun har sex med. Det er en henrettelse, en familie-henrettelse. Så lad os
dog kalde det, hvad det er: Familie-henrettelser.

København og banderne, DEL 2: Fremtiden i inkompetente hænder

Dato: d. 16.11.09, 21:20
Af: Nicolai Sennels
Emner: Anne Vang, Københavns Kommune, kommunalvalg, løsninger, pædagogik
93 kommentarer

Kommunalvalg. Langt størstedelen af de socialarbejdere, som ansættes til at løse problemerne med
indvandrerkriminalitet i hovedstaden, er ikke uddannet til arbejdet.

De psykosociale problemer, som kriminelle unge har, er oftest særdeles komplicerede. Derfor
kræver det, at de voksne, som skal hjælpe dem, har den fornødne viden om især pædagogik,
psykologi og psykiatri. På baggrund af mit indgående kendskab og samarbejde med projekter i
hovedstaden kan jeg fortælle, at højest 10 procent af de medarbejdere, som står for den tætte daglige
kontakt med de anti-sociale unge indvandrere, har den fornødne faglige uddannelse.

Helt konkret kan jeg nævne Københavns dyreste døgninstitution Sønderbro, hvor jeg selv har
arbejdet. Sønderbros behandlingsafdeling (sanktionsafdelingen Akademiet) har i lange perioder
ikke haft en eneste uddannet medarbejder. Ved at ansætte medarbejdere, som ikke er fagligt
uddannet til det arbejde, de får løn for, svigter man de unge og deres familier særdeles groft. Det er
ikke for meget at kalde denne fremgangsmåde for professionelt omsorgssvigt. Både børn og
forældre har god grund til at bekymre sig, når kommunen tager de unge i forvaring med pæne ord
om, at det er ―til den unges eget bedste‖ og med lovning om, ―vi selvfølgelig gør hvad vi kan for at
hjælpe ham‖: Over 80 procent af de unge, som har fået plads på sådanne sanktionsafdelinger begår
ny såkaldt grov kriminalitet efter endt ―behandling‖.

Det skal retfærdigvis nævnes, at der har været enkelte forsøg på at imødegå denne ansvarsløse
ansættelsespolitik, som da man på Nørrebro fyrede hele 56 medarbejdere fordi man ønskede mere
―professionalitet‖ i arbejdet.

Dårligt integrerede hjælper dårligt integrerede

Det også værd at vide, at i en stor del af projekterne er over halvdelen af medarbejderne muslimske
mænd i 20′erne og 30′erne, som i mange tilfælde selv er/har været kriminelle. I nogle tilfælde har
man ligefrem ønsket kun at ansætte indvandrere: ‖det er en fordel at have en anden etnisk baggrund
end dansk‖. Samme annonce indholdt intet om krav om uddannelse.
Ekstremt få af de ansvarlige for integrationen har så meget som en gymnasial uddannelse. Når det
gælder erfaring fra det øvrige arbejdsmarked, så rækker det oftest til forefaldende arbejde i f.eks.
fars kiosk eller som kriminel. Mange muslimske medarbejdere har bestemt fået ansættelse mere
pga. deres religiøse ophav og som en hjælp til at komme ud af en kriminel løbebane eller bare for at
komme i gang på arbejdsmarkedet - end på baggrund af uddannelse og pædagogisk erfaring.

Det er ganske enkelt ikke særlig klogt at ansætte udlændinge, som meget ofte ikke selv har formået
at løfte sig ud af den ghetto de skal hjælpe andre ud af, som har ingen eller ringe uddannelse, som
har ingen eller kun begrænset erfaring fra arbejdsmarkedet. Og slet ikke, når det er deres opgave at
hjælpe andre unge til at integrere sig blandt danskerne, til at få sig en uddannelse og til at få sig et
arbejde og skabe sig en karriere.

Det er desværre ikke kun indvandrere og deres efterkommeres fremtid, der på denne måde er i
inkompetente hænder. Det er også vores andres og vores børns og vores hovedstads fremtid.
Københavns borgere skal vide, at når deres socialborgmester lover, at øge indsatsen i de uroplagede
områder, så er det altså med folk, som ikke er uddannede til at løse problemerne.

Medarbejdernes symbiotiske sympati og manglende forståelse af, at indvandrere selv har en del af
ansvaret for deres integration, kan man læse en masse om i min Rapport fra en
integrationskonference. Her kan man læse om, hvordan 300 integrationsmedarbejdere fandt 118
forslag til, hvad politiet og PET, kommunen, danskerne, medierne, politikerne og velfærdssystemet
kan gøre for integrationen - og nul (0) til, hvad indvandrerne selv kan foretage sig.

Vote for change?

Har borgerne i vores danske hovedstad fået nok af halal-hippierne på Rådhuset? Ønsker
Københavnerne politikere, som ikke udelukkende bruger frivillige tilbud i kampen mod bander og
etniske spændinger på Nørrebro? Så skal de stemme blåt - hvor smerteligt det så end vil føles.

P.S. Socialdemokraterne: “Der ER styr på de unge”…

Et af LG InSights kritikpunkter lyder på, at man endnu ikke har identificeret en gruppe af 20-30
hardcore unge, som står for en stor del af uroen i byen. Socialdemokraternes Anne Vang svarer på
kritikken med årets overdrivelse, når hun siger at kritikken er uberettiget, fordi “kommunen har fået
styr på de unge.” What?! Udtalelser som denne ser unægteligt dumme ud i lyset af, at hendes egen
kommune lige har meldt ud, at vi får 700 flere (muslimske) bandemedlemmer i år. Som forsvar mod
kritikken hiver Anne Vang sit bedste eksempel på et projekt, som skal få rettet op på de voldsomme
problemer. Projektet handler om at “fagligt personale besøger de unge, hvis de ikke kommer i
skole.“.

Uha! - pædagogbesøg på kriminelle indvandreres hjemmeadressen skal nok sikre HA‘erne deres
andel af narkomarkedet. Not… Vanvittig naivt - hvilken planet lever Vang på? - læs seneste udgave
af Ræson og få svaret - hvor Vang bl.a. påstår, at ―Danmark har brug for flere flygtninge. Vi kunne
sagtens øge antallet af FN-flygtninge markant.‖ Socialdemokratisk beton-halal.

Ritts Røde skole skulle tage på skoleudflugt en lørdag aften i Tingbjerg. Så kunne de få sig et slag
på virkeligheden - eller bare på opstopperen. De skal dog nok ikke tage bussen, for HT har - i hvert
fald i perioder - besluttet sig for, at Tingbjerg har en sikkerhedszone på tre busstop-steder - resten
må man gå - for områdets mandlige muslimer er så vilde med stening, at bussernes ruder bliver
knust, hvis de kommer for tæt på.

København og banderne, DEL 1: Hvor er selvkritikken?

Dato: d. 15.11.09, 18:12
Af: Nicolai Sennels
Emner: bander, Integration, jacob hougaard, kommunalvalg, løsninger, Mikkel Warming, tingbjerg
251 kommentarer

Kommunalvalg. Hvorfor vokser integrationsproblemerne og de sociale problemer i København?
Som mangeårig medarbejder bag kulisserne i Københavns socialforvaltning, vil jeg her komme med
et bud på nogle forklaringer.

Det er på tide, at københavnerne vågner op og erkender, at deres borgmestre på social- og
integrationsområdet har fejlet. Ifølge kommunens eget u-tryghedsbarometer er borgerne nu så
utrygge, at en tredjedel af byens indbyggere helst opholder sig inden døre efter mørkets frembrud
og en blanding af mistillid til systemet og frygt for repressalier gør, at 70 procent af al vold i
København ikke anmeldes. De etniske uroligheder raser værre end nogensinde og bandemedlemmer
og voldelige venstrefløjsaktivister formår stadigt oftere at jage politiet på flugt.

Senest har hovedstadens kommune så meldt ud, at ―tusinder af unge kan ende i bandekriminalitet‖
fordi ―kommunens indsats over for unge under 18 år ikke har kunnet hindre en stigning i antallet af
utilpassede unge indvandrere.‖ Hvorfor? - er indsatsen dårligt tilrettelagt, eller er det bare umuligt
at integrere muslimer?. Man regner i øvrigt med, at ―der hvert år kommer 700 nye, unge
indvandrere til, som står på spring til at blive optaget i bander og leve af kriminalitet.‖ Så er der
pludselig ikke så langt til byer som Rotterdam og Paris, hvor horder af kriminelle muslimer
bestemmer stemningen i byen.

Sæt dine aktier i private vagtværn - det bliver en guldrandet forretning allerede i 2010.

Alt imens forsøger Københavns ansvarlige borgmestre (social-, integrations- og overborgmestrene)
at berolige vælgerne med, at de skam har styr på situationen og påtænker at iværksætte endnu mere
fra samme skuffe skuffende ineffektiv social indsats. Et eksempel er den skandaleramte
socialborgmester Mikkel Warming, som gav Nørrebro 220 mio. kr. til socialt arbejde i 2008
(Warming har allerede bebudet, at han vil bruge endnu flere millioner i år). Hvad har borgerne så
lige fået for de mange millioner penge?

Hvorfor får kommunens skatteydere så lidt for pengene? Hvorfor fortsætter derouten, selvom
vælgerne får lovet ―gennemtænkt‖ massiv indsats af deres lokale politikere og embedsmænd? Hvad
tænker de overhovedet på, derinde på rådhuset?

Ingen selvkritik

Den nuværende VK-regering har modtaget mange sværdslag fra socialarbejderne, men
lokalpolitikere og kommunalansatte demonstrerer deres egen uvidenhed og ansvarsforflygtigelse,
når de kritiserer regeringen på denne måde. Det er nemlig hverken regeringen eller resten af
Folketinget, som har ansvaret for at udforme den konkrete sociale indsats i kommunerne. Dette
ansvar har kommunerne og lokalpolitikerne selv. Jeg anerkender, at man altid kan bruge flere
penge, ikke mindst på det sociale område, men det er på tide, at borgmestre, lokalpolitikere og
kommunale forvaltninger også kaster et kritisk blik på deres egen indsats. Og at vælgerne kaster et
kritisk blik på deres ansvarlige lokalpolitikere.

Lad os starte med at kigge lidt på Københavns Kommunes evne til at forholde sig til kritik:

I 2006 betalte Københavns Kommunes konsulentfirmaet Rambøll for at evaluere kommunens
integrationsindsats. Kommunens og socialcentrenes arbejde dumper ifølge Rambølls rapport med et
brag. Kritikken lød bl.a. på, at kommunens interne evaluering af projekterne var for tynd, og at der
alt for ofte mangler hoved og hale i planlægningen. Ovenpå Rambølls sønderlemmende rapport
konkluderede en del kritikere, at kommunen bør få evalueret deres arbejde af eksterne konsulenter.
Men siden Rambølls dumpekarakter har integrationsborgmesteren ikke offentliggjort nogen
eksterne evalueringer af integrationsindsatsen. Hvorfor mon?

Tværtimod fortsætter farcen, for efter Rambølls 2006-rapport søsatte Københavns
integrationsborgmester Jacob Hougaard (S) indtil 2008 hele 244 (!) integrationsprojekter og i stedet
for ekstern evaluering af indsatsen, skal medarbejderne nu i følge integrationsborgmesteren selv
bedømme kvaliteten af deres eget arbejde (Jyllands-Posten, 16. november 2008). Læs i øvrigt
artiklen ―Integrationskaos i København‖ her.

Der findes næppe nogen mere uprofessionel måde at kontrollere kvaliteten af et stykke arbejde på.
For medarbejderne er jo kun ansat så længe, deres projekt betegnes som succesfuld, og når de selv
skal bedømme deres arbejde, er det ikke svært at regne ud, at de selvfølgelig vil rose deres projekt,
så de kan få endnu en periode på Hougaards lønningsliste. Københavnske skatteborgere betaler
utvivlsomt for mange ubrugelige og halvdøde integrationsprojekter rundt i hovedstaden.

Også socialforvaltningen har svært ved at modtage kritik. I sommeren 2008 var det
socialborgmester Warmings tur til at få feedback. Konsulentfirmaet LG InSight fandt 57 punkter
(!), hvor kommunen gør for lidt for at rette op på den stigende kriminalitet blandt unge indvandrere.
Og hvad er Warmings reaktion på kritikken? Ifølge hovedstadens egen økonomiafdeling har han
kun forsøgt at udbedre godt halvdelen af manglerne. Ikke overraskende betegner sociolog og
professor Dominique Bouchet, Syddansk Universitet, socialborgmesterens reaktion på rapporten
således: “Kommunen går i forsvar lidt for mange steder i stedet for at tage kritikken til sig.”
Bouchet fortsætter: “Der er et problem i systemet. Man prøver at neddæmpe det, der kan ligne en
kritik, og prøver at gå i forsvar i stedet for at undersøge det nærmere. Man burde identificere de
steder, hvor man går i forsvar. Det ville give pote.” Jo. Det kunne københavnerne og alle andre
have sagt sig selv, men det er da rart at selv professorerne kan se det.

To råd

Det første oplagte råd er, at man begynder at bruge årlige eksterne evalueringer af indsatsen. Er
resultaterne for dårlige, bør man ikke vige tilbage fra at give gule og røde (fyring) kort til de
ansvarlige embedsmænd: Det er vores hovedstads overlevelse, som er på spil.

Det andet oplagte råd er selvfølgelig at stemme på nogle politikere til kommunalvalget, som ikke
tror at bander og integrationsproblemer forsvinder frivilligt: Lige siden vi så Københavns
Integrationsborgmester få kastet sten og flasker efter sig, under et interview i Tingbjerg, har der
været grund til at tvivle på hans påstand om at det kun er ―en lille håndfuld unge‖, der laver ballade
i området. Denne tvivl bekræftes af Hougaards kollega, socialborgmester Mikkel Warming, som nu
vil smide hele 25 familier ud af Tingbjerg, fordi de har et eller flere børn, som begår alvorlig
kriminalitet. Først var der stemmer i at påstå, at der ingen problemer er. Nu er der stemmer i at slå
hårdt ned. Men hovedstadens socialborgmester har det som bekendt svært med konsekvenser: Hvis
familierne ikke vil flytte, skal de ifølge borgmesteren være velkomne til at blive boende. Det er
svært at tage borgmesterens indsats mod bandekriminalitet alvorligt, når forbryderne selv frivilligt
kan vælge, om de vil tage konsekvenserne.

Integrationsmyte 4: Muslimsk kultur fører ikke til dårlige sociale og økonomiske
forhold

Dato: d. 14.11.09, 09:01
Af: Nicolai Sennels
Emner: Integration, uddannelse
279 kommentarer

Muslimsk kultur og uddannelse.

Den fjerde myte er, at kulturelle og religiøse faktorer ikke har betydning for indvandrernes ofte
dårlige sociale og økonomiske situation. Teorien har været, at indvandrere grundet faktorer, de ikke
selv har indflydelse på, er fattige, og at det er denne fattigdom, som er årsag til asocial adfærd.
Sammenhængen mellem fattigdom og sociale problemer står fast, men tingene er slet ikke så sort-
hvide. For hvad kommer først: Hønen eller ægget? Får man sociale problemer af at være fattig, eller
bliver man fattig af at lave sociale problemer?

Som JP kunne berette 19/12 sidste år, så optager indvandrere og efterkommere fra muslimske lande
de otte øverste pladser på listen over kriminelles oprindelseslande - efter man har taget højde for
alder og socioøkonomiske faktorer:

Top 10 over kriminelles oprindelsesland:

1: Marokko

2: Libanon

3: Jugoslavien

4: Somalia

5: Iran

6: Pakistan

7: Tyrkiet

8: Irak
9: Vietnam

10: Danmark

Kilde: Jyllands-Posten, d. 19. december 2008: Store forskelle i integration

Men hvad er det ved den muslimske kultur, der gør, at mennesker med denne baggrund klarer sig så
dårligt økonomisk? Efter hundredvis af psykologsamtaler med muslimer om livet i deres familier
her i Danmark er det blevet klart, at den vigtigste årsag til fattigdom i disse kredse er, at de ikke
vægter uddannelse højt nok.

Indvandrerforældre kunne støtte deres børns skolegang og videre uddannelse langt mere aktivt.
Desuden er det både min egen og mange kollegers erfaring, at muslimske indvandrerbørns
manglende forståelse for dansk pædagogik på skoler og uddannelser også er en alvorlig hindring for
deres videre karriere. Samme mangle forståelse for dansk kultur betyder, at mange muslimer har
svært ved at færdes på danske arbejdspladser. Resultatet er desværre, at ud af de børn med arabisk
baggrund, som afslutter den danske folkeskole, er 64 pct. uden funktionelle læsekompetencer, og at
en tredjedel aldrig får en uddannelse (læs også muslimske indvandreres frafald fra
erhvervsuddannelserne her).

I et videnssamfund som det danske, hvor uddannelse er forudsætningen for velbetalt arbejde, er det
et handicap, hvis man ikke tager sin egen og sine børns faglige udvikling alvorligt. Hvis man
samtidigt ikke forstår den hyggelige og drillende tone på arbejdspladsen, ligner en arabisk julemand
med kæmpeskæg, ikke lader konen arbejde, ikke kan håndtere chefens kritik osv. så bliver
familieøkonomien hurtigt stram.

Det faktum, at omkring hver fjerde muslimske efterkommer mellem 20-29 år plettede sin
straffeattest sidste år, gør ikke jobmulighederne bedre.

Det er desværre ikke kun i Danmark, at muslimer vægter viden og uddannelse mindre end
gennemsnittet. De muslimske lande producerer i gennemsnit mindre end 1/10 af
verdensgennemsnittet, når det gælder videnskabelig forskning. Samme tendens viser sig, når det
kommer til Nobelprisen. Færre end 10 muslimer har modtaget den fornemme anerkendelse, mens
f.eks. flere end hundrede personer med en jødisk kulturbaggrund har fået prisen. Samme mangel på
den muslimske verdens interesse for videnskab og viden i det hele taget, er tydeliggjort af FNs Arab
Human Development Reports (AHDR), som peger på, at der er oversat færre bøger til arabisk siden
Muhammeds tid for 1.400 år siden (ca. 330 bøger om året), end der bliver oversat bøger i Spanien
hvert år (ca. 100.000 bøger om året) (Eugene Rogan ‖Arab Books and human development‖. Index
of Censorship, vol. 33, issue 2 April 2004, s. 152-157. Link til uddrag af artiklen:
http://www.questia.com/googleScholar.qst;jsessionid=J1dfh79hvbQmm9DTBpJ0hbzbBXhrTtFPJ0
QqHFQDWLwKXY10r1Kb!486960826?docId=5008425914).

Den klare konklusion er: Laver man sociale problemer, og tilpasser man ikke sig selv og sine børn
til samfundets sociale krav, bliver man fattig. Ikke omvendt.

Integrationsmyte 3: Muslimer er ikke mere religiøse end os andre
Dato: d. 13.11.09, 07:56
Af: Nicolai Sennels
Emner: islamisme, religiøsitet
175 kommentarer

Den tredje integrationsmyte er, at muslimer ikke er mere religiøse end os andre. Her tager man
grueligt fejl. Næsten samtlige af de muslimer, jeg har haft i terapi, tager deres religiøse ophav
ganske alvorligt. På trods af, at størstedelen af dem ikke følger Koranens bud og ikke har læst i
Koranen, er deres muslimske identitet overordentlig stærk. Muhammed-tegningerne, forsøget på at
indføre mere demokrati i den muslimske verden og myndighedernes pres på indvandreres
integration i det danske samfund har skabt en stærk følelse af opposition til vestlige værdier.

Især rodløse unge muslimer føler sig tiltrukket af de ekstremistiske miljøer, fordi de tilbyder en
følelse af at være betydningsfuld og at have et mål med både livet og døden, som intet socialt
projekt kan hamle op med. Desuden er religiøsitet generelt kilde til status i muslimske kredse - og
meget religiøsitet giver meget status. Dedikeret religiøs praksis og evnen til at fremlægge banale
konspirationsteorier om Vestens skyld i de miserable forhold i deres muslimske hjemlande er en
effektiv kilde til social anerkendelse i det muslimske miljø.

Loyaliteten overfor islam og profeten Muhammed - og lysten til at forsvare disse ting - fylder
ekstremt meget mere i de fleste muslimers liv, end religion fylder i almindelige ikke-muslimers liv.

- Jeg har tidligere citeret det tyske indenrigsministeriums rapport om muslimer i Tyskland: 87
procent af muslimerne i Tyskland føler sig som ―religiøse‖ eller ―meget religiøse‖. Omkring 40
procent kategoriseres ―fundamentalistiske‖ i deres islamiske tro. 80 procent er ―fuldstændigt
overbevist om―, at Koranen er sande ord som kommer fra Allah. Tager vi tallene fra tyske
undersøgelse og overfører tallene til Danmark, er et rimeligt bud, at vi formentligt har mindst
12.000 potentielle muslimske terrorister i Danmark.

- Gallup har lavet en verdensomspændende undersøgelse af 27 lande - knap halvdelen muslimske.
Her har de bl.a. undersøgt, hvor stor en andel af befolkningen, der går aktivt op i deres religion. De
12 øverste lande på listen er alle muslimske (Tanzania er dog uklar – da landet har en muslimsk og
en ikke-muslimsk del):

   1.  Bangladesh: 99 % har deres religion som en aktiv del af deres hverdag.
   2.  Djibuti (94 % muslimer): 98 % har deres religion som en aktiv del af deres hverdag.
   3.  Sierra Leone (60 % muslimer): 98 % har deres religion som en aktiv del af deres hverdag.
   4.  Senegal (94 % muslimer) 98 % har deres religion som en aktiv del af deres hverdag.
   5.  Pakistan (95 % muslimer): 98 % har deres religion som en aktiv del af deres hverdag.
   6.  Afghanistan (99 % muslimer): 97 % har deres religion som en aktiv del af deres hverdag.
   7.  Mauritanien (100 % muslimer): 97 % har deres religion som en aktiv del af deres hverdag.
   8.  Niger (80 % muslimer): 97 % har deres religion som en aktiv del af deres hverdag.
   9.  Tanzania (35 % muslimer på hovedlandet, 99 % muslimer på Zanzibar): 96 % har deres
       religion som en aktiv del af deres hverdag.
   10. Malaysia (60 % muslimer): 95 % har deres religion som en aktiv del af deres hverdag.
   11. Chad (53 % muslimer): 94 % har deres religion som en aktiv del af deres hverdag.
   12. Mali (90 % muslimer): 94 % har deres religion som en aktiv del af deres hverdag.
De øvrige lande på Gallup-listen har ikke muslimsk flertal, (bortset fra Burkina Fasso på 15.
pladsen, 50 % muslimer, 88 % går op i deres religion).

- Religionssociolog Lone Kühle har undersøgt herboende muslimers forhold til religion. Hun
konkluderer, at ‖Mange muslimer har en grundlæggende respekt for islam og en positiv indstilling
til religionen … Lone Kühle vurderer, at kun ca. en tredjedel af de danske muslimer jævnligt
kommer i moskeerne.‖ (180Grader, d. 21. august 2009 ―Kun hver anden muslim i Danmark
praktiserer sin religion―).

Så kom ikke her og sig, at muslimer ikke er mere religiøse end os andre: Muslimer i både mulimske
lande og i vestlige lande er langt mere religiøse end os andre.

Integrationsmyte 2: Høj kriminalitet blandt muslimer har intet med muslimsk
kultur at gøre

Dato: d. 11.11.09, 11:26
Af: Nicolai Sennels
Emner: Integration, kriminalitet, psykologi, statistik, vrede
253 kommentarer

Hvorfor bliver mange herboende muslimer kriminelle?

Den anden myte er, at indvandrerkriminalitet skyldes sociale problemer, og at indvandreres
kulturelle baggrund ikke spiller nogen rolle i denne sammenhæng. Heller ikke her stemmer
fordommene overens med virkeligheden: Konklusionen på hundredvis af psykologiske samtaler
med muslimske indvandrere - og sammenligningen med en relevant gruppe af danskere er, at den
muslimske kultur har en meget høj accept af aggression. De er ganske enkelt kulturelt disponerede
for at bruge trusler og vold i langt større udstrækning. Det behøver man i øvrigt ikke at være
autoriseret psykolog for at konkludere - enhver der læser aviser eller ser internationale nyheder kan
se de kulturelle forskelle på konflikthåndtering og debatformer.

Mens et ukontrolleret vredesudbrud er den hurtigste måde at tabe ansigt på i den danske kultur,
forholder det sig omvendt i den muslimske kultur. Villigheden til at hævne sig anses i den
muslimske kultur er et tegn på styrke, og vrede er klart mere socialt accepteret i muslimske kredse.
Aggressiv adfærd er her et socialt redskab, som man bruger til at opnå respekt (ikke kun frygt) og
status med.

Eksempel: På danske arbejdspladser og i den danske offentlighed generelt, er det pinligt, hvis man
hidser sig op. Mister man besindelsen overfor kollegerne, så bliver man ikke udråbt til leder af
gruppen, men må tværtimod snige sig lidt duknakket rundt og tale ekstra pænt, indtil man har en
fornemmelse af, at den sociale accept er blevet genoprettet. Ifølge vores almindeligt accepterede
sociale normer, så har den, som først bliver vred eller mister kontrollen i en diskussion, automatisk
tabt. I den muslimske kultur vægtes evnen til at truende og skræmme sin modstander langt mere
positivt.

Islams hellige mænd, imamernes, jævnlige opfordringer til ―hellig vrede‖ og hellig krig og
udbredelsen af familiehenrettelser (såkaldte æresdrab - i Tyrkiet har 13 % voksne og 10 % unge har
set et æresdrab blive udført. 26 % støtter ideen om æresdrab) og voldelige demonstrationer over
Muhammed-tegningerne er alt sammen eksempler på, at man i den muslimske kultur ser aggressive
former for adfærd som en socialt accepteret måde at udtrykke sig på. Dialog for dialogens skyld -
uden trusler, krav eller konsekvenser, eller forsøget derpå - opleves som svagt og som om
modstanderen er bange for at forsvare sig med den risiko, dette indebærer.

Den høje accept af aggression og vold er en stor del af grunden til, at muslimer er så ekstremt
overrepræsenteret i statistikker over straffelovskriminalitet. Derudover spiller det formentligt også
en rolle, at ikke-muslimske autoriteter nyder ganske lidt respekt i muslimsk dominerede områder.
Og selvfølgelig den kulturforskel som betyder, at mange muslimer har svært ved at forstå den
danske/vestlige måde at markere hvad der er rigtigt og forkert (læs Integrationsmyte 1: Der er ikke
forskel på indvandrere)

For dem der ikke har hørt om denne overrepræsentation, kan jeg citere lederen af Danmarks
Statitik, Jan Plovsing ―Når vi i første omgang korrigerer for aldersforskelle, har mænd med ikke-
vestlig oprindelse et indeks for voldskriminalitet på 261 mod 89 for mænd af dansk oprindelse.
Voldskriminaliteten for mænd med ikke-vestlig baggrund er altså 161 pct. højere end i befolkningen
under ét. Samtidig ligger mænd med dansk oprindelse 11 pct. under gennemsnittet.‖

Dem der tror, at det er alle mulige ikke-vestlige indvandrere, som begår kriminaliteten, kan kigge
med her:

Top 10 over kriminelles oprindelsesland:

1: Marokko

2: Libanon

3: Jugoslavien

4: Somalia

5: Iran

6: Pakistan

7: Tyrkiet

8: Irak

9: Vietnam

10: Danmark

Kilde: Jyllands-Posten, d. 19. december 2008: Store forskelle i integration

De otte 1.-pladser optages af personer fra muslimske lande (listen er korrigeret for socioøkonomiske
faktoer!). Læg i øvrigt mærke til, at der ikke er noget umiddelbart system i, hvilke kriminelle
muslimer, der kommer fra krigshærgede lande, og hvilke der ikke gør.
Både i international politik, nationalt, i lokalpolitik og helt nede i pædagogikken og den lokale
sociale indsats, skal man altså vide, at manglende vilje eller mod til at sætte hårdt mod hårdt og
pege åbenlyst på reelle problemer i forhold til muslimer, vil blive opfattet som svagt og i længden
føre til en forværring af problemerne. Det finder politiet, venstrefløjspolitikere og såmænd også
Obama nok snart ud af…

Integrationsmyte 1: Der er ikke forskel på indvandrere

Dato: d. 10.11.09, 07:59
Af: Nicolai Sennels
Emner: Integration, kulturforskelle, løsninger, pædagogik
316 kommentarer

Muslimsk kultur er en hindring for integration og øger risikoen for at blive fattig og kriminel.

I dag og de følgende dage gennemgår jeg fire forlorne myter om integrationen af muslimer.

Myte 1: Der er ikke forskel på indvandrere

Den første myte er, at der ikke er forskel på indvandrere. Men selvfølgelig er der det: Mennesker fra
forskellige kulturer har brug for forskellige former for støtte. Der er verdner til forskel på, hvad
f.eks. en japaner, en somalier og en amerikaner har brug for, hvis de har det svært eller laver
problemer. Vi er nødt til at udvise kulturel følsomhed overfor de kulturelle forskelle, vores
indvandrere kommer med.

Mine egne terapeutiske erfaringer med unge muslimer er, at de har ekstremt svært ved at forstå
traditionel dansk pædagogik og behandling. Danske unge er i langt højere grad opdraget til at
―snakke om tingene‖ og reflektere over, hvordan man har det indeni - også selvom de ikke er gode
til det. Muslimer er derimod vokset op i en kultur med tydelige ydre autoriteter (primært fædre,
traditioner og islam), hvor hammeren falder hårdt og første gang, man bryder med familiens
forventninger. I min bog kalder jeg den muslimske kultur for ydre-styret - forstået på den måde, at
den muslimske kultur er kendetegnet ved langt større fokus på ydre adfærdsregulerende faktorer
end den danske.

Den danske lægger mere vægt på indre-styring dialog, refleksion og på den fælles forståelse af, at
aggression er et svaghedstegn. Et tegn på den udstrakte indre-styring i vores kultur er mængden af
dameblade, selvhjælpsbøger, pædagoger, terapeuter af enhver slags, psykologer osv. - som alle har
til formål at dyrke vores indre refleksion og stiller os spørgsmålet: ―Hvordan kan du selv tænke, tale
og handle anderledes, så dit liv bliver bedre?‖ Sådanne menneskekundskaber har man ikke i den
muslimske del af verden - og de få psykiatere de alligevel har, er enten uddannet i Vesten eller af
vestligt inspirerede undervisningsmaterialer.

Forskellen op ydre- og indre-styring mærker man også tydeligt, selvom de danske unge der
sammenlignes med, også er kriminelle eller uden for almindelig pædagogisk rækkevidde. De
muslimske unge er opvokset i langt fastere kulturelle og religiøse rammer - med langt mere
mærkbare konsekvenser, hvis man træder udenfor disse rammer - og de står langt mere uforstående
overfor dansk specialpædagogik og behandling end de danske unge. Selvom mange asociale danske
unge heller ikke har nemt ved dialog, refleksion og at styre temperamentet, så mærker man som
professionel meget let, at de inden i sig har lært, at disse normer er grundlæggende i vores samfund
- de er måske bare ikke så gode til dem. Disse normer har de muslimske unge ikke lært på samme
måde.

Hvis man vil ændre adfærden hos asociale muslimske unge og deres svigtende eller uformående
forældre, er frivillige tilbud ganske enkelt ikke nok. Hvis man vil gøre en forskel, skal der være 1)
tilstrækkelig vejledning, 2) stilles tydelige krav og 3) der skal være mærkbare konsekvenser hvis
kravene ikke opfyldes. Dette er den enkle og virksomme skabelon. Alle steder, hvor man ikke
følger denne fremgangsmåde, vil indsatsen overfor kriminalitet og integration enten være nyttesløs
eller have så lille en effekt, at den ikke kan forhindre en generel forværring af tilstandene. Det gør
man ingen steder i Danmark, så vidt jeg er orienteret.

Samme indsats gælder også for asociale danske unge og deres familier, men deres grundlæggende
forståelse og anerkendelse af, hvad det samfundet og myndigheder forventer af dem, ligger langt
dybere i dem.

—–

Min pointe er gjort - at muslimer er kulturelt disponerede på en måde, der nødvendiggører ydre
styring i højere grad end vi er vant til, hvis man skal støtte dem til en mere konstruktiv adfærd. Men
eftersom der ikke er så mange, der fortæller om forholdene i danske ungdomsfængsler, så…: Når
det kommer til forholdene i danske fængsler og sikrede institutioner er de ofte ikke nok til at
skræmme de unge fra at holde sig fra kriminalitet. Det mærkbare i konsekvensen forsvinder i
playstation på værelset, masser af tv, sportsfaciliteter, kun ganske lidt skoleundervisning og især
vennernes gavestrøm af slik, hash, penge, dyrt tøj og omsorgssvigtede piger. Eneste større
irritationsmoment er pædagogerne, som vækker en om morgenen og vil have, at man deltager i
aktiviteter i løbet af dagen.

Det eneste, som jeg virkeligt har oplevet kunne skræmme kriminelle indvandrere, er udsigten til
udvisning. Mærkeligt. For de er ofte ekstremt racistiske overfor os ―kartoffel-danskere‖ og benytter
sig uhyggeligt lidt af alle de positive og konstruktive muligheder, vores samfund tilbyder.

Dansk imam blåstempler drab og selvtægt

Dato: d. 09.11.09, 08:37
Af: Nicolai Sennels
Emner: abdul wahid pedersen, Flemming Rose, jacob hougaard, Københavns Kommune, Kurt
Westergaard, moskeer
119 kommentarer

Muslimsk moske i Danmark bruges til udbredelse af religiøse fatwaer, som er i strid med
Grundloven.

Fredag 31/10 prædikede den danske imam Abdul Wahid Pedersen som sædvanligt for sine tilhørere
i hans moské på Nørrebro. Pedersens hovedbudskab var, at ―dræber man et uskyldigt menneske -
medmindre det er gengæld for en anden dræbt - vil det være et angreb på hele menneskeheden. ‖
(JP, 31/10. Læs citathistorie på 180Grader her)
Det lyder ikke godt: Dagens budskab fra Allahs konverterede talsmand er altså, at drabelig selvtægt
- blodhævn - er helt ok ifølge islam. Det er det også. Men var der ikke noget med, at de afsnit af
Koranen, som opfordrer til kriminelle handlinger skal ses i en ―historisk sammenhæng―, som gør
dem ugyldige i Danmark anno 2009. Det meldte Pedersen ihvert fald ud, da den danske
sprogforsker Tina Magaard havde optalt opfordringerne til drab, krig og terror sammen i verdens 10
største religioners tekster - og islam landede på en suveræn 1.-plads.

Men denne ―historiske sammenhæng‖ gælder åbenbart kun, når Pedersen udtaler sig til pressen. Når
han udsteder sine religiøse befalinger og tolkninger af Koranen overfor sine tilhængere fredag efter
fredag, har piben en anden lyd. Man kunne vel heller ikke forvente andet: Allahs love, Muhammeds
åbenbaringer, gælder vel i evigheden, og ikke kun i bestemte tidsrum, for så at blive afløst af
menneskeskabte bastarder så som demokrati, humanisme, religionsfrihed, kvinders ligeværd osv.

Pedersen er i øvrigt på Københavns Kommunes integrationsborgmester Jakob Hougaards
lønningsliste som led i et projekt, hvor imamen skal hjælpe kommunen med at udfærdige
undervisningsmateriale, som skal få muslimer til at vende sig bort fra de radikale sider af islam.

Hougaards evne til at skelne skidt fra kanel kunne være bedre.

Hvem er skyldige?
Et spørgsmål til ekstreme moderate imam melder sig selvfølgelig: Hvornår er man ―uskyldig‖ - og
dermed et illegitimt mål for muslimer? Pedersen er jo imam, ikke politimand eller dommer, og han
står i en moské, ikke en retssal. Og han forholder sig jo tydeligvis ikke til den danske lovgivning,
men til sharia, når han giver sin udlægning af, hvem man må slå ihjel.

Ifølge sharia-lovende er bl.a. jøder, utro koner, homoseksuelle, folk der ikke tror på det gamle
testamente, demokrater og alle som kritiserer islam eller deres (husk altid at skrive ―deres‖ - det er
jo ikke vores alle sammens profet) profet, skyldige i at forbryde sig mod Allahs guddommelige
love.

Pedersen giver selv et vagt svar på skyldsspørgsmålet, når han taler om terrortruslerne mod
Jyllands-Posten: ―Fordi Jyllands-Posten har gjort noget, man er uenig i, er alle på Jyllands-Posten
ikke skyldige.‖ Ikke alle… Nok kun nogle af dem - Flemming Rose og Kurt Westergaard,
formentligt. Dem må man gerne slå ihjel.

Undertegnede er vel sådan set også skyldig, ifølge shariaens guddommelige paragraffer. Det må jeg
så lære at leve med.

Moské-kritik er begrundet
Når imamer som Abdul Wahid Pedersen, der bruges i flæng af medier og politiere som eksempel på
en moderat muslim, og som får penge af hovedstadens kommune til at udfærdige
undervisningsmateriale om ―rigtig islam‖, kan blåstemple drab og selvtægt ved højlys fredag i sin
moské, så er der ikke noget at sige til, at vi er nogle, som helst så de to moské-byggegrunde på
Amager og i Nordvest brugt som rosenhaver, legepladser - eller bare lå øde hen i skrattet asfalt og
halvdøde træer.

Vi bør som minimum kræve, at imamer afsværger sig shariaen og skriver under på, at demokrati og
lovgivning under alle omstændigheder er højere autoriteter end Koranen, hvis vi skal give dem
plads til at bygge deres moskeer. Er der ikke allerede en eller anden lov om, at religiøse foreninger
ikke må samles om voldelige/grundlovsstridige formål?

Moskeer er væksthuse for sharia og fornægtelse af demokrati og sekulære love og imamerne er
gartnerne. De menige muslimer er mere eller mindre frivilligt hjernevaskede fodfolk, som gennem
―demografisk inflation‖, modvilje mod integration, stadigt voldsommere oprør mod ikke-islamiske
autoriteter så som politi, brandvæsen og - ja, sågar kommunens hjemmehjælpere - og politiske valg
er islams vigtigste redskab til at nå dets åbent erklærede mål (det kan enhver læse i Koranen eller
bare google): Verdensherredømme.

Frugterne? Dem høster vi andre.

Det må vi så lære at leve med. Eller…?

1.000 flygtninge kan hjælpes i nærområdet for det, det koster at have 1 flygtning i
Danmark

Dato: d. 07.11.09, 13:14
Af: Nicolai Sennels
Emner: flygtninge, løsninger, repatriering
186 kommentarer

Etik. Prioriteringer. Fornuft.

Integrationsministeriet har beregnet, at en flygtning, som befinder sig i Danmark, koster 250.000 kr.
om året for de danske skatteydere. Til sammenligning bruger FN‘s Flygtningehøjkommiss ariat,
UNHCR, i gennemsnit kun 250 kr. pr. flygtning i nærområderne. (JP, 29/9 2009).

F.eks. kostede de afviste irakere 539 mio. kr. i de fem år, de nægtede at forlade landet.

Der er et eller andet galt med etikken, prioriteringerne og fornuften.

For de 250.000 kr., som en enkelt asylsøger i Danmark koster, kan vi:

- Beskytte 1.000 flygtninge i deres nærområde mod den værste sult, tørst, kulde, dårlig hygiejne,
manglende lægehjælp og militsers kugler og machette-hug.

- Forære 1.000 geder, 8333 ænder eller 714 grise til samme antal nødlidende familier i Afrika
(Folkekirkens Nødhjælps ―Giv en ged‖-projekt).

- Give mad, skolegang, lægehjælp osv. til 107 børn i et år - eller 6 børn i 18 år (Børnefonden).

- Kickstarte en kampagne for nedsættelse af børnetallet, som kan begrænse befolkningseksplosion i
fattige områder.

- gøre mig skattefri i godt et år.

Der må være en grænse
Tænk lige lidt over det: Var det ikke på tide, at Vesten gennemtvinger, at flygtninge skal være i
deres nærområder, i stedet for i lande, hvor de ikke taler sproget og ikke forstår og accepterer
kulturen? Var det ikke på tide, at vi bruger pengene på alle dem, som ikke har pengene eller
forbindelserne til at komme til Danmark?

Når nu det er så klart, at integrationen ikke kan lade sig gøre i tilstrækkeligt omfang, og at truslen
mod vores samfund fra indvandrerkriminaliteten, ―home grown‖ terrorister og omfattende etniske
spændinger vokser mellem muslimske flygtning og etniske danskere stiger - dag for dag?

Når nu der ikke er udsigt til, at freden i verden ikke ser lyset for enden af tunnelen - og
flygtningestrømmene fra den del af kloden ikke ser ud til at stoppe?

Vi kan vel ikke bare blive ved med at tage flere og flere flygtninge? Er der en grænse? Bør der ikke
være en?

Måske de vestlige lande skulle gå sammen og købe en stor del af Madagaskar eller bare hele
Zansibar, og så tilbyde flygtninge en plads dér. Så kan vi sende læger, skolelærere, mad og udvikle
arbejdspladser i området og tilbyde flygtninge en plads og et liv i et fredeligt område, hvor vi
undgår at omgivelserne bryder sammen under vægten af kulturkløften.

Satire-tegninger fra Iran

Dato: d. 06.11.09, 11:14
Af: Nicolai Sennels
Emner: demokrati, frihedskæmpere, Iran, islamisme, tegninger
39 kommentarer

Kulturkløften mellem troende muslimer og almindelige frihedselskere er også stor i de muslimske
lande. En håndfuld satire-tegninger - angiveligt fra Iran - florerer for tiden på nettet.

Iran er desværre et meget tydeligt eksempel på, hvad konsekvenserne kan blive, når bogstavtro
muslimer tager magten. Som støtte til de mange iranere, som både inden- og udenfor Iran kæmper
for et fredeligt, omsorgsfuldt, kvindeelskende og sekulært Iran med ægte demokrati, kommer er de
fem florerende satire-tegninger:
Hvor mange potentielle muslimske terrorister findes der i Danmark?
Dato: d. 05.11.09, 15:18
Af: Nicolai Sennels
Emner: islam, religiøsitet, statistik, Terrorister
160 kommentarer

Mindst 12.000 er et godt bud.

Diskussionen om, hvor mange potentielle muslimske terrorister vi har herhjemme, har stået på
længe. Det er selvfølgelig umuligt at give et præcist tal, men ud fra data fra ind- og udland, er det
muligt at lave et rimeligt estimat.

Det tyske indenrigsministerium udgav i 2007 rapporten ―Results of Surveys Within the Framework
of a Multicentric Study in Urban Environments―. Den er 507 sider lang og er udfærdiget af Institut
for Kriminalvidenskab ved Hamborgs Universitet. Undersøgelsen er foretaget på 1.700 muslimer
fra et repræsentativt udvalg af befolkningen.

Rapporten er et shock for mange. Den viser nemlig, at religiøs radikalisering og åbenhed overfor
brug af vold for at opnå religiøse og politiske mål er langt mere udbredt, end man havde frygtet.
F.eks. viser den, at ―Hver fjerde unge muslim er parat til at begå religiøs vold.‖ Ud af samtlige
muslimer, unge som ældre, har 13,9 procent en ―problematisk attitude i forhold til vold og
demokrati, som viser et klart potentiale for at blive radikaliserede.‖ 15 procent kategoriseres som
“ekstremt religiøse og modstandere af demokrati―.

Det er skræmmende tal, som punkterer en lang række myter.

Der bor 4,3 mio. muslimer i Tyskland, og 13,9 procent af dem svarer til 597.700 personer. Disse
personer er ikke defineret som radikaliserede - men blot i farezonen for at blive det. Rapporten viser
også, at 60 procent af muslimer, som er født i Tyskland, går i koranskole. 90 procent af
muslimer i Tyskland bliver ―rasende‖, når muslimer er blandt de første som bliver mistænkt i
forbindelse med terrorangreb. Kort sagt: Hundredtusinder af muslimer i Tyskland er på grænsen til
at blive radikale islamister, flertallet dyrker islam på højt plan og offermentaliteten, vreden og
accepten af vold trives i stor stil i muslimske kredse.

Disse ting er desværre en alt for god grobund for islamisk fanatisme.

Men hvor mange af dem er så rent faktisk så fanatiske, at de kan defineres som potentielle
terrorister - forstået på den måde, at de fuldt ud accepterer brugen af vold mod andre, for at nå deres
religiøse og politiske mål? Hvor mange af dem er ikke bare ekstremt religiøse, modstandere af
demokrati og rasende over islam-kritik?

Forskerne peger i rapporten her på en lille og særlig andel af muslimer på 6 procent. Denne gruppe
“udviser høj accept af politisk og religiøs motiveret vold”.

Ud af Tysklands 4,3 mio. muslimer svarer dette til, at de har 258.000 potentielle muslimske
terrorister.

Hvor mange potentielle muslimske terrorister er der i Danmark?
Der findes ikke noget præcist tal for, hvor mange muslimer der findes i Danmark, men de fleste bud
ligger på omkring 200.000 (plus-minus 20.000). Jeg vil her tage Margit Warburg og Brian
Jacobsens bog ―Tørre tal om troen: religionsdemografi i det 21. århundrede‖ som udgangspunkt. I
bogen når Warburg og Jacobsen frem til, at vi har 207.000 muslimer i Danmark. Tallet er fra 2007.
Flygtninge, familiesammenførsler og børnefødsler gør selvfølgelig, at tallet er højere i 2009 - men
lad os holde os til 207.000 for at være på den sikre side.

Det er rimeligt at overføre tallene fra det tyske indenrigsministerium til Danmark. Faktisk er der
risiko for, at andelen af potentielle muslimske terrorister i Danmark er højere end de 6 procent.
Årsagen er, at vi i Danmark oplever langt mere åbenlys kritik af islams tendens til at producere
terrorister - hvilket 90 procent af muslimerne bliver ―rasende‖ over - end i det noget mere politisk
korrekte Tyskland. Da der samtidigt formentligt er flere end 207.000 muslimer i Danmark, er det
følgende bud nok lidt lavt sat:

Overfører vi de 6 procent potentielle muslimske terrorister i Tyskland til de 207.000 muslimer i
Danmark, er svaret, at vi har omkring 12.420 muslimer her i landet, som er parate til at bruge
vold for at nå deres politiske og religiøse mål.

Konklusionen
Institut for Kriminalvidenskab ved Hamborgs Universitet konkluderer i deres rapport:
“Konklusionen er, at jo mere religiøse, muslimer er, jo mere accepterer de vold.”
Sammenhængen imellem islam og vold er altså stor for muslimer, uagtet, at mange påstår, at islam
er en fredelig religion.

På baggrund af rapportens konklusion om sammenhængen mellem religiøsitet og parathed til at
udføre vold, er det selvfølgelig interessant at vide, hvor stor en andel af muslimerne, der føler sig
som religiøse. Svaret er ifølge rapporten, at 87 procent af muslimerne i Tyskland føler sig som
“religiøse” eller “meget religiøse”. Omkring 40 procent kategoriseres ―fundamentalistiske‖ i deres
islamiske tro. 79.6 procent er ―fuldstændigt overbevist om―, at Koranen er sande ord som kommer
fra Allahs.

Det passer altså ikke, når folk påstår, at muslimer ikke er mere religiøse end os andre. Det passer
desværre heller ikke, når folk påstår, at der ikke er nogen sammenhæng imellem islam og vold.

Repatriering - statssponsoreret udvandring - er den eneste win-win løsning

Dato: d. 04.11.09, 10:32
Af: Nicolai Sennels
Emner: Helle Thorning-Schmidt, Integration, løsninger, repatriering
139 kommentarer

Betaling af dårligt eller ikke-integrerede indvandrere for at UDVANDRE, er den eneste løsning på
integrationen, hvor alle parter får noget positivt ud af det. Repatriering - også kaldet
statssponsoreret udvandring - er kommet for at blive!

Danmark har en stor gruppe indvandrere, som er så dårligt integreret i det danske samfund, at både
de selv og omgivelserne direkte lider under det.
De dårligt integrerede lider ved, at de ikke føler sig hjemme i vores land; de er ofte utrygge og
forvirret over måden, vores samfund fungerer på; de oplever deres kulturelle og religiøse vaner sat
under pres; de formår ikke at skabe sig et succesfuldt liv i vores kultur. Omgivelserne lider under
det, fordi dårlig integration suger kolossale menneskelige og økonomiske resurser fra resten af
samfundet og befolkningen (herunder folkeskoler, hospitaler, offentlige lønninger osv.).

Løsningen er at betale denne gruppe indvandrere for at udvandre. Repatriering er den eneste udvej,
hvor alle får fordel:

1) Den udvandrende får økonomisk hjælp til at starte et nyt liv i et land, hvor de føler sig hjemme
og godt tilpas med omgivelserne. Der kan de bo i en kultur de forstår og accepterer, og hvor det
omgivende samfund gengælder denne forståelse og accept. Den økonomiske hjælp kunne bestå i en
starthjælp på f.eks. 50.000 kr., samt at de får lov at tage deres sociale ydelser med sig i 5 år (eller
f.eks. 100.000 i starthjælp, og ingen sociale ydelser med i bagagen). For de penge vil de kunne købe
eller tage lån til en ny bolig, samt få tid til at finde sig et arbejde og skabe sig et liv i et land blandt
mennesker, som føler sig godt tilpas med og hvis kulturelle og sociale ―koder‖, de forstår og
respekterer.

2) Det land, som personen flytter til, vil få tilført borgere med attraktive resurser. Med vestlig
skolegang, et indgående kendskab til velfærdssamfundets mange fortræffeligheder og oplevelsen af
velfungerende demokratier og den store tryghed, det er at leve under ægte menneskerettigheder, vil
de virke som ambassadører for friere og mere demokratiske samfund i de på disse områder så
trængende dele af verden. Med denne baggrund har disse borgere gode forudsætninger for at skabe
de forbedringer i modtagelandet, som forhåbentligt alle, der er flyttet fra deres families hjemland af
nød, drømmer om at bidrage til i de områder, de oprindeligt flyttede fra. Varige forbedringer, som
kun mennesker - og ikke krudt, kugler, politi og soldater - kan skabe.

3) Danmark får frigivet de nødvendige resurser til at vedligeholde og udbygge vores
velfærdssamfund. Dette indebærer støtte til de indvandrere, som rent faktisk har potentialet og
viljen til at blive en positiv og bidragende del af vores samfund. Vi vil dermed kunne bruge vores
arbejdskraft og penge på folk, som har det godt her, som passer fint ind det øvrige samfund og som
har lyst og evner til at yde noget til gengæld - til alles fordel.

Hvor skal pengene komme fra?
Pengene skal komme fra de enorme summer, som danske skatteydere betaler til de indvandrere,
som ikke kan eller vil integrere sig. Tallene taler for sig selv:

a) Ifølge Nationalbanken ville vores statskasse have 23.000.000.000 kr. mere i kassen hvert år, hvis
vi kun havde indvandrere, som integrerede sig fuldt ud:

“Perfekt integration vil forbedre de offentlige budgetter med ikke mindre end 23 milliarder
kroner.”

Nationalbankens beregninger viser også, at hver indvandrer eller flygtning fra mindre-udviklede
lande i gennemsnit koster danskerne 2 mio. kr.:

“Beregningen vedrører 5.000 flere indvandrere hvert år fremover, hvilket medfører, at
indvandrernes andel af både befolkning og arbejdsstyrke vil være stadig stigende.Hvis der er tale
om indvandrere fra mindre-udviklede lande vil det forværre de offentlige budgetter så meget, at der
enten skal spares knap 10 milliarder kroner om året, eller også skal skatterne stige med et
tilsvarende beløb.” (Weekendavisen, 26. september 2008 ―Nationalbanken om indvandring: Sats på
superindvandring‖).

b) CEPOS bekræfter Nationalbankens beregninger, når de peger på, at gennemsnitsprisen for en
indvandrer fra et mindre-udviklet land er 29.600 kr. om året (det giver 2 mio. kr. på 67 år).

I øvrigt koster deres efterkommere, 2. generationsindvandrerne, 29.000 kr. Fortsætter denne tendens
vil det tage knap 50 generationer, førend disse indvandreres tip-tip-tip…-tipoldebørn vil arbejde så
meget, at de bidrager til samfundsøkonomien:

“For indvandrere fra mindre udviklede lande er der tale om et negativt nettobidrag af
størrelsesordenen 29.600 kr. pr. år, at personen er i Danmark. For efterkommere fra mindre
udviklede lande udgør det negative nettobidrag 29.000 kr. pr. år” (Cepos, 1/5 2009 ―Indvandreres
og danskeres påvirkning af de offentlige finanser―).

—–

Helle Thorning-Schmidt: ―Hjemsendelseschecken er også et tilbud til alle dem som aldrig rigtigt
er faldet til …”

- Hvor meget skal man have for at rejse hjem?

HTS: “Det synes jeg vi skal kigge på. Hvad er det der skal til for at det virkelig er et reelt valg? …
Og vi skal måske også give den hjemsendelsescheck til mennesker der allerede har fået
statsborgerskab.”

- Men der er jo i nogle tilfælde tale om mennesker, der er opvokset her i Danmark, er født her i
Danmark. Det er vel noget andet at sige til dem at de skal rejse til et andet land med en check?

HTS: ―Jeg siger ikke at de skal rejse til et andet land med en check. Jeg siger at hver enkelt borger,
der bor i Danmark skal helst være her af de rigtige årsager; fordi de ønsker at leve i Danmark,
fordi de godt kan lide Danmark og danskerne. Så det her er et bud om, at hver enkelt skal gøre op
med sig selv, om man egentlig har lyst til at være i Danmark med al det demokrati vi har, al den
frihed vi har. Er det det man ønsker? Og derfor skal hjemsendelseschecken være af en størrelse så
det bliver et reelt valg for de her borgere som ikke ønsker at være i Danmark. Hvorfor skal de være
her?”

(Helle Thorning-Schmidt i DRs Politisk Debat, foråret 2008)

—–

“Et fjeld kan sprænges og tvinges kan en elv, men aldrig kan et folk forgå, der ikke vil det selv.” -
Valdemar Rørdam (1872 - 1946) Ja, citatet passer desværre bedre på den muslimske kultur end den
vestlige.

—–
“Hvis de ikke vil være her og hvis de ikke vil eller kan bidrage på linje med os andre, så har vi
hverken økonomisk eller kulturelt råd til, at de er her.” Nicolai Sennels (1976 -).

Venstrefløjens forskruede menneskesyn, DEL 2

Dato: d. 03.11.09, 12:20
Af: Nicolai Sennels
Emner: Integration, Københavns Kommune, løsninger, Mikkel Warming, pædagogik
45 kommentarer

Konsekvenser er ikke straf. Konsekvenser er forebyggelse.

Vi fortsætter hvor vi slap i DEL 1: Hovedstadens øverste ansvarlige for pædagogikken,
socialborgmester Mikkel Warming, sammenligninger muligheden for at bede unge om at holde sig
inden døre eller bort fra et bestemt område, med at piske dem.

Voksnes naturlige autoritet er blevet “straf”
Venstrefløjen har ganske enkelt en tendens til at kategorisere grænser og konsekvenser som ―straf‖ -
og i venstrefløjens optik er straf altid af det onde. Det er således fra disse politiske kredse, at man
møder diskursen om ―straf ELLER forebyggelse‖. Og det er en fejlbehæftet diskurs, fordi den
siddestiller et helt almindeligt pædagogisk virkemiddel med straf, og oven i købet sætter det som
modsætning til forebyggelse. Men konsekvenser ER forebyggelse. Det er en forebyggelse mod, at
børn og unge psykologisk udvikler sig i en forkert retning. Voksnes brug af deres autoritet og
muligheder for at bestemme over børn og unge, er en naturlig og nødvendig adfærdsregulator for
børn og unges liv. Det er ganske enkelt et uundværligt element i al sund opdragelse.

Bare ikke I Københavns Kommune.

Men Mikkel Warming - og alle jer i Vilde Læreprocesser, SPUK, Social Kritik, som har hjulpet
Warming med at udforme hans katastrofalt kulsejlede sociale indsats overfor kriminelle muslimer -
og landets øvrige røde kommuner, nu skal jeg fortælle jer noget:

Ordet ―nej‖ er ligeså vigtigt som ordet ―ja‖, når vi skal guide mennesker gennem en sund
socialiseringsproces. På samme måde er tydelige rammer, mærkbare konsekvenser og
voksnes/professionelles autoritet ligeså essentielle og nødvendige dele af gode
udviklingsbetingelser som anerkendelse og omsorg.

Det er muligt, at den unge selv oplever det som straf, hvis forældrene eller kommunen giver ham
pålæg om, at han i en periode ikke må befinde sig i et område, hvor han møder sine kriminelle
venner, laver hærværk og skræmmer mennesker. Men dette opleves kun som straf, fordi den unge
ikke selv er moden nok til at indse, at det faktisk er en hjælp og for at beskytte ham. Denne indsigt
vil komme senere, hvis ellers du og jeg gør vores arbejde godt nok. Vi voksne skal ikke være flove
over at erkende, at vi i mange tilfælde ved bedre end de børn og unge, hvis udvikling vi har et
ansvar for. Og vi skal ikke være kede af at bruge vores autoritet som forældre eller myndigheder,
hvis vi kan se, at det støtter et barns udvikling. Det er faktisk vores pligt, og både inhumant og
udtryk for professionelt omsorgssvigt, hvis ikke vi giver unge på vej til et ulykkeligt og destruktivt
liv, disse grænser.
Samme princip gælder sådan set også for os andre: Hvis ikke vi opfører os ordentligt, går kæresten
fra os, kollegerne vil kigge skævt til os og man risikerer at politiet kommer efter en.

Halal-pædagogik
Gad vide, om Mikkel Warming ville give sit eget barn stuearrest, hvis han eller hun løber rundt på
gaden efter sengetid og laver smårapserier i 7eleven, truer folk der går tur med hunden og ridser
kvarterets biler for sjov (og barnet fortsatte, på trods af far-Warmings lokkende tilbud om samtaler
hos skolepsykologen, cafétur med en støttekontakt-person et par gange om ugen, gratis fritidsklub
med masser af playstation, rapelling og en årlig udlandsrejse - og en fed dunjakke på kommunens
regning oven i)? Det ville han jo ikke, hvis hans politiske ―fornuft‖ også gælder på hjemmefronten.

Meeen…: Skal vi ikke satse en femmer på, at far-Warming nu alligevel ville sætte en stopper for sin
pode? Skal vi ikke gætte på, at far-Warming ville sige ―Nej. Jeg har besluttet mig for, at du skal
bruge dine aftener på at lave lektier og være sammen med mig og mor-Warming, indtil vi føler os
sikre på, at du har lært at opføre dig ordentligt. Hvis du vil være sammen med venner, kan du
invitere dem her hjem.‖

Hvis ikke mennesker får grænser, bliver de grænseløse. Hvis ikke man møder asociale mennesker
med almindelige sociale spilleregler, risikerer de at udvikle et usikkert og oppustet selvværd. Se
bare den grænseløse arrogance, som visse borgmestre udviser, når de genvælges gang på gang, selv
om der er flere problemer på deres ansvarsområde nu, end før de blev valgt.

Og så måske alligevel ikke…

Noget tyder på, at københavnerne ikke har lært af de negative konsekvenserne ved deres hidtidige
valg - København vil stadgivæk være en rød kommune efter d. 17. november. I så tilfælde har
Warming ret: Den ødelagte hovedstad er vælgernes straf af dem selv. Så kan de lære det.

Nå, ikke?

Projekt Ny Mødom. Interview med Kristina Abu-Khader Aamand

Dato: d. 02.11.09, 09:22
Af: Nicolai Sennels
Emner: kvinders ligestilling, løsninger
161 kommentarer

Muslimske piger under pres: Den muslimske kultur drejer sig i høj grad om kvindens seksualitet.
De skal have mulighed for at dyrke sex før ægteskabet uden frygt.

Kristina Aamand har for nyligt grundlagt projektet Ny Mødom. Ny Mødom har til formål at vejlede
muslimske piger og drenge, kvinder og mænd omkring sex før ægteskabet og den muslimske
tradition med at kontrollere, om nygifte kvinder er jomfruer. Stadigt flere muslimske piger har sex
før ægteskabet, og de frygter derfor konsekvenserne, hvis deres kommende mand opdager, at hun
ikke er jomfru. En af Aamands hovedpointer er, at den traditionelle kontrol af blodpletter på lagner
efter bryllupsnatten ikke kan begrundes i Koranen. Aamand ønsker at ―tage magten fra
mødommen‖, så muslimske piger får større mulighed for selv at vælge den sex og kærlighed de
ønsker, uden at skulle leve i angst for familiens reaktioner.
Nicolai: Kristina Abu-Khader Aamand. Start med at fortælle lidt om dig selv.




Kristina Abu-Khader Aamand

Kristina: Jeg er 36 år og jeg er uddannet sygeplejerske og socialrådgiver. Jeg er opvokset i en
muslimsk familie med islam tæt på livet. Bl.a. er jeg opdraget med, at sex før ægteskabet er forbudt.
I dag er jeg gift med muslimsk mand. Jeg er i dag troende - men jeg tænker ikke på mig selv som
religiøs i traditionel forstand.

Nicolai: Du har startet din hjemmeside og dit projekt, Ny Mødom. Hvad går projektet ud på, og
hvorfor mener du, at vi har brug for sådan et tiltag?

Kristina: Jeg har altid interesseret mig for det, man ikke taler om - tabuer. Som
forskningsmedarbejder på Rigshospitalets Center for Voldtægtsofre oplevede jeg, hvordan
muslimske kvinder, som havde været udsat for seksuelle overgreb, var mere bekymrede for tab af
mødommen end for overgrebets øvrige konsekvenser. Det bekymrede mig. I 2007 skrev jeg bogen
―Mødom på Mode‖, som er udgivet af Gyldendal. Efter at have udgivet bogen har jeg fået et
stigende antal henvendelser fra primært muslimske piger, som var splittet mellem familiens
jomfrukrav og et aktivt seksualliv. Det gik op for mig, at pigerne, og drengene for den sags skyld,
ikke havde nogen steder at stille deres spørgsmål og tale om den her form for problemer. Et initiativ
som nymoedom.dk fandtes simpelthen ikke. Derfor startede jeg sitet, hvor man kan stille spørgsmål
via email eller ringe til mig.

Omfanget af problemet er desværre stort. Det er nemlig normen, at man som muslimsk pige bliver
opdraget med, at sex før ægteskabet er en af de største synder. Alligevel har mange af dem sex.
Pigernes angst får desværre næring af en masse myter om mødommen, som findes i den muslimske
kultur. Myterne har til formål at afholde ugifte fra at have sex. De myter vil jeg meget gerne
punktere.

Nicolai: Hvordan går det med dit projekt?

Kristina: Det går fantastisk godt med projektet. Antallet af besøgende på sitet og unge som søger
rådgivning, er i stadig vækst. Jeg har omkring 50 rådgivninger om måneden, og tallet vokser hele
tiden. Derudover bliver jeg ofte inviteret til at holde foredrag om emnet. Heldigvis kan jeg se, at det
hjælper. Især har projektet kunne forebygge æresrelaterede konflikter i familierne, fordi de unge får
rådgivning før konflikterne for alvor udvikler sig. I øvrigt finansierer jeg selv kampagnen og
arbejder ulønnet.
Nicolai: Hvorfor tror du, at det er så almindeligt at udsætte kvinderne i muslimske familier for
forskellige slags kontrol?

Kristina: Den sociale kontrol af kvinderne har til formål at bevare kernen i den muslimske kultur.
En stor del af den muslimske kulturs kerne handler nemlig om kvindens seksualitet. Det er en kerne,
som er under stadigt større pres, fordi de unge lever og vokser op i et samfund hvor sex før
ægteskabet er ganske almindeligt, og hvor man møder hinanden og bliver forelskede. Det ved
familierne godt, og derfor bliver kravet om et bevis på pigens jomfruelighed skærpet.

Nicolai: Jeg har længe savnet, at flere kvinder vil kæmpe for muslimske kvinders frihed. For mig
ser det dog ud til, at danske feminister indtil nu har haft alt for travlt med dem selv. Ser du dig selv
som en slags feminist?

Kristina: Nææ, jeg ser ikke mig selv som en feminist. Jeg ser mig selv som et menneske. Jeg har i
øvrigt kun mandlige forbilleder; Muhammed Ali – de unge år, Rocky og Don Vito Corleone. Så jeg
kvalificerer mig vist ikke til at være feminist. Jeg synes muslimske kvinder skal kæmpe for deres
egne rettigheder. Der er mange kloge stærke muslimske kvinder. Forandring skal komme indefra.

Nicolai: Du er blevet kendt og rost for at have sat den danske imam Abdul Wahid Pedersen til vægs
i Deadline. Pedersens påstand om, at han ikke kender til mødomsproblemet fik ham til at se ud, som
om han enten lyver eller simpelthen interesserer sig for lidt for kvinders rettigheder, til at vide hvad
der sker på området. Efterfølgende rejste Pedersen og skældte ud på dig og værten, indtil
mikrofonerne blev slukket. Vi er mange, som er nysgerrige efter at vide, hvad han sagde, mens der
var skruet ned for lyden. Vil du fortælle os det?

Kristina: Den gode mand skældte mig ud, hele vejen ud af DR bygningen. Meget højlydt.
Afslutningsvis gav han mig sit visitkort - så kunne jeg jo ―gå hjem og se indslaget, og tænke over
mine handlinger‖. Farmand var meget sur. Jeg mener nu, at selvransagelsen burde finde sted hos
ham selv, da han for åben skærm bedyrede, at han ikke kendte til problemet. Sjovt, for manden har
gentagne gange udtalt sig om problematikken til medierne. Men det er jo også lettere at fortælle
danskere, at problemet ikke har noget med islam at gøre, end at vende sig mod sin egen menighed
og sige, at lagenkontrol er en u-islamisk skik, som bør stoppe øjeblikkeligt.

Nicolai: Hvad er fremtidsplanerne for Ny Mødom?

Kristina: Jeg er ved at etablere et sekretariet og har netop lagt sidste hånd på næste skridt i
kampagnen, som handler om undervisning til fagpersoner, de unge og deres forældre. Desuden
arbejder jeg på at skabe internationale netværk omkring indsatsen, både i Europa og muslimske
lande. Jeg tror på, det vil lykkes, at tage magten fra mødommen.

Nicolai: Og så et sidste og lidt pinligt spørgsmål: Havde du selv sex før ægteskabet?

Kristina: Ja. Og det er da overhovedet ikke pinligt - men et meget relevant spørgsmål.

SLUT

—–
Man er en skvattet mand, egoistisk kvinde, forløjet humanist eller fladtrådt feminist, hvis man
undlader at slå et slag i bordet for de muslimske piger og kvinders frihed!

Du kan læse mere om Kristinas rådgivningsprojekt her: www.nymoedom.dk

Trykkefrihedsselskabet fylder 5 år. Interview med Katrine Winkel Holm.

Dato: d. 30.10.09, 09:18
Af: Nicolai Sennels
Emner:
158 kommentarer

Trykkefrihedsselskabet fylder 5 år imorgen, 31/10. Selskabet har mere end nogen anden forening
formået at sætte kampen for ytringsfriheden på dagsordnen i Danmark. En kamp og en dagsorden,
som har gjort Danmark verdenskendt i både den frie og den muslimske verden.

I anledning af fødselsdagen har jeg interviewet Katrine Winkel Holm, næstformand i
Trykkefrihedsselskabet.

Nicolai: Katrine, fortæl først lidt om dig selv.




Katrine Winkel Holm

Katrine: Jeg er 39 år og uddannet teolog. Til dagligt er jeg bl.a. kommentator i Jyllands-Posten og
medlem af DRs bestyrelse. Jeg har skrevet og redigeret flere bøger om teologiske emner og bidraget
til en række antologier. Og så har jeg været næstformand i Trykkefrihedsselskabet siden dets spæde
start.

Nicolai: Hvorfor skal vi have et Trykkefrihedsskab til at forsvare ytringsfriheden, når vi har Dansk
PEN (journalistisk organisation)?

Katrine: Dansk PEN er ikke en ytringsfrihedsorganisation. Det blev klart for fem år siden, da de
afviste at optage Lars Hedegaard, fordi de – i strid med sandheden – hævdede at han skulle have
gjort sig skyldig i ‖hate speech‖. Læser man PENs charter, fremgår det også klart, at de har en
række andre dagsordner udover forsvaret for ytringsfriheden: Kampen mod klassehad, nationalt had
og had i det hele taget. Når den kamp kolliderer med forsvaret for ytringsfriheden, tager PEN
sjældent ytringsfrihedens parti. Altså var der brug for en organisation, der udelukkende havde
forsvaret af det frie ord som sin opgave. Det er den opgave, Trykkefrihedsselskabet og vores stadigt
flere støtter og medlemmer påtager sig.
Nicolai: Hvordan fejrer I jeres 5 års fødselsdag?

Katrine: Vi fejrer fødselsdagen på lørdag d. 31. oktober med et frihedssymposium, hvor vi sætter
fokus på en bog, der samme dag udkommer på Trykkefrihedsselskabets Bibliotek. Den hedder
‖Frihedens væsen – fra Perikles til Ayaan Hirsi Ali‖ og giver indblik i, hvor friheden kommer fra og
hvad der er vigtigt at vide i disse år, hvor vi er nødt til at forsvare den. Henrik Jensen, David Gress
og Mikael Jalving vil i deres oplæg besvare spørgsmålet: Hvad er det dybest set i Vestens historie vi
forsvarer, når vi i dag slår et slag for ytringsfriheden? Det er selvfølgelig et oplagt spørgsmål i et
Trykkefrihedsselskab.

Nicolai: Hvad fejrer I? Hvad har TFS opnået de sidste 5 år?

Katrine: Egentligt er der jo ikke så meget at fejre. Det går ned af bakke for ytringsfriheden:
Terrorplaner rettes mod aviser og dødstrusler og frygt er på begyndt at være dagens orden for
forfattere og kunstnere. På lovgivningsniveau varmes der op til indførelse af yderligere blasfemi- og
hate speech-love, som har til formål at begrænse ytringsfriheden. Det gælder ikke mindst på FN- og
EU-plan. Vi har gjort, hvad vi kunne få at gøre opmærksom på denne udvikling ved bl.a. at inviteret
en række internationale foredragsholdere og dødstruede forfattere - heriblandt Robert Redeker, der
ellers var glemt af alle. Vi har været med til at indføre friby-ordningen, som forfulgte forfattere kan
få glæde af. Vi har sat fokus på ytringsfrihedens vilkår i lande som Kina og Rusland og ikke mindst
i den islamiske verden. Vi kunne gøre meget mere, men egentligt synes vi, det er ganske godt gået
af en forening, der stort set kun er baseret på frivillig arbejdskraft.

I fødselsdagsgave ønsker vi os en ophævelse af blasfemiparagraffen, §140. Den skulle vi aldrig
have haft og er helt absurd i et land med religionsfrihed. Paragraffen giver imamerne en falsk
fornemmelse af, at have retten på deres side, når de vil forhindre islamkritik. Folketinget skulle tage
sig sammen og ophæve den hellere i dag end i morgen.

Nicolai: TFS er blevet kritiseret for at fokusere for meget på islam. Hvad er dit svar på kritikken?

Katrine: For nylig er vi vist især blevet kritiseret for at have haft noget med Geert Wilders at gøre.
Vi lytter til kritikken og tager diskussionen bl.a. i vores blad og internettidsskrift, Sappho. Men
grundlæggende forstår jeg den ikke. Hvis man ser sig om i landskabet, hvor er det så, man ser
truslerne mod ytringsfriheden komme fra i dag? Fra den danske stat, fra pavekirken, fra rigspolitiet?
Nej, vel? Nej, det kommer i helt overvejende grad fra islamisk side. Det gider vi ikke lægge skjul
på. Vi er berømte og berygtede for at kalde en spade for en spade. Og jeg synes, det er vores pligt at
koncentrere vores sparsomme kræfter om ytringsfrihedens mest vitale modstander. Vi tager
diskussionerne om islam i vores regi og folk som Lars Hedegaard og Helle Merete Brix er jo
virkelige eksperter på området. Det er utroligt så meget vrede, islamkritik udløser, og der er stort
ikke grænser for, hvad de – og vi – er blevet kaldt. Igen: Jeg forstår det ikke. Måske bryder folk sig
bare ikke om at se virkeligheden i øjnene, måske tror folk bare, at vi ikke må kigge på religion
gennem samme kritiske briller som vi bruger overfor alle mulige andre ting. Eller måske er der tale
om nogle fortrængninger, som man skal være psykolog for at forstå?

Mht. til Geert Wilders er vi bare stolte over, at vi som den eneste organisation har bakket op om
hans ytringsfrihed. Også selv om vi er meget uenige med ham i hans fikse ide om et Koranforbud.
Nicolai: TFS har for nyligt søsat flere internationale initiativer. Hvordan går det TFS i den store
verden?

Det går godt! Sidste år opstod The International Free Press Society, som er en søsterorganisation til
os, også med Lars Hedegaard som formand. For nylig dannedes endnu en organisation i Canada. Vi
har ingen indflydelse på dem, men hilser deres fremkomst velkommen. Presset på ytringsfriheden er
globalt, så der er behov for trykkefrihedsselskaber i et hvert land.

Nicolai: Hvilke planer har TFS for fremtiden?

Katrine: En af vores prioriteter er at fortsætte med både at have selve Trykkefrihedsselskabet og
internettidsskriftet Sappho, der beskæftiger sig med meget andet end ytringsfrihed. Og så
selvfølgelig forlaget Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, der lever sit eget liv, men dog er i familie
med os. Denne tredeling giver en god dynamik, så det hele tilsammen næsten får karakter af en
tænketank. Sappho var det medie, der afslørede Tingbjerg-skandalen, og forlaget har udgivet en
række væsentlige bøger. Vi har kompetente og entusiastiske folk begge steder, men savner én ting:
Penge! Vi kan kun honorere en smule, men må ellers basere alt på frivillig arbejdskraft. Det gør det
hele lidt sårbart. Vi savner en rig onkel i Amerika, der kunne skyde nogle millioner i foretagenet. Så
ville Selskabet kunne få et sekretariat, Sappho og Trykkefrihedsselskabets Bibliotek udbygge og
fortsætte det gode arbejde. Der er virkelig brug for det. Ytringsfrihedens fjender bliver stærkere i
årene der kommer. Så det frie ord har i stigende grad brug for et energisk forsvar.

SLUT

—–

Man kan læse mere om Trykkefrihedsselskabet på: www.trykkefrihed.dk.

Terrortrusler mod Jyllands-Posten: JP er ikke længere kun en avis

Dato: d. 28.10.09, 16:38
Af: Nicolai Sennels
Emner: Flemming Rose, JP, Kurt Westergaard, terror, ytringsfrihed
581 kommentarer

Terrorplanerne mod Jyllands-Posten viser, at avisen havde ret, da den med Muhammed-tegningerne
pegede på korandyrkere som en trussel mod menneskets frihed og ret til at sige det man tænker.
Avisens medarbejdere er fra i dag forvisset om, at der findes mennesker, som stræber dem efter
livet. Det samme gælder alle andre, som vover at kritisere islam. Jyllands-Postens og dens ansattes
ufortrødne arbejde er et fyrtårn for alle, som håber at der stadigvæk findes mennesker i denne
verden, som er villige til at risikere noget for friheden.

Da muslimers mordplaner mod Kurt Westergaard blev afsløret, reagerede landets aviser med
sympati: De trykte Westergaards tegning. Denne gang udebliver sympatiaktionerne. Formentligt
ikke, fordi solidariteten med JP og trykke- og ytrindsfriheden er blevet mindre. Forhåbentligt heller
ikke, fordi de øvrige aviser og deres journalister er bange. Desværre nok bare fordi truslen fra
verdens største, hurtigst voksende og mest fascistiske parti, Team Islam, er blevet så massiv og
konstant, at det ikke længere er nogen overraskelse eller grund til ståhej, når frie mennesker trues på
livet.

Jyllands-Posten er ikke længere en avis. Den er blevet et verdenskendt symbol, banner og frygtløs
frontkæmper for det frie ord.

JP længe leve!

“Ikke-muslimerne skal ikke tro, at de kan slippe væk fra os. Bevæbn jer med alle den slags våben i
kan mønstre og udøv terror mod dem.” (Koranen, 8:59).

“På fire års-dagen for terrorangrebet på World Trade Center fremlægger den danske sprogforsker
Tina Magaard en analyse, der sætter spørgsmålstegn ved islams forhold til terror, vold og hellig
krig. Islams tekster opfordrer i langt højere grad end andre religioners grundtekster til terror og
kamp.” (JP, 10. september 2005).


YouTube Direkt De 12 tegninger

Kh

Nicolai Sennels

Venstrefløjens forskruede menneskesyn, DEL 1

Dato: d. 27.10.09, 14:25
Af: Nicolai Sennels
Emner: bander, forældre, Københavns Kommune, Mikkel Warming, pædagogik
61 kommentarer

Den mangel på menneskekundskab pg pædagogisk indsigt, som hersker på venstrefløjen, er af flere
grunde en hindring for at lave integrations- og socialarbejde, der virker. I de professionelle kredse
jeg som psykolog bevæger mig i, hedder det halal-pædagogik.

Jeg skal starte med at fortælle, at dette blogindlæg dels bygger på de erfaringer jeg har fra mit
arbejde i knap 10 år på en håndfuld forskellige institutioner i Københavns Kommune. Og ja:
Københavns ansvarlige borgmestre på socialområdet, socialborgmester Mikkel Warming (Enh), og
integrationsområdet, integrationsborgmester Jacob Hougaard (S), er begge fra venstrefløjen. Dertil
kommer selvfølgelig Overborgmester Ritt Bjerregaard (S), socialdemokrat og selvudnævnt leder af
hendes egen privatskole (Ritts Røde Skole). Derudover er langt størstedelen af de tidligere eller
nuværende politisk aktive blandt hovedstadens embedsmænd og ledere fra venstrefløjen.

Dels bygger indlægget på mine observationer af den offentlige debat, hvor man kan se, hvordan de
politiske fløjes indfaldsvinkel til pædagogik er forskellig på en række områder.

Ingen grænser
Det er desværre klart, at man på venstrefløjen er meget imod at sætte grænser overfor menneskers
asociale adfærd. Dette på trods af, at der er bred enighed blandt alle med menneskekundskab - det
være sig forskere i pædagogik, succesrige professionelle, gode-nok forældre osv. - at mennesker
også har brug for grænser for at udvikle sig. Sådanne pædagogiske grænser indebærer selvfølgelig
også mærkbare konsekvenser, hvis de overskrider grænserne.

En klassiker er Mikkel Warming, som ikke vil bruge den lovfæstede mulighed for at give kriminelle
unge såkaldte unge-pålæg. Et tænkt eksempel: Flere gange ugentligt i de sene aftentimer hærger en
15-årig sit kvarter med gaderøverier, hærværk mod biler og en generelt truende adfærd mod
omgivelserne. Her vil kommunen kunne give den unge et pålæg om, at han skal befinde sig inde
døre efter kl. 21. Muligheden for den slags pålæg er efter min mening sund pædagogik overfor
unge, som er på vej til at ødelægge deres eget liv - og deres omgivelser (i øvrigt burde en 15-årig
være på vej i seng på det tidspunkt af døgnet - så han kan være frisk og veludhvilet til næste
skoledag). Kan forældrene ikke selv sætte de nødvendige grænser, har kommunen pligt til at skride
ind, for at forsøge at sikre den unge en mere positiv udvikling. Denne pligt udøves på mange andre
områder, herunder tvangsfjernelser.

I København har man kun givet ét enkelt unge-pålæg. Socialborgmester Warmings egen
begrundelse for ikke at ville benytte sig af sådanne pålæg er: “Man kan godt piske unge og
forældrene, men hvis man gerne vil forandre dem, så skal man prøve at få dem til at være
engagerede i, at der skal ske forandringer.”

Sædvanlig gennemskuelig venstrefløjsretorik: At bede en ung om at holde sig indedøre for at
beskytte ham mod at ødelægge sit eget liv med en kriminel løbebane og for at sikre trygheden i et
helt boligkvarter, sammenlignes med - ja: ―pisk‖. Helt almindelige og sunde konsekvenser, som
enhver velfungerende forældre ville benytte sig af, sammenlignes som middelalderlig tortur (eller
nutidige forhold i en lang række muslimske lande).

Sociolog Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet kommenterer Warmings pædagogik:
“Det sender et signal til de unge om, at man ikke griber ind, når de for eksempel begår
kriminalitet.”

Det behøver man hverken være sociolog eller psykolog for at regne ud. Enhver forældre ved, at
børn har brug for konsekvenser, hvis de ikke skal udvikle sig til impulsstyrede egoister med dårlige
sociale evner. Men det ved hovedstadens øverste ansvarlige for pædagogikken ikke.

Resultaterne af venstrefløjspædagogik og menneskesyn kan vi andre så læse om i medierne.

Dagligt.

Muslimske dominerede områder i Danmark: Politistat eller kaos

Dato: d. 26.10.09, 08:51
Af: Nicolai Sennels
Emner: Gellerup, Helmuth Schmidt, Integration, løsninger, politi
137 kommentarer
Gellerup: Nådesløst og massiv politiindsats viser sig nødvendig. Færre anmeldelser er ikke tegn på
god integration, men på en længe ventet opvågnen hos politiet. Helmuth Schmidt har ret.
DR, Berlingeren og flere andre medier kunne 23/10 bringe den glædelige nyhed, at anmeldelser af
kriminaliteten i Gellerup er faldet fra 2007 til 2009: “Samlet er der sket en nedgang på 33 procent i
antallet af anmeldelser for utryghedsskabende kriminalitet.”. Dette blev fejret mange steder som et
mirakel - herunder af flere kulturradikale på denne blog - som et første tegn på forbedret integration
i et område med mange muslimer. For mig personligt kom det som lidt af en overraskelse, for så
sent som 26/6 i år kunne man læse, at kriminaliteten i Gellerup er steget de sidste par år: “De unge i
Gellerup bliver mere og mere kriminelle. I 2008/2009 blev 135 unge 10-17-årige sigtet for
kriminalitet mod 121 året før.”

Men hvorfor er antallet af anmeldelser faldet i Gellerup? Her kommer fire bud:

1) Borgerne tør ikke anmelde kriminalitet i området af frygt for repressalier. I København har
det vist sig, at langt det meste kriminalitet ikke anmeldes, grundet stigende utryghed i flere dele af
byen: ―Nogle tror måske, at det er farligt at anmelde forbrydelser, og er bange for deres egen
sikkerhed. Men hvis de ikke går til politiet, kommer vi aldrig problemerne til livs, siger Per Larsen
(chefpolitiinspektør).‖ Det er især de muslimsk dominerede områder Nørrebro og Tingbjerg, som
bundskraber med karakteren ―Stort behov for en ekstra social og politimæssig indsats.‖ Et område
som Østerbro, hvor der bor relativt få muslimer i forhold til resten af København, får karakteren
―Området vurderes som trygt‖. De nedenstående tal er et gennemsnit af disse særdeles forskellige
områder:

      Vold: 70 procent
      Trusler: 86 procent
      Indbrud: 40 procent
      Tyveri: 47 procent
      Narkotika: 97 procent
      Hærværk: 90 procent
      Chikane: 95 procent.

2) Forbrydelser anmeldes ikke, fordi sharia-lovene allerede er så udbredt i de muslimske
områder i Danmark, at borgerne hellere henvender sig til imamerne end anmelder til politiet.
I det muslimsk dominerede område Vollsmose vurderer politiet, at størstedelen af kriminaliteten
ikke anmeldes, fordi borgerne foretrækker at få afgjort skylds- og strafsspørgsmål hos en imam:
―Politiet i Vollsmose oplever, at op mod 90 procent af alle anmeldelser bliver trukket tilbage efter
få dage, fordi imamer og andre magtfulde mænd i området selv løser sagerne. ‗Som det er i dag, er
der jo kriminelle, der aldrig får en straf efter dansk retspraksis,‘ siger Torben Aagard, der er betjent
i Odense-bydelen.‖.

3) Familier med kriminelle børn og unge smides ud af Gellerup. En tredje forklaring på det
færre antal politianmeldelser kan være den simple, at Brabrand Boligforening har ret til at bortvise
familier med kriminelle børn og unge fra Gellerup: ―Efter flere års tovtrækkeri i retssystemet har
Brabrand Boligforening fået medhold i Boligretten tilat smide en indvandrerfamilie ud af Gellerup
Parken, fordi en dengang 14-årig søn i slutningen af 2006 deltog i en bølge af brandstiftelser i
området. … I 2006 fik boligforeningen i en historisk dom medhold af retssystemet til at smide tre
andre familier ud med baggrund i unge familiemedlemmers røveri og vold.‖.

4) Politiets forstærkede indsats virker. Pkt. 1,2 og 3 har uden tvivl betydning for nedgangen i
anmeldelser i Gellerup, men jeg er heller ikke i tvivl om, at politiet taler sandt, når de siger, at deres
forstærkede indsats virker: ―Leder af nærpolitiet i Gellerup, Jens Espensen siger nedgangen i
krimininaliten blandt andet skyldes, at poliitet har mandsopdækket og retsforfulgt de få brådne kar,
der har stået for en stor del af urolighederne og lovovertrædelserne.‖

Okay.

En nådesløst og massiv politiindsats virker - det er ikke et godt tegn…
Vi er mange der er glade for, at politiet er vågnet op til dåd, og nu gør en mere realistisk indsats - i
stedet for at undgå konfrontationer af frygt for at ―puste til ilden‖. Men det er en fejl, når folk tolker
det som et tegn på forbedret integration, at politiets mindre nådesløse indfaldsvinkel virker. Det er
det ikke - det er tegn på forbedret og mere realistisk politiarbejde og på, at en massiv og målrettet
indsats fra ordensmagten er nødvendig for at få styr på tingene.

Den tyske statsmand Helmuth Schmidt har således stadigvæk ret: “Kigger vi efter ser vi, at
multikulturelle samfund kun har ladet sig gøre i ikke-demokratiske lande og med hjælp fra en stærk
ordensmagt. På den måde var det en fejl, at vi i tresserne hentede gæstearbejdere fra fremmede
kulturer til landet.” (Hamburger Abendblatt, 24.11.2004.).

Politiets indsats virker, men spørgsmålet er, om vi har lyst til et Danmark, hvor politiet er nødt til at
være massivt tilstede i visse områder, for at landet kan forblive trygt? Og så er der selvfølgelig
spørgsmålet om, hvorvidt politiet har resurser til fortsat at mandsopdække de hårde kriminelle.
Ifølge Københavns Kommune vokser indvandrerbanderne nemlig med mindst 700 nye medlemmer
om året i hovedstaden alene.

P.S. Efter at have fulgt Schmidt i andre sammenhænge er jeg sikker på, at han ikke siger hvad han
siger, for at undgå en eventuel retsforfølgelse eller det der er værre, når lynchstemningen mod de
politikere, som åbnede Europa for muslimsk indvandring, rejser sig om få år. Schmidt er (blevet) en
ægte statsmand.

P.P.S. ―Bybus blev ramt af skud. Århus Sporveje har svært ved at få chauffører til at køre i
Gellerup. I denne uge blev en bus ramt af skud.‖

Hm.

Ritt B endte med at blive Danmarks Berlusconi

Dato: d. 25.10.09, 00:32
Af: Nicolai Sennels
Emner: humor, Integration, jacob hougaard, Københavns Kommune, Ritt Bjerregaard
53 kommentarer

―Tilfældet Ritt B‖. Skal man grine eller græde?

Ritt lagde hårdt ud at bryde valgløftet om 5.000 billige boliger. Derefter lavede hun en regnefejl på
395 mio. kr., som betød et pludseligt stop i byggeri på bl.a. institutionsområdet. Hun formåede også
at indrette sine kontorer for 5 mio. kr. - herunder med designerlamper til 25.000 kr. - mens
kommunens skoleelever sejlede i uhumske toiletter. Ritts svar på kritikken: ―Jeg har nogle krav til
alt, hvad jeg omgiver mig med. Det kan du kalde luksus, det kan du kalde kvalitet.‖
Osv.

Osv.

Mest lattervækkende er dog Ritt Bs afskedssalut: “Vi har her i København haft en meget god
periode med fokus på integration. Det er nok et af de områder, hvor vi har gjort mest, og hvor vi
har fået langt flere i arbejde end nogensinde før.”

Ja, det skal jeg love for. Integrationsområdet er absolut en branche i vækst: Antallet af personer i
arbejde, som har fået til opgave at løse integrationsproblemerne, er vokset under Ritts styre.
Samtidigt er de etniske spændinger i København vokset i en fart, hvor ordet borgerkrig allerede
siden vinterferien i uge 7 2008 pludselig ikke længere klinger så hult.

Ritts citeres også for følgende: “Hun mener også, at der i hendes periode er taget hånd om
problemerne på skolerne og bidraget til at forebygge bandekriminalitet.”

Så har man hørt det med. Ritts ubehjælpsomme integrationsborgmester Jakob Hougaard har ellers
lige skrevet følgende som en kommentar på min blog: “Lad mig pege på et af de områder, hvor
målene ikke er nået. Det er skoleområdet. Folkeskolen er socialt og etnisk polariseret, og her er der
ikke sket nok i København.” (skrevet 23. okt 09 kl. 05:34).

Hvad angår Ritts praleri af egen indsats mod bandekriminaliteten, så taler dødstallene vist for sig
selv.

Socialdemokratiets Ritt Bjerregaard endte med at blive Danmarks Silvio Berlusconi:
Megalomanisk, uden empati og med en fast tro på, at man kan bilde folket hvad som helst ind.

Jakob Hougaard holder københavnerne for nar

Dato: d. 22.10.09, 12:34
Af: Nicolai Sennels
Emner: jacob hougaard, Københavns Kommune, kriminalitet, politisk korrekthed
154 kommentarer

Ritts røde skole på magten.

Kære Jakob Hougaard
Jeg er skuffet over dit svar på mit åbne brev til dig.

Som socialdemokratisk integrationsborgmester i København, tager du simpelthen ikke
københavnerne alvorligt. Du fodrer dine bedsteborgerne med Obama-agtig feel good snik-snak og
lover gratis religiøse fester til koran-dyrkerne, hvis de hjælper dig til endnu en periode på
taburetten: “jeg prøver at festligholde alle indvandreres traditioner og kultur. Det håber jeg at
kunne få stemmer nok til at fortsætte efter lokalvalget d. 17. november.” (Hougaard på bagsiden af
det muslimske avis Akhbar, september 2009. Hvem sagde klam populisme? Er det overhovedet
lovligt at lokke vælgerne på den måde?)
1) Du praler af, at ledigheden i Tingbjerg er faldet fra 48 til 42 procent på tre år. Du påstår, at det
skyldes dit projekt med at ansætte “opsøgende jobpatruljer i området, som møder borgerne i
øjenhøjde og hjælper individuelt” (ja: Obama feel good snik-snak, som dækker over manglende
resultater). Men det let dalende antal ledige i Tingbjerg skyldes jo først og fremmest, at du ikke har
tilladt arbejdsløse at bo i området, og Tingbjerg kun giver lejligheder til boligsøgende med fast
arbejde.

Den samme tendens har man set i Akacieparken: “I Akacieparken er antallet af modtagere af
overførselsindkomster faldet med syv procent til 44,7 procent. En sammenligning mellem antallet af
tilflyttere på den fleksible ordning og faldet i beboere på overførselsindkomster viser, at årsagen
skal findes i, at beskæftigede borgere flytter ind, når arbejdsløse flytter ud.” (link:
http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-12050900.html). Antallet af ledige er endda faldet mere i
Akacieparken end i Tingbjerg, på trods af at førstnævnte ikke blev velsignet med en omvandrende
arbejdsformidling.

2) Du påstår, at “integrationen kan og vil lykkes”. Men du giver ingen dokumentation på, at
integrationen går i den rigtige retning (ud over, at at ledigheden er faldet med 6 procent i
Tingbjerg, efter du begyndte at sende de arbejdsløse bosættere til andre områder i byen). Samtidigt
stiger:

- kriminaliteten: “Københavns Kommune forudser, at der hvert år kommer 700 nye, unge
indvandrere til, som står på spring til at blive optaget i bander og leve af kriminalitet. …
kommunens indsats over for unge under 18 år ikke har kunnet hindre en stigning i antallet af
utilpassede unge indvandrere.” (JP, d. 13. september 2009 ―Tusinder af unge kan ende i bander―).

- Utrygheden: Hver tredje københavner holder sig helst indendøre efter mørkets frembrud. “Dog
føler hver tredje borger sig utryg ved at færdes i sit nabolag i aften og nattetimerne” (Politiken, d.
16. august 2009 ―Her er Københavns mest utrygge områder―). Derudover tør borgerne ikke
anmelde forbrydelser, fordi de “frygter for deres sikkerhed.” Andel af kriminalitet, som ikke
anmeldes: Vold, 70 % / trusler 86 % / indbrud, 40 % / tyveri 47 % / narkotika, 97 % / hærværk 90
% / chikane, 95 % (Politiken, d. 15. august 2009 ―Borgere fortier grov kriminalitet―). Hvad tror du,
at de her utrygge borgere tænker om dig, når du stiller dig op som borgmester og siger, at
“integrationen jo går godt”?

- Og kommunens pengekasse er tømt (‖Pengene er fosset ud af Københavns kasse―), bl.a. fordi de
sociale problemer i de muslimske områder sluger 3-cifrede millionbeløb af kommunens kasse: “Ud
over de 194 mio. kr., som Københavns Kommune hvert år bruger på at forebygge kriminalitet,
sender man årligt 220 mio. kr. til Nørrebro alene til socialt arbejde fra anbringelser af børn til
gadeplansarbejde. Et beløb der svarer til 20 pct. af det samlede budget. Mikkel Warming ønsker at
sætte endnu flere penge af i næste års budget målrettet udsatte børn og unge.” (JP, d. 5. marts 2009
―Skyderier trods massiv indsats―).

Hvad har københavnerne så fået for de penge, som er gået til social- og integrationsarbejde på
Nørrebro? Ikke tryghed, i hvert fald. Men bevæbnede muslimske bander, muslimske vagtværn og
nu en muslimsk stor-moské i Nordvest som minareten på værket. København ligner efterhånden
Gotham City, hvor muslimer sætter dagsordenen for, hvor folk tør færdes og bo. Og nej, du er og
bliver aldrig den frelsende Batman. Du er Batmans modsætning, Københavner Bob, der fortæller
borgerne, at de trygt kan stemme på dig, fordi du har styr på situationen - mens kriminelle muslimer
kaster sten og flasker efter dig og borgerne ryster på hovedet og hænderne, mens de betragter
udviklingen.

3) Hvad angår din indsats som borgmester, så nævner du dine dyre skattebetalte tilbud, som
indvandrerne kan bruge, hvis de vil. De tilbud du nævner, er frivillige. Krav har du ikke stillet
nogen af. Desuden er de heldagskoler, fritidsjobs jo klubber, som du har oprettet, tydeligvis
ineffektive: Kriminalitet og asocial adfærd blandt unge muslimer stiger stadigvæk år efter år.

Du nævner også, at du vil tilbyde idrætsmuligheder som forebyggende mod kriminalitet. Men ifølge
“Henrik Brandt, direktør for Idrættens analyseinstitut, er der ingen forskning der kan
dokumentere, at adgang til idrætsfaciliteter virker kriminalitetsforebyggende.“ Kilde:
MetroExpress, d. 16. september 2009). Dette er fakta, som du allerede kender, men alligevel prøver
du at bilde vælgerne ind, at idræt skal være en redningsplanke for byen i forhold til
indvandrerkriminalitet.

De fritidsklubber osv. som du nævner, kender jeg i øvrigt udmærket fra min tid som først
pædagogisk medarbejder og senere psykolog bag kulisserne i Københavns Kommune: Størstedelen
af medarbejderne er ikke uddannet til det arbejde, de får penge for at udføre, og dokumentationen
for de positive resultater udebliver.

Hougaard, du holder københavnerne for nar.

Hovedstaden har ikke brug for en integrationsborgmester, der lukker øjnene for de problemer, som
almindelige borgerne oplever hver dag, når de går på gaden, henter deres børn i børnehaven, går i
skole, tager på diskotek, kører omveje for at undgå de muslimske områder, holder sig inden døre
efter mørkets frembrud og undlader at anmelde vold og trusler af frygt for repressalier. København
har ikke brug for en integrationsborgmester, der for åben skærm siger, at tingene går fint, mens de
bekymrede borgere lever i frygt for deres eget og deres børns liv, førlighed og fremtid.

København har brug for en integrationsborgmester (og en socialborgmester), der tager
københavnerne og danskernes hovedstad alvorligt. En der vil stille krav til integrationen, og ikke
blot sender et utal af frivillige og hundedyre tilbud i alle retninger, indtil kassen er tom. Ham eller
hende (formentligt en borgerlig) venter vi stadigvæk på.

Tingbjerg: ―Hey, din idiot!‖


YouTube DirektTingbjerg: "Hey, din idiot!"

Opdatering 22/10: Maradona Isho, din pointe er taget til efterretning (rettet til ―kriminelle
muslimer‖).

Jakob Hougaard (S) svarer: “integrationen kan og vil lykkes”

Dato: d. 20.10.09, 13:52
Af: Nicolai Sennels
Emner: Integration, jacob hougaard, Københavns Kommune
78 kommentarer
Jakob Hougaards svar på mine to blog-indlæg Klamt stemmefiskeri ―gensidig integration‖ og Åbent
brev til integrationsborgmester Jakob Hougaard.

Jakob Hougaard er integrationsborgmester i Københavns Kommune.

Kære Nicolai Sennels

Tak for dit åbne brev. Åbenhed er ellers ikke et af de begreber, jeg forbinder med dig. Navnlig ikke,
når det gælder muslimske indvandrere. Åbenmundethed måske…

Din åbenmundethed valgte jeg i sin tid at forsvare ud fra devisen: ‘Jeg er uenig i hvad De siger, men
jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det‘. Og den holdning er så principiel, at jeg naturligvis
ikke ændrer den, bare fordi du for tiden bruger din ytringsfrihed til at kalde mig sjove navne.

Vi bliver aldrig enige om, hvorvidt muslimer kan integreres i vestlig kultur. Du blæser det op til
civilisationernes sammenstød. Jeg vil vise, at integrationen kan og vil lykkes. I forbindelse med din
bog sagde du, at du nærmest betragter muslimske indvandrere som nogle, der kommer fra en helt
anden planet. Når du på den måde vælger at opfatte mennesker med anden etnisk baggrund som en
slags aliens, så siger det sig selv, at integrationen bliver vanskelig. Jeg er grundlæggende uenig i dit
perspektiv, især fordi det er perspektivløst for det integrationsarbejde, vi forsøger at lave i
København.

Selv om det måske kommer som et chok for dig, så er det sikkert og vist: integrationen går fremad
for det store flertal af muslimer i hovedstaden. En af de vigtigste forudsætninger for integrationen
er, at man kan forsørge sig selv og sin familie i Danmark, og her har jeg fremhævet, at antallet af
beboere i Tingbjerg uden arbejde var faldet fra 48% til 42% på tre år. Jeg har lanceret initiativet
med opsøgende jobpatruljer i området, som møder borgerne i øjenhøjde og hjælper individuelt.
Samtlige borgere uden arbejde har fået lavet job- og uddannelsesplaner indenfor det sidste år.
Hougaards gratis klumme i Akhbar

Tallene dækker et fald i antallet af beboere på overførselsindkomst. Så forklaringen altså ikke, som
du skriver, at de er kommet på førtidspension. Førtidspension er faktisk noget vi meget sjældent
bruger i København. Mens du er klar til at opgive en hel befolkningsgruppe på forhånd, opgiver jeg
meget nødig at få folk tilbage i arbejde.

Dermed skulle dit første spørgsmål være besvaret med et rundt nul. Og lad mig med det samme
tilføje, at det også er svaret på, hvad jeg har betalt for at bidrage med den klumme i Akbhar, som du
betragter som klamt stemmefiskeri.

Så til dit andet spørgsmål. Politikken om, at man kun kan flytte ind i Tingbjerg, hvis man er i
arbejde eller i gang med et studie, gælder for alle københavnske ghettoer. Så dem, der bliver afvist i
Tingbjerg, bliver altså ikke sendt til Mjølnerparken – eller til andre områder, som er i risikozonen
for at blive ghettoiseret. Det er et led i min ghettoplan sammen med de almene boligorganisationer,
som indtil videre har reduceret antallet de københavnske ghettoer fra fem til to. Kun Tingbjerg og
Mjølnerparken er fortsat på regeringens ‘ghettoliste‘.

Om vores konsekvente boligpolitik skriver du: ‘Jeg kan lide din idé med kun at give husly til dem,
som bidrager til samfundet ved at arbejde. Faktisk synes jeg, at ideen er så god, at den bør gælde for
alle indvandrere, som vil bo i Danmark‘.

Jeg kunne ikke være mere enig. Det er derfor vi i det fælles S-SF-udspil ‘Plads til alle der vil‘
skriver, at det skal ‘være en forudsætning for fremtidige familiesammenføringer, at de udlændinge,
der kommer til Danmark, stiller sig til rådighed for arbejdsmarkedet eller tager en uddannelse‘.
Sandheden er jo, at jeg har sans for de problemer, du fremhæver. Jeg hører også de bekymringer,
som beboerne i Tingbjerg og andre steder giver udtryk for.

Det største problem for integrationen i dag er de utilpassede unge, som skaber avisoverskrifter i
denne tid. Politiets opgave er i høj grad, at de kriminelle bander bliver buret inde og at den
organiserede kriminalitet opklares. Kommunens opgave er derimod at undgå, at de rekrutteres til
den organiserede bandekriminalitet. Derimod skal de fastholdes i arbejde og uddannelse, og her er
heldagskoler, fritidsjobs, klubber og idrætsmuligheder vigtige initiativer. Selv har jeg iværksat ‘hot
spot‘, et kriminalpræventivt initiativ i Valby, som netop har fået dette års integrationspris af
Integrationsministeriet.

Endelig skal samfundet se alle borgere som en ressource. Vi har brug for de unge i fremtiden.
Derfor har jeg lanceret kampagnen VIKBH‘R‘ som skal markere, at vi opfatter alle københavnere
som en del af byen, uanset baggrund og religion. Ikke som aliens…

Åbent brev til integrationsborgmester Jakob Hougaard (S)

Dato: d. 19.10.09, 07:45
Af: Nicolai Sennels
Emner:
179 kommentarer

Ritts røde skole vs Tingbjerg.

Kære Jakob Hougaard

Først tak for din støtte, da du - desværre uden resultet - i sin tid forsvarede ytringsfriheden i
forbindelse med din integrationskonference i februar 2008.

Som du ved, så handlede mit seneste indlæg Klamt stemmefiskeri: ‖Gensidig integration‖ om a) dit
forsøg på at score stemmer hos de muslimske vælgere ved at love at betale for deres religiøse fester
(og det vil du fortsætte med, hvis de hjælper med at sikre dig et genvalg), b) dine påstande om, at
integrationen i hovedstaden går godt og c) din plan om at integrere københaverne, så de passer
bedre ind i den muslimske kultur.

Du var så venlig at skrive en kommentar til mit indlæg. Du undlod dog at svare på kritikken, men
benyttede lejligheden til at lave lidt reklame for dig selv (forståeligt, det er jo snart kommunalvalg):

”Jakob Hougaard, 1599 København V | Skrevet: 16. okt 09 kl. 09:38

Jeg klarer nok at blive kaldt for en tøsedreng, BOB og andet.
Men på trods af problemerne med utilpassede unge, så er der sket positive ting for
integrationen i Tingbjerg:
1) Jeg har oprettet opsøgende jobpatrulje i bydelen. Antallet af beboere uden arbejde er
faldet fra 48% til 42%, heraf mange indvandrere.
2)Jeg har fået gennemført, at alle ledige lejligheder i Tingbjerg skal gå til folk med fast
arbejde.
3) Tingbjerg Skole er blevet heldagsskole, så eleverne kan være på skolen om eftermiddagen.
Men der skal gøres mere. Jeg tænker løsninger, mens andre blot puster til ilden.
Mange hilsener
Jakob Hougaard”

Det indspark har jeg nogle spørgsmål til:

1) Hvor mange af de personer, som ikke længere er arbejdsløse, er blevet førtidspensioneret? Dette
spørgsmål er relevant, fordi førtidspensionister jo ikke figurerer som arbejdsløse i statistikkerne, og
fordi indvandrere bliver førtidspensioneret i hobbetal:

- ‖Blandt indvandrerne er der lige så mange på førtidspension, som der er ledige. I perioden 1998-
2008 er antallet af indvandrere på førtidspension tredoblet, mens antallet af etniske danskere på
førtidspension er faldet.”

- ”Sidste år fik Danmark godt 13.100 nye førtidspensionister. Hver femte var indvandrer, selv om
de kun udgør knap ni procent af befolkningen.”

- ”Antallet af indvandrere på førtidspension er steget med 99,7 % i Århus på kun fem år. I
København er tallet steget med 18 % i samme periode.”

2) Jeg kan lide din idé med kun at give husly til dem, som bidrager til samfundet ved at arbejde.
Faktisk synes jeg, at ideen er så god, at den bør gælde for alle indvandrere, som vil bo i Danmark:
De kan bo her, så længe de kan forsørge sig selv (sådan gør de vist i Japan). Synes du også, at din
idé er så god, at den bør udbredes på den måde?

Og hvad gør kommunen i øvrigt med de arbejdsløse og boligsøgende indvandrere, som normalt
ville have fået en lejlighed i Tingbjerg? Hvilken ghetto sender du dem så til? Og hvor ofte har man
givet dispensation for din regel? Står der så lejligheder tomme i Tingbjerg (samtidigt med, at der er
boligmangel i København)?

3) Jeg er glad for at høre, at Tingbjerg igen har fået en skole, efter at eleverne brændte den af. Men
din idé med heldagsskole er jo forsøgt rigtig mange andre steder uden succes. Har den virket i
Tingbjerg? Jeg spørger, fordi en stor del af de kriminelle i Tingbjerg ikke længere er i skolealderen,
og fordi de yngre kriminelle hader skolen så meget, at jeg har svært ved at forestille mig, at de vil
benytte sig af tilbudet om at gå der hele dagen.

- og så kunne jeg da også godt stadigvæk tænke mig at høre, hvad du mener med ―gensidig
integration‖, om du har betalt for din valgannonce bag på det muslimske blad Akbhar og om,
hvorfor du mener, at integrationen i din by går godt?

Integrationen af muslimer i København går overhovedet ikke godt. Men du behøver ikke være flov
over, for det gør det heller ikke nogen andre steder i Europa. Det kan nemlig ikke lade sig gøre, og
vi er derfor godt på vej til etniske spændinger á la Balkan.

Jeg ser frem til dit svar.

Med venlige hilsner
Nicolai Sennels

Email: kulturkloeften@hotmail.com

—–

P.S. For dem der har tid til at læse mere, så har jeg søgt på InfoMedia, hvad aviserne har skrevet om
Tingbjerg de seneste to dage (nærværende indlæg har jeg skrevet 16/10):

‖Frygtens kvarter: Gaderne mennesketomme efter klokken 22
Beboerne i Tingbjerg har fået nok. Den seneste måned er hærværket i den uroplagede bydel
eskaleret, og nu er grænsen nået. Situationen er blevet så slem, at indbyggerne ikke længere tør
bevæge sig ud om aftenen af frygt for grupper af utilpassede unge, der terroriserer området. Politiet
ser borgerne ikke noget til efter klokken 16. Det fortæller formanden for Tingbjerg Fællesråd,
Henrik Duusgaard, som har boet i kvarteret i 25 år. - Utrygheden breder sig, og gaderne er
mennesketomme efter klokken 22, siger han.‖ (Ekstra Bladet, 16.10.2009)

‖Unge smadrede TV 2-vogen
Et tv-hold fra TV 2/ Nyhederne fik i går smadret ruderne i deres vogn ved kirken i Tingbjerg af
ophidsede unge på knallert, der var voldsomt utilfredse med at blive filmet. TV 2′ s journalist skulle
tale med de kirkegængere, der nu står uden præst, efter at præsten gennem 17 år nu har følt sig
tvunget til at flytte fra bydelen pga. chikane.‖ (Urban, 15.10.2009)

‖Millionrøvere fik seks kufferter med røde penge
Politiet understreger, at gerningsmændene bag røverier for nylig i Tingbjerg og mod Jyske Bank på
Nørrebrogade også stod tilbage med røde penge.‖ (Herning Folkeblad, 15.10.2009)

‖Præsten måtte gå under jorden
Flasker kastet mod huset. Ruderne knust med sten. Indbrud. Malerier og møbler smadret. Det er,
hvad præsten i Tingbjerg har stået model til. Nu er det nok. Efter 17 år er Ulrich Vogel flyttet fra sin
embedsbolig og gået under jorden.‖ (Ekstra Bladet, 16.10.2009)

‖Vi vil væk herfra
‖- Nej, så slemt er det faktisk ikke, det går fremad herude, og der er jo mange steder, der er meget
værre. Ordene kommer fra en kvindelig lærer på Heldagsskolen Tingbjerg .
Men hun bor ikke selv i Tingbjerg , og hun skal heller ikke nyde noget af at stille op til et foto. Det
er da også et noget andet billede, beboerne tegner, da Ekstra Bladet i går tog til det belastede
boligområde for at veje stemningen. Hussein har kun få ord til os, men de er ikke til at tage fejl af. -
Selvfølgelig kan jeg ikke lide at bo her, det er ikke godt her. Jeg vil ikke bo her mere. Der er alt for
meget ballade hele tiden.‖ (Ekstra Bladet, 16.10.2009)

‖Tingbjerg: ’De unge styrer det hele’
‖ - Jeg har boet herude i årevis, og det er bare blevet værre og værre. Jeg går ikke selv ud om
aftenen, det tør jeg ikke, så når jeg skal noget, tager jeg altid en taxi,‖ forklarer manden. Hans ven
bryder ind: ―Jeg tør heller ikke gå ud om aftenen, og jeg har sgu ikke råd til en taxi, så jeg må blive
hjemme. Det er de unge, der styrer det hele,‖ siger vennen, og han bliver tysset på af vennen, fordi
en af de unge i det samme kommer forbi.… De viser, at der fortsat er skudhuller efter den byge af
kugler, der i august 2008 kostede den 19-årige Osman Nuri Dogan livet. Et drab, som i brede kredse
betegnes som indledningen på den igangværende bandekonflikt. En anden beboer, der selv har
indvandrerbaggrund, forklarer, at det er ti hårdkogte i 20-25-årsalderen, der styrer de unge
ballademagere fra Tingbjerg, og at de er skyld i, at mange ikke går ude om aftenen. Han vil heller
ikke have sit navn i avisen af frygt for repressalier.‖ (JP, 16.10.09)

‖Chikaneramte brandfolk kvitter jobbet
Helt konkret er problemerne med chikane mod brandfolk lige nu så store, at brandvæsenet holder
sig væk fra visse steder i Taastrup og på Amager, medmindre der er politibeskyttelse. Det samme
gør sig gældende ved ildebrande om natten på Nørrebro nærmere bestemt Mjølnerpakren og
Blågårds Plads samt Ishøj og Tingbjerg.‖ (Herning Folkeblad, helt tilbage fra 12.10.2009).

Klamt stemmefiskeri: “Gensidig integration”

Dato: d. 15.10.09, 12:19
Af: Nicolai Sennels
Emner:
381 kommentarer

Integrationsborgmester Jacob Hougaard om gensidig og vellykket integration.

“There are no american soldiers in Bagdad!” Hvem husker ikke Muhammed Saeed al-Sahaf, Iraks
minister for propaganda, som gang på gang erklærede på CNN og BBC, at der ikke var nogen
amerikanere i hans hovedstad - alt imens skudsalverne kunne høres tydeligt i baggrunden (se en
sjov video med ham her)? Al-Sahaf blev hurtigt døbt Bagdad Bob.

Nu har Danmark og København fået sin egen ―Københavner Bob‖. Nej, jeg tænker ikke på
Politikens Anders Jerichow eller de Radigales Jelved. Næ, det er såmænd Københavns
integrationsborgmester Jacob Hougaard (S), som nu laver en ―al-Sahaf‖. Hougaard, alias
Københavner Bob, har skrevet et indlæg/valgreklame på bagsiden af det arabiske nyhedsbrev
Akhbar. Hovedbudskabet er, at hans politiske modstandere begår en ―historisk fejltagelse‖ ved at
kritisere islam. Hvorfor det? Fordi muslimerne vil hævne sig? Er Bob bange? Fordi islam ikke
fortjener kritik? Hougaard påstår også, at ―Islam er overhovedet ikke en trussel mod Danmark” og
at “integrationen går jo godt”.

- alt imens københavnerne kan høre skudsalverne i baggrunden, og vi andre kan læse om dem
dagligt i aviserne.

Ifølge Københavner Bob vil tingene gå i den rigtige retning (sagde han ikke lige, at integrationen
allerede går fint…?), hvis “nydanskere og etnisk danskere rækker hænderne ud mod hinanden”.
Læs: gensidig integration. Ellers tak, jeg har det lige så godt.

Det med gensidig integration har Hougaard arbejdet længe på. Det eneste der nu mangler er, at vi
andre konverterer - så vil integrationensproblemerne være pist væk. Så sandt, så sandt (se bare, hvor
fredeligt de lever sammen i de muslimske lande!). Derfor har Hougaard nu besluttet at sende
kommunens såkaldte to-sprogslærere på kurser i skidtet: ―Målet for efteruddannelsessatsningen på
tosprogsområdet er bedre skoleresultater for de tosprogede elever samt en forbedret gensidig
integration.‖
Nye læsere kan også læse min Rapport fra en integrationskonference, hvor Hougaard ender med at
finde 118 ideer til, hvordan danskerne skal ændre sig for at integrationen kan lykkes - og ingen
forslag til, hvad indvandrerne selv kan gøre.

Københavner Bob fortsætter med en omgang floromvundet luft om, at vi skal ―love at vi skal leve
fredeligt og respektfuldt sammen. Sammen kan vi skabe et mangfoldigt, fredeligt og fremgangsrigt
samfund―. Jo-jo, Obamas taleskriver har ikke levet forgæves. Bvadr.
Man kan kun håbe på, at journalister og politiske modstandere inden det kommende kommunalvalg
vil spørge Københavner Bob om, hvad han mener med gensidig integration og med, at det er
danskerne, som skal tilpasse sig.
Københavner Bob afslutter sit indlæg i Akbhar med følgende opfordring til hovedstadens muslimer
om at stemme på ham: ―jeg prøver at festligholde alle indvandreres traditioner og kultur. Det håber
jeg at kunne få stemmer nok til at fortsætte efter lokalvalget d. 17. november.‖ Festligholde alle
indvandreres traditioner? så vidt jeg kan se, er det kun de muslimske højtider, som får kommunal
støtte. Det kaldes vaelgerpleje: 58 procent af herboende muslimer stemmer paa Københavner Bobs
(S) parti.
Det vi har brug for, er integrationspolitikere, som har klokkeværk til at stille krav til indvandrerne,
ikke danskerne. Intet under, at integrationen i Københavner Bobs by er fatalt mislykket.
P.S. En klassiker: Københavner Bob beskytter sig nervøst bag journalisten, mens han forklarer, at
integrationen går godt i Tingbjerg - her. Dengang lovede Bob at løse problemerne - og her er BTs
oversigt over den forgangne uge i Tingbjerg: ―Onsdag: En tv-vogn fra TV2 bliver før middag
smadret af unge bøller uden for Tingbjerg Kirke. Lørdag: Politii og brandvæsen må rykke ude til
hele fire brande lørdag aften. Der bliver sat ild til både en minibus, knallerter, containere og en
pap-presser. Torsdag: I forbindelse med et røveriforsøg finder politiet to revolvere, en foldekniv og
benzindunk til at starte bål.―
Opdatering 15/10: Kære debattører. Jeg vil bede jer holde en lidt pænere tone. Indlæg som
udelukkende indeholder personangreb uden egentlig argumentation, alt for meget råberi (STORE
BOGSTAVER) og bandeord giver et usundt debatmiljø. I de tilfælde hvor jeg ser dem, vil de blive
slettet. Grove ―syndere‖ vil blive kontaktet på den email de opgiver når de kommenterer (i gentagne
grove tilfælde rygere deres ip-adresse i spamfilteret). Kh, Nicolai.

Typisk Politiken

Dato: d. 13.10.09, 21:14
Af: Nicolai Sennels
Emner: Anders Jerichow, Politiken
136 kommentarer

Politikens politiske fordrejning af islam-debatten.

12/10 købte jeg min cirka årlige udgave af Politiken. Jeg blev lokket af en teaser om, at
oppositionen støtter Kinas kurs mod Danmark, som taber et par eksport-miliarder, hver gang vi
inviterer Tibets leder til landet. Det viste sig, at oppositionen ønsker at ―styrke de gode relationer‖
og derfor helst vil undgå at tale for højt om problemerne… At tie om grove overtrædelser af
menneskerettigheder for kold cash er åbenbart god moral i rød blok. Føj for en flok feje skovsnegle.

Jeg er dog ikke forbavset, og glæder mig blot over, at min stemme DF er givet godt ud: Også denne
gang er Pia og co. det parti, som holder autencitetens fane højest.
Det som tværtimod slog mig, var politikens kronikredaktør Anders Jerichows totalt politiserede
artikel ―Hver fjerde af os er i dag muslim‖ (debatsektionen, s. 6):

1) Jerichow ligestiller den debat om islam, som vi har i Danmark, med de forhold, som ikke-
muslimer lever under i muslimsk dominerede områder. Det er mildest talt ude af proportioner.
Vores civiliserede debat er underlagt racismeparagrafer, injurielovgivning og alt muligt andet, og
kan slet ikke stilles lige med grove undertrykkelse, vold, manglende rettigheder og daglige drab,
som begås mod ikke-muslimer i Egypten, Irak, Indonesien og næsten alle andre andre muslimske
lande.

2) Jerichow er også helt fejl på den, når han påstår, at ―Tallene modbeviser gænge påstande om, at
islam og demokrati er uforenelige.‖ At konkludere dette alene på antallet af muslimer i verden er
simpelthen skudt gennem roen. Jerichow kunne i det mindste have brugt bare en enkelt yderligere
kilde, inden han når sin meget vidtgående konklusion - f.eks. kunne han læse koranen, hvilket ikke
er irrelevant, når man vil diskutere islam: Der vil han kunne læse, at menneskeskabte love er en
blasfemisk hån mod Allahs barbariske sharia-love. Punktum.

Hvorvidt mange af verdens muslimer er tilhængere af demokrati kan derimod diskuteres. Sidst man
spurgte muslimerne i Danmark, svarede kun 14 procent, at de er kan identificere sig med foreningen
―Demokratiske muslimer‖.

3) Endelig påstår Jerichow, at ―langt de fleste af verdens muslimer for længst har demonstreret, at
de foretrækker mindre dogmatiske udlægninger af islam - og foretrækker moderne ledere‖.
Moderate ledere, hvor? I Tyrkiet? Afghanistan? Sudan? Indonesien? Irak? Iran? I det
palæstinensiske område?

Fnys: At lægge låg på de pinefulde og uværdige menneskelige vilkår, som hersker i den muslimske
verden er en hån mod de mennesker, det handler om. Det er udtryk for mangel på medfølelse.
Jerichow, din skovsnegl: Du er ikke en rigtig mand, der tør stille sig op og sige tingene som de er,
ikke en gang, når det kan hjælpe mennesker i nød.

Der går nok et års tid, før jeg køber Politiken igen. Heldigvis har jeg JP at godte mig med imens.

Opdatering 13/10: Jerichows klumme kan læses her.

Opdatering 14/10: Jerichow er ―præsident‖ for Dansk Pen. Der ikke noget at sige til, at Dansk Pen
har mistet sin gennemslagskraft i danske medier. Men så er det jo heldigt, at man kan udnytte sin
ansættelse på et landsdækkende dagblad til at føre den politik, som Dansk Pen under
Muhammedkrisen viste sig at stå for.

Giv Obama en Oscar istedet

Dato: d. 10.10.09, 21:11
Af: Nicolai Sennels
Emner: Obama, politisk korrekthed
102 kommentarer
Vi husker Obama for sit næsegruse buk og håndkys til Saudiarabiens islamistiske konge. Vi husker
ham også for at snige en FN-resolution igennem, som fordømmer kritik af religion (læs: Islam). Vi
husker ham for sin ligeså sleske Ramadan-tale, hvor han priser islam og lover ―new beginning
between America and the Muslim world―. Ellers tak: Den kulturelle kløft mellem muslimer og os
andre blive ikke smallere af den grund. Den bliver blot kamufleret - og bliver på den måde en fælde.

Obama har også æren af at være den amerikanske president, der hurtigst har fået mere end
halvdelen af USAs vælgerne imod sig.

Modsat USAs vælgere, har europæerne endnu ikke gennemskuet ham, og derfor har han nu fået
Nobels fredspris. For hvad? For med sin sweettalk, dybe stemme og fine ord at love verden guld og
grønne skove og levere absolut intet. Obama burde have fået en Oscar for sit skuespil i stedet for.

Obama kysser Saudiarabiens konges hånd:


YouTube Direkt

Slurp…

:-*

Der er ET sted, hvor man regner med, at svenskerne ved hvad de laver, og så laver de den her.
Hovedrysten. What to do…?

Interview med Nicolai Sennels: Kriminel lavalder

Dato: d. 09.10.09, 12:38
Af: Nicolai Sennels
Emner: bander, forældre, kriminalitet, kriminel lavalder, pædagogik
37 kommentarer

Et stort dansk dagblad bringer i dag (9/10) et interview med mig, omkring den kriminelle lavalder.
Jeg har før skrevet om emnet her på bloggen.

Dagbladets – i øvrigt meget venlige kvindelige – journalist kunne desværre ikke få plads til de
rettelser, jeg havde til hendes artikel-oplæg. Her kommer interviewet, som det ville have set ud,
hvis jeg selv kunne bestemme:

Nicolai (ikke det store danske dagblad) interviewer Nicolai, om den kriminelle lavalder

Hvorfor mener du, Nicolai Sennels, at det er en god idé at sænke den kriminelle lavalder til 12 år?

‖Formålet med at sænke den kriminelle lavalder er at kunne behandle. Det er ikke at fængsle 12-14
årige. Vi fængsler jo heller ikke 15-17 årige i Danmark. Men magtanvendelsesbekendtgørelsen gør
det allerede i dag muligt at tilbageholde 12-14 årige uden rettergang i vist op til ni måneder. Og de
ryger oftest på almindelige sikrede institutioner. Her bor de sammen med ældre kriminelle og uden
egentlig behandling. Justitsministeriets seneste undersøgelse viser, at 15-17 årige idømt en
ungdomssanktion har 60 procent mindre risiko for at ryge tilbage i en kriminel løbebane. De 12-14
årige går glip af både retssikkerhed og behandling, så længe de ikke kan dømmes. Man skal også
være klar over, at der sker et voldsomt misbrug af 12-14 årige i det kriminelle miljø. De ældre
kriminelle sætter dem til at udføre grov kriminalitet, fordi de ikke kan straffes. Dette er ekstremt
skadeligt for deres psykiske og sociale udvikling.‖

Der er nu flertal for at sænke den kriminelle lavalder til 14 år. Du vil gå længere ned?

‖VK-regeringen løser ikke de ovennævnte problemer for de 12-13 årige med deres forslag. Både
som socialarbejder og senere som psykolog har jeg personligt mødt rigtig mange kriminelle 12-13
årige, der havde brug for behandling. Oftest har man også forsøgt på alle mulige måder, men det var
ineffektivt, fordi de – og oftest også deres forældre – ikke ville samarbejde. Hvis vi skal kunne
forebygge, at kriminelle unge udvikler en decideret kriminel løbebane, er vi nødt til kunne
tage dem ud af miljøet og lave pædagogik i nogle rammer, de ikke kan sige nej til.‖

Mange unge får i dag deres seksuelle debut meget tidligt. 14 årige kan i dag godt dyrke sex uden at
blive straffet. Men flertallet af de folkevalgte får deres vilje, kan de blive straffet med op til otte år.

‖Argumentet holder ikke, for det kan de 15-årige allerede, og det er jo ligeså grotesk. Eksemplet er
urealistisk, for det er helt utænkeligt, at 14 eller 15-årige vil blive straffet med otte års fængsel i
sådan en sag. Men det er eksempler som disse der gør, at vi er nødt til at opstille særlige
ungdomsdomstole, som kan tage de nødvendige humanistiske juridiske forbehold.‖

Der bliver talt meget om ulemperne ved, at så unge mennesker får plettet deres straffeattest. Hvad
mener du om det?

‖Nogle tror, at selv de mindste lovovertrædelser pletter en straffeattest. Og det gør de altså ikke,
heller ikke for voksne. Hvad angår de grove forbrydelser, som kommer på attesten, så fjernes
pletten efter fem år. Og pletten vil kun få betydning for de færreste i aldersgruppen, for det et er
meget lille fåtal af denne aldersgruppe, som er begyndt at søge reelt arbejde til den tid. Desuden er
mange arbejdsgivere i dag meget mere large overfor plettede straffeattester, især hvis det er flere år
siden, den blev plettet. Skulle det alligevel vise sig at være et problem, skal unge dømt ved
ungdomsdomstol måske have en chance ved at man renser attesten efter f.eks. tre år.‖

Kritikerne siger, straf ikke virker. Hvad siger du til det?

‖Hvis de mener ren straf af unge, så er jeg i høj grad enig. Men vi taler jo forebyggende behandling
af nogle unge, som er på kanten til at ødelægge deres eget og andres liv. Erfaringerne fra andre
lande viser jo også, at en lavere kriminel lavalder hjælper de unge. Modstanderne på venstrefløjen
er blottet for pædagogisk sans. De vil udelukkende give uforpligtende tilbud. Men forskningen
viser entydigt, at faste rammer og mærkbare konsekvenser er nødvendige bestanddele, hvis man vil
forebygge og afhjælpe asocial adfærd. Det er god og helt almindeligt anerkendt pædagogik, at
professionelle kan tage over, når unge ødelægger deres eget liv. Det ved enhver ansvarlig forælder
for den sags skyld også. Men så meget menneskekundskab ejer venstrefløjen ikke, og derfor har
venstrefløjskommunerne heller ikke formået at lave en effektiv indsats overfor kriminelle unge.‖

Overbefolkning giver klimaproblemer. Klimaproblemer giver folkevandringer.
Dato: d. 05.10.09, 10:39
Af: Nicolai Sennels
Emner: debatklima, flygtninge, klima, krig, løsninger, overbefolkning, politisk korrekthed
126 kommentarer

Klimaet har brug for en politik for befolkningsvækst. Det samme har Europas grænser.




Overbefolkning fører til udsultning af naturen og stigninger i co2-udledningen. Dette fører til
tørker, fødevaremangel og krig om resurserne. Flygtningene banker allerede på døren.

Jeg har meldt mig ind i Demografisk Råd og Selskab, DROS. Det har jeg gjort, fordi jeg mener, at
overbefolkning er et problem på størrelse med islam (menneskeskabt eller ej) og
klimaforandringerne (menneskeskabte eller ej). I den forbindelse har jeg valgt at interviewe DROS‘
47-årige formand Morten Lintrup om overbefolkning, klima og - åh nej! - de deraf mulige
folkevandringer.

NS: Morten Lintrup, kan du ikke starte med kort at fortælle lidt om dig selv og om, hvad DROS er?

ML: Jo. Jeg er civilingeniør og HD med speciale i anvendt statistik. Jeg arbejdede som rådgiver
vedrørende det fysiske vandmiljø i 15 år, inden jeg i 2001 skiftede spor til ledelsesinformation og
beslutningsstøtte. I dag fungerer jeg som såkaldt Business Intelligence konsulent.

DROS, som jeg er formand for, er en uafhængig privat organisation stiftet i 1996. DROS‘ formål er
at udbrede bevidstheden om demografiske problemers voksende betydning nationalt og globalt. Vi
prøver at fremme bæredygtige beslutninger i befolkningsspørgsmål. Til forskel fra de fleste
fagdemografer, der mest fokuserer på såkaldt demografi – f.eks. vækstprocenter og fertilitetsrater,
så er DROS især interesseret i demografi – samspillet mellem befolkningsudviklingen og
samfundsudviklingen i almindelighed. Det er et område, som også berører følsomme emner, f.eks.
hvorvidt vi bør søge at fravælge typer af flygtninge og indvandrere, som har vist sig at passe dårligt
ind i den danske samfundsmodel og samfundsudvikling.

Et andet tabu er, at visse lande og områder har valgt at stå uden for den almindelige opbremsning i
verdens befolkningstilvækst. Dette er uholdbart i forhold til en global løsning af problemerne
vedrørende miljøødelæggelser og klimaforandring.

NS: Ved vi noget om, hvor mange mennesker jordens økosystem kan bære?
Morten Lindrup. Formand for DROS.

ML: Det kommer først og fremmest an på, hvor meget natur og livskvalitet, man vil have.
Dybdeøkologer hævder generelt, at der kun er plads til et mindre antal mio. mennesker på kloden,
hvis naturen skal være upåvirket. I den anden ende af skalaen finder vi økonomer, som er i stand til
at se helt bort fra naturens tilstand og de menneskelige livsvilkår. I sådanne beregninger, som
bygger på, at de fleste mennesker overlever i en slags vegetarisk kasernetilværelse, kan vi nok
brødføde omkring 15 mia. mennesker. Men så er der heller ikke plads til sjov, natur eller albuerum.

Personligt hælder jeg mest til opgørelser fra Optimum Population Trust (UK), ved Andrew
Ferguson. OPT forudsætter en levestandard på niveau med Portugal, og på den baggrund skønner
de, at Jorden langsigtet kan bære 2 til 2½ mia. mennesker, og samtidig bevare en vis del af naturen.

NS: Det synes jeg er skræmmende. Lige nu er vi næsten 7 mia. mennesker, og vi er hurtigt på vej
mod de 9. Hvis miljøet og klimaet kun har kapacitet til en tålelig tilværelse for 2 mia. mennesker, så
kræver det ikke meget fantasi at forestille sig de konflikter og den undertrykkelse som vil opstå, når
knapheden melder sig for alvor. Puha.

Hvad med klimaet? Hvilken betydning har overbefolkning for klimaet - nu og i fremtiden?

ML: Det er helt simpelt: Jo flere mennesker, jo større udledning af drivhusgasser og jo kraftigere
global opvarmning og udsultning af jordens resurser. Langsigtet er befolkningstallet klart den
vigtigste parameter, når det gælder menneskeskabte forandringer i klimaet og naturen.

Det ser desværre ud til, at politikerne vælger at fedt-spille ved at justere lidt på forbruget og
drømme om teknologiske fix, der kan standse forureningen og bremse klimaændringerne. Men det
er kortsigtet, så længe jordens befolkning vokser. For mig at se, så vælger de at krybe uden om det
væsentligste punkt: At jorden har brug for en politik mod befolkningsvækst.

NS: Hvorfor har overbefolkning ikke en større plads i klimadebatten? Selv forestiller jeg mig, at de
rige lande er nervøse for at blive anklaget for dobbeltmoral, hvis de beder de fattige lande om at
sætte grænser for deres befolkningsvækst, bare fordi vi andre har svinet med resurserne. Efter min
mening er dette dog ikke dobbeltmoral, for I fremtiden vil det være de fattige lande med deres
voldsomme befolkningsvækst og mange steder stigende forbrug, som i langt højere grad vil sætte
deres præg på klimaet - og i øvrigt også pres på vestlige landes grænser.

ML: Hvis ikke jordens befolkningsvækst kommer med på det kommende klimatopmøde, vil det
skuffe kolossalt. Den politiske korrekthed har dog for længst nået klimadebatten, så jeg sætter ikke
mit håb for højt. Politikerne er ikke parate til at præsentere befolkningen for de ubehagelige
kendsgerninger om, hvilke lande og kulturer, som står for den stigende overbefolkning, og hvilke
kulturer og samfund, som risikerer at forsvinde, fordi de ikke får nok børn. Og de er selvsagt slet
ikke parate til at præsentere nogle realistiske løsninger.

NS: Vil klimaændringer skabe store folkevandringer?

ML: Det vil de uden tvivl – hvis det altså får lov til at ske. Vi har allerede fået de første
klimaflygtninge, og vi vil se mange flere. Derudover bliver vand- og fødevareforsyningen mere
skrøbelig og usikker, når befolkningstallet vokser, ikke mindst i fx Nordafrika og Mellemøsten.
Dette vil føre til sult og krige, som vil resultere i, at endnu flere flygtninge fra denne region vil søge
mod Vesten.

NS: Hvad kan man gøre for at lægge låg på befolkningseksplosionen?

ML: Jeg tror, at man skal være lidt ydmyg over for problemstillingen og ikke mindst parat til at
‖tænke ud af boksen‖. Visse steder i Syd- og Østeuropa får europæerne nu så få børn, at deres
kultur næppe kan bestå, som vi kender den. Aktuelt holdes Europas befolkningstal ved lige på
grund af indvandring, men meget tyder desværre på, at en stor del af disse indvandrere ikke
overtager den samfundsbærende europæiske identitet. Europa kan derfor se meget anderledes ud om
50-100 år.

En af mulighederne er at bruge bistandshjælpen på at begrænse befolkningsvæksten i 3.
verdenslandene. Folk bør generelt ikke blot sættes i stand til at forsørge mange børn. Alle behov for
familieplanlægning, især forstået som prævention, bør imødekommes. Og uddannelse af piger på
lige fod med drenge bør gøres obligatorisk overalt, da uddannede kvinder får færre børn - og i
højere grad kun får ønskebørn. Vi må lægge den gamle skrøne om, at fattige mennesker især får
mange børn for at blive forsørget i deres alderdom på hylden. Jeg har aldrig forstået, at såkaldte
humanister falder for den argumentation og reelt accepterer en instrumentalisering og
tingsliggørelse af børn, som de uden tøven ville gennemskue og fordømme hos de svageste
medborgere i deres egne lande.

NS: Jeg har længe gået og fiflet med en idé om, hvordan vi kan begrænse befolkningsvæksten i 3.
verdenslandene: Folk bør ikke få penge og mad, så de får overskud til at få flere børn. Folk bør få
penge for at få færre børn. I stedet for, at pengene spises op af flere og flere munde, vil folk så
kunne bruge pengene til dem selv og deres pension, så de ikke er afhængige af at få masse børn,
som de håber kan sikre deres alderdom. Først når f.eks. Afrika kan brødføde og uddanne de få
børn, de får, vil der være lys for enden af tunnellen.

Nødhjælp kunne vi udbetale som mikrobidrag i samme stil som Verdensbankens nobelprisvindende
mikrolån. For eksempel fuldt bidrag (et par dollars om dagen er nok i disse lande) til familien, hvis
de får ingen eller et barn, halvt bidrag hvis man får to børn og intet bidrag, hvis folk får tre eller
flere børn. Dette vil fjerne forældrenes behov for at sætte flere børn i verden, end de kan forsørge, i
håb om, at bare en af dem vil få så meget succes, at han eller hun kan tage vare på resten af
familien. En i øvrigt uværdig og sikkert også sorgfuld måde at skabe familie på, da mange af
børnene jo desværre ikke klarer den.

Hvad synes du om den idé?

ML: Set i lyset af de alvorlige klimaforandringer vi står overfor, så kan alle tiltag, der trækker i
retning af en egentlig politik mod befolkningsvækst være nyttige. Muligheden for at bruge støtten
til udviklingslande på den måde du foreslår, synes jeg er interessant. Man kunne fx forestille sig, at
bistandsprojekter blev indrettet, så de lokalt indebar fordele for små familier og en ansvarlig
familiestørrelse indgik i kvalifikationsgrundlaget for lokalt ansatte medarbejdere.

NS: Morten Lintrup, tak for din tid og held og lykke med DROS. I har et vigtigt budskab, og jeg
håber, at folk og politikere med interesse for både klima og demografi lytter til det.

ML: Selv tak.

SLUT

—

Jeg vil opfordre til, at folk skriver læserbreve om sammenhængen mellem klima, befolkningsvækst
og folkevandringer. Og til, at emnet tages op på COP15. Hvis ikke der er udsigt til, at COP15 tager
diskussionen op, kan man håbe på, at DF vil invitere demografer til deres alternative
klimatopmøde.

Vi bør også lægge pres på nødhjælpsorganisationerne, så de fokuserer mere på at begrænse
overbefolkning.

Læs mere om Demografisk Råd og Selskab på: http://demografi.net/index.html. Spørgsmål om
medlemskab af DROS kan ske på email: dros96@gmail.com

Islamofobi findes ikke

Dato: d. 29.09.09, 07:49
Af: Nicolai Sennels
Emner: debatklima, islamofobi, politisk korrekthed
139 kommentarer

Islamofobi findes ikke

Begrebet ―islamofobi‖ er irrationelt, og rent sprogligt er det ubrugeligt.
"Fobi" betyder irrationel angst. Det har dog vist sig at være ganske rationelt at bekymre sig om
islam og muslimsk indvandring.

Islamofobi som begreb er oprindeligt opfundet af Tariq Ramadan. Ramadan mistænkes af mange
for at være islamistisk ulv i moderate fåreklæder. USA er såmænd gået så langt som at nægte
Ramadan indrejsevisa. Også i Holland har man luret den snu fanatiker, hvorfor han netop er blevet
smidt ud af Rotterdams universitet, fordi man fandt ud af, at manden modtager penge fra det iranske
regimes styre for at promovere islam (ikke et smart træk, hvis man prøver at bilde andre ind, at man
går ind for ―moderat euro-islam‖: Sådan noget støtter Irans atombombeproducerende teokrater
nemlig ikke…).

Ramadans hjemmestrikkede ord er dog blevet varmt imod af den såkaldte appeasement-fløj (folk,
som ikke mener, at islam er problematisk). Islamofobi-begrebet er nemlig en underforstået
beskyldning mod alle islamkritikere for at lide af en irrationel angst, med den logiske følgeslutning,
at kritikerne er problemet, ikke islam. Selve begrebet er altså et simpelt sprogligt trick, som burde
være blevet gennemskuet for lang tid siden (det blev det også) - og dermed være blevet smidt på de
misbrugte og meningsløse ords affaldsbunke.

Fobien er en forbier
Begrebet ―islamofobi‖ består af to ord: Islam og fobi.

―Islam‖ kender vi alle sammen. Det er en politisk retning, som sætter turbo på sine tilhængere ved
at krydre budskabet med religionens dybe følelser. Denne politiske retning er bygger på et særligt
samfundssystem kaldet ―kalifat‖ med eget retssystem kaldet ―sharia‖. Målet for islam er at indføre
et politisk system over hele jorden - og fordi den har forklædt sig som religion, lykkes det i høj
grad. Islams politiske retning er fascistisk forstået på den måde, at den indebærer en ekstrem
undertrykkelse af individet til fordel for ―systemet‖ (er fascisme egentligt venstre- eller
højreorienteret? Så vi jeg forstår, så er det venstreorienteret). Mandlige muslimer mener, at kalifatet
er en god idé, kvindelige muslimer følger trop, mens de fleste af os andre er noget mere skeptiske.

Fobi betyder ―irrationel angst‖. Irrationel forstået på den måde, at der i virkeligheden ikke er noget
at være angst for. Eksempler på fobier er: optofobi (angst for at åbne øjnene), aulofobi (angst for
fløjter), cathisofobi (angst for at sidde ned), caligynefobi (angst for smukke kvinder) og dendrofobi
(angst for træer). You name it - der er mange ting, som folk er bange for, uden grund.

Men der er også ting, som burde vække en ægte og velbegrundet bekymring hos folk.

Det er i dag klart, at det bestemt ikke er irrationelt at frygte negative konsekvenser af muslimsk
indvandring. Det er heller ikke irrationelt at frygte islamisk terror eller at kritisere islam for at
påbyde dens tilhængere at begå kriminelle handlinger mod anderledes tænkende. Disse tre ting er i
dag veldokumenterede og ethvert menneske eller parti der ikke anerkender dette, taber anseelse og
stemmer - fordi de mistænkes for at være naive eller for direkte at lyve for at fastholde den gruppe
af kernetilhængere, der holder dem over spærregrænsen.

Der er altså intet irrationelt i at bekymre sig over islams og muslimsk kulturs indvirkning på
omgivelserne: Islamofobi findes derfor ikke.

Du er heller ikke racist
Du er altså ikke islamofob, hvis du er bekymret over islam og hvad der nu følger i kølvandet af
særprægede kulturtræk osv. Og du er heller ikke racist, hvis du kritiserer islam: Vi har nemlig FNs
ord for, at kritik af religioner ikke er racisme (sådan tolker ikke-muslimske lande i hvert fald
slutdokumentet fra Durban 2).

Så kritisér du bare islam alt hvad du vil: Hvis dine arbejdskolleger, venner ellers sportskammerater
så kalder sig racist, så sig, at du har FNs ord for, at det ikke er racistisk at være kritisk overfor
islam. Hvis kollegerne osv. alligevel fastholder, så fortæl dem, at deres holdning har mere tilfældes
med islamiske diktatorer end med vestlige demokrater.

Det virkeligt irrationelle
Vi har tonsvis af fakta, statistikker og almindelige menneskers beretninger fra dagligdagen, der alle
viser, at det ikke er irrationelt at stille sig kritisk overfor de menneskelige og samfundsmæssige
konsekvenser af både islam og muslimsk indvandring.

Så er det rationelt at holde sin mund om sine egne erfaringer og holdninger, fordi man er nervøs for
at blive kaldt islamofob eller racist? Er det rationelt at forblive passiv eller ligefrem undskyldende
overfor noget, som man oplever truer ens eksistens? Er det rationelt at tro, at vidt forskellige
kulturer kan leve fredeligt i samme samfund og under samme normer og værdier? Nej. Når folk så
alligevel gør det, hvad er de så bange for? Hvad er deres fobi?

Disse sidstnævnte fobier er de egentlige fobier, og de har den særligt uheldige virkning, at de gør
reelle problemer større, fordi de afholder os fra at tale om dem. Og at tale om problemerne er det
nødvendige første skridt for at kunne en løsning - hvis der findes en…

P.S.
Jeg kunne ikke finde ordet ―islamofobi‖ inde på Dansk Sprognævns hjemmeside - kan du?

Opdatering 29/9:

Interview med Ayaan Hirsi Ali ―Islamophobia does not exist‖ (tak til Natasa Aarup):
YouTube DirektAyaan Hirsi Ali

Opdatering 30/9: ―Forskeren Caroline Fourest har sporet ordet (islamofobi) til dets oprindelse, og
dets historie rummer artige overraskelser, der er afslørende for dets ophavsmænds intentioner. Det
viser sig, at udtrykket islamofobi først blev brugt af radikale islamister imod feminister. Kate
Millet, den berømte amerikanske kvindesagsaktivist, blev udskældt som islamofob efter at have
opfordret iranske medsøstre til at nægte at bære slør.‖ Link: http://www.information.dk/130261

Ifølge - for mig - nye oplysninger brugte Kate Millet (f. 1934) ordet islamofobi før Ramadan.

Den kriminelle lavalder

Dato: d. 24.09.09, 09:16
Af: Nicolai Sennels
Emner: bander, Integration, kriminalitet, kriminel lavalder, løsninger, pædagogik
129 kommentarer

Skal farlige og ofte ekstremt destruktive 12-14 årige have lov at gå frit rundt? Skal de slippe
ustraffet for deres forbrydelser? Skal de have retssikkerhed? Skal vi kunne behandle dem i nogle
rammer, som de ikke kan stikke af fra?




Kriminelle 12-14 årige kan allerede sættes bag tremmer.

Skoler, institutioner, borgere, myndigheder og selv politiet og selvinstitutioner for kriminelle 12-14
årige oplever i dag en stigende børnemagt, som børnene på ingen måde er i stand til at håndtere, og
som er direkte farlig for omgivelser. Imens ser de voksne magtesløse til, for mulighederne for at
santionere overfor de allermest ustyrlige børn er ikke tilstede.

Vi sender et forkert signal til både samfundet og de unge, hvis de unge reelt ikke kan fjernes fra
gaden og hvis vi behandler hardcore kriminelle 15-årige som førstegangsforbrydede. Vi skal ikke
lukke øjnene for, at der finde voldelige børn, hvor gulerod og støtte ikke virker, og kun grænser kan
regulerere barnets adfærd, og i visse tilfælde kun den ultimative grænse: frihedsberøvelse -
kombineret med pædagogisk behandling.

Men er det nødvendigt at sænke den kriminelle lavalder for at opnå disse ting? Måske. Den
nuværende lovgivning har både en række fordele og ulemper.
Note: Jeg bevæger mig her ud i juraen, som jo ikke er mit speciale. Emnet overlapper dog
behandling og ungdoms- og indvandrerskriminalitet, hvilket er mit område.

Børnekriminalitet i stigning
Endnu en gang er den kriminelle lavalder til diskussion. Og det kan jeg godt forstå, for ifølge
Københavns Kommune oplever hovedstaden et ―Boom i antallet af kriminelle børn. Antallet af
kriminelle børn i København er fordoblet på kun to år.‖ Rapporten beretter videre, at ―Fra januar
til september 2004 blev 495 børn mellem 11 og 14 år og 46 børn under 10 år sigtet. Stigningen
gælder både danske børn og børn med indvandrerbaggrund, og sigtelserne drejer sig om tyveri,
hærværk, indbrud, vold, røveri samt overtrædelse af våbenloven. Chefkriminalinspektør i
Københavns Politi Per Larsen betegner udviklingen som foruroligende og påpeger, at der skal
gøres noget ved problemet.‖

Ok. Så er det slået fast: Problemet med kriminelle børn er voldsomt og stigende, og den
velbegrundede frygt for, at den kriminelle udvikling blandt den såkaldte lillebror generation øges,
vokser tilsvarende.

Det er måske svært at forestille sig for mennesker, som ikke selv har observeret fænomenet på egen
hånd: Der findes ekstremt voldelige 12-14 årige børn, der ikke viger tilbage fra at bruge våben mod
sagesløse og som ikke respekterer henstillinger fra hverken forældre, myndigheder eller politifolk.
Og som er så empati-forladte, at de ikke kan nås pædagogisk på nogen som helst måde. Hvad gør vi
med dem, hvis heller ikke pædagogisk og psykologisk behandling virker? Skal de bare have lov at
gå frit rundt og fortsætte deres kriminelle adfærd - til skade for deres egen personlige udvikling og
til fare for os andre?

Vi kan allerede frihedsberøve 12-14 årige
Børn ned til 12 år kan faktisk allerede tilbageholdes, hvis de vurderes at være særligt farlige for sig
selv eller andre. Dette skyldes magtanvendelsesbekendtgørelsens § 7, stk. 1 - 3 (tryk på
―lovmæssigt grundlag‖), som giver mulighed for at anbringe 12-14 årige på sikrede afdelinger.
Bekendtgørelsen omhandler tilfælde, hvor formålet er at afværge, at den unge skader sig selv eller
andre (farlighedskriteriet).

Desværre bliver denne mulighed brugt alt for lidt. ―Nye tal viser, at Københavns Kommunes
socialforvaltning ti gange sidste år benyttede sig af muligheden for via
magtanvendelsesbekendtgørelsen at anbringe kriminelle børn under 15 år på en institution i to
måneder.‖ Mit eget kendskab til det muslimske områder som Nørrebro og Tingbjerg er, at antallet
af hårdkogte kriminelle børn er langt højere. Derfor er ti børn også et klart tegn på, at reglen om
farlighedskriteriet ikke udnyttes tilstrækkeligt. Den mening er jeg ikke alene om at have, for
―Gadeplansekspert Khalid Alsubeihi vurderer, at kommunen overser rigtig mange unge kriminelle,
når kun ti af dem årligt kommer i myndighedernes varetægt.‖

Personligt har jeg som psykolog talt med masser af kriminelle 15-17 årige på Sønderbro i
København, som var kede af, at hammeren ikke faldt første gang. De forstod ikke de chancer, som
politiet og retssystemet gav dem, som en chance til at vise omverden, at de ville tage sig sammen og
stoppe med kriminalitet. De løftede pegefingre og betingede domme blev oplevet som slaphed fra
systemets (og ofte ―danskernes‖) side. En slaphed, som gjorde, at de unge ikke respekterede loven.
―Der sker jo ikke en skid!‖, er et typisk svar, når man spørge de kriminelle unge, om de ikke er
bange for at blive taget af politiet. Jeg har i øvrigt også talt med unge, som føler det som en lettelse
at komme væk fra det voldsomme kriminelle miljø. Mange af dem følte det helt behageligt, med de
faste grænser. Det var rart for dem, at kunne være børn igen. Omkring 70 procent af de unge på
Sønderbro har muslimsk baggrund.

Mange af de 15-17 årige startede i øvrigt deres kriminelle løbebane som stik-i-rend drenge (vold,
narkosalg, afpresning) for de ældre kriminelle. Det er nemlig helt almindeligt at bruge drenge under
15 år til at begå kriminalitet, for de kan ikke straffes…

Man kan i øvrigt diskutere, om den nuværende praksis med at sætte de 12-14 årige sammen med de
15-17 årige på de sikrede afdelinger, er pædagogisk forsvarligt. Ved at være sammen med 15-17
årige udvikler de en ungdomsidentitet, mens de i virkeligheden har brug for at udvikle en
børneidentitet.

Mit 1. råd: Efter min mening bør farlighedskriteriet bruges langt oftere.

Mit 2. råd: Man bør oprette sikrede institutioner udelukkende for 12-14 årige. Dette kræver helt
andre rammer - andre former for fritidsaktiviteter, andre former for personale, andre former for
faciliteter osv. Institutioner, som passer til 12-14 årige.

Hvad med de erfarne 15-årige kriminelle?
Et af problemerne med den nuværende kriminelle lavalder på 15 år er, at en hårdkogt ung, som har
begået masser af vold og væbnede røverier lige siden han var 10-12 år gammel, bliver behandlet af
retssystemet som en førstegangskriminel, når han første gang bliver snuppet af politiet som 15-årig.
Derfor starter han ―forfra‖, når han fylder 15. Første gang er det måske bare en ―løftet pegefinger‖,
næste gang en betinget dom og måske først efter gentagne gange foran en dommer ryger den unge
bag tremmer på f.eks. en sikret institution eller en egnet døgninstitution.

Derfor har vi brug for at kunne lave straffeattester - eller straffeattest-lignende registreringer - så
retssystemet ikke behandler allerede erfarne 15-årige gangstere som jomfruelige småkriminelle, der
ikke ved hvad de har gang i.

Dette indebærer, at vi er nødt til at trække en person for en dommer og give vedkommende en dom
efter lovens foreskrifter, hvis det skal give mening at registrere personens forbrydelser. Hvorvidt vi
er nødt til at sænke den kriminelle lavalder for at kunne gøre dette, er jeg usikker på. Jeg kan godt
forestille mig, at man vil kunne oprette en slags ungdomsdomstol for 12-14 årige, som kan vurderer
skyldsspørgsmålet, men som ikke benytter sig af det normale straffesystem.

Mit 3. råd: Vi skal finde en måde at dømme erfarne 15-årige kriminelle på, hvor man tager hensyn
til kriminalitet begået før det fyldte 15. år.

Rettigheder
Som reglerne er i dag, har de 12-14 årige, som frihedsberøves på grund af farlighedskriteriet, ikke
dømtes rettigheder (de er jo ikke dømt). Som statsministeren rigtig nok understreger i sine
overvejelser omkring sænkningen af den kriminelle lavalder: ―kriminelle børns retssikkerhed
varetages ikke optimalt med den nuværende grænse på 15 år, fordi de ikke har ret til forsvarer og
rettergang.‖
Endnu et alvorligt problem, som sikkert ifølge en eller anden konvention gør farlighedskriteriet i
strid med både menneskerettigheder og alt muligt andet.

Mit 4. råd: Vi skal løse de nuværende problemerne med retssikkerheden overfor de 12-14 årige. Det
kan løses ved at sænke den kriminelle lavalder. Kan det også løses på andre måder?

Gå efter forældrene
Mange kriminelle 12-14 årige føler sig, trods alt, stadigvæk så tilknyttet og afhængig af deres
forældres respekt og kærlighed, at forældrene har en vis indflydelse på børnene. Dette bør udnyttes
langt bedre. Jeg har skrevet et længere (og godt, synes jeg selv. Især ideen om at bygge socialpolitik
på hjælp-krav-konsekvens synes jeg er god.) blog-indlæg om det her på JP d. 17/9. Essensen er, at
ingen har større indflydelse på børn end deres egne forældre, og uden forældrenes (frivillige eller
mindre frivillige) samarbejde, er det uhyre svært og uhyre dyrt at standse kriminelle børns
fejludvikling. Derfor skal forældre til kriminelle børn tilbydes vejledning, der skal stilles krav til
deres indsats overfor deres egne børn og der skal være konsekvenser, hvis ikke de følger kravene.

Det er således værd at diskutere, om det er forældrene eller deres endnu ret unge børn, som har
ansvaret for, at tingene går galt. Og hvem skal så straffes? Efter min mening skal forældre kunne
mærke det på pengepungen eller på andre måder (hvor det er muligt, skal den ultimative
konsekvens være udvisning), hvis de ikke støtter deres anti-sociale børns skolegang, holder dem
indenfor efter normal sengetid, følger ssp‘s anvisninger om, hvilke unge deres barn må være
sammen med - osv.

Mit 5. råd: Gå efter forældrene, og ligesom med deres anti-sociale børn, skal de mødes med
profesionel hjælp, relavante krav og mærkbare grænser (i nævnte prioritering).

Modstanderne
Jeg har surfet lidt rundt på nettet for at finde argumenter imod at sænke den kriminelle lavalder.
Børnerådet er blandt modstanderne, og jeg vil her kort kommentere deres tre argumenter:

1) Børnerådet mener, at det primært er unge over 18 år, som er aktive i banderne. Mit svar: Men
hvad så med de 12-14 årige, som rent faktisk ER med i en bande? Og hvad med de 12-14 årige, som
er dybt kriminelle uden at være i en bande (det er jo ikke kun banderne, man forsøger at ramme ved
at sænke den kriminelle lavalder)?

2) Børnerådet mener ikke - på baggrund af forskning der viser, at unge ikke stopper med
kriminalitet når de bliver ―strafbare‖ - at en sænkning af den kriminelle lavalder vil holde de 12-14
årige fra kriminalitet. Mit svar: De 12-14 årige vil dog i det mindste holde sig fra kriminalitet, så
længe de er frihedsberøvede. Og hvad så med al den forskning som viser, at straf heller ikke virker
kriminalpræventivt overfor voksne? Vil Børnerådet afskaffe alle former for fængselsstraf, når nu
det viser sig i flere undersøgelser, ikke det at hjælper. Tydelige og mærkbare grænser er en
uundværlig del af virksom pædagogik, og nogle børn er så langt ude, at disse grænser må ske under
magt og tvang. Jeg synes ikke, at dette argument holder vand.

3) Børnerådet påpeger, at serviceloven allerede indeholder en række hjælpeforanstaltninger, som
kan afkriminalisere 12-14 årige. Mit svar: Børnerådet mangler åbenbart praktisk erfaring på
området, for der findes helt klart børn som er så langt uden for pædagogisk rækkevidde, at
pædagogiske hjælpeforanstaltninger er spildt (størstedelen af børnene har jo oven i købet været i
sådanne hjælpeforanstaltninger - uden effekt). Derudover glemmer Børnerådet, at den servicelov,
som de påkalder sig, giver myndigheder mulighed for at frihedsberøve børn i op til to måneder,
uden ret til hverken forsvarer og rettergang. Derudover placeres disse børn på sikrede institutioner
med 15-17 årige kriminelle. Bekymrer Børnerådet sig slet ikke for børns retssikkerhed? Ved at
sænke den kriminelle lavalder, vil man kunne komme disse problemer til livs.

Jeg har også kigget øvrige fagfolks vurdering.
- Jens Asger Hansen, Sønderbro (ham, som gav mig et ―gyldent håndtryk‖ på 150.000 kr. for at
stoppe på Sønderbro) mener, at straf vil berøve børn deres barndom. Mit svar: Det er værd at
diskutere, hvorvidt hardcore kriminelle 12-14 årige har en ―barndom‖, hvorvidt denne ―barndom‖ er
sund for dem og hvorvidt det er denne barndom, man ønsker de skal beholde. Hansens eget
pædagogiske syn tyder på, at en kriminel barndom er at foretrække.

- Karina Lorentz, SF, peger på undersøgelser som viser, at ―straffe i sig selv‖ kan medvirke til at
fastholde unge i kriminalitet. Mit svar: Hvis sænkning af den kriminelle lavalder kommer til at
indebære ―straffe i sig selv‖ - altså straf uden andre hjælpende foranstaltninger - så tror jeg Lorentz
har ret. Men så vidt jeg forstår fortalerne for nedsættelsen af den kriminelle lavalder, så handler det
ikke om ―straf i sig selv‖, men om at kunne pille 12-14 årige ud af en kriminel løbebane, som
ødelægger deres eget liv, og give dem omsorg og pædagogisk behandling i nogle rammer, som de
ikke kan stikke af fra. Og det er jo ikke ―straf i sig selv‖, men en mulighed fra samfundets side for
at kunne hjælpe børn, som i mange tilfælde ikke har kunnet profitere af frivillige eller åbne tilbud.

- Socialrådgiverforeningen mener, at tvang løser ikke noget, men fører kun til, at de berørte børn og
unge bliver presset længere ud i kriminalitet. Mit svar: Der henvises ikke til nogen dokumentation
for foreningens påstand - men det er da muligt, at der findes undersøgelser, som bakker op om
påstanden. Socialrådgiverforeningens holdning til tvang synes dog noget selvmodsigende, når
landets socialrådgivere samtidigt ofte tvangsfjerner børn, tvangsindlægger dem på psykiatriske
afdelinger og frihedsberøver dem uden rettergang (jævnfør farlighedskriteriet). På den baggrund
tror jeg nu alligevel, at Socialrådgiverforeningen mener, at tvang i visse tilfælde kan være rigtigt,
for både at beskytte de 12-14 årige og/eller deres omgivelser.

Behandling og forebyggende indsats
Når det kommer til diskussionen af behandling, så er det værd at tage med, at behandling ikke
automatisk ―redder‖ unge fra kriminalitet. En 2007-undersøgelse peger på, at over 80 procent af de
kriminelle unge, som idømmes en pædagogisk behandlingsdom (ungdomssanktion), falder tilbage
til såkaldt ―grov kriminalitet‖ umiddelbart efter endt ―behandling‖.

Dog viser en dugfrisk 2009-rapport fra Justitsministeriet (s. 18), at ―unge, som har fået
ungdomssanktion, har omkring 21 pct. lavere risiko for recidiv efter løsladelse end unge, som har
fået ubetinget dom.‖ (recidiv betyder, at man falder tilbage til ny kriminalitet). Når det kommer til
unge, som begår tre eller flere forbrydelser efter endt behandling, er tallene endnu mere positive:
―Analysen peger på, at unge, som er idømt ungdomssanktion, har omkring 60 pct. lavere risiko for
tre eller flere strafferetlige afgørelser i en toårig periode efter afviklingen af fase end unge, som er
idømt ubetinget dom, har i en tilsvarende periode efter løsladelsen.‖

Hvis pædagogiske behandlingsdomme virker overfor 15-17 årige, bør vi så ikke give de 12-14 årige
samme mulighed? Eller hvad?
Hvad angår den forebyggende indsats, så er Nørrebro, Tingbjerg og mange andre muslimsk
dominerede områder umiddelbart ikke så modtagelige. Under overskriften ―Skyderier trods massiv
indsats‖ (JP, d. 5. marts 2009) kan man erfare, at Nørrebro årligt modtager 220 mio. kr. til
forebyggende arbejde. Der er sikkert mange som vil mene, at effekten af disse penge ikke er
tilfredsstillende.

Mit 5. råd: Opret pædagogiske institutioner for de 12-14 årige, hvor det ligesom på
ungdomssanktionen er muligt at kombinere behandling i åbent og sikret regi, alt efter, hvad det
pædagogiske personale (og altså ikke en dommer eller politiet) skønner relevant.

Skal vi sænke den kriminelle lavalder?
En sænkning af den kriminelle lavalder ligner lidt den anbefaling, som ungdomskommissionen
giver: At det skal være muligt at tilbageholde børn på en institution i op til 14 dage. Og så alligevel
ikke, for 14 dage er alt for kort tid til at lave behandling overfor dybt kriminelle og ofte stærkt
omsorgssvigtede børn, som stikker af, så snart han kan. Og hvordan skal de åbne døgninstitutioner i
øvrigt kunne håndholde tilbageholdelsen? Det kommer i realiteten til at ligne korttidsfængslinger
uden rettergang, hvis det skal udføres i virkeligheden - ofte på institutioner, som ikke er indrettet til
det. Hvor er retssikkerheden i det? Osv.

En lavere kriminel lavalder vil ikke betyde, at vi pludselig skal have børnefængsler, hvor
præpubetære unger sidder og rusker tremmer, som de voksne gør det i Vestre Fængsel. Det er der jo
heller ingen 15-17 årige der gør. Det vi taler om er, at børn, som begår alvorlig kriminalitet og som
er til alvorlig fare for andre, så længe de kan gå frit rundt, bliver frihedsberøvet og sat i nogle
rammer, hvor de får pædagogisk behandling, som de ikke kan stikke af fra. Samtidigt bør
forældrene selvfølgelig tilbydes råd og vejledning i, hvordan de kan støttes deres børns udvikling
fremover.

Der er oven i købet en vis logik i, at jo grovere forbrydelsen er, jo længere tid er straffen/den
pædagogiske behandling.

Vi er under alle omstændigheder nødt til at kunne fjerne farlige kriminelle 12-14 årige fra gaden,
fordi:
- mange af dem ikke kan stoppes på anden vis
- ældre kriminelle ikke skal kunne udnytte 12-14 årige, bare fordi de ikke kan straffes
- fordi farlige 12-14 årige ikke er en trussel for deres omgivelser, sålænge de er frihedsberøvede
- fordi kriminelle 12-14 årige i de fleste tilfælde har godt af at komme væk fra deres kriminelle
omgangskreds i en periode
- fordi mange anti-sociale 12-14 årige vil stikke af fra pædagogisk behandling, hvis de har
muligheden for det
- fordi det er skadeligt for samfundets retsfølelse, hvis 12-14 årige kan begå alvorlig kriminalitet
uden at møde konsekvenser
- fordi det faktisk er pædagogisk korrekt at give anti-sociale personer mærkbare grænser
- fordi kriminelle 12-14 årige ødelægger deres eget liv med deres kriminalitet, og det skal vi som
samfund forhindre

Efter min mening bør man 1) udvidde brugen af farlighedskriteriet, 2) oprette sikrede institutioner
udelukkende for 12-14 årige, 3) skabe en ungdomssanktion for de 12-14 årige, 4) gå mere efter
forældrene og 5) opstille af domstole/retsprocedurer for 12-14 årige, som kan sikre deres
retssikkerhed. Jeg har svært ved at forestille mig, at disse ting er mulige, uden at vi sænker den
kriminelle lavalder.

Opdatering: Ordet ―dødsensfarlige‖ i starten af indlægget er ændret til ―farlige og ofte ekstremt
destruktive‖. Førstnævnte var en unødvendig overdrivelse (tak til Karin Bennedsen m.fl.).

Usikre mænd undertrykker kvinder

Dato: d. 21.09.09, 09:51
Af: Nicolai Sennels
Emner: "ære", kvinder, mænd, seksualitet, undersgøelser, voldtægt
174 kommentarer

Kvinders plads i den muslimske kultur giver spillerum for psykopatiske mænd.




Kvindens plads i den muslimske kultur er under manden.

Det var et klamt møde med den muslimske kulturs ekstreme patriakalske sider i JP 11/8, hvor man
kunne læse, at en 16-årig jordansk pige var blevet dræbt af sin far, fordi hun havde skændet
familiens ―ære‖. Hendes ―forbrydelse‖? At hun var blevet voldtaget. Samme sommer, 25/6, kunne
Politiken berette, at en kun otteårig pige fik den kolde skulder af sine liberianske forældre, fordi hun
var blevet gruppevoldtaget af fire drenge.

3/8 berettede DR om en særlig ond udgave af fænomenet: muslimske mænd, vel og mærke i
Danmark, arrangerer gruppevoldtægter af muslimske kvinder. Mændene slipper ustraffet fra det,
fordi kvindernes frygt for familiens reaktion afholder dem fra at anmelde det.

Udenlandske medier fortalte i februar 2009 om, hvordan en irakisk kvinde havde arrangeret hele 80
voldtægter af andre kvinder. Formålet var give ofrene det indtryk, at de nu ikke længere har noget at
leve for, og at den eneste måde de vil kunne redde deres egen og familiens ―ære‖ på, var at blive
selvmordsbombere.

I England, hvor stigende indvandrerkriminalitet, etnisk uro og mangel på almindelig tryghed
forlængst har vist multikulturens uduelighed som samfundsmodel, berettede Britisk politi i The
Independent 10/2 i år, at de formoder, at der sker 17.000 tilfælde af ―æres‖relateret vold,
kidnapninger, voldtægter og mord om året.
Dertil kommer selvfølgelig hundrede af millioner af omskæringer af kvinders kønsdele.

Føj, for den lede! Vi vil ikke have sådanne ting i vores vestlige lande!

Hvad er det for en kultur?
Man kan tænke hvad man vil. Min egen konklusion er, at den muslimske kultur har en ulykkelig
cocktail af barnlig aggression, middelalderligt kvindesyn og psykopatiske ―æres‖begreber, som
desværre resulterer i, at muslimske kvinder reelt lever uden menneskerettigheder. Hvis de endelig
har nogen, så er det fordi deres mænd har tilladt det, eller fordi de eller deres familie trods det
øvrige muslimske miljøs stærke misbilligelse og ofte også trusler har frigjort sig fra deres kulturelle
og religiøse arv. Det er under alle omstændigheder ikke en selvfølge, at en muslimsk kvinde er fri
til at leve som hun vil.

Som psykolog vil jeg også påstå, at mange muslimske mænds ondskabsfulde humørsyge overfor
kvinder skyldes den menneskelige umodenhed, som følger af, ikke at opleve tilstrækkelige grænser
som drenge. Denne mangel på modenhed får yderligere kraft af, at mændene heller ikke som
voksne forventes af føle sige ligeværdige i forhold til anderledes mennesker, herunder kvinder og
ikke-muslimer. Mændenes umodenhed fører til en kulturelt accepteret ―tyv tror hver man stjæle‖-
mentalitet, som gør, at muslimske mænd mistænker andre mænd for at ville gøre deres døtre og
koner ondt. Derfor dækker de dem til i mere eller mindre grad, og i værste tilfælde - og de er mange
steder mere reglen end undtagelsen - er kvinderne født til livslang husarrest, kun afbrudt af indkøb
og familiebesøg ifølge med mandlige familiemedlemmer.

I Saudiarabien udføres 96 procent af alle selvmordsforsøg af kvinder. Lignende tendenser tegner sig
blandt afghanske kvinder.

Lidt at tænke over: Hvad får en kvinde til at tænke på selvmord?

Usikre mænd
Jeg er sikker på, at en af hovedårsagerne til den megen elendighed i verdens dårligst fungerende
samfund (muslimske eller ej) er undertrykkelsen af kvinder. Ved at sætte kvinder nederst på
totempælen, amputerer man en lang række af de menneskelige kvaliteter (Gustav Jung kalder det
for ―anima―), som er nødvendige for at kunne skabe frie og fredelige samfund.

Spørger man muslimerne selv om, hvorfor de undertrykker deres kvinder, så er svaret, at mænd ikke
kan styre sig: Hvis kvinderne klæder sig sexet, så kan mænd ikke gøre for, hvis de ―kommer til‖ at
voldtage dem. Det er dog rimeligt at sige, at det ikke er alle mænd - men først og fremmest
muslimske mænd - som ikke kan styre sig. Vi andre kan nemlig sagtens håndtere både dyb
kavalergang, bar mave og bukser der er revnede lige under ballen, uden at begå noget kriminelt, se
ned på kvinden eller at betragte hende som prostitueret.

Mange vestlige kvinder, herunder kvindelige skolelærere og pædagoger, har bestemt mærket
muslimske drenge og mænds usikre reaktion overfor kvinder, der lever og klæder sig som de vil. De
usikre mænd gør hvad de kan for at beskytte deres eget mindreværd, ved bl.a. at nedvurdere disse
kvinder ved ikke at respektere dem eller ved ligefrem at kalde dem for ludere osv.

Jeg tror IKKE, at undertrykkelsen handler om, at kvinder selv er ude om det, hvis de bliver
forulempet af umodne mænd:
Jeg tror det handler om noget andet: Mænd med dårlig selvtillid har svært ved at acceptere, at
kvinders seksualitet er både stærkere og mere udholdende end mænds. I en kultur, hvor manden
ifølge hans gud er kvinden overlegen, er det en uudholdelig tanke, at kvinder kan elske i langt
længere tid end mænd. Desuden er det umodnes mænds manglende evne til at håndtere deres begær
som gør, at de oplever, at det begærede objekt - kvinden - ―har magten‖ (psykologen Melanie Klein
ville sikkert tale om, at de umodne mænd oplever kvinden som ―det onde bryst―).

Iskolde feminister og svigtende humanister
Nu venter vi så på, at feminister og såkaldte humanister råber højt. Indtil videre har de muslimske
kvinder måttet vente længe. For desværre har feministerne lige fra starten brutalt vendt den kolde
skulder til deres muslimske medsøstre. De mere travlt med at kæmpe for bare bryster (ja, klik bare -
der ER et billede af bare bryster!) i svømmehallerne end for muslimske kvinders ret til at gå i
bukser. Og blandt de mandlige humanister findes der tilsyneladende ingen ægte gentlemen.

Enhver kvinde og enhver mand, som føler for det smukke køns mange fortræffeligheder - eller bare
alle menneskers ret til menneskerettigheder - bør føle et ansvar for at påpege og bekæmpe
undertrykkelse af kvinder i de muslimske familier: Vi bør tale om det på arbejdspladsen, skrive
læserbreve om det og evt. videresende nogle af de links, jeg har givet i dette blogindlæg.

Imens bør vi gøre det langt nemmere for kvinder at flygte fra deres undertrykkende/voldelige
mænd. Vi skal have langt flere kvindecentre og vi skal gøre det meget nemmere for kvinderne at
flygte. På den måde hjælper vi ikke kun kvinderne - vi viser også deres mænd, at de er i klar
modvind med deres adfærd.

Muslimsk kultur virker på visse områder, som om den er skabt af og for psykopatiske mænd.

—

P.S. Ja-ja, du kender flere velintegrerede muslimer og deres frie kvinder. Men der er en naturlig og
logisk mekanisme som gør, at de fleste danskere kun kender velintegrerede muslimer: De kender
dem, fordi de netop er - ja - integrerede. Ellers ville de ikke møde dem på arbejdet og de ville ikke
få besøg af dem i deres hjem. De mange uintegrerede kender du af samme grund ikke…

Opdateret: Det korrekte antal formodede tilfælde af æresrelateret vold i England er rettet: 17.000
formodede æresrelaterede tilfælde af overgreb på kvinder.

Indvandrerbander: Forældrene er nøglen

Dato: d. 17.09.09, 10:16
Af: Nicolai Sennels
Emner: bander, forældre, forskning, jacob hougaard, Københavns Kommune, løsninger, Mikkel
Warming, pædagogik, Ritt Bjerregaard, statistik
106 kommentarer

Bander: Uden forældrenes samarbejde er der ingen løsning. For ingen har større indflydelse på børn
og unge en deres egne forældre. Børn, hvis forældre ikke samarbejder, kan man derfor ikke nå. En
bandepakke der ikke inddrager forældrene, er derfor virkningsløs.
Mange børn og unge ryger ud i kriminalitet, fordi forældrene ikke støtter deres udvikling
godt nok. Forældrene skal inddrages - eventuelt med tvang - hvis indsatsen skal være effektiv.

København har fejlet
Københavns Kommune har nu meldt ud, at deres indsats over for unge indvandrere er slået fejl.
Ifølge deres beregninger kan københavnerne derfor se frem til 700 flere medlemmer af de
fortrinsvis muslimske indvandrerbander – årligt! Der er altså ikke længere til diskussion: De
ansvarlige borgmestre, embedsmænd og projektledere i København har fejlet i forhold til
integrationen og det sociale arbejde.

Venstrefløjens evne til at tilrettelægge effektiv integrationsindsats er desværre til at overse. Det ville
dog ikke undre mig, om hovedstadens vælgere fortsat stemmer blindt på de samme skandaleramte
politikere, som nu har ført byen ud i etniske spændinger, der tåler sammenligning med Paris og flere
byer i f.eks. Holland og England.

Nu vil Københavns over- (Ritt Herregaard, S), social- (Mikkel Warming, Enh) og
integrationsborgmestre (Jacob Hougaard, S) så have fat i ‖lillebror-generationen‖. Begrebet
lillebror-generation er opstået i takt med, at kriminaliteten blandt muslimer spreder sig til stadigt
yngre børn. Der er desværre mange tegn på, at muslimske 3. G‘ere er endnu mere kriminelle end 2.
G‘erne (som er 76 procent mere kriminelle end 1. G‘erne) (læs mere her og her).

Småbrødrene skal åbenbart have samme ineffektive indsats som generationen før dem: Støtte-
kontaktpersoner med indvandrerbaggrund uden den fornødne eksaminerede uddannelse, dyre
specialskoletilbud som dræner folkeskolen for penge til normal-børnene, sport (ifølge Henrik
Brandt, direktør for Idrættens analyseinstitut er der ingen forskning der kan dokumentere, at adgang
til idrætsfaciliteter virker kriminalitetsforebyggende. Kilde: MetroExpress, d. 16. september 2009),
playstation og en fed North Face jakke på skatteborgernes regning.

Det virker ikke. Vi ved det, for det er prøvet 100 gange før overfor nøjagtig de rastløst drivende
horder af kriminelle muslimer, som nu ødelægger danskernes hovedstad med deres dunst at dårlige
vibrationer.
Hvis ikke man har forældrenes forståelse og samarbejde, kan man ikke gøre noget: Forældrene er
nøglen, for det er dem og deres mening, opdragelse, livsstil og kultur, som børnene identificerer sig
med. Og det er forældrene, som børnene allerhelst vil elskes og respekteres af - tusind gange mere
end af skolelærere, sagsbehandlere og politifolk.

Al sund socialpolitik, som har til formål at gøre mennesker sociale og selvstændige, indebærer
støtte, krav og konsekvenser. Her kommer derfor en ‖3-trins integrationsraket‖ bestående af 1)
støtte, 2) krav og 3) konsekvenser (profiterer man ikke af første trin, går man videre til næste –
osv.). I denne omgang i forhold til indvandrerforældre til kriminelle børn:

Støtte
Det er ingen hemmelighed, at europæiske politikere har fejlbedømt den muslimske kulturs evne til
at integrere sig. Som pædagoger og lærere ved bedre end nogen andre, så har muslimske forældre
ofte ingen – eller meget misforståede – forestillinger om, hvordan de skal støtte deres børn til en
succesfuld tilværelse i et vestligt land som Danmark.

Forældrene tror ofte, at det er daginstitutionens og skolens opgave at opdrage børnene. Det er det
ikke. På samme måde har mange muslimske forældre meget ringe indsigt i det danske
uddannelsessystem, hvordan man skaber en professionel karriere og i det hele taget begår sig i det
danske samfund. Og hvordan skal de så kunne hjælpe deres børn til at integrere sig? Vi har hjulpet
ikke-vestlige indvandrere for lidt til at forstå vores samfund.

Vi bør gøre kurser i ‖sådan støtter du dine børn i at få en succesfuld fremtid i Danmark‖ til en del af
en omfattende integrationspakke til ikke-vestlige indvandrere. Vi bør også i langt højere grad vove
at blande os i ikke-vestlige indvandreres familieliv ved at tilbyde vejledning i, hvordan man
opdrager børn i vestlige kulturer som den danske, så børnene har en chance for at udvikle de rette –
og tilstrækkelige – sociale færdigheder. (Da jeg foreslog disse ting på en integrationskonference
sidste år, blev jeg bedt om at lukke munden, fordi det var for DF-agtigt. Er det det? Er det ikke bare
sund fornuft?)

Indvandrere skal opleve integration og samarbejde om deres kriminelle børn som en naturlig
forventning – og hvis ikke de selv kan eller vil, skal vi gøre opmærksom på, at det faktisk er et krav:

Krav
Ritt, Warming og Hougaards politik er kendetegnet ved en ‖krav og konsekvens-fobi‖ langt ud over
det pædagogisk forsvarlige. Desværre. For det har alle dage været sund fornuft, at personer med
anti-social adfærd – og her tænker jeg både på de forældre, som ikke opdrager deres børn og
børnene selv – har brug for både støtte OG krav. Sidstnævnte er dog en by i Rusland for de
københavnske venstrefløjspolitikere, hvis politiske ideer københavnerne nu ―nyder‖ frugten af.

Når folk ikke profitere nok af den støtte de får tilbudt, er det dumt bare at bruge ‖mere af det
samme, som ikke virker.‖ Og den form for dumhed gennemsyrer hovedstadens integrations- og
socialpolitik. Enhver succesfuld professionel, der arbejder med mennesker – og enhver livserfaren
person i øvrigt – ved, at når støtte ikke hjælper, så er det kun ansvarligt og udtryk for almindelig
sund menneskekundskab, at der også skal findes tydelige grænser for folks destruktive adfærd. Det
er ikke ondt eller uhumanistisk at sige ―nej‖. At vise hvor grænsen går, kan faktisk være kærligt
ment og nogle gange den eneste måde at beskytte folk mod at ødelægge deres eget og andres liv.
1) Vi bør selvfølgelig forvente/kræve af forældre til kriminelle børn og unge, at de holder deres
kriminelle børn indenfor efter normal sengetid, så de ikke driver rundt og gør gaderne usikre. 2) På
samme måde forventer/kræver vi naturligvis, at de samarbejder med skoler, institutioner og
socialforvaltningen, hvis deres børn laver ballade. 3) Vi forventer/kræver også, at forældrene søger
hjælp og råd, hvis ikke de kan styre deres børn.

Skulle forældrene modsætte sig sådan en helt grundlæggende fornuft i deres opdragelse, svigter de
deres egne børn og omgivelserne groft. Forældre, som udviser en sådan ligegyldighed overfor deres
egne børns udvikling – og som ikke vil tage imod støtte og vejledning – skal kunne mærke
samfundets misbilligelse:

Konsekvenser
Mest oplagte konsekvens er selvfølgelig, at forældre selv skal betale for i hvert fald en vis andel af
deres børns hærværk (jeg er ikke helt sikker på, om sådan en lov allerede er vedtaget). Man bør
også kunne trække forældre i deres sociale ydelser. Det er simpelthen dårlig pædagogik at fortsætte
med at støtte destruktive familier, når det er klart, at det ikke hjælper, forstået på den måde, at
familierne ‖betaler tilbage‖ ved at gøre deres bedste for selv at rette op på deres problemer.

Her vil mangen en verdensfjern og erfaringsfattig hallal-hippie indvende, at færre penge på lommen
gør forældrene til endnu dårligere opdragere. Sikke noget udokumenteret lommepædagogisk vrøvl!
Bevis det venligst, før I rider endnu en omgang på det ulogiske argument.

Lad os i det mindste prøve, om det virker:

For forældre er ikke dårlige forældre, fordi de ikke har råd til at købe alt hvad de ønsker sig.
Forældre er dårlige forældre, fordi de ikke har den fornødne indsigt og/eller medfølelse med deres
egne børn. Det skal vi som samfund forsøge at sætte en stopper for: Sociale ydelser skal styrke
social adfærd og vi forventer, at modtagerne lever op til de krav som følger med pengene. Sociale
ydelser skal ikke støtte anti-sociale familier ved at være en snor så evigt lang, at vi først erkender at
tingene er gået galt, når de ER gået galt.

Hvis ikke familierne vil tage imod støtten eller de ikke bruger de råd, som professionelle giver dem,
skal vi kunne ‖rykke i snoren‖. Som sagt: Det er ikke inhumant eller ondt at sige ‖nej‖. Tværtimod
kan et klart nej og tydelige grænser være lige netop det, som mange mennesker har brug for, for at
skifte spor.

Det er rimeligt at sætte tal og ord på, hvad man skal forvente af de ungdomskriminelles forældre
(ikke mindst fordi dårligt fungerende mennesker har brug for forudsiglighed og tydelige rammer):
A) At de støtter op om deres børns skolegang og uddannelse (deltager i forældremøder; hjælper
med lektierne; undlader at sende børn på lange ophold i familiens hjemland, som går ud over
skolegang og integration; sørger for at børnene kommer i skole; samarbejder med lærere og
pædagoger, hvis der er konflikter med børnene på skolen/institutionern), B) tager imod vejledning
(rådgivning om opdragelse; deltagelse i kurser om indførelse i det danske samfund; erhverspraktik -
osv.) og C) holder deres kriminelle børn indenfor efter normal sengetid (og tidligere, hvis politiet
vurderer det relevant). Støtter forældrene ikke op om børnenes sociale og faglige udvikling, og
nægter de at modtage hjælp og lader de åbenlyst deres børn rende rundt udenfor om aftenen, selvom
de godt ved, at de laver kriminalitet, så er grænsen overskredet:
Over grænsen = over grænsen
Ultimativt handler det om, hvorvidt vi skal tillade at indvandrere direkte modsætter sig integration
og skal have lov til at skabe kulturelle og religiøse parallelsamfund, som på mange områder strider
mod det omgivende samfunds kultur og lovgivning.

Børn og unge, hvis forældre ikke samarbejder, kan man ikke nå. Punktum. Og det er uanset, om det
er fordi forældrene ikke vil eller ikke kan. Derfor skal vi gøre forældrene det klart, at vi mener det.
De skal have støtte, de skal opleve krav og der skal være konsekvenser.

For i sidste ende har det danske velfærdssamfund ikke råd til, hverken økonomisk eller kulturelt, at
store grupper af borgere ikke opdrager deres børn, eller opdrager dem på en måde, som gør det
særdeles svært for børnene at integrere sig.

Det har man tilladt indtil nu. Resultatet er tusindvis af muslimske børn, der lider under dårlige
personlige, sociale og faglige evner, og som har næsten ingen chance for at skabe sig en fremtid i
Danmark - hvilket også velfærdssamfundet i sidste ende vil knække nakken på. Derfor skal den
yderste konsekvens overfor forældre, som ikke vil samarbejde om at socialisere og integrere deres
kriminelle børn, være udvisning. Dette er selvfølgelig yderste konsekvens, men hvis ikke man vil
tage imod hjælp, hvis man er ligeglad med myndighedernes krav og hvis man er så langt ude for
pædagogisk rækkevidde, at ikke engang mærkbare konsekvenser hjælper, er der ikke andet noget at
gøre: Så kan de ikke få lov at være med.

Hvorvidt denne udvisning skal være med eller uden hjemsendelsescheck eller at de kan tage deres
sociale ydelser med sig de første år, kan så diskuteres.

Velfærdssamfundet og demokratiet er ikke forsvarsløst. Det er på tide, at velfærdssamfundet og
demokratiet viser de tænder, som de jo rent faktisk har (selvom det er lang tid siden, vi har set dem).
Disse tænder skal vi ikke være flove over eller gemme væk:

De tænder er der, hvis der skulle være brug for dem. Og det er der nu.

Islamist-gruk

Dato: d. 11.09.09, 19:11
Af: Nicolai Sennels
Emner: 11/9, humor, islamisme
99 kommentarer

Islamist-gruk

Der er alt for få humorister
Blandt verdens mange islamister
De grubler dagen lang på kalifat
og driller man dem går de helt grassat

Men det er sikkert heller ikke sjov
At sjov er gjort forbudt ved lov
Man burde kilde dem fra hage til læg
Til de forstår den rigtige betydning af skæg

(Nicolai Sennels, i anledning af 8-året efter 11/9)

—

Vær kreativ: Skriv dit eget 11/9 gruk som kommentar.

Fjern den statistiske mundkurv

Dato: d. 09.09.09, 12:48
Af: Nicolai Sennels
Emner: forskning, Integration, løsninger, politisk korrekthed, statistik
198 kommentarer

Demografisk hasard med 3+ generationerne.

Som det er nu, er det ikke lovligt at registrere personers oprindelsesland længere end til 2.
generation. 1. generation hedder således indvandrere/flygtninge (fra f.eks. Tyrkiet eller Irak) og 2.
generation betegnes som ―efterkommere‖ (af indvandrere fra Tyrkiet/flygtninge fra Irak). 3+
generationerne (altså generationer af indvandrere, som er ældre end 2. generation) er ganske enkelt
―danskere‖ - uanset om de går i burka i stedet for kjole, fiser førtidspensionen af i Pakistan i stedet
for i Danmark, føler sig bedre hjemme i Tyrkiet end i Danmark osv.

Vi ved ganske enkelt ikke, hvordan det går indvandrere og flygtninge efter 2. generation. Danmarks
Statistik har tallene et eller andet sted inde i deres computere, men må ikke offentliggøre dem. Det
er uheldigt, for uden disse oplysninger, har vi ingen klarhed over indvandringens langsigtede
konsekvenser for vores økonomi, velfærd, kultur, sammenhængskraft og - selvfølgelig -
sammensætningen af borgere og vælgere (demografi).

To eksempler
Her kommer nogle eksempler, som illustrere nødvendigheden af at få et bedre kendskab til 3+
generationerne (og nu håber jeg, at tallene er rigtige…):

A)
20-29 årige 2.-generationsindvandrere er 76 % mere kriminelle end 1.-g‘ere i samme aldersgruppe.
Som reglerne er nu, er 3+ generationerne kategoriseret som ―danskere‖ i kriminalitetsstatistikkerne
- hvilket formentligt får danskere til at se mere kriminelle ud end vi er. Hvordan ser det virkelige
billede ud? Fortsætter indvandrere med at blive mere kriminelle, jo flere generationer de har levet
her? Fortsætter det i samme hæsblæsende tempo generation efter generation? Eller hvad? Vi har
brug for at vide det, slet og ret.

B)
Ikke-vestlige 2.-generationsindvandreres årlige negative bidrag til statskassen (29.000 kr.) er kun 2
% mindre end 1. generationsindvandrere (29.600 kr.). Fortsætter tendensen vil det tage 48,3
generationer, førend ikke-vestlige indvandrere bidrager positivt til statskassen.
Fjern den statistiske mundkurv
Det er ganske enkelt uansvarligt at iværksætte så store ændringer i befolkningens sammensætning
og samtidigt forhindre sig selv i at kunne studere langtidseffekterne.

Politikerne spiller demografisk hasard med fremtiden. Derfor skal Danmarks Statistik selvfølgelig
have fjerne mundkurven, så både politikere, forskere og den almindelig befolkning kan få et
nuanceret og mere realistisk billede af både de nuværende og kommende konsekvenser ved den
danske udlændingepolitik.

Opdatering:

Følgende kommentar er indløbet under debatten:

―Danmarks Statistik har årligt siden 2007 offentliggjort oplysninger om efterkommernes børn i
publikationen Indvandrere i Danmark, som kan findes på
http://www.dst.dk/publikation.aspx?cid=13434. Børn af efterkommere er dog en meget lille gruppe.
I alt var der kun 8.331 personer pr. 1. januar 2008, og af børn af efterkommere med ikke vestlig
baggrund var der 7.288, og af dem var 87 procent under 10 år. Det er altså begrænset, hvilke
statistiske oplysninger der findes for denne gruppe personer, men de, som findes, bliver
offentligjort.

Med venlig hilsen Danmarks Statistik‖

Rapport fra en integrationskonference

Dato: d. 06.09.09, 16:28
Af: Nicolai Sennels
Emner: debatklima, jacob hougaard, Københavns Kommune, Mikkel Warming
277 kommentarer

Københavns Kommune i en nøddeskal: 300 integrationsmedarbejdere, socialarbejdere,
embedsmænd og muslimske talsmænd blev i 2008 enige om, at indvandrere ikke har ansvar for den
mislykkede integration, og at hvis nogen skal ændre adfærd, så er det os danskerne.

Min egen rapport fra konferencen

Som integrationsborgmester for Københavns Kommune har Jacob Hougaard selvsagt et svært job.
64 procent af alle unge med arabisk baggrund kan ikke læse og skrive efter at have afsluttet den
danske folkeskole, 67 % af sigtede unge i København har indvandrerbaggrund, og en stor del af
byen er ved at forvandle sig til reelle muslimske ghettoer, hvor hverken politi, brandvæsen eller
almindelige borgere kan færdes trygt.


I uge 7 2008 blev København hærget af hundreder af brande påsat af vrede muslimer, som havde
fået nok af Muhammed-tegninger og visitationszoner. Dermed var det første muslimske oprør mod
vores ytringsfrihed og retssystem en realitet. Kort efter, d. 27. februar, afholdt Københavns
Kommune sin første store integrationskonference på selveste rådhuset.
300 deltagere var dukket op: gadeplansmedarbejdere, pædagoger, socialrådgivere, psykologer,
imamer og talsmænd for diverse muslimske foreninger. Et bud er, at omkring 50 af de fremmødte
havde muslimsk baggrund. Sangeren Isam B fra indvandrer-bandet Outlandish åbnede ballet med et
par sange. Man kan selvfølgelig undre sig over, at en integrationskonference åbnes af en mand, som
offentligt udtaler, at han nægter at stå på en scene, hvis der også er kvinder med bare arme med i
showet. Ikke særligt integrationsagtigt. Men skidt med det - Isam B synger godt, og piger med både
lange og korte ærmer vippede foden i takt til ―I Danmark er jeg født‖.

Bortset fra, at Jacob Hougaard mangler lidt kant og derfor ikke syner meget i integrationsdebatten,
så virker han som en fin og ordentlig mand. Han har oven i købet hår nok på brystet til at forlange
de private muslimske skoler nedlagt, selvom det formentligt koster både ham og partiet stemmer.

Det første chok kom dog, da det blev klart, at man kan samle 300 københavnere til en snak om,
hvordan det går med integration og kriminalitet i vores by, uden at nogen nævner, at indvandrere
lige har hærget vores by med hundredevis af påsatte brande og stenkast mod det tililende politi og
brandvæsen. Ikke én eneste nævnte det! Enten var folk for politisk korrekte til at turde nævne det,
eller også er indvandreroptøjer allerede blevet så almindelige, at ingen mener, at det er relevant at
tale om det mere. Øv for et debatklima.

Den næste chok kom, da det viste sig, at alle som én - både danskerne og indvandrerne - var rørende
enige om, at det er danskerne, som ikke gør nok for at integrere de fremmede i København. Ingen
spurgte de mange tilstedeværende imamer, talsmænd for etniske foreninger og helt almindelige
muslimer om, hvad indvandrerne selv kan gøre for at løse problemerne. Heller ikke de
tilstedeværende indvandrere kom på noget tidspunkt på den idé, at indvandrerne selv har et ansvar i
hele integrationsproblematikken. Dobbelt øv.

Det tredje chok kom ind af brevsprækken d. 9. maj i form af et ―Opsamling og idékatalog‖ fra
integrationskonferencen. 118 af de ―bedste ideer‖ fra konferencen samlet i et flot katalog med
billeder, grafik og en tak-for-sidst fra integrationsborgmester Jacob Hougaard. Ud af de 118 forslag
er der 0 (nul) forslag om, hvad indvandrerne selv kan gøre. Derimod er der masser af krav til
politiet og PET, kommunen, danskerne, medierne, politikerne og velfærdssystemet.

Konferencen blev på den måde til endnu et skridt i en retning, hvor de mennesker, som skaber
problemerne, ikke stilles til ansvar, og de, som problemerne går ud over, skal sige undskyld og
betale festen. Dette forstærker desværre indvandrernes offeridentitet. Både danskerne og Danmark
kom ud af Københavns Rådhus‘ høje døre med favnen fuld af krav. Det er ikke
integrationsborgmesterens skyld. Men det siger noget om debatklimaet i Københavns Kommune og
om holdningen hos de mange ansatte, som får løn af det offentlige for at løse vores problemer med
integrationen.

Tankevækkende og alle tre gange øv.

Efterspil

På konferencen opfordrede jeg til, at man tog de kriminelle indvandreres kulturelle baggrund med i
overvejelserne, når man skal tilrettelægge en effektiv social indsats. Socialborgmester Mikkel
Warming bad mig finde et andet arbejde, hvis jeg ville fastholde min holdning. Kort tid efter fik
min forstander Jens Asger Hansen grønt lys til at give mig et gyldent håndtryk på 150.000 kr. for at
finde et andet job. Det gjorde jeg så - og skrev en bog i mellemtiden.

(Indlægget er før bragt på 180Grader.)

Opdatering (10. september 2009):

I indlægget har jeg rettet en fejl, som oprindeligt oplyste, at 2/3 af kriminaliteten i København begås
af indvandrere. Det er 67 % af de sigtede ungdomskriminelle, som har indvandrerbaggrund. Alt
afhængigt af, om flest danskere eller indvandrere efterfølgende bliver frikendt, vil andelen af unge
indvandrere, som rent faktisk kan betegnes som kriminelle være enten højere eller lavere.

Stigmatiseringsargumentet er…

Dato: d. 03.09.09, 13:45
Af: Nicolai Sennels
Emner: Integration, Københavns Kommune, Mikkel Warming, stigmatisering
166 kommentarer

- integrationsdebattens tåbeligste argument.

Alt for længe har ―stigmatiseringsargumentet‖ fået lov at hærge integrationsdebatten - helt uden
udfordring, trods argumentets indbyggede mangel på logik og menneskekundskab.

Udokumenteret lommepsykologi
Stigmatiseringsargumentet bygger på en omgang udokumenteret lommefreudiansk vrøvl om, at
―tryk avler modtryk‖, og at muslimske indvandreres anti-sociale adfærd er en naturlig (og dermed
retfærdig?) reaktion på kritik fra omgivelserne. Tilhængerne af stigmatiseringsargumentet får
dermed sluttet deres evindelig båndsløjfe om de evindelige integrationsproblemer, for den anti-
sociale adfærd fører jo til mere kritik, hvilket fører til endnu mere anti-social adfærd.

Argumentet kan beskrives som en integrationsmæssig ―brandtrekant‖ på denne måde:




Integrationens brandtrekant kan brydes ved, at anti-social indvandrere dropper offermentaliteten
(også kalde ―følelse af stigmatisering‖) eller benytter sig af socialt accepterede måder at håndtere
kritikken på. Men sådanne helt naturlige forventninger til andre mennesker har tilhængerne af
stigmatiseringsargumentet ikke.

Nej. De fokuserer derimod på det tredje hjørne i trekanten - det hjørne der handler om kritikken.
Denne tankegang har altså den indbyggede logik, at problemerne først ophører den dag, man holder
op med at stigmatisere indvandrerne ved at kritisere dem. Sagt på en anden måde: Hvis vi holder op
med at pege på de alvorlige problemer i muslimske familier, muslimsk dominerede områder og
islam, så vil de forsvinde af sig selv (problemerne altså…).

Personligt tror jeg ikke, at integrationsproblemerne kan ties ihjel. Faktisk vil jeg gå så langt og
påstå, at problemer løses ved at vi taler om dem og ―siger troldens navn‖. Uha.

Stigmatiseringsargumentets konsekvenser
Et konkret eksempel på konsekvenserne af stigmatiseringsargumentet er København, hvis borgere
netop nu høster de bitre frugter fra deres uansvarlige borgmestres manglende evne til at lave social
og integrationsarbejde. Frygten for at ―avle modtryk‖ har indtil nu afholdt både
integrationsborgmester Jacob Hougaard (S) og den skandaleramte socialborgmester Mikkel
Warming (Enh) fra at sætte grænser og markere de nødvendige rammer med mærkbare
konsekvenser overfor anti-sociale unge og deres ofte uansvarlige forældre.

(Eller også er borgmestrene dygtige nok, og muslimer kan bare ikke integreres. Vælg selv. Jeg
satser dog min hat på både borgmestrenes uduelighed og muslimsk kulturs manglende
integrationspotentiale.)

Bullshit
Så langt, så godt. For stigmatiseringsargumentet er allerede som udgangspunkt et udtryk for mangel
på menneskekundskab og evne til at gennemskue kulturers ofte dybe forskelligheder.
Stigmatiseringsargumentet er altså - ret kort sagt: bullshit.

Man behøver vel ikke være psykolog for at forstå, at menneskers adfærd og personlige valg styres
langt mere af deres opdragelse, kultur og eventuelle religion end af, hvad folk og fæ skriver om dem
i aviserne.

At forklare ting som stigende indvandrerkriminalitet, islamisk fundamentalisme og ekstrem
arbejdsløshed i muslimske familier med stigmatisering afslører en katastrofal mangel på
humanisme, som jo netop handler om at kigge på hele mennesket - inklusiv dets baggrund, opvækst
og frie vilje. At stigmatiseringsargumentet så oven i købet skamrides fra de selvudnævnte
humanister på venstrefløjen, som aldrig undlader at påpege, at de skam ―kigger på hele mennesket‖,
er kun tragikomisk.

Det er en katastrofe for debatten, at medier og debattører i så lang tid har taget dette
udokumenterede og ulogiske argument for god vare. Jeg håber inderligt på, at næste gang nogen
råber ―stigmatisering‖, så vil kvikke journalister og bloggere spørge: ―Tror du ikke også, at
menneskers opdragelse og kultur spiller en rolle for deres evne til at integrere sig og leve op til
sociale normer?‖

Verdens Vigtigste Spørgsmål
Dato: d. 01.09.09, 19:46
Af: Nicolai Sennels
Emner: Integration
67 kommentarer

Er kulturkløften for dyb eller ej?

Kulturkløften er kløften mellem mennesker opvokset i vores vestlige kultur på den ene side, og
mennesker, som er vokset op i den muslimske kultur på den anden. Det er en psykologisk, kulturel
og ofte også religiøs kløft, og det er denne kløft – især dens psykologiske aspekter – som min blog
kommer til at handle om.

I takt med at verden bliver stadigt mindre, og antallet af muslimer stiger i både den muslimske og
ikke-muslimske verden, har vi alle været vidne til stadigt flere, voldsommere og mere ildevarslende
konflikter mellem vestlig og muslimsk kultur.

Hvad nu hvis…?
Diskussionen omkring integration af muslimer både nationalt og globalt er delt i to lejre:

I den ene lejr sidder optimisterne. Optimisterne tror på, at integrationen nok skal lykkes, og at
verden en dag kan leve i tryghed fra den trussel, som koranlæsere udgør i dag.

Når jeg taler med integrationsoptimister, så har de som regel svært ved at begrunde deres tro på en
logisk måde. De mest almindelige forklaringer læner sig op ad ordsprogenes snusfornuft: ‖Alting
har en mening.‖, ‖Det går altid godt til sidst.‖, ‖Tiden læger alle sår.‖ osv. Nogle reelle forklaringer
har de ikke, og for hver eneste solstrålehistorie de trækker ud af ærmet, er der mindst 10 historier
om personer med muslimsk baggrund, som er røget i fængsel, er droppet ud af deres uddannelse, er
blevet fanatiske, er kommet på førtidspension osv. Der er ganske enkelt ikke belæg for optimismen.

Hvad nu, hvis integrationen IKKE lykkes? Hvad nu hvis de muslimske ghettoer fortsætter med at
vokse sig større og mere selvstændige? Hvad nu, hvis rækken af religiøse særkrav først slutter der,
hvor muslimer føler at de kan leve som i deres familiers hjemlande? Hvad nu, hvis de etniske
spændinger fortsætter med at vokse i vores storbyer, indtil de eksploderer og politi og myndigheder
mister kontrollen? Så har optimisterne med deres komplicerede forklaringer og hånlige angreb på
pessimisterne solgt os en drøm og et håb, som der ikke er hold i. På den måde risikerer optimisterne
at trække problemerne i langdrag til den dag, hvor der ikke længere findes fredelige løsninger på
dem.

Uansvarlige integrationsoptimister
I den anden lejr sidder pessimisterne. Pessimisterne frygter, at de to sider af kulturkløften vil drive
længere og længere væk fra hinanden, efterhånden som de erkender, at de ikke kan få opfyldt deres
gensidige forventninger og krav. Jeg tilhører selv denne lejr. Min holdning skyldes dels mine
professionelle erfaringer fra arbejdet med muslimer som pædagog og psykolog i Københavns
Kommune gennem knap 10 år. Dels skyldes det, at jeg ikke har kunnet finde nogen fakta og
undersøgelser som peger på, at integrationen går i den rigtige retning.

På baggrund af det ansvar, som optimisterne påtager sig med deres agitation for troen på vellykket
assimilation, integration eller måske bare fredelig sameksistens, bør de føre sig særdeles ydmygt
frem i debatten. Historien har jo som bekendt vist os, at større demografiske ændringer ikke er
børneleg. Det er en farlig leg med ilden, og man bør derfor anlægge et forsigtighedsprincip. Den –
historien altså – kan heller ikke fremvise et eneste eksempel på, at muslimer og ikke-muslimer har
levet sammen på velfungerende vis. Intet tyder på, at Danmark og Europa bliver nogen undtagelse.

Med venlig hilsen
Nicolai Sennels
Psykolog og forfatter

P.S. Hvis du vil lave noget fornuftigt i dag, så send en mail til så mange folketingspolitikere du
orker, og spørg dem, om de tror at integrationen vil lykkes (husk også lige at bede dem begrunde
deres svar – bare kort). Send mig gerne deres svar på: kulturkloeften@hotmail.com

P.P.S. Hvis nogen kender en politimand eller fængselsbetjent, som har erfaringer med at arbejde
med muslimer – f.eks. på Nørrebro – så vil jeg meget gerne i kontakt med dem. Jeg kunne tænke
mig at lave et interview med dem her til bloggen. De kan selvfølgelig være ligeså anonyme som de
vil.

				
DOCUMENT INFO
Shared By:
Categories:
Tags:
Stats:
views:42
posted:12/7/2011
language:Danish
pages:100